Den, der ler sidst…

I disse dage har jeg en del autoriteter omkring mig, der træffer valg, jeg virkelig har svært ved at forstå. Set med mine øjne taler vi om eklatante fuck ups, der må gøre deres liv markant sværere, fordi de med deres valg selv har sørget for, at fokus er på deres privatliv frem for på deres professionelle virke.

Derfor er det skønt at have en bankdame, der går forrest med det gode eksempel, og er prof til fingerspidserne. Da jeg i tidernes morgen skiftede bank, valgte jeg med vilje en lille bank, der ikke havde filial i Århus, fordi det betød, at jeg kunne få lov at ordne alle mine (Maersk-lignende) forretninger over telefon og internet. Hos min gamle bank Nordea kunne man nemlig ikke ordne NOGET som helst over telefonen, med mindre man var clearet på måder, der får sikkerhedsgodkendelsesproceduren for ansatte i Pentagon til at virke overfladisk og sjusket.

Men jeg VAR sgu lidt bekymret over at blive udstyret med en bankdame på min egen alder, som træner på mine hold, og ser mig nøgen flere gange om ugen. Kan man stadig have en professionel relation på de præmisser? Hvordan er det at undervise et menneske, som to timer forinden har modtaget min mail, hvori jeg beder om midlertidig forhøjelse af kassekreditten? Som kan se, præcis hvor mit visakort er blevet skamredet, og som måske ikke altid forstår, at overlevelse kan afhænge af et par nye Nikes? (Ja, ja, ja. Jeg ved godt de ikke må. Og din mandlige læge vurderer heller ikke dine bryster, når han undersøger dig…)

Det glæder mig usigeligt, at hun har gjort alle mine betænkeligheder til skamme.

Hvor jeg tidligere havde en fornemmelse af at være til jobsamtale, hver gang jeg var i banken, så er det forbløffende behageligt at have en perifer relation uden for murene, og det lader til at hendes kendskab til mig og mit liv gør det nemmere for hende at give mig kvalificeret vejledning. Logisk nok, vel egentlig.

Men når hun præsenterer mig for alle de røde tal, får jeg nu stadig lyst til at straffe hende med 100 ekstra push ups. På tæerne.