Øjebliksbilleder

Jeg ved ikke, om Nogen Deroppe læste indlægget fra i lørdags og tolkede det som et udtryk for, at jeg savner spænding i hverdagen. Hvis det er tilfældet, er der umådeligt behov for en forventningsafklaring ift. hvad vi hver især opfatter som spændende.

For i går skulle jeg til møde i Aarhus, og ville derfor lige smide en nat-taske til Anton forbi mine forældre. Da jeg trådte ind i bryggerset, studsede jeg over, at mine forældre – de mest ordentlige mennesker i hele Nordeuropa – havde ladet et skab stå åben.

Blev enig med mig selv om, at min far nok havde sprøjtet for myrer.

Da jeg trådte videre ind i køkkenet, blev det endnu mere mærkeligt, for der havde de *også* ladet flere skabe stå piv-åbne.

Ja, jeg er åbenbart det, der i gamle dage hed ”lidt tilbage” for det var først, da jeg kom ind i gangen, og dermed fik frit udsyn til en stue, et soveværelse, et badeværelse og et gæsteværelse hvor alt – A.L.T. – var raget ud, hevet op og smidt rundt, at det gik op for mig, at de havde haft indbrud.

Den opbrækkede dør, de åbne vinduer og store, beskidte fodaftryk overalt gave it også lidt away.

Som alle regler foreskriver, begyndte jeg selvfølgelig straks at tude. Goes without saying.

Rystet i min grundvold fik jeg fat i mine forældre og i politiet, og gik ud for at høre, om nogen af naboerne havde set noget. Det var der desværre ikke nogen af dem, jeg fik fat i, der havde.

Men.

Da nabokonen senere kom hjem, kunne hun oplyse, at hun havde set 3 mænd, der havde en lidt mistænkelig adfærd. Den ene havde blandt andet siddet længe på el-kassen mellem hendes og mine forældres hus og talt i mobiltelefon.

”Kan du beskrive ham for politiet, tror du?”

”Ja da. Men jeg tog også et billede af ham, hvis det er?”

!?!

Jamen, det tror jeg da vist nok lige, at det er! *smæk-kys*

Da jeg for 20 år siden havde indbrud i min lejlighed, var jeg bange, og sov med en kniv ved siden af sengen de næste mange uger.

Den her gang er jeg bare RASENDE!! Overvejer kraftigt at sige mit job op, smide en kølle og en høtyv i bilen og dedikere mit liv til at tracke dem ned og smadre dem. Alternativt at tager permanent ophold i foyeren på Christiansborg og lobbye for genindførsel af dødsstraf. For fanden mand, hvor er det bare ikke i orden!

Og det værste er, at der bare ikke rigtigt er nogen steder at gå hen med den vrede, for for dem er det jo for fanden bare et slags alternativt 8-16-job, og så længe, der er aftagere til halve parfumer, brugte iPads, der ikke kan opdateres, og smykker, som betyder alt for den, der mangler dem, og intet for dem, der køber dem, så er det bare et spørgsmål om tid, før flaskehalsen peger på dit hus.

Jeg gider faktisk ikke ret godt, at det er blevet med dit hjem, som det altid har været med dit telt, når du er på festival; du skal ikke efterlade noget derinde, du gerne vil se igen.

Synes lige, det var tid til at stikke hovedet ud og sige hej, selvom jeg egentlig ikke rigtigt har noget at sige. Dagene herhjemme går med at udstråle ro og absolut tystnad, fordi de i Antons børnehave har rotter; det betyder, at man har været nødt til at lukke 2/3 af huset ned, mens dét problem bliver løst, og samle alle børn og voksne i den sidste 1/3 af huset.

Hvilket betyder, at de de sidste 14 dage har været 110 personer i et hus, hvor de plejer at være 30, så Anton skifter lidt imellem at løbe manisk rundt på væggene, og være ét, stort, trodsigt ”NEEEEEEEEEEJ!!!!!!!!!!!!!!!!!”der hænger om mit ene ben, når vi kommer hjem.

(”Der kan godt være *lidt* længe fra kl. 14.30 til sengetid”
mumlede moren nede fra kaffekoppens dyb.)

