Parlez Vous francais?

Når jeg er til fest og sidder ved siden af nye mennesker, så synes de som oftest, at det er utrolig spændende, at jeg er tegnsprogstolk. Der er altid masser af spørgsmål, og rækkefølgen er som regel:

1) Er tegnsprog internationalt? (Nej).
2) Har du døve i familien? (Nej).
3) Prøv at sige noget på tegnsprog. (Her sænkes bundniveauet i samme takt som promillen stiger).
4) Hvad siger jeg nu? (Efterfulgt af, hvad der mest ligner et epileptisk anfald).

Jeg ved godt, at det er fordi, at jeg som regel er den første tegnsprogstolk, folk møder. Engang imellem ville jeg bare ønske, at folk ville overraske mig ved at spørge om noget, jeg ikke var blevet spurgt om før.

Selv har jeg det faktisk sværest med nogle af de jobs, jeg godt ved, hvad indebærer. Hvis jeg sidder ved siden af en, som arbejder i en skoforretning, så stirrer jeg vedkommene stift i øjnene på “Heeeere’s Johnny!!”-måden, i håb om at bortlede opmærksomheden fra mine gamle, slidte Nikes. Hvis jeg sidder ved siden af en frisør, har jeg lyst til at digte en historie, der involverer et barn og en neglesaks, som kan forklare mit hår og manglende frisure. Men værst af alt er psykologer. Hvis de spørger mig, om der er mere vin, så når jeg at tænke: “Mener han, at jeg drikker for meget/er det afvigeradfærd, hvis jeg ikke ser ham i øjnene, når jeg svarer/siger det noget om min barndom, hvis jeg strejfer hans hånd, når jeg giver ham flasken/bør jeg hælde op eller har jeg kontrol-issues, hvis jeg gør/hvorfor spørger han mig og ikke hende overfor/kan han se, at jeg tænker alt det her og hvis ja, hvad betyder det så?” inden jeg svarer.

Og nu kan jeg se, at jeg også skal til at have det svært med folks hobbyer. Læste i avisen igår, at en 38-årig far til 4 havde skrevet en bog på 200 sider om at give oralsex til kvinder. Det er jo svært at have noget imod, at mænd ønsker at opgradere deres kvalifikationer på området, men jeg kunne godt have undværet billedet af skaldet økonom, der smilede til kameraet på “jeg er en fræk fyr!”-måden. Med sine store, våde læber. Havde det gjort en forskel, hvis han var lækker? Jeg ved det ikke. Virker bare en lille smule selvfedt, at udgive en bog om et talent, som man egentlig ikke selv kan tjekke, om man har, gør det ikke? Uanset hvor begavet man er med evner på området, så er overdreven selvtilfredshed noget, der øjblikkeligt forvandler vand til sand. Om jeg så må sige. Men på den anden side: Hvis man taler et sprog, der er internationalt, så er det måske ligemeget, om man skal bruge det i Sahara eller Det Døde Hav.

6740 Århus

Det har ikke været nogen stor dag idag. Ikke, at der ikke har været nok af den. Ur ringede kl 03.15, da eneste tog til opgave på Sjælland kører 04.11. Var egentlig lettet over endelig at kunne stå op, efter i 3 timer at have rodet rundt og drømt, at jeg underviste i serier, jeg ikke selv kendte, at jeg blev smidt ud af min lejlighed osv. Brugte 5 minutter på at overveje, om havregryn, indtaget på det tidspunkt af døgnet, falder ind under kategorien “Natmad” eller “Morgenmad”? Tidsmæssigt det første. Typemæssigt det sidste. Erklærede kampen for uafgjort og tog afsted. Da jeg nåede til Horsens, begyndte jeg at få kvalme. I Fredericia begyndte det at gøre ondt, når jeg sank. I Odense sprang koldsveden frem over hele kroppen. Voterede og blev enig med mig selv om, at det var nemmere at fortsætte, tolke de to timer, det drejede sig om, og så på lyntoget hjem under dynen, end at skulle have fat i chefen, afløser, ny togplan osv.

Blev udstationeret i stalden. Det er svært at synes, at svin er chamerende, når man er så skidt, som jeg var ved at være. Exit Linda kl 10, og retur mod banegården. Lignede på nuværende tidspunkt narkoman med abstinenser. Sorte rander under øjnene, fedtet hår (den FEDE løgn, at man bliver pæn af frisk luft!), klamtsvedende og bleg. Havde min bærbare med, som jeg klamrede mig til, og det var som at se sig selv i spejlet, da utrolig suspekt type, som bar rundt på computer – ikke i emballage… – kom gående imod mig. Og hilste.

