Bloggen

Når man både er A-menneske og dampbarn, får man utrolig meget for sine penge, når man er på festival. Uanset om klokken er 1, 2, eller 4, når jeg går i ’seng’, er den ALTID 7, når jeg vågner. Altid. Hvilket har resulteret i nogle grimme ud-af-kroppen oplevelser de år, jeg har glemt at tage fri fra arbejde om mandagen.

I år er ingen undtagelse, men jeg må sige, at jeg faktisk er endt med at sætte pris på morgenerne. For det første har man bruserne og morgenmaden for sig selv (og ’for sig selv’ er ellers virkelig en vare i restordre på en festival). For det andet er det en fornøjelse at møde folk, der bagstive og klatøjede lige er mødt ind på vagt, og som man kan få til at synge hvad som helst (virkelig. HVAD som helst!), og for det tredje er det skønt at gå igennem skoven, når solen falder ned gennem bøgetræernes blade i støvede striber, nattens kølighed har skruet ned for dunsten af humle og urin, og verdens lyde er uldne og fjerne.

Det er i stilheden om morgenen, at man virkelig kan høre, hvor meget vi egentlig larmer om natten.

Kylie skuffede fælt. Måske er det bare mig, der er lidt gammeldags og gerne vil bevare lidt af festivalånden, men når navnene bliver lidt for store, bliver det helt så indstuderet, at det for mig bliver charmeforladt. Alt er koreograferet ned til mindste detalje, der er playback og show for alle penge og jeg har lidt en fornemmelse af at stå og se MTV i en alt for crowded stue. (Og uden at jeg skal mistænkeliggøre nogen, vil jeg sige, at hvis en S/M-butik i området har haft indbrud og fået stjålet hele beklædningslageret, så kunne det være en ide at tage en betjent ved hånden og aflægge Kylies dansetrup et besøg…)

På vejen hjem fra koncerten lagde vi vejen forbi Cut and Move. På opturssiden var det en mulighed for at glæde sig over, hvor meget der er sket med dansk musik siden 90’erne, og det gav også en forklaring på, hvorfor så mange danske rappere er gået over til at rappe på dansk. Eller også er Lars Ulrich bare holdt op med at tilbyde timer i engelsk. At høre Cindy var til gengæld ligesom at høre sig selv i spejlet: Fåk, fandme og sgu serveret på bred sproghybrid af esbjergensisk /århusiansk.

Afskrev øjeblikkeligt ideen med at lægge bloggen op som podcast.

Bikstok Røgsystem var … skævt, Ida Corr kan stadig synge, så der er baghjul til alle og Kim Larsen er lig med god plads i medarbejderbaren.

Nå. Her sidder jeg i en skurvogn beklædt med spånplader og skriver på hvad jeg tror, er en pimpet Commodore 64. Jeg vil ud i solen og ha mig en øl, og begynde at varme stemmebåndene op til Tina Dickow, Mikael Simpson (som spiller samtidig som Nephew, og dét stinker!) og Fatboy Slim.

Dejlig dag til jer derude.

Uden helt at være klar over, hvordan det er sket, er det lykkes mig at blive involveret i temmelig mange ting, der udløser heftig mødeaktivitet. I dag har jeg været til et af de møder, der var sjove at være med til; et møde, hvor folk deltog aktivt, havde en mening og turde melde ud.

Men jeg er godt nok ved at være træt af at sidde med ved borde, hvor jeg er en af de eneste, der har forberedt mig. Jeg synes fandeneddersatme bare ikke, at det er godt nok, at man indkalder til møde, for derefter at komme blæsende ind af døren, en time for sent, tomhændet og i fejlfinder-mode. Og særligt ikke, hvis man ikke engang har besværet sig med at læse oplægget. Jeg bliver sygeligt frustreret over, at være nødt til at starte fra scratch hver gang; over at skulle tage de samme diskussioner om og om igen, fordi vi aldrig er fuldtallige, og ingen stoler på, at de andre har haft overblik til at se lige præcis DENNE vinkel, da de diskuterede emnet sidst. Hvordan kan man tillade sig at mene en hel masse om noget, man ikke har sat sig ind i?

Jeg har ikke noget imod at være fodtudse, jeg skal GERNE lave min andel af slavearbejdet, og jeg har ikke behov for at være med i forreste række, når talerne skal holdes og medaljerne uddeles, hvis bare jeg får lov at sætte mit fingeraftryk på arbejdet – men jeg bliver sgu stram om kæben, når folk spilder min tid.