Ikke rigtig de bedste betingelser for store tanker om livet og kærligheden, eller skarpe kommentarer om livet ude i den virkelige verden. Har med et halvt øre fanget, at vi (igen) er sure på Lars Løkke, og at det (igen) er kommet bag på nogen, at kändisser får spons og fryns og reklamerer for det på de sociale medier. (Måske er det i virkeligheden kun Medina, der får ting og sager smidt i nakken, for det er altid hende, de nævner?)

Har ikke engang gidet at overveje at hidse mig op over det.

Så. Som sagt. Jeg ville ikke noget. Bare lige vinke og sige hej.

Siden i fredags har jeg været i sommerhus i Ebeltoft, og jeg har det som om, jeg er en telefon, der har været en tur i opladeren. En lidt tyk telefon, for jeg glemte desværre mit mådehold herhjemme, og har således fulgt den skønne og alligevel lidt ærgerlige diæt High Carb High Fat. Hvis der er lakrids, brød eller alkohol tilbage i Ebeltoft er det ikke min skyld.

Sommerhuset lå omkring 100 meter fra stranden, og det tog under 4 timer for Anton at lære at hoppe i gummistøvler og proklamere at: ”Anton på stranden!” hvor vi har fået tiden til at gå med at fiske efter hundestejlere (heldigvis fangede vi ingen, for så ville jeg være kommet lidt til kort – hvad er det egentlig meningen, at man gør med dem, når først man har fanget dem?) at lege med den nye krabbestang, og med at falde i vandet. I et anfald af natur-symbiose, blev det mig også pludselig magtpålæggende at (gen)lære at slå smut, men det stoppede meget hurtigt igen, da jeg – uden helt at vide hvordan det skete – fik tyret en sten lige i face på Anton.

Vi var en tur i Skandinavisk Dyrepark, der var rigtig fin, men som alligevel gav mig lyst til at blive sådan en, der boycotter den slags steder; jeg bliver sgu altid så trist over at kigge på dyr, der er hevet ud af deres naturlige habitat og placeret i noget, der – selvom det er stort – ret beset er et bur.

I et anfald af sindssyge kom jeg til at tro, at vi var sådan nogen, der gik på museum, så Fregatten Jylland fik også et skud. Jeg har det lidt stramt med højder, og Anton viste sig at have det svært med sømænd, der får amputeret deres ben, så efter 14 minutter tømte vi deres fryser for is og skred igen.

Aftenerne gik med grill og rødvin, Frozen på repeat og krabbefiskeri fra hemsen, og det var lige, hvad vi trængte til.

Når man har en blog som min, hvor man skriver om det, der ligger én på sinde, stort såvel som småt, er der nogle emner, man næsten kan være fristet til at styre udenom, fordi man simpelthen ikke ved, hvordan man kommer tilbage, hvis man først går ned ad den vej.

Og når man vælger at blogge om sorgen over at miste en veninde til kræften, kommer der et tidspunkt, hvor det kommer til at føles virkelig mærkeligt at skrive om, hvor pisseirriterende det er at pille et kogt æg, når det er et af dem, hvor skallen bare ikke gider af. Om det er fordi, jeg er bange for at I, eller jeg selv vil finde det kunstigt og forkert, ved jeg ikke længere.

Så hvordan kommer man videre? Svaret er nok, at det gør man bare. Ved at skrive det næste indlæg, der falder ind i hovedet på én, uanset hvad dette måtte handle om.

Men inden jeg gør det, har jeg brug for at skrive et sidste indlæg om Lene. Hun ville være fyldt 42 år i dag, og da jeg i går faldt over en lille engel hos en lokal glaspuster, virkede det rigtigt at købe den som fødselsdagsgave til hende.

Vi begravede hende i fredags. Det var en smuk dag, og præsten, som var den samme, som døbte Aksel, holdt en tale, som jeg tror, Lene ville have sat pris på. Jeg havde fået tildelt den store, forfærdelige ære at være en af dem, der hjalp med at bære kisten ud, og det er både de længste og de korteste 50 meter, jeg har gået i mit liv. Men vi fik sendt hende så fint af sted, og efterfølgende fik jeg kvækket mig igennem min tale til hende, hvilket betød meget for mig; både fordi jeg håber, at hun lyttede med, men også fordi jeg gerne ville, at hendes familie fik lov at høre, hvor afholdt hun var af mennesker, der ikke af blodets bånd var forpligtet til at holde af hende.

