Øjebliksbilleder

Det her er ikke en rigtig blogpost. Den handler ikke om noget. Betragt det, som et af de opkald, man lige giver sin mor, når man er på festival: Meningsløst og sludrende, grænsende til ligegyldigt, men bare tænkt som et bevis på, at man hverken er død eller stukket af med Placebos roadie.

Bor trods alt i Esbjerg, så nogen kunne måske frygte, at jeg var blæst væk i mandags.

I’m still standing – jeg er bare flad som en nystrøget pandekage, og min hjerne føles som klæg, ubrugelig sirup.

For at gøre en lang historie kort har vi været på ferie hos vagtlægen både fredag, lørdag og søndag, og kan bryste os af 2 x kraftig halsbetændelse samt en enkelt skarlagensfeber on the side. Anton har desuden fejret skiftet til vintertid med at insistere på, at det er morgen, når kl. er 4.

Ja.

4.

*Suk*

Endelig har han i morgen sidste dag i den gamle vuggestue, hvilket jeg har det voldsomt blandet med. Det er mig selv, der har valgt, at han skal flytte, og det siger sig selv, at jeg ikke havde truffet det valg, hvis alt havde været peachy-peachy, men skiftet kræver stadig uforholdsmæssigt store mængder af energi for mig at forholde mig til. Ikke mindst fordi det trykker på en masse af mine egne gamle knapper; jeg hadede at gå i børnehave. Ha.de.de det. Jeg kunne ikke finde ud af at lege med de andre, og jeg husker det som én lang ørkenvandring, hvor jeg følte mig underlig, usikker, bange og alene. Anton har – Gud ske tak og lov – en helt anden personlighed end mig, og han kommer til at klare til fantastisk, fordi han er robust og grundglad. Det er bare første gang, jeg skal udsætte ham for noget, som jeg virkelig, virkelige ikke selv brød mig om, og det er en mærkelig fornemmelse.

Samtidig forsøger jeg også efter bedste evne at sørge for, at han ikke mærker, hvordan jeg har det, så jeg har den lyse stemme på for tiden.

Undskyld til områdets hunde.

Så. Som plaster på såret har jeg fået lov til at få de her:

Jeg køber de *bedste* trøstegaver!

Jeg vil ikke udelukke, at jeg er i et usædvanligt ondt lune i disse dage, men Facebook irriterer mig for tiden. Jeg er ved at gå amok over, at min newsfeed udelukkende består af reklamer, fordi firmaerne bliver smartere og smartere; de to seneste eksempler er deres slåen plat på Knæk Cancer-kampagnen, og ’kampagnen’, hvor de ”leder efter prøvekaniner til deres nye børnehuer, da vi har fået ny skrædder”. Hvilket sort uheld at producere børnetøj, når der ikke er et barn i miles omkreds, og skrædderne derfor intet har at arbejde ud fra.

Eneste afbræk fra reklamehelvedet i feed’en den sidste uges tid, har været kommentarer om Lars Løkkes bilag – eller mangel på samme. Jeg har intet imod, at vi er uenige om, hvorvidt han har handlet idiotisk eller ej, men mit all time yndlingshadeargument har optrådt flittigt i mange opslag: Janteloven.

Tilsyneladende er det jantelov, der gør, at nogle af os ikke synes, at det er i orden at turnere verden rundt i en luftbåren lystyacht i en sky af hampagne og luksus, når man er folkevalgt politiker; vi under ham det ikke.

Åbenbart.

Til det må jeg bare sige: Forkert.

Jeg vil nøjes med at tale for mig selv, men vi kan vel godt blive enige om, at essensen af janteloven er, at du ikke skal tro, at du er noget?

Og jeg har ikke det fjerneste imod, at man tror, man er noget. Vær noget, for Guds skyld, og gerne med al den attitude, det medfører. Men vær det for egen regning, når du sidder allerøverst i diagrammet over organisationen, der som erklæret mål har at spare og spare og spare, fordi der aldrig er penge nok til de syge, de gamle og børnene på samme tid.

