Øjebliksbilleder

I torsdags var jeg oppe og besøge Lene, som er kommet på hospice. Alene det at skrive og læse den sætning føles uvirkeligt og underligt amputeret, som om det er noget, der alt sammen sker for nogle andre. For et par uger siden kunne jeg ikke holde op med at græde, men det er som om, det går for hurtigt nu; mine reaktioner kan ikke følge med. Lige nu føles det mest, som om at alt i mig er frosset fast.

På hospicet gik jeg forbi en ung mor, der sad i sin kørestol med sin lille baby i favnen, og mit subjektive, u-lægelige bud er, at vi i dette tilfælde snakkede mere om dage end om uger. Jeg gik forbi en væg med børnetegninger, hvor Mikkel tog mig i armen og sagde: ”Dem ville jeg ikke kigge for længe på, hvis jeg var dig” da jeg helt automatisk lod øjnene løbe hen over farverne og de spejlvendte bogstaver, og jeg tænkte, at personalet sådan et sted enten må være meget troende, eller gjort af et ganske særligt materiale. Jeg ville gå i stykker inde i hovedet op til flere gange i timen, hvis det var mig, der skulle stå op til den verden hver eneste dag.

Ubelejligt nok tøer alt det frosne, når jeg sidder deroppe.

Jeg ville ønske, at jeg kunne være den stærke, så Lene kunne få lov at være den lille, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, at hun forlader os. Jeg kan. Ikke. Forstå. at vi sidder et sted, hvor folk tager hen for at dø, og at Lenes navn står på døren.

I min afmagt er jeg begyndt at blive utrolig irriteret på historier om, hvordan forskellige mennesker ”kæmpede imod kræften – og vandt!” Jeg får lyst til at skrige over, at mennesker som Lene, der udover at de skal forholde sig til, at de skal forlade dem, de elsker, også skal bære, at det er deres egen skyld; at det er et spørgsmål om, at de ikke har villet livet nok. Det minder mig om en historie, jeg engang hørte, hvor en mand, som jeg har glemt på nationalitet og profession på, fortalte om sit arbejde med HIV-patienter. Han fortalte, at noget af det mest absurde i jobbet var at opdage, at der findes Den Gode og Den Dårlige HIV. Den gode HIV er den man f.eks. får gennem en blodtransfusion. Den dårlige er den, man får af ubeskyttet sex. Særligt hvis man er en homoseksuel mand. Sygdommen og dens forløb er naturligvis det samme, men hvor patienterne med Den Gode HIV bliver mødt med omsorg og sympati, må mange af patienterne med Den Dårlige HIV oven i deres sygdom kæmpe med, at omverdenen egentlig ikke synes, at det er specielt synd for dem; det er jo deres egen skyld.

Måske er det fordi vi som race tackler det vilkårlige og retfærdighedsløse meget dårligt? Måske har vi brug for ideen om, at hvis vi bare opfører os ordentligt, betaler licens og spiser vores – usprøjtede – grøntsager, så får vi ikke skæbnen og al den lunefulde væsen i nakken? Måske er det for svært at leve med forstanden i behold, hvis vi åbner for den dør, hvor muligheden for, at gode mennesker også får revet livet brutalt ud af hænderne, før de får mulighed for at følge noget som helst til dørs, er bag?

Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt i mit liv har ønsket mere indædt, at jeg var troende.

Lige som vi hvert år d. 14. februar skal igennem de obligatoriske opdateringer fra dem, der hhv. elsker og hader Valentines Dag, så er det i disse dage også en årligt tilbagevendende begivenhed, at facebook flyder over med ”Tak skat!!” og ”Det er sgu da dine egne penge, din nar!”

I forbindelse med min grow-up-your-life fase sidste år, hvor jeg var igennem alt, hvad jeg har af bank- og forsikringspapirer, var jeg også for første gang inde og rette min forskudsopgørelse. (Jeg er det, vi kalder en ”late bloomer”) Jeg kastede mig over opgaven ud fra arbejdstesen ”Hard work beats talent” og efter en del riven-i-hår (primært mit eget) og samtaler med medarbejdere fra skat, kunne jeg efter nogle lange dage endelig trykke på ’indsend’.

