Og hvis der er mere, jeg kan gøre for dig, må du ENDELIG sige til!
Kan vi lige bruge to minutter på at være trætte af mennesker, der hele tiden opfører sig, som om deres omgivelser skylder dem noget? Som åbenbart synes, at de med deres tilstedeværelse alene opfylder deres del af aftalen?
Uanset om det er familie, kolleger eller venner, synes jeg, at det er VILDT dårlig stil, når man begynder at opføre sig, som om hele verden kronisk er to tjenester bagud. Nogen gange kunne man måske godt selv melde ind med en løsning i stedet for bare at påpege problemet. Nogen gange kunne man måske godt tilbyde sin hjælp, i stedet for bare at antage, at andre mennesker får indhold i livet af at servicere én i hoved og røv. Nogen gange kunne man måske endda – og nu bliver det virkelig vildt, jeg ved det – overveje, om man ved at skrue bare lidt ned for egoismen, kunne give andre lyst til at blive ved med at gøre det, man sætter pris på, at de gør.
Tit ville en mikroskopisk gestus være nok. En plade chokolade til kollegaen, der tog din weekendvagt, så du kunne komme til koncert. Et dybtfølt ”Tak!” til hende, der – uden at du spurgte – tilbød at komme og hente dig, så du slap for at cykle til fest i regnvejr og ankomme med pandalook og klasket hår. En pose kaffe til kontordamen, der altid tilbyder dig en kop af hendes egen special blend. For en gang skyld at lade din kæreste få den bedste plads eller det største stykke kage – uden at gøre din gestus til en form for event.
Måske er det mig, flaskehalsen peger på, for jeg burde selv sige både stop og nej, og i den bedste af alle verdener ville vi snakke om det, og alle ville klappe hinanden på skuldrene og glæde sig over forholdets rummelighed og ærlige tone – men jeg bliver gammel og sur over, at det skal være nødvendigt at bede om en lille smule omtanke og almindelig god opførsel. Det får mig til at føle mig smålig og emotionelt nærig, når jeg er nødt til at påpege mine behov og trang til somme tider at blive sat først, og det synes jeg er skidestrengt; rimeligt eller ej.
Min lyst til at gøre noget godt for andre forsvinder lige præcis der, hvor de begynder at tage mig og mine tjenester for givet.
22. august 2009 @ 19:00
Du må få meget mere end to minutter. Det kan jeg godt gå og mumle over længe, sådan noget der, og nogle gange lyder jeg som miss Piggy fordi jeg er godt gammeldags mavesur over, at nogle mennesker er så egoistisk-ubetænksomme. *HHRrM*
For en sikkerheds skyld vil jeg lige skynde mig at sige tak for alle de gange, du har sørget for sandwich og for at minde mig om vigtige tidspunkter. Jeg sætter pris på det og vil helst ikke rammes af din retfærdige harme 🙂
23. august 2009 @ 01:12
Nåmen, og fordi jeg lige har læst dit indlæg, har jeg nu sagt tak til to personer som har været gode og søde og gjort ting de slet ikke behøvede at gøre for mig. Altså havde sagt tak, men nu har jeg sagt TUSIND TAK, med hele mit hjerte. Føles sgu meget godt egentlig.
23. august 2009 @ 09:10
Det er – i min kontekst – ikke så meget det, at gøre godt for andre, men mere det, du beskriver, at man pludselig står der og føler sig smålig og nærig, fordi man på et tidspunkt får nok og beder om respekten/opmærksomheden/det udlånte tilbage. Så er man pludselig den store idiot.
23. august 2009 @ 10:39
Jeg vil gerne sige tak for igår – fandme en sjov aften, selvom vi ikke regnede med det 😀
23. august 2009 @ 18:37
Lene: Jeg er bagud med 100 point, fordi I er så søde til at være Skanderborg-fixere, så det er mig, der takker:)
Marie: Ved du hvad? Såden en kommentar bliver jeg virkelig glad for at få. Tak.
Sus: Jeg er HELT enig!!
Gitte: Det var i sandhed forrygende!!
23. august 2009 @ 19:37
Øhh… Jeg gir helt sikkert kaffe næste gang 🙂 Jeg er bag dig og det ved du!