M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg fået købt de grønt- og brødposer, jeg skrev om i sidste uge, og lavet to indkøbsnet, der er klar til at hive med i butikken, når jeg svinger forbi Netto på vejen hjem.
2.
Har jeg været i gang med at undersøge, om en Sodastream er en god eller en dårlig ide.
(Som altid: Det er ikke spons, når jeg nævner mærket. Jeg overvejede at skrive ‘kulsyremaskine’, fordi der findes flere forskellige slags, bl.a. også fra Stelton, men jeg ville aldrig selv have gættet, at det er det samme som det, jeg indtil nu kun har kendt som ‘Sodastream’. Derfor valgte jeg det lave gærde).
For ift. hele emballageprojektet giver den jo virkelig god mening, men alligevel kan jeg mærke en vis skepsis hos mig selv – for hvis det er så god en ide, hvorfor har alle så ikke én?
Jeg startede med at spørge i den store, lokale fb-gruppe, om vi synes, at en Sodastream-Pepsi Max smager ligesom the real deal? Her var jeg overrasket over, at 8 ud af 10 faktisk svarede, at det gør den; dog med det lille forbehold, at man skal lære at ramme den rigtige dosering.
Herefter tjekkede jeg op på, hvad man egentlig skal bruge, og ud over maskinen, skal man bruge flasker, kulsyrepatroner og sirup.
En kulsyrepatron kan lave ca. 60 liter danskvand/sodavand, og kan købes til omkring 150 kr. på bud. Sirup findes i mange forskellige varianter, men eksempelvis Pepsi Max koster 40 kr. for en flaske, der giver 6 liter sodavand.
For sirup og brus ender man dermed med en pris på lige omkring 9 kr. pr. liter – hvilket faktisk er dyrere, end jeg havde forestillet mig.
Dertil kommer, at man skal bruge særlige flasker, som heller ikke er gratis. Esther var i seneste kommentarfelt inde på noget, jeg også har været i gang med at kigge lidt på, nemlig at emballage ikke kun er emballage; de finder skrammel og kemikalier i flere og flere materialer, og glas lader til at være det eneste, der (endnu) er gået fri.
Både derfor, men også fordi vi i forvejen har meget plastik, der dagligt skal vaskes af, vil jeg gerne have glasflasker. I en opvaskemaskine holder glas og metal nemlig bedre på varmen, hvilket får det våde service til at tørre hurtigere, og jeg hader at åbne en opvaskemaskine, hvor ALT skal tørres omhyggeligt af, inden det kan sættes på plads.
Men af alle de forskellige modeller, man kan købe, findes der kun én, der kan bruges glasflasker til, fordi man i den sætter flasken ned i en beholder, så man ikke bliver snittet ihjel, hvis glasset springer.
Så jeg er sgu lidt on the fence. For ved første øjekast ser det jo virkelig ud til at være en god ide, fordi man ikke skal slæbe dåser og flasker hjem, men bare udstyr derhjemme, som man vasker af og genbruger.
Men det er et af de regnestykker, jeg ikke føler mig kvalificeret til at lave, for hvad ender vi med på bundlinjen, når vi godt nok sparer enkeltemballagen, men der stadig skal produceres 1) en hel maskine, 2) kulsyrepatroner 3) særlige flasker 4) sirup – og dertil skal bruges strøm og vand til maskinen, og sæbe/vand/strøm til at vaske de flasker af, som ellers ville ryge i pantmaskinen?
Jeg vil meget gerne høre, hvis nogle af jer tilfældigvis ligger inde med noget særviden her, eller kan se et perspektiv, jeg ikke har fået øje på.
(Og lad os skåne hinanden for ‘Man kunne også bare drikke vand?’-argumentet. Vi kunne også nøjes med to sæt tøj og sove i vores kister for at spare sengen; det er altid nemt at undvære det, man ikke selv bruger).
3.
Har jeg lavet isterninger, isterninger og flere isterninger.