Derfor var jeg afslappet-grænsende-til-nonchalant, da jeg igår loggede på Skat for at se den endelige årsopgørelse; jeg var relativt sikker på, at vi ville lande på noget i retningen af, at en af os skyldte den anden en 10’er. Blev derfor rimelig træt, da jeg efter en kø, der var en planøkonomi værdig, fik besked på at finde 6000 kr. og smide dem i Det Sorte Hul. (Speaking of: Hvor ER det fly??)

Wtf??

Normalt begynder jeg at svede ærgerlig koldsved over den slags meddelelser, men i år vidste jeg, at det måtte være en fejl, så jeg rykkede direkte til feltet ”irritation”

‘Ret årsopgørelse’ – *klik*

Uden at skulle gå i mange, lange og indviklede detaljer, er mit job skruet sammen på en måde, der gør, at jeg for ca. 80 % af mine opgaver får kørepenge for de km, jeg kører, mens jeg for de sidste ca. 20 % er fradragsberettiget. Og det ER sikkert mig, der i sin tid har trykket på noget forkert (Tss! Som om!) – i hvert fald kunne jeg se, at min arbejdsgiver ikke stod opgivet som tolkefirmaet i Aarhus, men derimod som fitnessdk, Esbjerg.

Hvilket kilometermæssigt gør en temmelig stor forskel.

Som et ekstra hån-feature har Skat desuden teamet op med Krak, så jeg der, midt i min årsopgørelse, lige kunne få en kørselsvejledning og se, at jeg altså kun har 7 km. på arbejde, og ikke de 153 km. jeg løgnagtigt har anført.

Nice try, Skat.

*taste-taste-taste* ‘Indsend rettelse’ *klik*

‘Du mangler at indbetale 1598. kr.’

For satan da også.

Så nu: Hvis I vil have mig undskyldt; jeg skal lige ud og skamkøre motorvejen. Den skylder mig 1600 kr.

Jeg kan ikke blogge i de her dage; jeg er simpelthen så ked af det hele tiden, at jeg er fuldstændig låst oven i hovedet.

Normalt skriver jeg om de ting, der fylder i mit liv – af en eller anden grund er det sådan, jeg processuerer bedst – og lige nu er Lenes sygdom det eneste, der fylder. Men det føles forkert at skrive om. Hvis jeg skrev om det, ville det for det første nærmest føles som en hån; det er ikke mig, der er syg, og det er ikke Anton, der skal vokse op uden sin mor. (Håber jeg inderligt.) For det andet er jeg bange for, at det ville det få et ulækkert skær af sensation og udlevering; mange af jer ”kender” Lene, og det her er hendes historie. Det er 100 % hende, der skal have lov at bestemme, hvor meget af den hun vil dele.

Så. Jeg græder. Jeg græder, når jeg kører derop, jeg græder, når vi sidder og snakker, og jeg græder, når jeg kører hjem. Jeg græder i mine pauser på arbejde, og når jeg putter Anton om aftenen. Jeg græder hele fucking tiden, for jeg kan. Ikke. Forstå. At det her sker.

Jeg har lovet hende at holde hendes læsere opdateret, når der er nyt, og det skal jeg selvfølgelig nok gøre. Jeg har også lovet hende, at sørge for at leve livet, og gøre gode ting. Så i dag hentede jeg Anton tidligt, og tog ham med på stranden. Vi havde taget vores drage med, og med solskinnet og den blå himmel som baggrund, så den fantastisk ud, som den hang deroppe, i alle regnbuens farver.

Og heldigvis blæste det så meget, at det ikke virkede mærkeligt, at mine øjne hele tiden løb i vand.

Nå, men efter 14 dage med det hormoncreme, som jeg fik med af den russiske læge (der ikke kunne forstå, at jeg blev ked af at få stillet diagnosen psoriasis ”Hvorfor du bli ked af det? Det ikke noet alvorlig jo. Jeg jo ikke fortælle dig du krrræft eller sådan noget?”) (hvilket fint besvarer spørgsmålet, der har ligget mange af os på sinde i årevis: ”Har de psykologi på medicinstudiet i Rusland?”), som KUN skulle ”smøres på prrrikker” – hvilket tager mellem en halv og en hel dag – var det i dag blevet tid til min første lysbehandling.

Og hold da op.