For min skyld må ministre flyve på første klasse fra nu af og til helvede fryser over. Virksomhedsledere i private virksomheder sidder heller ikke på monkeyclass sammen med os andre, med knæene oppe under hagen, mens de forsøger at skære nogle udefinérbare brune klumper i stykker med en sløv plastikkniv – men de betaler selv. Og da jeg gætter på, at apanagen lønnen for en minister er en snas højere, end den er for f.eks. en sygeplejerske, finder jeg det absolut rimeligt, at man selv betaler differencen, hvis man vil upgrades.

En mulighed, der i øvrigt ikke findes for flertallet af de offentligt ansatte: De kan rejse på den billigst mulige måde, og ellers kan de blive hjemme.

Med flere og flere elever i klasserne, længere og længere ventetider på hospitalet og generelt elendige normeringer over hele linjen, synes jeg, at det er meget at forlange, at vi skal tage sparekravene alvorligt, når dem, der udformer dem tilsyneladende ikke selv gør. Når mine lærervenner skal kopiere på begge sider af papiret, og ikke kan købe nye bøger, selvom dem, de har, stadigvæk opererer med både Sovjetunionen og DDR, og når mine offentligt ansatte tolkekolleger ikke kan få refunderet en busbillet, hvis ikke de afleverer originalen sammen med et nøje udfyldt skema, der redegør ulideligt detaljeret for alt fra destination over rejsetid til møntfod, billetten er købt i – hvis vi skal spare helt ned i den målestok – så SKAL man simpelthen gå forrest med det gode eksempel, når man er minister, hvis ikke man vil have folk til at føle sig til grin.

Synes jeg.

Og den der med at undskylde i 4 timer? Det havde måske – måske (fat chance) – gjort mig mildere stemt, hvis han var rykket ud med knæfald og hvide flag i det sekund, han var blevet opmærksom på, at hans sekretær konsekvent havde booket ham på de dyreste pladser… Jeg gider simpelthen ikke, når man først pseudoangrer i det sekund gårdvagten slæber én tilbage til gerningsstedet med et hårdt greb i overarmen, og der er udsigt til både ryk i ørerne og eftersidning.

Jeg er helt med på, at det afhænger af politisk ståsted, hvordan man oplever hele den her sag, og jeg er klart farvet af, at jeg aldrig har brudt mig om Lars Løkke.

Han minder mig om en folkeskolelærer, der ikke kan lide børn.

Han har garanteret også betalt sig fra reklamer på sin facebookside.

Nå, men jeg har ramt en af de perioder, hvor det er som om tilværelsen ikke gider samarbejde, og hvor tyngdeloven har måtte vige pladsen for Murphys lov. Irritationsmomenterne ankommer flokvis, og udviser samme tilbageholdenhed som pensionisterne i Netto, når Kasse 2 åbner, og jeg er ved at gå amok over det.

Forstå mig ret; der er tale om I-landsproblemer (er man meget skadet, når man først under korrekturlæsning opdager, at man har skrevet iLandsproblemer? #EtÆbleOmDagen), som ville fordampe på et øjeblik, hvis Et Virkeligt Problem manifesterede sig, men på en underlig bagvendt måde, bidrager det bare til selvhadet og det generelle frustrationsniveau, fordi jeg, udover at knalde hovedet mod mentale mure 24 gange i døgnet, også godt selv ved, at jeg er latterlig.

Den trofaste læser vil vide, at jeg tackler sårbarhed og svære perioder med raseri og rigelige mængder af kontrol og jeg har derfor kastet mig over Mapperne. Ja. Mapperne. Dem med stort M. Som indeholder alt det, der er så kedeligt, at man næsten begynder at græde ved tanken.

Jeg har bestilt tjek af mine forsikringer (hvor jeg havde den lidt mærkelige oplevelse at tænke ”Fuck, hvor billigt!” da jeg gennemlæste papirerne), jeg har bestilt møde med min bankmand, jeg har undersøgt alt, hvad der findes af vejhjælp, og sikret mig, at min er den billigste, jeg er gået to pakkestørrelser ned i tv, jeg har 4 svedende bilforhandlere i gang med at præcisere deres tilbud, jeg har tjekket op på vores dækningsgrad i sygesikring danmark, og jeg har ringet til forsyningsvirksomhederne for at spørge, hvorfor der står ”Udhus” på min regning. (Det kunne jo have været noget regeringsbestemt klassificering af en bestemt type huse i udkantsdanmark.)

