Så bare lige en enkelt mere.

I går var en af de aftener, hvor jeg – når jeg skal være helt ærlig – ikke rigtigt gad i byen. Mit job er sindssygt for tiden, jeg bruger mine nætter på at spekulere i stedet for at sove, og det meste af lørdag var gået med at undervise, så der var ikke så meget strøm på batterierne, da jeg trillede afsted mod festen.

Klip til scene kl. 6.30 i morges, hvor jeg vaklede hjem på uddansede fødder, med datostempel på højre bryst og ualmindelig klasket hår efter ophold i lånehat.

Det startede stille og roligt på fitnesscentrets altan, hvor vi målrettet drak os igennem alt med procenter. I god sags tjeneste, forstås. Duer jo ikke, at medlemmerne søndag morgen kommer op til køleskabe med hvidvin og dåseøl i stedet for proteinshakes og energidrik.

Herefter gik turen videre til Fidel’s, hvor jeg ellers ikke bryder mig om at være, da indehaverne har valgt en belysning, kraftigt inspireret af stadionspots. Og, no offense, men kl. 2 om natten er det altså de færreste af os, der kan tåle at blive set i dét. I går var det dog overraskende hyggeligt derinde, og jeg må give dem, at de laver gode sjusser. Faldt i snak med to svenske fyre, og var i situationen nærmest forbløffet over mit flydende svenske; specielt fordi jeg til dagligt ikke fatter et ord af det, og ikke kan høre forskel på det og norsk.

På et eller andet tidspunkt mellem kl. 2 og 4 kom vi i tanke om, at vi så alt for lidt til Prinsesserne Peter & Peter. Iværksatte intensiv eftersøgning og lokaliserede dem på ny homobar. Afsted med os og så var der ellers dømt dans for alle penge. På et tidspunkt gik jeg i baren for at købe en øl, og da jeg skulle betale, kom jeg til at skubbe til en meget korthåret pige med utrolige mængder af metal i ansigtet. Smilede venligt og sagde: ”Det må du undskylde”, hvilket udløste et elevatorblik ledsaget af ”du skal fandme ikke stå der og score på MIG, taber!”-fnys. Fik mig til at tænke to ting: 1) Det må faktisk være rimeligt anstrengende at være fyr, når man går i byen og 2) Hey!! If you should only be so lucky! *Ricky-Lake-‘girlfriend!’-knips*

Senere lykkedes det mig at afstøde min telefon; en stor bedrift, taget i betragtning af, at den var nogenlunde det eneste, jeg skulle holde styr på. Greb fat i den første, den bedste mand (som havde lagt en make up så flawless, at jeg næsten fik tårer i øjnene og lyst til at slæbe ham med på Fidels, så verden fik mulighed for at nyde synet af ægte kunst), som straks forstod situationens alvor, på ægte Falckredder-manér hev sin egen telefon op og ringede til min. Det viste sig, at jeg havde smidt den i lommen på en anden mands jakke. Flot, ikke? ”Neeej, en lomme! Ned med min mobil!”

Vi spiste morgenmad på en stentrappe, råbte af uskyldige forbipasserende og evaluerede på livet og de store spørgsmål.

Nu mangler jeg bare at vaske alle stemplerne helt af og sove 5 kvarter i timen, så jeg er klar til at være troværdig vejleder med autoritet og overblik i morgen tidlig.

Århus: Tak for en sjov aften.