Jeg har godt i fitnesscenteret kunne fornemme, at jeg nu er blevet en del af seniorsegmentet. Efter et langt liv med hvasse blikke og træningstasker, der ved et ”uheld” blev skubbet ned af bænken, fordi jeg havde stillet mig, hvor de plejede at stå, favner de mig nu med kærlighed og forståelse; jeg er blevet En Af Dem. Hvad jeg – uopfordret – har fået af historier om Rosen og nældefeber og obskure eksemer over de sidste par uger, overgår almindelige menneskers fatteevne.

I venteværelset i dag trak jeg gennemsnitsalderen mellem 20 og 30 år ned, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at blive alt for deprimeret over udtalelser som: ”Ja, vi psoriasispatienter glæder os jo nok lidt ekstra over foråret!” (fandme godt nok et ”vi”, jeg godt kunne undvære at være omfattet af) og ”De kunne da i det mindste have haft nogle ordentlige stole, når vi nu skal sidde og vente så længe!”

Seriøst: Det er næsten det mest irriterende ved den her sygdom; al den logistik, der følger med. Man skal SINDSSYGT meget til læge, hvilket jeg altid har hadet med nærmest religiøs inderlighed, og hele puslespillet med at få hverdagen til at hænge sammen med så mange lægebesøg, og samtidig ikke være ALT for belastende for sin arbejdsplads, er virkelig svært. Og så for en sygdom, som ligner pis – men som jeg faktisk ikke kan mærke, at jeg har.

Nå, men da jeg trådte ind i behandlingsrummet, kunne jeg med lettelse konstatere, at vi nu endelig har fået tidsmaskinerne til at virke, og har mulighed for at sende folk tilbage til de tyske laboratorier, hvor de første solarier blev opfundet og testet.

Skærmet af de hvide skærme, der åbenbart *skal* være lavet af stof, der leder tanken hen på 2. Verdenskrig, fik jeg af sygeplejersken (der skuffende nok ikke hed Ilse) besked på at strip down naked og stille mig ind i det, der bedste kan betegnes som et meget stort køleskab, belagt på indersiden med solarierør.

Hals og håndflader: Sig pænt goddag til jeres nye ven Klaustrofobien.

Og der skulle man så stå, som Gud har skabt én, med de der små solarieskalle-briller på, mens man holdt fast i to håndtag ”så du får lys over hele kroppen”.

Følte mig meget som en meget retarderet racerkører.

Efter 37 sekunder slukkede lyset, og jeg kunne vælte ud i friheden igen, med den fornemmelse af stegt bacon i huden, som jeg forbinder med min handelsskoletid, hvor vi gik mere i solarie, end vi gik i skole.

Da jeg gik, var der en af mine nye venner, der sagde: ”Vi ses.” – hvilket han har helt ret i, da jeg skal derind 10.000 gange mere.

…

Hvis der sidder nogle forskere derude og keder sig, vil jeg betale good money for en pille, der overflødiggør det her.

På Pinterest huserede der for et par uger siden et billede af en kat, der var så tyk, at den var uformelig. Teksten til billedet var: ”You know what I got for christmas? Fat. I got fat.”

Og you know what I got for my birthday på søndag? En allergisk reaktion. En allergisk reaktion af den hemmelige slags, som ingen ved, hvad skyldes.

Hvad fanden sker der med det?? Jeg plejer at kunne vaske hår i tjære og asfalt og rulle mig i cyanid, ganske uden problemer, og nu ligner jeg pludselig en, der har fået prygl med en buket tidsler, og ingen kan fortælle mig hvorfor? Synes måske *nok*, at der er nogen hudlæger derude, der bør få røde kinder over at have siddet på hænderne i årevis, i stedet for at bruge tiden på noget fornuftigt og opfinde en maskine, der efter et enkelt blik på Satans værk, spytter et brugbart svar ud.

Ud over det æstetisk nederen i at gå rundt og ligne en fejlfarvet leopard, bliver jeg på forhånd også meget træt ved tanken om at skulle presse hele mit liv gennem et tætmasket filter for at udelukke én ting af gangen, i forsøget på at finde ud af, hvad det er, jeg ikke kan tåle.

Vil vædde med, at svaret viser sig at være: “Andre mennesker i trafikken”.

Efter et par tilløb, der endte i ingenting pga. sygdom hos både store og små, er jeg i dag startet til cross fit.

First mover, I know.