Vel inde i toget kl 10.52. Bad til at alle skinner ville arte sig, og at lokoføreren bare ville træde speederen i bund. Hvad der derefter skete, er lidt uklart. Men da jeg står af toget, er jeg endt i Bramminge. 30 km nord for Esbjerg. Forsøgte at se det sjove i det. Gik dårligt. Ringede til min mor. Gik til gengæld godt for hende. Måtte derefter sluge den ydmygelse, at det skal skrives på klippekortet, at “man er KØRT FOR LANGT (kunne de ikke bare have en kode? Helt ærligt?) og skal retur til Århus.” Følte mig som et barn med sin adresse i snor om halsen. Et sygt, sjusket barn. Ventede 50 minuttter. God tid til at komme i tanke om, at jeg skal aflevere klippekortet på arbejde, hvor ALLE vil spørge, hvem fanden der ender i Bramminge, når de skal fra Roskilde?! Kl 14: Ind i tog. Kontrollør underholder hele vogn med mit uheld. Er på nuværende tidspunkt begyndt at håbe, at jeg er inficeret med meget smitsom, luftbåren Ebola. Kl 17: Ud af tog i Århus. Lidt overrasket over, at at jeg stadig lever (dramaqueen? Moi?), efter 3 stive klokketimer i zig zag over Jylland.

Hvis jeg kan slå skidtet ned med Strepsil, Pamol og the, så skal jeg på opgave samme sted i morgen. Hvis ingen har hørt fra mig onsdag, så ret venligst henvendelse til DR.dk/forsvundnedanskere.dk.

Alle dem med røde armbånd skal op af flasken nu.

Nu må den 17-årige, der har deponeret sin personlighed i min krop, godt komme og hente den igen. Der er grænser for, hvor længe det er chamerende, at man som 30-årig padler rundt i alkohol, weekend efter weekend. Hvis overhovedet. Havde glemt, hvor udmattende det er at vågne med temperatur på 64 grader, fordi kroppen overloader i forsøget på at nedbryde gift, løbe slalom uden om det, man har ravet på gulvet, da man kom hjem, have hovedrollen som Nedslidt Panda i filmen, de spiller i spejlet og skulle rekonstruere aftens forløb ved hjælp af veninder og mobil.

Jeg gider ikke mere. Vil gerne have voksenliv tilbage. Hvor man får noget ud af sine dage. Ikke har nær så meget brug for ordet “Undskyld”. Føler sympati i stedet for lettelse, når man hører, at veninderne er faldet på dansegulvet og væltet på cyklen. Hvor apotekeren ikke siger: “Det sædvanlige?” og stiller panodil på disken, når man kommer. Det er sgu da lykkedes for en del af dem, jeg kender, at installere sig selv i rimeligt tjekkede voksenliv. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det?

Men nu er det slut! Har bestilt forældrebesøg i næste weekend. Bedt dem medbringe skæld-ud og instant opdragelse, som bare skal røres op med vand. Så indstil jer på at møde Ny Forbedret Linda, version 2.1, som nipper til rødvin, husker at drikke vand, ikke taler hele tiden og ler stille og behersket. Måske man kan nå at få vanen indarbejdet, inden det bliver julefrokosttid? Vil så nødigt påtvinges værge. Igen.

Nature calling

Jeg kan se, at mit arbejde i næste uge bringer mig i nærkontakt med naturen. Jeg er ikke god i natur. Natur gør mit utryg og giver mig tvangstanker. Når vi bader ved stranden om sommeren, så er det muligt, at andre træder på muslinger og sandorme. Jeg har kæmpekrabber, med kløer så skarpe som Fiskars sakse, til at snige sig omkring fødderne på mig. Når andre bliver kildret af tang, føler jeg det klamme strejf af en strandvaskerhånd. De gange jeg har været ude at nattesvømme, er jeg nærmest vandski’et tilbage på stranden, trukket af min egen rædsel, når det er gået op for mig, at jeg er et blegt stykke hajmadding i vandoverfladen.