Jeg bruger de samme to forme, og hælder isterningerne over i plastikposer, efterhånden som de er klar, så nu har jeg en ordentlig stak, der kan smides i vandflaskerne, så jeg ikke behøver lade hanen løbe, når vejret bliver varmere, og mit lille køleskab ikke kan nå at køle vandet ned i det tempo, vi kan nå at drikke det.
Det er weekend, og dermed tid til et M2025-indlæg. I sidste uge fik I en lidt alternativ version, og det gør I også i denne uge.
For mens jeg stod på hovedet i forberedelser af Blå Mandag og velkomstdrinks, læste jeg en deprimerende artikel om, at vi ikke længere kan genbruge os ud af vores overforbrug. Det tænker jeg ikke er ny viden for ret mange herinde, og jeg tror måske heller ikke, at vi er de største syndere i gruppen af mennesker, der har øget deres forbrug, fordi det føles legitimt, så længe vi bare videresælger eller donerer de aflagte ting til Røde Kors.
Men det, jeg kunne læse i artiklen var, at en af de største belastninger for klimaet, er al den emballage, alle vores dagligvarer er pakket ind i; at tandpasta f.eks., helt unødvendigt, kommer i en tube, som er pakket ind i en kasse, som er omviklet af cellofan.
Vi har talt om det en million gange før; at vi som forbrugere ikke kan flytte ret meget, hvis ikke vi får hjælp ovenfra. Omvendt synes jeg faktisk, at vi her i klubhuset har formået at inspirere hinanden til at handle på områder, hvor vores tiltag påvirker andre menneskers forbrug i positiv retning, som f.eks. kasserne med plast-service til udlån i børnehaver.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at bruge det her indlæg til at fokusere på emballage. Både ift. hvor vi hver især allerede prøver at gøre noget, og hvor vi kunne ønske, at der blev sat ind.
For mit eget vedkommende har jeg, mens jeg gik og pønsede på det her indlæg, bemærket, at jeg faktisk allerede er begyndt at gemme emballage, som kan genbruges. For mig er det udsprunget af hele prepper-tankegangen, og det er første gang, jeg kan se, at der faktisk er en slags overlap her, for i preppermindsettet ligger jo implicit en grundantagelse om, at man ikke kan tage for givet, at der altid er mere at få af alting.
Derfor begyndte jeg allerede sidste år at gemme emballage, som kan bruges igen, som f.eks. plastikposer brugt til forsendelse, stofbånd, glas fra syltetøj og pesto osv.
Det nedbringer ikke den emballagemængde, der allerede er produceret, men trods alt bliver den brugt flere gange, hvilket må være bedre end ingenting.
Men med de tal, artiklen trækker frem, forslår den form for genbrug som en skrædder i helvede, for løsningen på det her problem er ikke at sortere vores affald mere eller bedre; ‘der skal simpelthen mindre i spanden’, som der står.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi brainstormede sammen på, hvor man enten kunne gøre noget aktivt, her og nu, eller prøve at skubbe lidt på i sit lokalmiljø.
For jeg tror ikke, at man som lille, lokal bager nødvendigvis tænker ret meget over de papirsposer, brødet puttes i, eller de plastikhandsker, de unge mennesker i salgsfladen tager på til ingen verdens nytte, fordi de ikke gør nogen forskel, når Emma og Matthias så bare klør sig i håret med handskerne på.
Men måske kunne man plante et frø ved på FB, helt uskyldigt, at spørge, om det ville være muligt at tage sin egen (rene) stofpose med, når man henter rundstykker? Eller om det stadig er nødvendigt med plasthandsker, nu hvor covid ikke længere er en decideret trussel? (Hvis man nævner covid, er det nok taktisk smart at huske at nævne, at man spørger ud fra en miljøbekymring, så der ikke udbryder borgerkrig i nabolaget).
