Bloggen

Efter at jeg er begyndt at strikke, har jeg opdaget, at ældre kvinder med garntilbøjeligheder er noget af det mest uforskammede, der findes. I min garnforretning (for satan. ’Min garnforretning’?!? New low.) er der i bedste bagerstil en træk-et-nummer-maskine. Den står lige inde for døren, og uanset hvor tykke briller man har, og hvor mange forskellige farver stær, man kan stille med, kan man ikke UNDGÅ at se den.

Ikke desto mindre forsøger de her gamle krager med en iver, man næsten må beundre, at snyde foran. Når strikkedamen trykker næste nummer frem, har jeg nu 3 – 3! – gange prøvet, at de sprinter mod disken i et tempo Usain Bolt kun kan drømme om – selvom jeg på deres skrå blikke og demonstrative venden-ryggen-til kan se, at de UDMÆRKET ved, at det er min tur først. Når jeg så venligt, men bestemt siger: ”Jeg tror, at det er nummer 64 før nummer 65”, forvandles de pludseligt til blinde Parkinsonvrag, der misser hjælpeløst med øjnene og ikke kan se, hvad der står på nummerlappen.

Hvorfor er det, man mener, at man er undtaget reglerne for almindelig høflighed og god opførsel, bare fordi man er gammel??

“Det Gode Råd”

Mandag til fredag giver Rådets 5 medlemmer 5 forskellige vinkler på dit dilemma. Det er Mads & Monopolet klonet med Joan Ørtings brevkasse. Intet er for stort, intet er for pinligt.

Rådet består af:

Mandagslene, der har sine meningers mod, og som skriver som champagne smager.

Tirsdagslinda, som er .. well, mig selv.

Onsdagsdines. Skarp som få og ikke bange for at give noget af sig selv for at få sin pointe sat i perspektiv.

Torsdagsthomas. Den eneste heavy-freak, der stryger sine t-shirts. Thomas er kongen af coole metaforer, og den sejeste mandlige blogger, jeg kender.

Fredagsstine, som med en blanding af empati og et ualmindelig skarpt øje for detaljen, giver sine læsere mulighed for at se verden gennem nye briller.

I vil elske dem!

Kig forbi vores nye, fine side, og skynd dig at skyde dit dilemma afsted.

Vi glæder os til at mene en hel masse om dit liv.

Det er mærkeligt, hvordan man nogle gange kan have fornemmelsen af, at et hændelsesforløb har været tilrettelagt af nogen deroppe eller –ude, og at verden egentlig bare har ventet på, at man skulle træffe den beslutning, der leder én til ‘Start’. Udløseren kan være en enkelt kommentar fra et menneske, der ikke engang ved, hvad vedkommende sætter igang, og derfra føles det som om, den ene beslutning griber ind i den næste, og at vejen frem nærmest giver sig selv.

Noget er startet, og jeg tror ikke, at det kan stoppes igen.

Det kan f.eks. være fordi man – uforvarende og uforskyldt – ender i centrum for en times gøgl, hvor meget begejstrede mennesker i rundkreds og bare tæer laver ivrige bevægelser med overkroppen, for at kaste god energi på hinanden.

Min lørdag aften kommer til at foregå i isolationskarantæne, med skiftevis at spritte mig selv af og junke stivkrampevaccine.

Jeg elsker lyden af en sms, der tikker ind. Jeg har venskaber, der består af 50% real life- og 50% msn-samtaler. Jeg ved ikke, hvordan jeg for 10 år siden klarede mig uden e-mail, blog og mobil.

Men når jeg klikker ind på FB og ser følgende newsfeed:

”Sidder i en kirke hvor der er levende lys over alt – virkelig smukt og rørende”

kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, om vi ofrer vores nærvær på tilgængelighedens alter.

Der er tidspunkter, hvor jeg ikke kan lade være med at gøre status over min generelle tilfredshed med mit liv. Nytårsaften er det civilstatus, livsmål og det lange seje træk, der er under luppen, men for mig er første dag på jobbet efter sommerferien også en dag, der får mig til at stoppe op og gøre mærke efter. Man bruger immervæk temmelig mange af sine vågne timer på at sysle med sit arbejde.

I dag var netop første dag, og selvom jeg finder mennesker, der er lykkelige på den insisterende måde både unuancerede og utroværdige, må jeg bare konstatere, at jeg er grundglad. Sådan helt ind i knoglerne. Bag mig ligger noget der ligner 16 sommerferier, hvor graden af frustration og ugidelighed var ligefrem proportional med antallet af forbrugte feriedage.

