Jeg ved ikke, om Nogen Deroppe læste indlægget fra i lørdags og tolkede det som et udtryk for, at jeg savner spænding i hverdagen. Hvis det er tilfældet, er der umådeligt behov for en forventningsafklaring ift. hvad vi hver især opfatter som spændende.
For i går skulle jeg til møde i Aarhus, og ville derfor lige smide en nat-taske til Anton forbi mine forældre. Da jeg trådte ind i bryggerset, studsede jeg over, at mine forældre – de mest ordentlige mennesker i hele Nordeuropa – havde ladet et skab stå åben.
Blev enig med mig selv om, at min far nok havde sprøjtet for myrer.
Da jeg trådte videre ind i køkkenet, blev det endnu mere mærkeligt, for der havde de *også* ladet flere skabe stå piv-åbne.
Ja, jeg er åbenbart det, der i gamle dage hed ”lidt tilbage” for det var først, da jeg kom ind i gangen, og dermed fik frit udsyn til en stue, et soveværelse, et badeværelse og et gæsteværelse hvor alt – A.L.T. – var raget ud, hevet op og smidt rundt, at det gik op for mig, at de havde haft indbrud.
Den opbrækkede dør, de åbne vinduer og store, beskidte fodaftryk overalt gave it også lidt away.
Som alle regler foreskriver, begyndte jeg selvfølgelig straks at tude. Goes without saying.
Rystet i min grundvold fik jeg fat i mine forældre og i politiet, og gik ud for at høre, om nogen af naboerne havde set noget. Det var der desværre ikke nogen af dem, jeg fik fat i, der havde.
Men.
Da nabokonen senere kom hjem, kunne hun oplyse, at hun havde set 3 mænd, der havde en lidt mistænkelig adfærd. Den ene havde blandt andet siddet længe på el-kassen mellem hendes og mine forældres hus og talt i mobiltelefon.
”Kan du beskrive ham for politiet, tror du?”
”Ja da. Men jeg tog også et billede af ham, hvis det er?”
!?!
Jamen, det tror jeg da vist nok lige, at det er! *smæk-kys*
Da jeg for 20 år siden havde indbrud i min lejlighed, var jeg bange, og sov med en kniv ved siden af sengen de næste mange uger.
Den her gang er jeg bare RASENDE!! Overvejer kraftigt at sige mit job op, smide en kølle og en høtyv i bilen og dedikere mit liv til at tracke dem ned og smadre dem. Alternativt at tager permanent ophold i foyeren på Christiansborg og lobbye for genindførsel af dødsstraf. For fanden mand, hvor er det bare ikke i orden!
Og det værste er, at der bare ikke rigtigt er nogen steder at gå hen med den vrede, for for dem er det jo for fanden bare et slags alternativt 8-16-job, og så længe, der er aftagere til halve parfumer, brugte iPads, der ikke kan opdateres, og smykker, som betyder alt for den, der mangler dem, og intet for dem, der køber dem, så er det bare et spørgsmål om tid, før flaskehalsen peger på dit hus.
Jeg gider faktisk ikke ret godt, at det er blevet med dit hjem, som det altid har været med dit telt, når du er på festival; du skal ikke efterlade noget derinde, du gerne vil se igen.
Vi havde indbrud for to år siden. Jeg har stadig et princip om, jeg ikke gider have dyre smykker eller fancy computer, jeg kan græde over blive stjålet.
Vi har også haft et par tyveri-tilfælde på mit arbejde og i min kærestes bil, så der kan man så heller ikke have noget liggende.
På den måde kan man jo godt komme til at overveje, om man skal droppe gravhundeplanerne og i stedet gå efter noget kamphund, der kan tage pænt imod den slags uventede gæster.
åh jeg bliver så vred! Hvad er det der får folk til at begå indbrud i almindelige hjem? Hvorfor kan de ikke stjæle fra de rige, dem med forsikringer der gider dække?
ØV!
Jeg kom hjem en helt almindelig torsdag efter at have hentet begge unger og lige da jeg låser op og træder ind undrer det mig, at alt vores tøj ligger på gulvet inde i soveværelset. Jeg studser over det, går længere ind og først da jeg ser det opbrudte vindue i køkkenet gik det op for mig, hvad der var sket.
Sønnen overlevede på trods af, at de var rendt med hans Nintendo, men min 4-årige datter brød fuldstændig sammen og nægtede at gå ind i huset. Det påvirkede hende længe efter.