Jeg har også sagt et samarbejde op, som længe har irriteret mig, og jeg er ved at undersøge, om jeg skal være sådan en, der går til cross fit. Rigtig cross fit. På den beskidte måde, i nedlagte fabrikslokaler på havnen. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af det, og om jeg er stærk nok, men det lyder som om, det er en ok fornuftig måde at tæve raseriet ud af systemet på.

Skal vi aftale, at jeg lige vender tilbage, når jeg er blevet i lidt bedre humør?

Ok. Så sagde vi det.

Holy mo. Der sker absolut ingenting i mit liv lige nu. Det føles, som om jeg cirkulerer mellem 3 faste punkter, der hedder ”opvaskemaskine” (hvem *bruger* alt det service!?) ”vaskemaskine” (- og tøj!?) og ”minimér mulighederne for, at Anton kan komme galt af sted i denne situation”. Det holder mig beskæftiget, men er ikke just råmateriale til en Pulitzer.

Andre ville måske af kedsomhed have anskaffet sig en hund, eller en meget opmærksomhedskrævende plante. Jeg har valgt at få mig en tennisalbue, hvilket irriterer mig så meget, at jeg bliver helt tør i munden af det. Heldigvis har jeg fundet Robert, som er på den gode side af 2 meter, og som kan udrette mirakler med mit hypermobile skrog. OG som har sort bælte i akupunktur, Allah akbar, så kombinationen af de to ting, og mig, der stirrer rasende på mit stikkerled 17 gange i timen, skulle nok få det lille svin til at fortrække i en fart.

Jeg er også gået i gang med at eksperimentere lidt med LCHF-måden at spise på. Skulle man have misset, hvad det er, er det færre kulhydrater og mere fedt. Da jeg har været bange for piskefløde siden 1985, er det relativt grænseoverskridende at give den fuld gas med fedt i alle afskygninger, men jeg må give mig og indrømme, at jeg har det bedre. Som i: Meget bedre. Jeg sover bedre, og har for første gang i mit liv fornøjelsen af et stabilt blodsukker. Helt lavpraktisk er det også væsentlig nemmere at spise 3 gange om dagen, end de 6, jeg gjorde før. Jeg har stadig lidt begynderudfordringer, om fx at min vægt kan svinge med 2 kilo på et par dage, og der skal jeg liiige bekæmpe panikken, og holde fast i fornuften (et kilo er ca. 9000 ekstra kcal. I en stor på Matadormix er der omkring 1000….), og jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvordan jeg kombinerer det med at spise ude, men jeg er begejstret nok til at have lyst til at prøve at løse problemet.

Og så ser jeg utrolig meget True Blood.

Med andre ord: Livet og hverdagen som vi kender og elsker det.

Jeg var til bryllup i lørdags. Det er altid de BEDSTE fester. Den her var et af dem, der blev holdt i en skov ved en sø, og som endte med, at alle, bruden inklusiv, dansede rundt i bare fødder i den årle morgenstund, mens vi highfivede og nærmest grædende af begejstring forsøgte at fatte det mirakel, at nogen engang i tidernes morgen har været så geniale at skrive ”Highway to hell”.

Vi burde holde nogle flere fester, synes jeg. ”Vi” being den menneskelige race. Alle burde unde sig selv muligheden at høre alle de pæne ting, familie, venner og bekendte har at sige om dem, og alle burde have mulighed for at sige det, uden at det får den underliggende klang af ”ja, i tilfælde af, at en af os dør i morgen”, som det har en tendens til at gøre, 30+. Det er rørende og smukt, og det er, som om alle relationer støves af, og igen glimter og funkler, som de gjorde, da de var nye.

Jeg har været på personaleweekend i Vejle, hvilket har betydet ophold på et hotel. Og jeg er virkelig et menneske, som den slags luksus normalt er spildt på. Jeg sover altid som en idiot i hotelsenge; madrassen er blød, puden er halvanden meter høj, og SKAL den udsugning larme så meget!? Stor var min forbavselse derfor, da sengen på det her hotel modtog mig med et kærligt knus, og aede mig over kinden til jeg sov, alt imens udsugningen gjorde sig meget umage for at suge meget stille.