Nævn et skodjob, og jeg har haft det, og det glæder mig mere end jeg kan formulere i ord, at jeg aldrig igen skal:

– Bruge mine weekender på flugt fra hunde, der med blottede tænder og fråde om munden får ejerens udsagn om, at den ’ikke gør noget’ til at virke mere som et oplæg til debat end et løfte.
– Spørge 40 gange om dagen om der skal dressing eller ketchup i den franske.
– Spørge 4000 gange om dagen om soft ice’en skal være ’jordbær, vanilje eller blandet’.
– – og om der skal drys på.
– Pakke klamme varer i klamme muleposer for klamme mennesker.
– Rette ind efter imbecile spader, der udsteder idiotiske, ligegyldige ordrer, fordi de kan.
– Sætte stole på plads for hele teknisk skole (mens jeg forsøger at være pedelmedhjælper på den sexede måde.)
– Forstyrre folk i deres aftensmad for at spørge, om de er interesserede i et abonnement fra Falck.
– Forsøge at forklare ældre mennesker, at jeg ikke ringer fra det arkæologiske tidsskrift Skalk.
– Stadig smile, når kunde nummer 35 vælter alt sit lort op på mit kassebånd uden at vende stregkoderne opad, for så at finde ud af, at han kun har 50 kroner med.
– Forklare selvsamme kunder, at det ikke hjælper at tage en pakke gær fra.
– Tålmodigt afvise forældre, der spørger, om deres børn må køre en tur på kassebåndet.
– Tage imod reklamationer over høretelefoner til kr. 8,66 fordi de er gået i stykker efter et år.
– Prøve at undgå at analysere på, hvorfor alle alkoholikerne fra bodegaen ved siden af bliver ved med at invitere mig ud.

I morges da mit ur ringede, gad jeg faktisk godt stå op, og jeg tog mig selv i at fløjte i badet.

Så sad man lige der på sin hylde og var tilfreds.

Næste gang jeg keder mig, tror jeg, at jeg vil prøve at tjekke Dansk Kost Statistik (eller hvor man nu kan finde den slags oplysninger.) Baseret på mine overvældende videnskabelige observationer, synes jeg nemlig, at jeg bemærker flere og flere, der takker nej til alt mellem himmel og mark pga. allergi.

I slutfirserne var vi alle sammen på slankekur. Vi løb rundt med svedbånd og bladselleri, og gav den som Jane Fondas disciple, mens vi lærte at drikke vand af flasker. I dag er det pinligt at være på kur. Det er et tegn på, at man – ligesom rygere, alkoholikere og andre sølle eksistenser – er svag og ikke tager ansvar for sit liv. Hvilket er den 8. dødssynd.

Og jeg tror, at det er derfor, at så mange pludselig ikke kan tåle mælk. Og sukker. Og gluten. Og farvestoffer. Og e-numre. For sygdom er hver mands herre, og med den som skjold kan man passe på, hvad man spiser, uden at skulle blotte sin svage karakter

Ikke at jeg siger, at man skal fylde sin krop med alt det gift, man kan hive ned af hylderne, men sukkerudløst hyperaktivitet er altså ikke det samme som allergi.

Jeg vil ikke risikere at komme i bad standing med mine allergiske læsere, så jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg godt ved, at allergiske reaktioner ikke er noget at spøge med. En af mine nærmeste veninder har en temmelig lang liste over ting, som hun ikke kan tåle. Og hun kan virkelig ikke tåle dem. Men det er netop hende, der har fået mig til at lægge mærke til, at vi ikke længere er ret gode til at sige, at der er madvarer, vi ikke bryder os om, men i stedet er gået over til at sige, at vi ’ikke kan tåle dem’. Hendes svigerfamilie er nemlig ikke ret god til at tage hensyn til hende, når de inviterer, hvilket betyder, at hun vælge imellem at spolere stemningen ved at sidde og stikke til maden, eller spise den, vel vidende at hun indenfor en time får det rigtig, rigtig skidt.

Ideen var god, men når vi afslår af spise noget med den begrundelse, at vi ikke kan tåle det, og så – hvis vi ikke KAN undgå det OVERHOVEDET, og alternativet er at sulte – alligevel godt kan klemme det ned, er det er spørgsmål om tid, før vi har ødelagt troværdigheden i vores eget argument, og fremover både kommer til at skulle spise BÅDE det, vi ikke kan lide OG det, vi ikke kan tåle.