Jeg gik til gengæld og gnækkede lidt over, at de måtte gennem fire smykkeskrin med alskens ragelse, fordi jeg åbenbart har en svaghed for at hoarde dims min datter kan lege med.
Og så var jeg muligvis en anelse forarget over, at de åbenbart havde løftet lagnerne for at tjekke madrassen – troede de måske vi er på den forkerte side af 80 med forkærlighed for at gemme pensionsopsparingen dér?!?
@Uden Relevans: De rige med forsikringer der gider dække, bliver også rystet i deres grundvold over indbrud i deres private ejendom. Det gør muligvis ikke lige så ondt på pengepungen, men bestemt lige så ondt i hjertet.
Øv, altså for en start på ugen. Vi fik alarm derhjemme efter vores genboer havde indbrud, mens vi passede deres hus. Det er enormt ufedt at have barrer for kældervinduerne og sensorer i alle rum. Min trøst er, at et indbrud i hvert fald vil blive opdaget hurtigt. Hvis det rammer os, så kunne det sagtens ske, mens naboens søn passer postkasse og blomster, og den tanke synes jeg ikke om. Til gengæld har jeg egentlig en lidt træls smag i munden over vores alarm. Hvorfor skal det være nødvendigt? Og hvad nu, hvis tyven bare går ind til naboen i stedet for?
Og så vil jeg lige sige til Uden Relevans, at vi ikke er rige. Vi har i hvert fald ikke løsøre af betydning, som man kan slæbe væk. Vores penge er bundet i et nyt tag og vandrør. Men vi vil gerne fasthold følelsen af, at vores hjem ikke er blevet voldtaget.
Tanker til dig og dine forældre, Linda! Jeg kan godt huske, hvor vrede vi var, da vores gamle Fiat Tipo blev brudt op og skubbet ind i et træ. Der forbandede jeg både narkomaner, fulde gymnasieelever og tyvagtige østeuropæere i tiden efter. Svinehunden fik jeg tøjret igen, men jeg havde brug for luft i tiden lige efter. Håber du sørger for at få råbt lidt, så det kommer ud.
100% enig. Vi kom hjem fra en familieweekend i Jylland til et indbrud, hvor de målrettet var gået efter min mands ursamling (inkl det vintage Omega ur, han købte på et loppemarked i Belgien og havde på til vores bryllup – det kan jo lissom ikke erstattes) og smykker. Så de arvestykker, jeg beundrede hele min barndom i min mormors smykkeskrin og arvede, da hun døde for 1½ år siden, de eksisterer ikke længere.
Det, der påvirkede mig mest var, at de havde rodet i mine to små drenges senge og tøj – ALT røg direkte i vaskemaskinen. Mens jeg skiftevis tudede og overvejede at tage jagttegn.
Hver gang vi har været væk siden, har jeg spekuleret ca en gang i timen over, om der mon har været indbrud igen.
Og @udenrelevans. De rige bliver sgu nok også rystede over at få stjålet deres arvestykker og at få invaderet deres hjem.
Mit hjerte belaster mig med : de stjæler fordi de ikke har andre muligheder. Men jeg synes, at de da så godt kunne tage at bryde ind i lagerhuse, butikker og sådan efter lukketid.
Jeg håber at dine forældre er ok og at i ikke har mistet noget, som i havde kært.
Åh for helvede da også. Det er simpelthen så modbydeligt.
Da jeg havde indbrud gik der også flere måneder før jeg holdt op med at vågne med en puls på 180 om natten og være OVERBEVIST om, at der befandt sig en person i min etværelses lejlighed. Jeg måtte endda flere gange sige 'hallo' og 'jeg ved godt, du er her!' højt, før jeg kom over angsten. Selv med den Sunde og Raske ved siden af.
Og ja, den samlede værdi af mine smykker kunne ingenlunde rage sig op over en måneds SU, men de stjal mine elton john øreringe! Som en kær veninde havde købt i Thailand. Og det armbånd som min smede-onkel Robert havde udvalgt til mit studentergilde, hvor han pludselig demonstrerede, hvor godt sådan en alkoholiseret håndværkertype alligevel kender sin niece. Og det får jeg bare aldrig igen.
Desuden var det mildest talt klamt at finde mine små duftsæber fra undertøjsskuffen på gulvet. Så man bare ved, at de har stået og rodet i min trusser. MINE trusser. Føles som om, de har stået og løftet på dynen, mens jeg lå og sov under den. Det hjem blev aldrig det samme igen.