Når jeg sover i telt, og der ikke er en Skanderborgfestival til at holde dem væk, lusker der ulve rundt udenfor. Sommerhuse og skihytter, der er lagt afsides, så man rigtig kan koble af, får aldrig gardinerne rullet op, når jeg bor der: Jeg er rædselslagen for at stå ansigt til ansigt med en øksemorder. Jeg synes, at fugle er pisseuhyggelige, og har I tænkt over, hvor meget skade de kan forvolde med det våben, de har siddende lige midt i hovedet? Det er ondsindede ninjaer med fjer.

På mandag er der dømt stald til mig. Med køer, der når mig til skulderen, geder (horn), høns (næb), tyre (flere horn) og heste (bliver hysterisk af skræk, når de løber efter mig). Jeg tror måske, at det er karmarevisoren, der endelig er kommet tilbage fra sin lange frokost. I mange år har jeg holdt meget af at fortælle historien om, hvordan min søster og jeg som hhv 5- og 9-årige, var med min far ude at fiske ved en å. Min søster, der var bygget som et sugerør, havde langt tyndt hår og var bange for det meste, havde denne dag valgt en neongul hårelastik. Vi klipper nu til scenen, hvor en kæmpehest får øje på elastikken, sætter i galop og fremme ved målet frydefuldt forsøger at spise elastikken. Min søster blev nærmest retarderet af rædsel. Undskyld Susanne. Nu forstår jeg, at den historie slet ikke er spor sjov. Det var forkert af mig at fortælle den. Eller i hvert fald at grine så højt, når jeg gjorde.

Gad vide, om det er med heste og køer, som det er med hunde? At de kun gør noget, hvis de kan mærke, at man er bange for dem? I så fald vil jeg gerne begraves i Esbjerg.

Det ta’r kun 5 minutter.

I mit nye lokalområde har vi en Fakta. Jeg ved ikke, hvor de rekrutterer personale, men når man kommer til kassen, har man tre valgmuligheder:

A) En ung mand af etnisk herkomst, der af uforklarlige årsager har valgt at skyllefarve sin hårpragt rød. Ikke hennarød, ikke Lene-fra-Aqua-rød, men den røde farve, som kvinder, der hører Big Fat Snake og har Glam-rock t-shirts, har en forkærlighed for. Han er dødeligt genert, og henvender sig til sin scanner, når han fortæller, hvad man skal af med.

B) Chefen, der er ligeså bred, som hun er høj, voldsomt mandhaftig og ualmindelig vredladen. Hun lægger ikke skjul på, at det er et svært træls tidspunkt, jeg afbryder hende på, når jeg forsøger at snige mine varer forsigtigt op på båndet. Måske er hun bare sur over, at hun hedder Sandy?

C) En pige på ca 18 år, som har fået resten af Hasans skyllefarve. Hun har den dårligste hud, jeg nogensinde har set. Hendes ansigt ligner Smeichels næse, og hun sidder helt åbenlyst og piller i sårene, når man roder efter penge. Hendes kropsholdning får Klokkeren fra Notre Dame til at fremstå som en rank og spændstig ung mand.

Butikken roder, der er udsolgt af det meste, og indretningstemaet er Trøstesløs Papkasseghetto. Jeg ved godt, at man bare kan vælge et andet sted at handle, men let’s face it: Vi lægger pengene, hvor det er lettest for os at komme. Godt nok synes jeg, at det er et møgsted, men jeg gider ikke cykle en kæmpe omvej efter mine havregryn. Kan man ikke få lov at uddele Forbrugersmileys? Forstået på den måde, at når mundvigene taber kampen mod tyngdeloven, så SKAL pågældende sted udbedre manglen? Så lover jeg, at jeg bliver lidt længere.

Jeg tager det tilbage. Jeg ER perfekt.

Jeg har lige bestilt en bog på biblioteket. “En helt almindelig han”. Det skulle være den maskuline pendant til chick-lit; dick-lit. Og jeg kan ligeså godt sige allerede nu, at jeg er betænkelig. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi kvinder har stillet os selv værre eller bedre ved at skrive ned, hvordan vi i virkeligheden (også) er. Nu er det ikke fordi, jeg hos GAD ser horder af mænd, som slæber Bridget Jones og Nynnes Dagbog til kassen, men jeg kender ikke mange af mit eget køn, som ikke har læst dem. Og det er her mine betænkeligheder kommer ind. Det er som om, at det er blevet legalt at være utjekket og overlagt semi-dum. Jeg medgiver, at det kan være med til at sænke de krav, som vi føler, at vi skal leve op til, men jeg synes, at man skal være varsom med helt at holde op med at prøve. Er vi ikke enige om, at vi er nødt til at holde os lidt på tæerne alle sammen? Både kvinder og mænd. Både på job, i byen og i privatlivet. Vi kan vel ikke for alvor være interesserede i, at bundniveauet sænkes til joggingbukser og ligegyldighed over hele linien?

