Mon de kan reparere dig?

Det er sjældent noget godt tegn, når ens mor ringer klokken tyve minutter over seks om morgenen, og dette opkald blev ikke det, der modbeviser denne opfattelse. Min far er blevet indlagt igen.

Hun sagde, at det ikke er så alvorligt som sidst, og jeg er splittet mellem mit ønske om at tro på min mor, og min erfaring, der siger, at hospitaler helst er fri for patienter. Og uanset om der er tale om nogle nye, eller om det bare er de gamle, der er forbi og hilse på igen, så er vi vel også enige om, at blodpropper i lungerne ikke er specielt ønskværdigt?

Lige nu er jeg ved at gå amok over, at min hjerne, som ellers nægter at genkalde sig, hvad jeg har i køleskabet, når jeg er på indkøb, pludselig uden problemer kan huske SAMTLIGE historier, jeg nogensinde har hørt, om mennesker, der er blevet erklæret raske uden at være det.

Er det den alder, vi har nu? Hvor vi kan forvente, at vores forældre med jævne mellemrum ryger ind, og hvor vi bare skal være glade, hvis det ikke viser sig at være livstruende? For jeg er ikke blevet spurgt, og jeg stemmer imod.

Jeg vil tage tilbage til Århus, og prøve at lægge en Lars HUG koncert på min bekymring.

Kiss & Hug (from an unhappy girl).