På torsdag drager jeg til Skanderborg, og skal igen i år skrive fra festivalen. Der lader til at have været relativ stor udskiftning på vores lille redaktion, og jeg tænker, at det må være med en præsentation for øje, når Formanden sender en mail, hvori han beder alle ”tage et foto, en Vi Unge eller Bravo plakat eller et pladecover med – af en person/gruppe, som I har en god historie om, en særlig relation til eller som I bare er die hard fan af.” (Tror i hvert fald ikke, at vi skal lave illustrerede artikler om Nena og Limahl, men man ved selvfølgelig aldrig.) Min første tanke var ”åh NEJ!” Hader sådan noget gøgl! Flashbacks til tidligere tiders rædselspræsentationer, hvor man enten skulle synge en sang, der sagde noget om en, eller fik stukket en sten i hånden og skulle dele med gruppen, hvad den sagde.

Efter lidt spekuleren frem og tilbage, måtte jeg dog modvilligt medgive, at det faktisk slet ikke var så dårlig en ide endda, eftersom det formentlig både bliver sjovt at høre, hvad folk har at sige, og fordi valget samtidig siger meget om både personlighed og værdier. Point til Formanden.

Næste problem var så, hvem man skulle vælge. Hvis I blev bedt om at svare på, hvem I heppede på, ville I så bare lige kunne gøre det? Kvamm og LOC kan jeg jo utrolig godt lide, men nok mest pga. deres æstetiske bidrag til den visuelle verden. Svend Auken fortjener mere end en halvsnøvlende ”Skål!” i et skur. Mine forældre, som ellers burde kåres som flagskib for institutionen Lykkeligt Ægteskab (kærester siden de var 15, altid ALTID enige og aldrig til at spille ud mod hinanden, og en far, der stadig køber blomster af ren og skær kærlighed. Come on! Hvem ville IKKE få præstationsangst af at vokse op i det??) er ligesom ikke helt rock n’ roll nok.

Men så slog det mig. Selvfølgelig!*klasker-hånden-mod-panden.* Infernal, sgu da!

Og må jeg ikke godt lige få lov at forklare, inden I buh’er og klikker væk for aldrig at komme tilbage?

Ud over at Lina appellerer voldsomt til min indre Barbie med sin garderobe fuld af tyl og palietter, så synes jeg simpelthen at hende og Paw er så grundseje, fordi de står ved, hvad de laver. De forsøger ikke at sælge deres musik som lyriske digte tilsat musik. De forsøger ikke at fremstå som forpinte kunstnere, der er misforståede af deres samtid. De laver musik, man bliver glad i låget af, og det er de stolte over.

Jeg har flere gange set Lina bliver stemplet som dum blondine, der bare traller sig igennem hjernedød aerobicmusik, men for mig lyder hovedet nu ikke til at fejle noget, når hun bliver interviewet. Hun virker temmelig hands-on og målrettet med sine ting. Mit indtryk er bare, at hun vælger at bruge sin tid og sin energi på at lave det, hun tror på, og som gør hende glad, i stedet for at forsvare genren og fistre rundt på korstog, der på forhånd er dømt til at mislykkes.

Jeg har set dem live en håndfuld gange, og jeg elsker, at de giver sig 120 % procent HVER gang. Til Grøn Koncert, hvor de bare var en lille del af et større set up, skiftede Lina tøj med så høj frekvens, at det er nærmest var umuligt at nå at se med det blotte øje, og scenen var proppet med motorcykler, kæmpestjerner og dansende homo’er – det var et spektakulært festfyrværkeri af overskud og begejstring.

At elske det man laver, at tro nok på det til at have lyst til at gøre sig umage og gå hele vejen – HVER gang – og at kunne trække på skulderen af hånlig kritik: Dét er jeg die hard fan af. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver voksen.

Jeg beundrer de mennesker, der formår at bevare en single ven af det modsatte køn, når de selv skifter civilstatus fra ’single’ til ’kæreste’, for der er næsten altid et element af flirt, når piger og drenge er venner, og selvom det enten er prøvet af, eller begge parter er enige om, at man ikke er noget for hinanden, er det alligevel svært at gå fra at have sin vens udelte opmærksomhed og fortrolighed til at rykke ned på 2. pladsen.