Man kan ikke vide alt og være lige god til det hele. Absolut fair at have sorte huller i sin (geografi)viden. Helt rimeligt at være bedre til at svømme end til boldsport. Men man skal være forsigtig med at spille blondinekortet af magelighed, for det stempel man risikerer at få i panden, er frygtelig svært at vaske af igen. Hvilket jeg egentlig synes er rimelig nok, i hvert fald hvis man spiller det for at opnå eller undgå noget.

Jeg har nogle illusioner, jeg gerne vil bevare. For eksempelt insisterer jeg på at tro, at alle læger, jeg behandles af, afsluttede medicinstudiet med et snit på 11,3. Jeg vælger at håbe, at alle jeg møder, vil mig det bedste. Min far er klogere end din. Man kan elske sin kæreste resten af livet. Osv osv. Jeg er ikke klar til at vide, hvad mænd tænker uden filter. Hverken om min røv, mine veninder eller mine udtalelser.

Jeg er sikker på, at nogle af mænds illusioner om kvinder er bristet, efter Nynne er blevet et begreb. Nu sidder jeg så her, som Jonny Hansen på lur bag en politimand. De autonome nærmer sig, de ser bistre ud og jeg har selv været med til at sende invitationen ud.

Confessions on a dancefloor.

Da jeg for snart 10 år siden flyttede til Århus, synes jeg, at det var umådelig kedeligt at gå i byen heroppe. I Esbjerg kendte jeg altid en million mennesker, når jeg gik i byen. Folk jeg spillede i band med, studerende fra musikkonservatoriet, hvor jeg arbejede og folk fra handelsskolen. I Århus gik bølgerne højt, hvis man i løbet af aftenen kunne vinke til en tidligere klassekammerats lillebror. På den anden side gav det en hel ny fornemmelse af anonymitet, og ligemeget hvor pinlig man opførte sig lørdag nat, kunne man stadig trygt og uflov færdes ude i verden den efterfølgende mandag.

Nu, 10 år efter, kan det stadig være umådelig kedeligt at gå i byen, men nu af ganske andre grunde. Jeg kan ikke udelukke, at alderen begynder at sætte sit præg, men listen over blacklistede steder, bliver længere og længere. Nogle falder fra af naturlige årsager. Valdemar var et udemærket sted, hvor de serverede “Ib – Sprutten, du kan stave til”, lige indtil de lukkede. Waxies var også sjov nok, indtil min klon Dolly fik det ødelagt for os begge. Train og Kupé er nok i virkeligheden fuldstændig, som de altid har været; det er bare mig, der har ændret mig. Jeg er blevet gammel og træt. Den tid er forbi, hvor jeg kunne opbyde energi til først at skrue mig ned i et minimum af tøj, for derefter at bruge to timer i permafrost på tundraen, i kø med 500 andre – og bare dansede mig til varmen. Idag føler jeg trang til at læne mig apatisk tilbage og håbe på, at Falckmænd med en anseeligt mængde sølvpapir kommer forbi, og gradvist tvinger min kropstempatur over 25 grader. Jeg har befundet mig på dansegulvet lidt for mange gange med mænd, der enten var 1.60 høje, og insisterede på at danse standarddans, eller mænd, der dansede afsted, som spastikere på speed. Jeg tager mig selv i at tænke, om de stakkels piger, der går i byen i undertøj, ikke er bange for at blive syge? Jeg føler mig uhip, klodset og fejlcastet. Bliver irriteret, hvis bonderøve og konfirmander lægger an på mig, og føler mig overset, hvis jeg får lov at stå i fred. Jeg noterer mig, hvad jeg tænker, og det får mig til at føle mig gammel og kedelig. Jeg får ondt i hovedet over steder, der reklamerer med, at de henvender sig til ‘det modne publikum’, for jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis det er mig. Men jeg har også selverkendelse nok til at se, at jeg på mange af stederne kunne være Nogens Mor.