Kender I det, at man nogle dage ser det samme mønster gentaget i flere forskellige sammenhænge? (Og tror I også, at Kennedy i virkeligheden blev bortført af Ufo’er?) Lad mig forklare:

Jeg har lavet nyt program til min undervisning, og i dag opdagede jeg, at jeg – tilfældigt eller ubevidst – fået valgt en del sange, der alle er variationer over temaet ’du kan sige, hvad du vil – jeg er bare ligeglad, ha ha! (So!)’

Da jeg læste Lenes blog, kunne jeg se, at hun i forlængelse af sit seneste indlæg, får en ret hård medfart af en anonym kommentator. Da jeg lidt senere læste Camilla Lærke Mors’ blog (ja, jeg har stadig ferie. Hvorfor spørger du om det?), kunne jeg se, at ca. 20 mænd havde lagt deres høtyve og fakler længe nok til at skrive kommentarer, hvori de kaldte hende psykisk syg, skabet og ynkelig, og da jeg her til aften sad og beundrede mine nye træningsbukser, fik jeg at vide, at jeg ikke var 16 år mere.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde, ever, i hele mit liv, har været rigtig, ægte ligeglad, når jeg har fået en negativ kommentar?

Jeg nåede frem til nej.

Når en læser lægger en vred eller personlig kommentarer på bloggen; når et medlem kritiserer min undervisning; når en mand råber af mig i trafikken, når en døv synes, jeg taler for hurtigt: Jeg bliver påvirket af det HVER gang. Hvilket jeg faktisk synes er temmelig irriterende, for jeg ville enormt gerne hvile så meget i mig selv, at jeg kunne se objektivt på kritikken og skille snot fra skæg.

Det ville være ret brugbart i forhold til at blive ved med at udvikle mig, hvis jeg kunne tage den kritik til mig, der var berettiget og lade den anden fare, i stedet for hver gang at begynde at forklare og forsvare mig. Det ville være rart, hvis jeg kunne trække på skulderen og med sindsro sige, at det ikke betyder noget for mig, hvad andre tænker – men det ville være løgn. Desværre.

Uanset hvor længe og omhyggeligt, jeg har gennemtænkt mine valg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om mine kritikere har ret og jeg tager fejl.

Jeg håber for Lene og Camilla, at de har hårdere hud på følelserne end mig.

Jeg havde været hjemme fra Skanderborg Festival i præcis 60 sekunder, da min lejlighed besluttede sig for at straffe mig for mit fravær og hamre en splint på størrelse med et mellemstort birketræ op i min trædepude. Efter at have brugt 24 timer på at humpe rundt på hhv. venstre fod og yderkanten af højre hæl, synes min nakke at den ville give sit besyv med, og satte sig derfor fast på en måde, der gør det umuligt se til venstre og løfte mit hoved.

(Hvis jeg var jer, piger, ville jeg nok holde ekstra godt fast i min mand, når sex on legs her kommer humpende stift forbi.)

(Ved nærmere eftertanke: I kan selvfølgelig også bare trække ham ud til venstre, hvor jeg ikke vil være i stand til at se ham.)

Derfor skulle jeg i dag på apoteket efter et eller andet, der kunne monteres under min fod, så jeg kan undervise, og noget narko, der giver mig mulighed for at løfte mit åsyn og være dig nådig.

Jeg hader, hader, hader apoteker og apotekere. Der er noget helt grundlæggende galt med mennesker, der kan gå glade og afslappede omkring, omgivet af billeder af skedesvamp og fedtede skæl.

Og i dag var endnu værre end det plejer, for de har fået advarselsplakater op om – oh kære Gud forbarm dig! – lus. Lus. Som er noget af det eneste, jeg kan gå i blind panik over.

Jeg er ikke hysterisk af natur. Jeg har været involveret i færdselsuheld, jeg har trukket folk ud af smadrede biler ved motorvejsulykker, jeg har været spærret inde i små rum, jeg har været til stede, når der er gået ild i ting, jeg har set min veninde blive kørt ned, og jeg ved, at jeg normalt bliver heeeeeelt rolig og overbliksagtig, mens det står på. (At det sjældent er særlig kønt bagefter, er en anden historie.)

