Famous last words.

Beklager, hvis indlægsfrekvensen ikke er helt så høj som den plejer at være, men dels er der nogle ting, jeg lige skal finde ud af, hvad jeg gør ved, som ikke er super bloggeregnede, og dels går det rigtigt, rigtigt stærkt i de her dage.

Efter verdens rådneste torsdag skal jeg ærlig indrømme, at jeg på ingen måde var klar til turboweekend med dobbelt op på julefrokoster, workshop og kursus, men det hjælper altid på humøret at lægge godt selskab på det, så julefrokosterne endte med at være de vanilieredningskranse, jeg i virkeligheden havde brug for.

Det meste af lørdagen brugte jeg på at sidde og stirre henført på Lasse, mens han gjorde ting og sager ved den nye computer og slyngede om sig med frække ord som ‘strippe’ og ‘netværkskompatibel’. He knows shit. Og jeg vil gerne lige have lov at prale med, at jeg låser min computer op ved at scanne mit fingeraftryk. Hvor sejt er det!? Very, very CSI.

Lørdag aften var der dømt endnu en fitnessjulefrokost, denne gang for personalet. Vores centerchef har en forkærlighed for at afholde festerne i centeret, så jeg brugte det meste af aftenen på at hænge i baren/vægt-racket med en sjus og udveksle sladder. En enkelt gang – og det her tjener bare som bevis for, hvor langt ude jeg i virkeligheden er – var jeg endda på dansegulvet.

I know. Forstår det heller ikke helt selv.

Efter 4 timers søvn, væltede jeg her til morgen ud af sengen og cyklede tilbage til centeret, som jeg lige havde forladt, for at deltage i kvartalsworkshop med de mennesker, jeg just havde drukket shots med. På et urimeligt klistret gulv i en stemning af lige dele vantro og granatchok, stod vi så, side om side, og forsøgte at ligne nogle, der ikke stadig var stive. Gik dårligt.

Til gengæld er jeg bagefter kommet i tvivl om, hvorvidt den MEGET engagerede, københavnske underviser virkelig dansede overgearet omkring med høj hat og handske til et remixet-til-ukendelighed MJ, nummer, mens hun greb sig selv i skridtet, eller om det simpelthen er en alkoholbaseret drøm.

Lige nu sidder jeg så og spiser risengrød (seriøst: Der er træsplinter i kanelen. Hvor fanden kommer de fra?? Kanel… træet/busken/pinden? Og er de farlige at spise?), mens jeg venter på, at min taske pakker sig selv. Om to timer tager jeg på kursus, og jeg klynger mig til håbet om, at det er bedre end sidste gang.

Det kan i hver tilfælde ikke være værre.