Apropos bageren, så er friskt og lokalt, når vi taler om madvarer, nærmest udelukkende godt ift. at nedbringe mængden af emballage, og derudover reducerer det udledning af CO2 ift. transport, og mindsker belastningen på naturen, fordi man automatisk får råvarer, der er i sæson.
Ligeledes vil man også kunne skære meget emballage væk, hvis man selv laver mad fra bunden; i hvert fald så længe man bruger friske råvarer. For skal du ud og købe frosne jordbær, som ligger i en plastikpose, der er kommet til butikken i en papkasse på en palle omviklet med film, er du lige vidt.
Men der kan være mange helt legitime grunde til, at friskkøbt og hjemmelavet ikke altid er en mulighed, og derfor ville det være fedt med nogle ideer til, hvad man ellers kan gøre.
I artiklen fra før kan man læse, at man i Frankrig og Spanien har indført krav om, at mindst 20% af supermarkedernes arealer skal være emballagefri påfyldningsstationer, hvilket er en vidunderlig ide, som jeg virkelig håber, vi også kommer til at indføre herhjemme.
Men jeg tror, at vi her i indlægget i første omgang er nødt til at fokusere på emballage i fødevaresektoren, for selvom der på et tidspunkt også skal tales om genopfyldningsmuligheder og styk-køb af hygiejneprodukter, rengøringsmidler osv., kan vi ikke som forbrugere gøre ret meget der, så længe supermarkederne ikke faciliterer muligheden for dét.
Den laveste af alle lavthængende frugter er de genanvendelige poser til frugt, grønt og bake off. Man skal have levet under en sten for ikke at have enten læst om dem eller set dem – men jeg tror stadig, at det er forsvindende få af os, der faktisk bruger dem.
“Hvordan kan det være?”, spurgte hun ud i rummet.
Og lad mig bare svare på spørgsmålet selv, for svaret er lige så indlysende, som det er dumt: Vi glemmer dem.
Og når vi står i grøntafdelingen, og poserne ligger derhjemme, så gør de ikke megen gavn.
Derfor har jeg besluttet, at mit mål for den kommende uge er at få anskaffet 2 sæt brød- og grøntsagsposer, og så pakke 2 x GrabBags, der ligger i min bil. På den måde skulle der gerne altid være én taske med stofnet og grøntposer, som er klar til at tage med, hvis jeg smutter i Rema på vej hjem fra arbejde, selvom jeg har glemt at få den anden lagt tilbage, da jeg pakkede varer ud sidst.
Her tager jeg lige en afstikker, for hver gang jeg køber nye ting for at minimere mit forbrug, tænker jeg på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, hvor det gennemgående tema var, at hovedpersonen skulle finde en måde at stoppe med at shoppe på – men altid bare brugte den aktuelle løsningsmodel som undskyldning for at købe noget nyt, som var nødvendige for at kunne gennemføre projektet.
Og det VILLE være nærlæggende at bruge det, man har i forvejen har, når hele kongstanken er Genbrug & Minimalisme. Jeg synes f.eks. at mine stofposer, som er syet af viskestykker, ville være oplagte, fordi de kan kogevaskes, og jord, ketchup og smattede jordbær derfor ikke er et problem.
Men fordi vi her taler om fødevarer, er der jo dels noget med hygiejne, hvor vi som forbrugere ikke nødvendigvis ved, hvilke krav, der stilles til supermarkederne, og dels er der et hensyn til de ansatte at tage: Deres håndled falder af, hvis de skal sidde og åbne alle poser, de har gennem hænderne, fordi man ikke kan se, hvad de indeholder.
Derfor synes jeg, at det her må kunne forsvares at købe en håndfuld af de poser, supermarkederne selv tilbyder til formålet.
Så langt, så godt.
Det næste indsatsområde for mig selv er, hvordan jeg så kan minimere emballageproduktionen, når jeg køber ind.
