Det er længe siden, jeg har anbefalet podcasts her på siden; en stor del af grunden er, at jeg synes, der de sidste par år har været langt mellem snapsene.
Det er et område, som pandemien har ramt på en underlig måde, for umiddelbart burde covid jo ikke have noget at sige ift. at sidde og tale ind i en mikrofon. Men det er som om, vi alle sprudler mindre, fordi vi ikke kommer ud i verden og bliver inspirerede af nye steder og mennesker, og det giver, helt lavpraktisk, bare færre nye tanker, der kalder på at blive delt.
Men de sidste par uger har jeg med jeres hjælp og ‘you might also like’ funktionen alligevel fundet nogle stykker, som jeg virkelig godt kunne lide.
Én af dem ramte lige ned i noget, jeg selv har gået og tænkt på de sidste par måneder, og det var et af de øjeblikke, hvor man pludselig meget tydeligt kan se, hvad det er, der somme tider sker, når noget går i tomgang eller falder ned mellem sprækkerne.
Podcasten hedder “De 169 piger” og handler om en sag, hvor en ung mand har lokket børn og helt unge piger til at tage intime billeder af sig selv under forskellige påskud, f.eks. at ville lave træningsprogrammer til dem. Så snart han fik billedet tilsendt, ændrede han karakter og gik fra at være imødekommende og flirtende til at true og afpresse sine ofre, og få dem til at gøre nedværdigende og overgrebsagtige ting ved sig selv.
Historien er desværre ikke en, man ikke har hørt før. Men det, der gør den her særlig er, at manden blev meldt utallige gange, og politiet kendte til ham, længe inden han blev pågrebet.
Og nu nærmer vi os så endelig det, jeg selv har tænkt over længe, nemlig at generationskløfterne i dag er et væsentligt større problem, end de var for 30 år siden, fordi teknologien accelererer i et hidtil uset tempo.
Internettet og dets flade kommunikationsstruktur har betydet, at menigmand i dag har adgang til viden og andres erfaringer på en helt anden måde, end vi havde i 80’erne og 90’erne. Det betyder, at viden hurtigere når dem, der har brug for at får den. Det betyder, at man hurtigere finder ud af, at selvom der ikke er andre, der ligner én i den by, man bor i, så er der masser af andre, der gør, når man løfter det virtuelle blik.
De ting, mange af os på min alder blev udsat for som børn og unge, og som vi skulle blive voksne og få adgang til internettet og beretninger fra andre for at forstå var præcis så forkerte, som de føltes; dem kan unge mennesker gribe an på en helt anden måde i dag. Gudskelov.
Med mulighederne kommer selvfølgelig også de mange nye måder at blive passet op af rovdyr og slibrige typer på, men fordi der er adgang til så utrolig meget viden og sparring, så er det også mit indtryk, at mange af de unge, der bliver udsat for den slags, er mere handlekraftige, end vi var. De går til forældre, lærere og politiet, når de oplever at blive udsat for trusler om afsløring af deres intime billeder, for de ved godt, at det er forkert – og at det ikke er dem, der er de skyldige.
Problemet er, at den generation, der reagerer på uretfærdig behandling; uanset om vi taler om kønsidentitet, udviklingsforstyrrelser eller adfærd på nettet, er underlagt en generation, der ikke forstår problemet. For på grund af tempoet i udviklingen, ligger det *så* langt fra, hvad de selv har oplevet, at de i mange tilfælde ikke kan se problemet.
Det er ikke for at pege fingre, for jeg tror, at vi alle sammen har en rem af huden. Hånden op, alle dem, der har givet op på et socialt medie, og tænkt, man ikke orker at sætte sig ind i flere apps; at facebook og insta må være nok? Vi stivner alle sammen i formen, fordi vi på et tidspunkt ikke kan rumme og forholde os til mere nyt.
Og det er derfor, at politiet ikke får kædet de her anmeldelser sammen, tror jeg. Fordi ingen af dem, der tager imod anmeldelserne synes, at det er Et Rigtigt Problem. For man kan jo bare lade være med at sende billederne, ikke? Ligesom man jo også må lade være med at blive for fuld og have for kort en kjole på, hvis man ikke vil voldtages. Ikke? Eller hvad?
Det er, helt generelt, op ad bakke at have og forstå et problem, når løsningen, ressourcerne og magten til at løse det, ligger i hænderne på mennesker, der lidt synes, at det er noget pjat. Jeg skal f.eks. samarbejde med en professionel, der lader til ikke at have den *fjerneste* forståelse for, hvad det er, der er svært for Anton, og som derfor bare gør, som vedkommende selv synes. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af frustration, men det er uhyggelig svært at tale forståelse ind i et menneske, der er tættere på pensionsalderen end konfirmationsalderen, og som for længst har opgivet at følge med.