Jeg tror, at piger har sværere ved at dele end drenge. Det er i hvert fald hos mit eget køn, jeg har set mest modstand ift. raffinerede måder at være tarvelig på. Fra at ignorere hans kæreste, når man møder dem sammen, til at give hende the silent treatment i sociale sammenhænge. Fra at undlade at spørge til hende og hendes liv, til at fortsætte med at flirte med kammeraten – også når hun er til stede. Effektivt, ubehageligt og meget, meget svært at tage op, uden at komme til at lyde hysterisk.

Jeg har set mere end en mand blive fanget i krydsilden mellem to kvinder uden helt at forstå, hvad der foregik. Jeg har også set mere end en mand både forstå det og nyde, at der blev catfightet om ham. Ligemeget hvad, er det en rimelig træls situation for kæresten, som må finde sig i at blive stemplet som kosten, der er skyld i, at verdens sjoveste kammerat er blevet kærestekedelig, og som samtidig kan komme til at føle, at hun skal konkurrere med veninder, der ikke har morgenhår, hverdag og vasketøj imod sig.

Mit bud er, at det handler lidt om jalousi og manglende lyst til at dele, og meget om, at man mister endnu en til Den Mørke Side. Så længe vi begge er alene, kan vi søge bekræftelse hos hinanden, når det er lidt småt med virkelige tilbud, og vi kan lege ’hvis ikke nogle af os har fundet en kæreste, når vi bliver X antal år, så hooker vi to op’-legen. Når den ene finder en kæreste, kan det derfor føles som om man mister både sin ven, sin lidelsesfælle og sin nødplan i ét hug.

Men måske vi alligevel på vores køns vegne kunne prøve at stramme op og være lidt søde? Når nu vi ikke selv vil have ham, kunne vi jo godt prøve at glæde os over, at han er glad. Hvis man gav hende en chance, kunne det også være, at man faktisk kunne lide hende, og at man – hvis man behandlede hende ordentligt – kunne blive præsenteret for hendes kammerat, der er ph.d. studerende brandmand i kontakt med sine følelser.

Hvis ikke, kunne det være, at hun præsenterede jer alligevel – og gav igen af samme skuffe.

Jeg har fundet en gruppe af mennesker, som jeg hader mere indædt end gøglere: Facere.

Og inden nogen begynder at skrive noget om, at man jo bare kan sige, at man ikke er interesseret, så lad mig lige forklare, hvordan det er at bo i Århus:

Jeg har været nødt til at finde et nyt sted at handle, fordi jeg ikke længere var sikker på, at jeg kunne lade være med at slå idioten fra Telenor eller Grøn Energi eller hvor fanden han nu var fra, ihjel, når han endnu engang ivrigt stalkede mig hele vejen fra min cykel, ind i butikken og fra døren og tilbage til min cykel uden for min gamle Føtex. Det skete hver ENESTE gang, jeg handlede.

Jeg bliver forfulgt af Amnesty International (hvilket jeg for længst er blevet alt for gal til at kunne grine af ironien i), Greenpeace, Unicef, Røde Kors, Politiken, Århus Stiftstidende og de der mennesker med mapper med billeder af nogen, der er blevet hængt, hver ENESTE gang, jeg er nede i byen.

Og den måde de gør det på, er så sindssvagt irriterende, at det næsten overgår min fatteevne: De slår følge med mig, når jeg kommer gående og forsøger med deres dreadlocks, timeløn og friskfyragtige attituder at appellere til min dårlige samvittighed.

I starten gik der sport i at finde på snappy comebacks, der hylede dem ud af den længe nok til, at man kunne nå at undslippe, men når man bliver stoppet 3-5 gange, 4 gange om ugen – ofte flere gange af den samme spade, når man går hhv. ud og hjem – løber man relativt hurtigt tør for ammunition.

Jeg fatter simpelthen ikke, at det kan være lovligt at chikanere sagesløse mennesker på den måde.

I dag har jeg haft besøg af lillesøsteren, og bortset fra et besøg i en skrækkelig, alternativ boghandel, hvor ejeren jagtede mig med en røgelsespind, mens han speedsnakkede om, at det var mafiaen, der stod bag mordet på Kennedy, har det været vanvittig hyggeligt.