Her vil jeg øve mig i at begynde at vælge det mindst indpakkede alternativ, når der er noget at vælge imellem. Te er et godt eksempel, for te i løs vægt er jo lysår bedre, end tebreve, der er pakket ind i papir, som er pakket ind i en æske, som er omviklet med cellofan. (Og her kunne man jo så passende bruge de gemte, rene syltetøjsglas til at hælde teen over i, så den er opbevaret i mindre portioner, og dermed ikke så hurtigt taber smag).
Måske man endda kunne forhøre sig i butikken, om man må bruge sin egen pose til teen, eller genbruge den, man købte te i sidst.
Er man kommet afsted uden poser, kan man stadig godt træffe bedre valg, end at tage plastikposer til hver eneste grøntsagsgruppe; der er intet til hinder for, at radiserne kan gnubbe skuldre med forårsløgene – og peberfrugterne kan sagtens gå helt commando.
Skal du tage brød i en bake off-sektion, så vend vrangen ud på den pose, du skal putte brødet i og brug den som handske, så du tager brødet og trækker posen over det, læge-med-gummihandsker-style.
Den ene sparede handske kommer ikke til at redde klimaet, men jeg har gjort det i snart to år nu, og det MÅ være bedre at gøre dét, end ikke at gøre noget. Derudover hjælper den lille gestus mig med at huske at fokusere på at blive ved med at prøve, og da brødsektionen de steder, jeg handler, ligger før Frugt & Grønt, er det faktisk den, der i starten hjalp mig med at bryde vanen med at bruge én pose til æbler, én til tomater osv.
For der er meget Plejer & Vane at kæmpe imod her, og det er nemt at komme til at føle, at når de store ikke gør noget, hvorfor så overhovedet prøve? Det er nemt at blive så opgivende, at man bliver apatisk og bare giver op, men vi er simpelthen nødt til at gøre det bedre, end vi gør nu. Snart.
Revolutionen starter nedefra, og den starter i dag.
Den gode nyhed er, at vi er i den sammen. Yei!
Det sidste, jeg gerne vil have med, er anbefalinger af genbrugsemballage, som I er glade for – og her synes jeg sgu, at vi skal gå helt tæt på og ære den, der æres bør.
Har du fundet nogle gode grøntposer? Noget, der slutter tæt og egner sig til genfyld af te/kaffe? Flasker/glas, hvor låget ikke ruster? Og som man ikke får tyfus og difteri af at bruge?
Plug det i kommentarfeltet, så vi alle sammen kan gå glæde af det.
Dagens indlæg bliver en kombination af ugens M2025-indlæg og en beskrivelse af den fine, fine dag, vi havde i går, hvor Anton blev nonfirmeret.
Jeg er helt savet over i dag. Jeg har smågrædt 4 gange, Bare Fordi, og alting sidder uden på tøjet. Men det var det hele værd, og jeg er fuldstændig blæst væk over, hvor fantastisk en dag, det lykkedes os at lave, fuldstændig på Antons præmisser.
Jeg har stået fast på, at han selv skulle være deltagende i planlægningen af den store dag, for hvis det skal give mening at holde en fest, når man ikke bliver konfirmeret, synes jeg, at det skal være en fest, der markerer overgangen fra barn til ung. Med til det hører at tage lidt mere ansvar for, hvad man gerne vil, end det forventes af én, når man er lille, og det har han gjort.
Det kræver selvfølgelig, at set-up’et rammesættes rigtigt, når hovedpersonen er autist, for ellers bliver resultatet det modsatte af en fest. Derfor har jeg på de fleste af del-elementerne, givet ham nogle valgmuligheder, så han ikke har skulle gribe et færdigt koncept ud af luften, men har haft nogle konkrete bud på, hvad vi kunne vælge at gøre.
Vi startede dagen med at tage i kirke for at se konfirmationen af hans klassekammerater, og det var en rørende oplevelse. Da vi var til infoaften i efteråret, fik vi at vide, at S-linjen skulle konfirmeres sammen med almen-delen, men det fik vi ændret til, at vores unge mennesker kunne få lov at starte. På den måde lå den formelle del af dagen om morgenen, hvor der er mest strøm på batterierne, og ceremonien blev kortere.
