Geo-mongolen slår til igen.

Fredag nærmer sig, og ironisk nok begynder jeg at synes, at her er til at holde ud at være. Men det kan selvfølgelig bare være udsigten til løsladelse, der taler.

Jeg ved ikke, om alle gør det, men når jeg er udstationeret, tager det mig ca. 39 nanosekunder at skabe rutiner. Jeg er oppe 5.25 hver morgen, nede og træne, til undervisning fra 8 – 19 og ude at gå en lang tur i frokostpausen. Hver dag når jeg at drikke 12 espressoer og indtage 150 pebernødder – og hver aften hader jeg mig selv for det og aflægger ed på, at i morgen bliver det anderledes.

Til gengæld indretter jeg mig som et dampbarn, der lige er flyttet hjemmefra. Min lejlighed, der artikektonisk set er inspireret af socialt boligbyggeri fra 70’erne, ligner efterhånden en illustration fra en brochure om, hvorfor fester er en dårlig ide på kollegieværelser. Der er shit all over. Ledninger trukket tværs over køkkengulvet, brugt træningstøj i bunker allevegne og brugte kaffekopper og rødvinglas på badeværelset. Oh, friheden ved at bo et fremmed sted, hvor ingen får lov at se, hvor sjusket man er! På fredag skal hele lortet alligevel bare kyles i to tasker (minus glas og krus), transporteres tilbage til Århus og direkte i vaskemaskinen. (… Så vel egentlig også minus ledninger.)

Jeg er begyndt at holde af at cykle langs vandet om morgenen, og holy f*ck, hvor er der stille i Svendborg klokken kvart seks. I morges var jeg nær styrtet på cykel af forskrækkelse, da en and snadrede i søvne. Og som bevis for, at jeg ikke kun udstiller andre, når de er idioter, vil jeg slutte dagens indlæg med at rette projektøren mod mig selv: Jeg har været nødt til at gå på krak for at finde ud af, præcis hvad det er for noget vand, jeg cykler rundt langs i nattens mulm og mørke.

Så nu er jeg holdt op med at referere til det som ‘søen’.

Hvordan nogen har kunne undlade at påtale dumhed af den kaliber, overgår min fatteevne, og jeg har derfor tildelt mit hold 10 ekstra point i kredit, som de kan indsætte på kontoen og trække på, næste gang de knusker bolcher eller fortæller om deres sygdomme.