Da jeg havde sat hende på toget, cyklede jeg hjemad, og bedst som jeg kommer kørende, får jeg øjenkontakt med en afrikansk mand på ca. 50 år. Han smiler meget insisterende og hilser.

Jeg er tolk. Jeg har gennem mit job mødt 499.876.000 mennesker, og lever i evig frygt for at komme til at ignorere nogen, som jeg burde hilse på, fordi jeg ikke vil være skyld i, at hele tolkestanden bliver stemplet som snobbet. Da han hilser, skynder jeg mig derfor at smile igen og vinke – hvilket afstedkommer følgende dialog:

Ham: “Hi!”
Mig: “Hi?”
Ham: “You’re from the university?”
Mig: (tænker: Nå ok, en lærer fra uni!) “No, I interpret there. Do I know you from the university?”
Ham: “Oh. No. I just saw your beautiful blond hair, your small eyes and your round face. Men like me thinks that girls like you are very pretty!”
Mig: (‘Round face’?! Kaldte han mig lige fed??) “Ahem…Thanks..”
Ham: “If you’re single can I give you my card?”
Mig: “I’m sorry but I’m married.” (Nå? Det var lidt overraskende.)
Ham: “Are you sure?”
Mig: (Nu lettere fornærmet på min fantasimands vegne) “Yes, I’m sure!”
Ham: “Well, you go home and tell him, that he’s a very lucky man!”

Sker den slags også for jer??

I tirsdags skrev jeg et indlæg på Ordet Rundt, som beskrev en brøkdel af mine overvejelser omkring at vælge at få børn alene.

Med min hjerne har jeg hele tiden været klar over, at det er et emne, andre mennesker har en holdning til, og ikke nødvendigvis den samme som min, men jeg var ikke forberedt på de reaktioner, jeg fik.

Måske er jeg forvænt, fordi min omgangskreds består af mennesker, der i vid udstrækning har samme politiske ståsted og grundholdning til livet som mig, og selvfølgelig vil jeg til enhver tid forsvare mit valg, hvis jeg ender med at gøre det. Men ligesom jeg synes, at det er direkte idiotisk at mene, at homoseksuelle ikke skulle kunne opdrage børn fuldstændigt ligeså godt eller dårligt som alle mulige andre, så har jeg svært ved at se det rimelige i, at man som single kvinde skal være mere perfekt og leve op til højere standarter end folk i forhold.

Det er fuldstændig rigtigt, at man som eneforsørger kun har sig selv at trække på, både psykisk og økonomisk, hvilket betyder færre ressourcer i forhold til barnet. Til gengæld har man tænkt det grundigt igennem inden, og ved fra starten at det er vilkårene – modsat de mennesker, der går fra hinanden når børnene ER lavet. Og det kan godt ske, at den eller de mænd, man vælger som mandlig rollemodel for barnet ikke er knyttet til det biologisk. Til gengæld ender barnet ikke som taber, gidsel og straffemiddel i en situation, hvor mor og far ville være bedst tjent med aldrig at skulle enes om så meget som farverne på dannebrog. For det er et faktum, at næsten 30 % af alle par, går fra hinanden igen, så det er noget pjat at bruge ‘et-barn-skal-have-to-forældre’ som argument for, at enlige ikke skulle have mulighed for at få børn. Det kan godt ske, at ungen helst ville have to forældre, hvis den blev spurgt – og det ville den givetvis – men alternativet er, at barnet aldrig bliver til, og det er vel for fanden værre?

Jeg tror virkelig helt ind i kernen af min sjæl, at man – hvis man tør at tænke alternativt – kan skabe et liv for sit barn, som indeholder præcis ligeså meget tryghed og kærlighed, som et liv med to forældre.

Og nu ER der jo heller ingen, der siger, at fordi man har valgt børn aktivt til, så har man valgt parforhold aktivt fra. Det kunne jo rent faktisk godt tænkes, at man mødte en, der med glæde nappede hele den lille pakke.

Det eneste virkelige etiske dilemma, jeg indtil videre er faldet over er, hvad man gør, hvis et par af de gamle kærester viser sig at være sæddonore….

I tirsdags fyldte bloggen to år, og jeg har efterhånden lært, at når man stikker næbbet frem, risikerer man at få det i klemme i døren.

Jeg var bare ikke lige forberedt på, at det stadig kan gøre ondt.