Det var godt, at det var sådan, præsten endte med at gøre det, for det er en stor kirke – og der var fuldt hus. De her unge mennesker har det så svært med for megen opmærksomhed og for mange mennesker, men fordi der her var en ramme omkring det, kunne alle, der holder af dem, for én gang skyld få lov at være med, og jeg fik våde øjne over at se, hvor mange mennesker, der var mødt frem til hver eneste af dem. Selv deres lærerteam var mødt frem i stiveste puds, og stod på rad og række og duppede øjne. Ej, men jeg var helt færdig.
Da klokkerne ringede, kørte vi over til mormor og morfar, hvor Anton havde valgt, at han gerne ville holde sin fest. Mine forældre bor større, end vi gør, og har en stor have med flere overdækkede terrasser, hvilket gav lidt mere spændevide ift. vejret, men jeg har hele tiden håbet, at vi kunne sidde i haven, fordi det er mindre overvældende end en lidt-for-varm stue, og akustikken under åben himmel er bedre.
Vi fik pyntet haven med blomster og flag, startede grillen og en time efter ankom de første gæster.
Vi var en lille flok. Bare min søster med familie, en lille håndfuld af mine venner, og mine forældre.
Jeg havde på forhånd skrevet til folk, at de skulle tage en ekstra trøje med, og jeg medbragte desuden en stak tæpper, som vi bare stillede i en kurv. Det var vigtigt for mig, at det blev en uformel dag, hvor alle kunne hygge sig, skæve hjerner, ømme ben og dumme fødder til trods, så derfor havde jeg forsøgt at indrette det, så folk kunne finde det sted i haven, der passede til deres fysik og indre termostat.
Hovedpersonen selv kan jo ikke så godt med for megen opmærksomhed, så jeg havde prikket til folk inden og spurgt, om de ville være behjælpelige med at tage billeder i løbet af dagen, uden at han opdagede det, så det ikke blev så opstillet.
Samtidig havde dem, der overvejede tale/sange haft fat i mig, for det er klart; det giver et dilemma, når vi er vante til at bruge den slags lejligheder til at fortælle vores nærmeste, at de er vigtige for os, og de så SLET ikke skal bede om det. Jeg havde derfor foreslået, at de i stedet lavede en lille bog med billeder og nogle små, korte beskrivelser af, hvorfor de havde valgt de pågældende snapshots, og det fik han.
For mit eget vedkommende havde jeg skrevet min lille tale til ham og lagt den i et kort, og det satte jeg frem, så dem, der gerne ville læse det, kunne gøre det.
(Det siger sig selv, at jeg hulkegræd mig igennem den, da jeg skrev den, så det er nok i virkeligheden meget godt, at jeg ikke skulle fremsige den. Børn, mand. De tager livet af dig).
Da jeg bød velkommen, bad jeg folk om i løbet af dagen at se, om de kunne tage en selfie sammen med Anton, men min svoger, den gigantiske helt, tilbød at tage billederne, og da han er en virkelig dygtig fotograf, glæder jeg mig som et barn til at se dem. Anton accepterede, fordi vi fik det sat op, så de blev taget et sted, hvor der var fred og ro, og vi gik derom på skift, så der ikke var publikum på. (Det er Onkel, der står bag billedet af Anton herunder, og jeg er ved at besvime over, hvor højt, jeg elsker det).
Billederne vil jeg bruge i en fotobog, der skal gøre det ud for den traditionelle gæstebog, fordi navne ganske enkelt ikke hænger fast. På den her måde kan han, også om 10 år, se og huske, hvem der var med.
