Efter at have ved at have været ved at rykke håret ud af hovedet på mig selv i frustration over det her kursus, har jeg nu endelig fundet ud af, hvad det er, der er galt med mig: Jeg hader ikke mit job, min ledelse eller mine kolleger.
Det er skidt. For det betyder, at jeg forholder mig til det, vi bliver undervist i, og hele tiden holder det op imod, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg havde været derhjemme. Og så skal det sgu være godt, hvis jeg skal føle, at jeg befinder mig det rigtige sted.
For mange af mine medkursister går det op i frokostbuffet og arbejdsfri, og hvis deres chefer og kolleger virkelig er så stupide, som det lyder til, forstår jeg godt, at de er rare at slippe for, og at forventningsoverliggeren roder rundt nede ved fodlisterne.
Jeg ved ikke, om man som TR må sige det her, eller om man bliver stenet med den røde bibel for det, men jeg synes, at fagforeningen er en obsternasig spasser, der dyrker skellet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Der bliver hele tiden pustet til ilden, og åbenbart er cheferne i de fleste danske virksomheder udspekulerede godsejertyper, der bruger dagen på at sidde og file hjørnetænder på deres fede kontorer, mens de sætter udnyttelsen af Den Stakkels Arbejder i systemer.
Ret skal dog være ret: Kurset er bedre, end det var sidst. Vi har flere og bedre kvalificerede undervisere, mine medkursister tilhører ikke kun det røde cecilsegment, og vi har travlt, så tiden går hurtigt. Så længe vi får lov til at arbejde i grupper eller har oplæg ved nogle af de nye undervisere, synes jeg faktisk, at jeg får noget ud af det.
Men fordi underlægningsmusikken hele tiden er Internationale, øver vi os mere i at slås end i at forhandle, og jeg bliver pissesur, når jeg bliver råbt af og hånet under en forhandling. Også selvom det bare er noget, vi leger.
Så idag er jeg af min yndlingslærer blevet karakteriseret som “den agressive forhandlertype med det irriterede ansigtsudtryk og kløerne permanent fremme. Men typen, der er god at have med i krig.”
Afghanistan anyone?
Dit problem er, at du er i den forkerte fagforening… Min erfaring er, at de "såkaldte røde fagforeninger" gør Lige præcis det, du beskriver her.. Og det er Guds jammerligt og giver ikke megen forhandlingsvilje hos "modparten"= arbejdsgiversiden.. Gudskelov er min fagforening ikke en af "de røde" og det kombineret med vores uddannelse gir et helt andet klima – for ja jeg er også tr. Og kender forskellen mellem de forskellige organisationer særdeles vel og ved også fra arbejdsgiversiden HVOR meget de sætter pris på vores tilgang til tingene .. Sådan!!
– Mette
Du har da osse bare svaret på alt Mette :o)
Sådan!!
Jeg er ikke i fagforening – så aner ikke hvad I snakker om *blondine-smiley*
Og jeg sidder så på arbejdsgiversiden = at jeg bare gerne vil have at tingene fungerer for alle. Men er dog selv i fagforening.
Sådan!!
Afghanistan har ikke nær så meget brug for dig som jeg har! Så hvis jeg ku låne dig og far, er den helt hjemme;)
Hilsen den lille røde søster
lille T vi trænger dig op i et hjørne, når Linda kommer hjem ikk Linda : – )..
Jeg er på alle måder med på lille t's hold.
Sådan!!