Selvom vi også har cross fit der, hvor jeg underviser, har jeg valgt at melde mig ind i et ”rigtigt” cross fit center af 3 grunde: Dels vil jeg have lov til at være ny uden at føle mig som en spasser, dels oplever jeg, at det kan være lidt grænseoverskridende for en instruktør at rette på en instruktør (også selvom jeg synes, jeg giver den gas med girafsprogs-attituden) og endelig håber jeg, at det måske kunne være en mulighed for at udvide det sociale netværk lidt.

Uanset hvor gammel man bliver, føles det bare ALTID som første skoledag, når man stiller et nyt sted med sit omhyggeligt pakkede tornyster på ryggen, ikke? Selvom jeg – GUDskelov! – efterhånden er så gammel, at det ikke betyder det helt store for mig, hvad mennesker, jeg ikke kender, synes om mig, så gør det alligevel noget ved udstrålingen, når man ikke ved, hvor toiletterne er, og man i det skjulte forsøger at skanne rummet for andre newbies.

Af en eller anden grund har vi ikke brug for omklædningsrum i det her center, og den ensomme bruser, der hænger lidt undskyldende på toilettet, er i større fare for at forstoppe af støv end af kalk. Måske er ægte cross fittere bare sådan nogen, der ikke giver en fuck for at gå og lugte af pull ups resten af dagen, eller også har de alle sammen været så smarte at flytte ind i de omkringliggende bygninger, men når man i 20 år har haft sin gang i fitnesscentre, hvor omklædningsrummet opfattes som ude af drift, hvis den ene hårtørrer er i stykker, var det her lidt af en kulturlussing.

Til min store overraskelse er det næsten udelukkende mænd, der træner cross fit i Esbjerg. Jeg har indtryk af, at det i andre byer er omvendt, men på holdene før og efter vores, var der kun en enkelt pige på hver, og på mit hold var jeg alene med 8 fodbolddrenge, der ikke var fyldt 20.

– hvilket var rigtig fedt, da det viste sig, at vi skulle tage 4 runder på tid. For jeg kan jo for fanden ikke konkurrere med mænd, der er 18 år yngre end mig og forvente at vinde – men jeg kan lige så lidt lade være med at prøve, som jeg kan stoppe med at trække vejret. Jeg er som den idiot, man har med i byen, der hver gang insisterer på at drikke gajol-shots om kap, selvom alle ved, at han altid er den første, der ender med at ligge og brækker sig i rendestenen.

Og egentlig kan man vel godt kategorisere dagens indsats som en succes; jeg blev ikke sidst færdig, og jeg besvimede ikke.

Er til gengæld lidt spændt på, om jeg kan gå i morgen.

Eller har forstuvet en lunge.

Til min egen overraskelse kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om det. Jeg kan godt lide at træne, så det kan mærkes, og det her er røvhårdt, men … det føles virkelig mærkelig at pille koreografi/musikdelen ud.

Oh well. Nu napper jeg et par måneder dernede, og så må vi se.

Det værste, der kan ske, er vel, at jeg bliver stærkere.

Eller gift.

Noget helt, HELT andet:

Attention Anne Jeppesen! Attention Anne Jeppesen! Du vandt Bridget Jones bogen tilbage i starten af december, men jeg har stadig ikke hørt fra dig. Du må meget gerne give dig til kende senest på fredag, så jeg kan få sendt bogen afsted – hvis ikke jeg hører fra dig, donerer jeg den til anden side.

Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne forvente andet.

Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud, fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.

Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor, og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk, har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.

Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de to formidable damer har stået igennem.

Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent.

For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”

Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton, havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har ansvaret for at holde det her fly i luften – jeg har haft enormt brug for at tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis jeg får et barn mere.

Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker, forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig, VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.

Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.

Store ting, synes jeg. Egentlig.

På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.

Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige, at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det. Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se, at der sidder nogen i den anden ende og læser med.

Så.

Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde og god kaffe til alle.

Og medvind på cykelstierne.

Godt nytår.

Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.

Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik og biler.

Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers
har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.

Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium ‘hvad er inden for min økonomiske formåen og ikke alt for grimt’ – som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at koble mobilen op på radioen.

Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)

Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger under på slutsedlen for min første nye bil.

I går kl. 13 blev det så ENDELIG jul.

Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har haft Salg og Service…