Jeg har kolleger, der ikke tolker på hospitaler, fordi det sætter samtalen en del ned i gear, når lægen og patienten hele tiden skal vente på at tolken kommer til bevidsthed igen. Andre slipper for at tolke på landet, fordi heste får dem til at stivne i rædsel, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når man er der for at bevæge hænderne. Jeg har veninder, der hellere vil have kæften fuld af huller og paradentose end at skulle til tandlæge. Min gamle nabo valgte feriedestinationer efter, hvor han kunne komme til uden at skulle flyve eller køre over broer.

Og jeg mener virkelig: Sæt mig på et fly med blod silende hen af gulvet, hvor en tandlæge rodbehandler hele min undermund uden bedøvelse, placer to kæmpeheste i skødet af mig og fortæl mig, at flyet er ved at løbe tør for brændstof og skal nødlande på en saneringsmoden bro. Jeg kan tage det.

Sæt mig ind på et apotek med plakater af lus og se mig stå helt stift i midten af rummet, uden at røre nogen eller noget, mens jeg forsøger at gøre en snebold i vand kunsten efter. Tør i munden, varm, rystende hænder og instant kløe overalt.

De siger at lusesæsonen peaker nu og fader ud i løbet af september.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne blive LIGE her, til vi rammer oktober.

I år kunne jeg for første gang nogensinde ikke ret godt lide Skanderborg. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke rigtigt selv har været i gear, så det er muligt, at festen har været præcis lige så grøn og smuk, som den plejer, og at jeg bare har stirret mig blind på mit halvtomme glas, men jeg var ikke tilfreds. Jeg synes, at programmet var tyndt, og at lyden var skiftevis alt for høj og alt for lav. Jeg synes, at der var en træls stemning blandt publikum, og for første gang nogensinde har jeg både set optræk til slåskampe og hærværk på Skanderborg. Der var mange meget små, meget stive børn, der væltede rundt og legede autonome, og jeg havde det i det hele taget som om den trælse del af Roskilde segmentet havde gate-crashet bøgeskoven.

Som nogle af jer måske husker, skriver jeg for Walther Nyt dernede, hvilket betyder, at jeg skal producere 7 artikler til medlemsavisen. Sidste år var første gang, jeg var med på det skrivende hold; der var det sgu lidt praktikant/det-er-bare-noget-vi-leger-agtigt, og jeg havde min papstorebror at gemme mig bag. I år var der bare mig, virkeligheden og en ordentlig røvfuld dygtige, professionelle journalister.

Og nu er det ikke fordi, jeg fisker efter, at I skal cyber-ae mig over håret og peptalke mig, for selvom jeg ikke er Hemmingway, så ville jeg ikke blogge, hvis jeg inderst inde mente, at jeg skrev ad helvede til. Men de her folk er virkelig skarpe. Specielt den ene af fyrene er så god, at jeg har lyst til at gemme tastaturet bag ryggen og skygge for skærmen, mens jeg panikråber: ”Ikk’ noget!”, når han går forbi.

Når vi sidder til redaktionsmøderne, og formanden gennemgår hvilke historier, der skal skrives, begynder disse mennesker straks at smide om sig med ord som ’vinkel’, ’research’ og ’kilder’, mens de ryger smøger, pjatter og skribler løs på deres blokke. Jeg bliver bare fuldstændig blank inde i hovedet og begynder at svede lidt i hænderne.

Jeg kan lide at fortælle små historier om hverdagen, og det er der, jeg synes, jeg har min force. Jeg kan godt udtænke vinkler og spørgsmål, når jeg kan planlægge i god tid – men at trække dybdeborende, interessante spørgsmål op af hatten, lige ud af det blå, er godt nok en disciplin, hvor der hos mig er rigeligt med plads til forbedring.

Derfor kommer det vel ikke som et chok for nogen, at jeg forsøger at kompensere ved at jagte de folk, jeg skal bruge til mine historier (føler mig på rov i en kasse med fagord, der ikke er mine, hvis jeg skriver ’kilder’) med en indædthed, som jeg simpelthen bliver nødt til at lære at tøjle, hvis ikke jeg vil have en stalker-anmeldelse på halsen. Og det er ikke fordi, jeg ville tøve med at tage den, hvis jeg mente, at det kunne hjælpe. Det er mere fordi, det bliver svært at høre ofrenes svar på de tilladte 200 meters afstand.