Jeg går meget op i, at Anton (og med tiden også Frida) lærer, at der ikke er nogle følelser, der er forkerte. Jeg skulle selv ret langt op i mine voksenår, før jeg lærte at håndtere fx. vrede, og da jeg var helt ung, kunne jeg slet ikke finde ud af det, hvis jeg kom op at skændes med en kæreste; jeg lukkede af og ned, og kunne dermed gå og ulme i ugevis, fordi følelser jo beklageligvis ikke forsvinder, fordi man ignorerer dem.
Derfor gør jeg meget ud af, at det er ok at være gal og vred, men at man godt kan være det på en ordentlig måde. Man kan fx. godt sige, hvad man er gal over uden at brøle det, og man behøver ikke kaste legomænd efter dem, man er vred på. Jeg prøver også at lære dem, at man ikke har ret til at smitte alle andre med sit dårlige humør: Det er som sagt ganske ok at være gal, men når man har fået det formidlet, har man ikke ret til at forvente, at man kan forvandle sit raserianfald til et 4 timer langt event, som resten af verden er forpligtet til at agere publikum på. Gud gav menneskeheden døre af en grund, og man er mere end velkommen til at gå ind og marinere i arrigskab bag en lukket en af slagsen, præcis lige så længe, man har lyst.
Til gengæld har jeg også, helt fra Anton var lille, været omhyggelig med at give ham redskaberne til at komme tilbage i fællesskabet, når han er klar. Jeg har selv, hver e n e s t e gang, jeg er blevet sur, efterfølgende sagt “Jeg er ikke sur mere – skal vi være gode venner igen?” Jeg fejler givetvis på 102649 andre områder dagligt, men lige det her med at kunne rumme sig selv og sine egne følelser uden at kanøfle andre(s), synes jeg faktisk, jeg nailer, og det håber jeg virkelig kommer dem til gode i det lange løb.
Der er dog én følelse, jeg selv er virkelig ambivalent med, hvordan jeg skal håndtere, og det er, når jeg er ked af det og græder over noget, som har med dem at gøre. Jeg er inderlig modstander af, at børn skal være “stærke” og “tapre”, eller at de ikke må se de voksne være kede af det – men samtidig er det fandme også vigtigt, at de får lov at være kede af det, uden at skulle forholde sig til, om det er dem, der gør mig ked af det.
Lige nu sidder alting nærmest uden på tøjet hos mig. Jeg skal snart tilbage på job, Frida skal starte i vuggestue d. 18. april, og idag har de store børn sidste dag i børnehaven, deriblandt Antons bedste venner. Jeg er stadig 200% overbevist om, at skoleudsættelse er det eneste, der giver mening i Antons tilfælde, men fordi en beslutning er rigtig, er den ikke nødvendigvis nem. Han snakker selv om, at han skal i skole, og den famøse ternede skjorte “er til at have på i skole, mor” – men han har stadig ikke helt sprog nok til, at jeg kan forklare ham, at de andre starter i skole nu, til august skal han i en slags sproglig førskole, men på en anden skole end den, de andre går på, før han så, til næste år, skal over på den skole, hvor de store starter i morgen. Der er sikkert en supernem, børneagtig forklaring på det, men en af mine allersvageste sider, når det kommer til opdragelse er, at jeg har svært ved at formulere mig konkret, når noget er komplekst. Jeg kommer til at bruge for mange og for lange ord, og selvom jeg i situationen sagtens kan høre det, formår jeg simpelthen ikke at ændre på det. Når nætterne er allersortes, spekulerer jeg på, om det er derfor, sproget er så svært for Anton.
Så han er ked af det. For han forstår godt, at der skal ske noget, men ikke helt hvad. Og når han med bævrende underlæbe fortæller, at Nikolaj og Luca har sagt, at han ikke må komme med i skole, skal jeg godt nok anstrenge mig voldsomt, for ikke at få vand i øjnene. For hold kæft, hvor bliver jeg ked af det. Også selvom jeg godt ved, at børn er børn, og at han sikkert i overmorgen har 17 andre bedstevenner.
Hvis der sker noget med nogen, vi holder af, må Anton gerne se, at jeg er ked af det. Ligeså hvis der er noget voksenhalløj, jeg synes er svært. Men når han græder over noget som det her, synes jeg, det er vigtigt, at han har en mor, han kan bruge som støtte. Én, der er stærk, som han kan læne sig op af, når han selv har svært ved at holde balancen. Og hvis jeg prøver at tænke tilbage på mig selv som barn, så ved jeg, at jeg ikke ville have følt mig trøstet på samme måde, som jeg gjorde, når noget var svært for mig, hvis min mor også havde grædt. I så fald ville børnetrangen til at gøre sine forældre glade igen, have taget over, og det ville have været dét, der var kommet til at fylde.
Så lige nu kører jeg den ekstra sunde copingstrategi “Undertrykkelse” – hvilket naturligvis betyder, at jeg går og småsnøfter over alt muligt andet.
Som f.eks. at Fridas første ord (der ret beset kun er en lyd) er “Anton”, hvilket hun råber med umiskendelig fryd, hver gang hun kan se eller høre ham.
Eller at jeg har fanget en mus mere.
Eller at det celleskrab, jeg fik lavet, fordi jeg har kronisk ondt i maven (go figure?) viste helt normale celler.
Eller at jeg ikke kan skrue dækslet til saltbeholderen i min opvaskemaskine af.
Så nu spørger jeg for sidste gang: HVEM sørger for at opfinde en skraldespand til følelser, så man bare kan smide dem væk uden yderligere bøvl!?