Efter at jeg lørdag tilbragte en forrygende nat på så usandsynlig et sted som Sherlock Holmes Pub, er jeg ved at overveje et gå-i-byen-mæssigt karriereskifte. På trods af mine fordomme om stedet, var mit segment forbløffende velrepræsenteret. Som et tegn fra oven var det endda en af mine stamtjenere fra Baresso, som spillede musik. Det så ud til at være ganske legitimt at gå i byen der uden først at have lagt vejen forbi en plastikkirug. Jeg så ingen, der stillede i bikini. Der var ingen, der spurgte mig, hvorfor jeg så så sur ud. Ingen selvfede bartendere. Men vigtigst af alt: Der var ikke noget dansegulv.

The truth is in there.

Jeg er bange for at fremstå som afstumpet, intolerant eller dum. Det kommer for eksempel til udtryk, når jeg siger noget ondt om noget eller nogen. Alle lamper på mit mentale kontrolpanel begynder øjeblikkeligt at lyse rødt. Jeg føler, at det er nødvendig at følge mindre pæne udtalelser op med udsagn, der viser, at jeg godt forstår, at der er flere sider af sagen. At der nok er tale om projektion. At jeg godt ved, at jeg ikke selv er perfekt. Det signalerer Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti, hvis man siger noget grimt og bare lader billedet stå. Derfor sidder mit overjeg i Stasi-uniform, tjekker alle udtalelser og indsender lynrapport, hvis opfølgningskommentar er påkrævet. Beklageligvis betyder det somme tider, at jeg brænder inde med det, jeg i virkeligheden burde sige.

Wikipedia definerer Empati som evnen til at genkende og forstå andres følelser. Verden ville være et forfærdeligt sted, hvis ikke vi evnede at føle empati, men engang imellem tror jeg, at det ville være sundt, hvis man bare gav los. Det ville i hvert fald give en renere dialog.

Idag hørte jeg to piger stå og snakke. Den ene havde for 3 uger siden mødt en fyr. Han havde tæppebombet hende med søde sms’er lige indtil i fredags. Pludselig var han blevet meget tavs, “også selvom jeg skrev søde godnatbeskeder til ham”. Det var meget tydeligt at høre, at hun i virkeligheden havde lyst til at råbe: “Hvad fanden foregår der?!”, men hun var røget direkte i Afdelingen for Empati og Forståelse. “Han er på hyttetur, så han er selvfølgelig ikke ved sin telefon hele tiden. Han skal også bruge tiden på at lære de andre at kende og sådan. Han er jo travlt.” Hvorvidt dette er rimeligt eller ej, vil jeg undlade at forholde mig til. Jeg kan bare konstatere, at hun helt sikkert følte noget andet, end hun sagde.

Problemet er, at den slags følelser er ligesom energi: De forsvinder ikke. De ændrer bare form. Han står til at få oversize skæld-ud for et eller andet ligegyldigt på et senere tidspunkt, og han vil helt sikkert stå ganske uforstående overfor angrebets omfang og styrke.

Jeg har én gang givet efter for hvidglødende raseri i lige præcis den situation, hvor det opstod. Normalt ville jeg have tænkt over de konsekvenser, det kunne have fået i forhold til vores mange fælles venner, kolleger osv. Jeg ville have tænkt, at en del af skylden var min, og at jeg var nødt til også at tage en del af ansvaret for, at det endte, hvor det gjorde. Men jeg blev så vred, at jeg glemte at tænke frem. Jeg åbnede bare munden og lod de grimmeste ting, jeg nogensinde har sagt, vælte ud. Om det er hensigtsmæssig problemløsning eller ej kan diskuteres (Se! Nu gør jeg det igen!), men jeg kan konstatere, at da jeg løb tør for ord, var vreden, raseriet og skuffelsen væk. Jeg kunne nærmest overnight lægge afstand til det og komme videre. Og der var ingen, der stod tilbage og var i tvivl om, hvad jeg i virkeligheden følte.

Så konklusionen må være, at når noget er vigtigt nok, så kan det betale sig at sige det uden omsvøb og uden tanke på, hvilket lys det stiller dig i. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det selv. Men som Oscar Wilde sagde: Det eneste man kan gøre med gode råd, er at give dem videre. Selv har man aldrig nytte af dem.

Take a deep breath. And relax.

Hell Month er afviklet og jeg er nået hel over på den anden side. Er startet på nyt job, har været på rystesammen-dag, er flyttet, har fået og lært nyt combatprogram og har afviklet 5 forskellige kurser i hhv. Hobro, København, Gram, Haderslev og Århus. Alt sammen klemt sammen på 30 korte dage. 2007 har skuffet fælt indtil nu, men herfra bliver det godt. Jeg véd, at det bliver et spektakulært efterår.