Ud over at lave de fineste tegninger, skrive blændende godt OG være ualmindelig sympatisk (nogle mennesker kender bare ikke til begrænsningens kunst), er vores veninde Stine Stegen også modig. For nogle uger siden kom hun til give udtryk for, at hun gerne ville lidt i form, og når jeg hører den slags udmeldinger, hopper jeg øjeblikkeligt i den blå heldragt med det gule S på maven, og ser det som min hellige pligt at omsætte ønsket til virkelighed.

Derfor har jeg i bedste bootcampstil heglet Stine igennem diverse aerobic- og spinningklasser. For at forstå hvad jeg mener, kan man evt. forestille sig scenen fra G.I. Jane, hvor Viggo Mortensen (mig) efter at have tævet hende halvt ihjel med træt stemme siger til Demi Moore (Stine): ”Lieutenant. Seek. Life. Elsewhere.” Hvorefter Demi Moore spytter en blodig tand ud og hvisler: ”Suck. My. D*ck!!”

Hun er sej. Stine, altså.

Og jeg tager godt nok hatten af for, at man stiller sig ind og udfordrer sin motorik, omgivet af mennesker, der ser ud som om de aldrig har lavet andet. Når man har trænet i et par år, lægger man ikke længere mærke til de nye mere (med mindre – og her er jeg nødt til at være ærlig – at de bevæger sig som frøer i blendere), men det ved man ikke, når man er ny. Hvis jeg husker rigtigt, føler man, at man er dyppet i selvlysende maling og har en klokke om halsen, der larmer hver gang, man bevæger sig.

Når jeg har gæster med ind i den verden, hvor jeg selv bruger en stor del af min tid, ser jeg altid på mine vante omgivelser med nye øjne. Jeg har forsøgt at gennemskue, hvorfor jeg elsker det så højt. For det er ikke kun nærdødsoplevelserne og smagen af blod bagerst i munden. Det er heller ikke kun et spørgsmål om, at det føles godt bagefter. For når jeg er i Esbjerg, og jeg låner deres faciliteter, så får jeg opfyldt begge disse kriterier – og jeg røvkeder mig.

Derfor er jeg nået frem til, at det må handle om det sociale.

I en hverdag, der altid føles 3 timer for kort, og skal strækkes i begge ender for at forslå bare nogenlunde, er det fantastisk, at man får foræret gratis tid med vennerne. Det giver mulighed for at bevare nogle relationer, som man ellers kunne frygte ville ryge pga. manglende tid, og det gavner også de venskaber, som rækker langt uden for centret, fordi man får en daglig update på folk, deres humør og deres liv. Hvis vi skulle koordinere vores kalendere, ville vi ikke få en brøkdel af den tid sammen, vi har nu.

Derfor er det egentligt en skam, at man kun kan give folk en prøvetime eller to, for det vil aldrig kunne give en udefrakommende oplevelsen af at høre til; at være en del af noget. Så selvom jeg har lyst til at rende rundt og rette på vægtskiverne, ryste måtterne (aj. Det lød fandme klamt.) og bede de andre om at tale pænt, når vi har gæster, så ved jeg desværre godt, at jeg ikke kan vise det bedste ved at træne: Venskaberne, som følger med.

Nå. Men J.K. Rowling er tilsyneladende helt upåvirket af både stalking og trusler, så det lader til, at jeg må affinde mig med, at mit passionerede envejsforhold til Harry Potter slutter med bog nummer 7. Verdammt.

Men så er der da heldigvis andre teenagehelte, man kan kaste sin kærlighed på, og jeg har nu forelsket mig hjælpeløst i vampyrer og varulve i Twilight-serien. (Indeni er jeg åbenbart stadig 16 år.)

Det tog 5 dage at læse de to første, som er oversat til dansk, og da jeg med et frydefuldt hvin (er åbenbart også lidt 16 år i reaktionscentret) i lufthavnen opdagede, at der allerede ER skrevet yderligere 3, som bare ikke har været gennem (ualmindelig dårlig) translatørs hænder, har jeg nu kastet alle mine principper i grams: Jeg har *intro-fra-Skæbnesymfonien* kastet mig over bog nummer 3 PÅ ENGELSK! *Et sus går gennem forsamlingen.*

Ja. I læste rigtigt. Jeg går nu på arbejde, hvor jeg lever af at oversætte, for så at gå hjem og fortsætte.

Må jeg få en vampyr? Hvis jeg nu lover selv at passe den?