Fordi jeg er Antons mor, lægger jeg også meget mærke til, hvordan man taler om udviklingsforstyrrelser ude i verden. Det er autisme, Anton skal udredes for, men det er ikke mange uger siden, jeg hørte en ældre lærer på en højere, videregående uddannelse for mennesker, der bl.a. skal lave helhedsvurderinger af børn og deres udfordringer sige, at nu skulle man jo også passe på med at blive alt for hysterisk. At ADHD i virkeligheden stod for Alle Drenge Har Det, haha.
Jeg ved ikke, hvordan man skal slå bro over de her kløfter. Lige nu føles det, helt overordnet, som åben krig, hvor de ældre generationer sidder på den konkrete magt i samfundet, mens de yngre har teknologien og den antalsmæssige fordel på deres side. MeToo, Black Lives Matter osv. er gode eksempler på, at de klassisk undertrykte ikke længere har tænkt sig at bøje hovedet og lide i stilhed. Men der er stadig langt fra den enkelte persons kamp mod systemet på overfladen til dybderne og de grundlæggende strømninger, der langsomt, langsomt er ved at ændre retning.
Det er “De 169 piger” et strålende eksempel på.
—-
Når du er færdig med at høre den, så synes jeg, at du skal kaste dig over:
Bandeland III:
Start med de to første sæsoner, hvis du ikke har hørt dem. Velproduceret, velfortalt og uendeligt fascinerende.
Præsten fra helvede:
En lige vel dramatisk titel, men det *er* Ekstra Bladet, der har produceret, så hvad kan man næsten forvente.
Husker du sagen om præsten, der slog sin kone ihjel, og derefter meldte hende savnet? Og de skrækkelige billeder af ham og de store, blå olietønder? Det er den historie, der her bliver fortalt af de to journalister, der primært dækkede sagen.
Cilles Sidste Dag
Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet herinde for et par uger siden, og jeg troede ikke, jeg ville kunne holde ud at høre den.
Det er historien om at miste sin datter på urimelig tragisk vis, og den river præcis ligeså meget, som man ville forvente. Men det er samtidig også historien om, hvor resilient mennesket faktisk er, og i det synes jeg, at der ligger meget håb. Samtidig bliver historien fortalt så fint, så fint af Cilles mor, og som lytter synes jeg, man sidder med fornemmelsen af, at det for hende er en gave til Cille at fortælle om hendes liv og hendes person, fordi hun er og var så uendelig meget mere, end måden hun døde på.
Der er 6 afsnit, og den får alle stjerner på himlen herfra.
Hvis du er til Bandeland har de også lavet Homegrown og Afhørt. Første er om danskere der er taget i kamp for isis og afhørt med aktuelle sager fx bandemiljøet.
Dem er jeg aldrig stødt på, men de er hentet med det samme. Tak.
Jeg var også ret hooked på “missing in Alaska” og 2’eren:
Missing on 9/11
Gribende og velfortalte mysterier der afdækkes
De ser STRÅLENDE ud. Tusind tak.
Børnene på psyk fra DR er også fremragende. Barsk og hård og umulig. Men vigtigt, at vi alle bliver mindet om, at de svageste bestemt ikke har det let i DK pt.
Åh, den ved jeg ikke, om jeg kan holde ud at høre. Jeg stikker en forsigtig tå i vandet. Tak for tip.
Tak for tips. Så er der mere til min liste. Jeg er pt. grebet af “We can do hard things” af Glennon Doyle, som har skrevet bogen Utæmmet. Den er også voldsomt indsigtsfuld, synes jeg. Podcasten tager jeg fra begyndelsen, jeg mener hun begyndte optagelserne under første lockdown. Hendes søster er med som fast indslag, og båndet mellem dem er så rørende. Podcasten handler om livets store emner, afsnit for afsnit: Angst, utroskab, morskab etc.
Den fik jeg faktisk anbefalet for et par indlæg siden. Jeg har hentet et par afsnit, men har ikke nået at gøre dem endnu, men nu får jeg lyst til at tage dem som de næste. Tak for tips, Karoline. Jeg håber, du har det godt <3
I samme ombæring af EB podcasts kan jeg anbefale “I de forkerte hænder”, der omhandler den sag som EB selv breakede omkring en psykolog der har stået bag en hel masse familieundersøgelser i kommuner, som b.la. har været grundlag for tvangsfjernelser. Problemet er bare at hans undersøgelser af eksperter bliver betegnet som “fup og fidus”. En virkelig grundig og skræmmende podcast, hvor man for en gang skyld sætter pris på EB’s ihærdige gravearbejde 😬
Den sag har jeg hørt om et eller andet sted i en anden podcast; jeg kan ikke huske hvilken. Men jeg var ikke klar over, at der var lavet en selvstændig podcast om den – den er hentet. Tak!
Jeg kan anbefale “sweet Bobby” den vildeste historie om catfishing, “Camp Hell Anneewakee” som handler om amerikanske “opholdssteder” for vanskelige unge (meget sober og godt fortalt)
Uh, tak! Jeg er allerede i gang med dit sidste forslag.