Nu sidder jeg i min fine, nye lejlighed, som er næsten-færdig. (Heldigt. Læner mig op af et polititilhold i Ikea). Jeg har lys og stole. Gardiner i soveværelset. Internet. TV. Og kaffe. Min to-do liste kan nu stå på en post-it. Jeg glæder mig stadig til at få trådløst internet. I længden ikke holdbart at sidde på sit stuegulv med computer på morgenmadsbakke og arbejde. Bliver også fint nok at få gardiner i stuen. Det er jeg sikker på, at alle, der tager linie 8 om morgenen, er enige med mig i (velkommen tilbage i stueetagen). Endelig skal mit nye kæmpespejl i soveværelset også op og hænge og gerne snart. Lige nu står det på gulvet ved min seng, hvilket betyder, at dagen starter med full size, widescreen-agtigt billede af mit morgenjeg. Havde efter undervisning fredag aften glemt balsam, hvilket betyder ståluldssvamp på hovedet. Man kan ikke rede det ud. Gav op og gik i seng. Satte mig næste morgen op og sad face to face med Ulla Terkelsen. Jeg ved nu, hvorfor hun ikke laver morgentv.

Men alt det befinder sig på hylderne i Småtingsafdelingen. I det store og hele er jeg igennem og jeg er glad. Grundglad. Klar til at drikke kaffe på baresso igen. Til at invitere på champagne. Til biograf og å-vagt. Til at høre, hvordan I har det, og hvad der er sket i jeres liv siden sidst. Jeg har savnet jer!

Driving Miss Lazy.

Jeg er ikke specielt interesseret i biler. Det er heller ikke særlig relevant for mig, eftersom min økonomi ikke engang tillader at købe terninger til forruden. Men én ting er sikker: Når den tid kommer, så skal jeg under INGEN omstændigheder have en Mitsubishi Colt.

Skulle afholde kursus i Gram igår aftes. Når man tjekker ruteplanen kan man se, at alle, der ikke er nået at flygte inden kl 18, er taget til fange til næste dag kl 10. Heldigvis har DGI en aftale med Europcar, som gør det muligt at ride bort i solnedgangen uden hjælp fra DSB.

Det startede godt. Blev helt glad over at få bil udleveret i metalic Colgate-blå i stedet for den gængse grå. Det er nemlig sådan min bilviden er indrettet: Pæn farve = God bil. Således udstyret med hjul, tænkte jeg, at jeg lige kunne nå at skyde et fix Ikea. Puder? Ja tak. Stole? Ikke noget problem. Er jo i bil. Lamper? Naturligvis. Skred til kassen i overlegen stil med to vogne. På parkeringspladsen havde nogen desværre i mellemtiden kogevasket bagagerummet. Jeg vil gå lidt let hen over sikkerheden og det stilistiske indtryk af turen hjem.

Da jeg havde fået vristet mit bytte ud af gabet på bilen, vendte jeg snuden syd over. Var lige nået på motorvejen, da himlen flækkede, og vand i astronomiske mængder væltede ud. Havde fornemmelsen af at sidde i et kinderæg på hjul. Det hjalp ikke, at hele Tyskland tilsyneladende havde bestilt varer, som skulle fragtes derned i monstertrucks. Føltes som at være med i aquaversion af Jurassic Park. (Jeg vil i den forbindelse gerne vide, om nogen har tænkt på at opfinde selvregulerende vinduesviskere? Pisseirriterende at skulle sidde og skrue op og ned og frem og tilbage hele tiden!). Når jeg overhalede, var det med livet som indsats, fordi den var så tung i røven, at man troede, det var løgn. Endelig forstår jeg ikke, hvem der installerer speedere i biler? Jeg er ikke belemret med små fødder, og alligevel lå 130-ish punktet så højt, at jeg havde krampe i læggen, da jeg nåede til Horsens. Eneste positive ting at sige om den bil er, at den havde et helt forrygende stereoanlæg. Det var som at sidde inde i en subwoofer, og man kunne rent faktisk mærke bassen i sædet.

Så nu sidder jeg her med speederkrampe i læggen, ondt i skuldrene af at holde æsken på vejen i vand og slipstrøm, nedsat hørelse pga duet med Justin og rædselforhøjet blodtryk udløst af accelerationsimpotens. Kan man ikke mod forevisning af lægeerklæring forlange at få udleveret 4-hjulstrækker næste gang?