Men det er virkelig rigtigt, når jeg siger, at jeg ikke kan finde ud af at blive udsat for service på et alt for højt niveau. En af mine kolleger fortalte fredag om et besøg på en luksusrestaurant, hvor han og gemalen var blevet båret rundt på hænder og fødder, og da han kom til den del af historien, hvor tjeneren havde foldet servietterne ud, og forsigtigt duppet dem på plads i skødet af dem, kom jeg helt til at svede koldsved ved tanken. Jeg kan.Ikke.Holde.UD, når mennesker opfører sig som om, at de tilhører en lavere kaste end mig. Havde jeg været med den aften, ville jeg være kommet til prygle al etikette ihjel ved at insistere på lige at give en hånd, når tallerknerne skulle bæres ud, eller ved skamfuldt at hviske ”Undskyld, for helvede!” til de tjenerelever, der af overtjeneren blev knipset (!) hen til bordet med drikkevarer.

Hvad siger du? At det handler om kontrol, og manglende evne til at slippe den? Sjovt, du nævner det.

For nu, hvor vi er ved det, kan jeg fortælle om den personlighedstest, vi også undervejs på personaleweekenden skulle lave. Biker-Jens kom lige forbi, og med sig havde han en test, hvor man ved at besvare omkring 40 spørgsmål, kunne se, hvilken af fire fugletyper, ens personlighed var mest domineret af.

De 4 nominerede var: Papegøjen, fredsduen, uglen eller ørnen.

Og resultat afhang af, hvordan man fordelte 5 point mellem to udsagn.

Jamen, jeg behøver vel ikke engang at vise jer resultatet?

Føler nærmest bare lidt taknemmelighed over, at jeg trods alt kunne tegne min personlighed uden at ryge helt udenfor papiret.

Og nu kan jeg i det mindste insistere på at blive modtaget med et ”the eagle has landed” hver gang, jeg møder på arbejde.

Min facebookside flyder over med opdateringer om North Side og billeder af venner, der har været ude og slæbe kadaveret igennem sindssyge ting i sportens navn. Jeg sidder bare her i min sofa, og har det som om, jeg har taget 3 festivaler og et RAAM lige i røven af hinanden.

Det er ikke tilfældet – jeg har såmænd bare været til polterabend i går. Jeg spiste (ALT!!) for meget slik og dansede salsa (hvilket gik godt, fordi jeg fik lov at danse mand. Det er en kombination af sørgeligt og tankevækkende, hvor meget bedre, jeg danser, når jeg får lov at bestemme føre), men det er ikke det, jeg har fået blå mærker og forstrakte muskler af.

Der var kæmpebordfodbold.

Jeg skal være ærlig: Da jeg så det på programmet, tænkte jeg: ”… *suk*”. For vi husker, hvordan bolde har det med mig; de vil mig intet godt. Hverken dem til hænderne eller fødderne (og SLET ikke dem til vollyerne). Men jeg havde undervurderet mit konkurrencegen (ja, jeg forstår heller ikke, hvordan det kunne ske) (og måske spiller det faktum, at jeg ikke vil have siddende på mig, at min 2 årige søn er markant bedre til boldsport, end mig også en rolle): I hvert fald var det som om … dare I write it … at jeg kunne finde ud af det. Og faktisk ikke var den dårligste. Og fandt en form for primitiv fornøjelse i at være spændt fast i verdens dårligeste rebspil, som man skulle bruge psykoPAT mange kræfter for at trække fra side til side.

Det er længe siden, jeg har grinet så meget – og været så tæt på at brække både fødder og skinnebensknogler, for 80 % af de øvrige medvirkende var gamle håndboldspillere, og de spillede også for at vinde.

For helvede det var sjovt, og man ved bare, at det bliver et godt bryllup, når man har brudt isen ved at sparke neglelakken af hinandens fødder

(Selvfølgelig vandt vi!)

(*gnæg*)

Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min manglende nattesøvn.)

Der er langt ind til de områder i mit liv, som jeg skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.) (For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)

Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder noget for mig.

Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store armbevægelser.

Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste ende skaber tabere.

Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en voldsom lyst til at slå igen.

Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig, og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.

Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.

Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har i lang tid været kølige, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.

I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen, der fungerer, som jeg for både min og Antons skyld gerne vil bevare, og som jeg sætter pris på at have i vores liv.

Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud.

Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.

Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt. At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.

Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen, fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op for os, og den uforbeholdne undskyldning.

Jeg har haft ondt i maven over det siden.