Efterfølgende er jeg så blevet virkelig overrasket over, hvor meget jeg havde forventet, at hun ville være her igen, når vi var igennem det her. Jeg ved godt, at jeg lyder som om, jeg er 5 år gammel, men åbenbart havde min hjerne forventet, at vi bare lige skulle have Det Værste overstået; så ville vi alle sammen – Lene inklusive – kunne lægge det bag os og komme videre.

Det viser sig jo så naturligvis ikke at være tilfældet, og jeg kan næsten ikke trække vejret over, hvor forkert billedet ser ud, nu hvor Lene er retoucheret væk.

Jeg. Fatter. Ikke at hun er borte.

Så hvordan kommer man videre med livet og hverdagen, når begge dele pludselig føles lidt stive, skæve og fremmede? Svaret er nok, at det gør man bare. Ved at sætte den ene fod foran den anden, og bevæge sig langsomt væk fra fortiden og ind i fremtiden, hvad den end måtte bringe.

Og ved at værne om minderne, man får lov at tage med.

Som de af jer, der har læst med et stykke tid, ved, så har jeg et barn med en meget høj grundspænding. Al gang foregår i løb, og det olympiske motto ”Hurtigere, højere, stærkere” er løst baseret på Anton.

Inden jeg fik ham, havde jeg planlagt, at han var et stykke hyggeligt tilbehør, der lige kunne sidde helt stille og dimse med noget Lego, mens jeg trænede og var huslig, og når jeg så var færdig, kunne vi lægge et puslespil eller slentre en hyggelig tur, mens jeg drak en kop kaffe to go, og Anton faldt i staver over solens spil i trætoppene.

Pinks ”Stupid girl” er løst baseret på mig.

Men da jeg er så dårlig til at lege, at det nærmer sig et handikap, passer det nok i virkeligheden fint, at vi har bevægeglæden til fælles. Udfordringen har bestået i at finde noget, som vi begge to kan holde ud, og hvor ingen kommer decideret galt af sted, eller mister forstanden af kedsomhed.

Vi bruger svømmehallen flittigt, og cykler stierne tynde på løbecyklen, men i netværkets hellige navn, har jeg prøvet at supplere med noget, hvor vi går fast på et hold. De sidste to år har vi gået til gymnastik, hvilket altid har givet mig en udpræget lyst til at bunde en flaske rødvin, i det sekund vi kommer hjem; jeg er ikke i tvivl om, at der rundt omkring i DK findes fuldstændig forrygende børnegymnastikhold, men enten er det ikke dem, vi har ramt, eller også er der ingen af os, der har temperament og personlighed til at gå på dem. Når vi har siddet i rundkreds i 10 minutter og sunget ”Hjulene på bussen” i et støjinferno, der giver alt levende med en bare nogenlunde velfungerende hørerest, lyst til at hamre hovedet så hårdt ind i væggen, at der kommer blod, så man har en undskyldning for at gå hjem, er det svært at afgøre, hvem af os, der er mest desperat.

Så. Fast besluttet på, at tiden er kommet til noget andet, når inde-sæsonen starter igen til efteråret, har jeg bestemt, at vi skal starte til ishockey.

Klog af skade tænkte jeg, at det ville være smart lige at stikke fingeren i isen, og se, hvad vi sagde til det, inden vi lægger os fast på en hel sæson, så for et par uger siden var vi nede og skøjte for første gang.

Det skulle vi have gjort for LÆNGE siden. Hold nu kæft, hvor var det skægt. Den lille lort er frygtløs, og efter 24 styrt, rejser han sig stadig bare op, og forsøger at løbe videre, running little man-stil. At de store drenge (som pr. definition er seje, fordi de er store) kom blæsende forbi i fuldt ishockey-ornat, bremsede hårdt op, og sagde: ”Du er sgu da ikke ret stor? Vil du ikke prøve det her?” og læssede så meget gear på ham, at han nærmest ikke kunne stå oprejst, gangede coolness faktoren med omkring en million.

Desværre for os lukker hallen ned for sommeren i dag. Men i det sekund de slår dørene op igen til september, skal I se os stå klar med skøjterne på.