Menuen stod på grillmad og tilbehør, og der var lidt til enhver smag. Jeg havde lavet små bestillingssedler, både så det var nemmere for grillmesteren at holde styr på, hvem der i løbet af dagen bestilte hvad, men også, så vi kunne nøjes med at hente det ud af køleskabet, der var bestilt.
På den måde har vi fuldstændig undgået at skulle smide kød og brød ud, fordi der blev kun lavet det, folk kunne spise. De forskellige salater fyldte vi løbende op, så det kun var det, der havde stået på bordet, der skulle kasseres sidst på eftermiddagen, og hele menuen var sammensat, så resterne enten når at blive spist i dag og i morgen, eller kan smides i fryseren.
Endelig har jeg i min del af planlægningen af festen haft meget fokus på, at det er de små ting, der æder overskuddet, når hjernen er lidt trekantet. Særligt, når man i forvejen er på overarbejde, fordi man ikke 100% ved, hvad der kommer til ske, og der er mennesker alle vegne.
Derfor skal tøjet være behageligt, og den unge mand elskede det, han havde valgt.
Ligeledes havde vi dækket op til børnene i udestuen, (som ligger i forlængelse af den terrasse vi sad på, og så havde vi bare skydedøren åben), så høfeberen blev holdt nogenlunde stangen, og det havde den ekstra fordel, at hverken Anton eller hans søde kusine behøvede at bekymre sig om hvepse, som de begge er lidt beklemte ved.
Jeg havde skrevet dagen ned i punktform til Anton, og havde i det hele taget gjort mig meget umage for at minimere antallet af overraskelser, fordi jeg ved, at det stresser ham. Alligevel var jeg lige ved at falde i, fordi jeg til børnenes velkomstdrinks havde planlagt at lave gigant-isterninger med legofigurer i. I første omgang havde jeg smuglet 4 ud af hans værelse, uden at han havde opdaget det, fordi jeg gik og gnækkede for mig selv ved tanken om, at han ville synes, det var sjovt, når han fik øje på det – men så kom jeg til at tænke på, at på en dag, hvor man i forvejen får langt flere surprise-input end normalt, så kan det vælte hele læsset, hvis man opdager yndlings-legofigurerne svømme rundt i hyldesaft og danskvand. Derfor havde han selv fået lov at vælge ofrene, og han havde gigantisk optur over det færdige resultat.
Det lyder måske som en tung og omstændig omgang at planlægge, men det har det ikke været, synes jeg. I hver fald ikke mere, end det altid er, når man skal planlægge en fest. Når det bliver Fridas tur, er det bare nogle andre overvejelser og valg, der kommer til at kræve opmærksomhed, og det er vel egentlig deri, det bliver noget særligt. F.eks. var det måske mere pga. form end indhold, at vi tog med i kirke, men det er jo netop rammesætningen, der gør de store begivenheder særlige og skiller dem fra de sædvanlige fødselsdage og sommerfester.
Det var den bedste dag – for os alle sammen, tror jeg – og jeg er så taknemmelig over den flok, vi har omkring os. Kærlighed udtrykkes gennem umage og i går blev det tydeligt, hvor meget af den, vi er omgivet af.
Da vi kom hjem og havde tømt bilen, tog Anton mig i hånden og sagde glad: “Det var sjovt i dag, mor!” og når man kender ham, ved man, hvor stort det er at være lykkedes med.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været i gang med at planlægge Antons ikke-konfirmationsfest, som bliver en dag, 100% på hans præmisser.
Det har for ham været alt for abstrakt, hvad selve dagen kommer til at indebære, og i de situationer kan det ikke betale sig at forsøge at presse planlægning igennem, for han går i baglås – hvilket jo sådan set er ret forståeligt.
Men vi er så heldige, at Antons søde, jævnaldrende kusine også går i 7. klasse, så hun blev konfirmeret sidste weekend. Derfor har jeg nu kunne tale meget mere konkret med ham om, hvilken dag HAN gerne vil have, fordi jeg kan lave en 1:1 sammenligning af alle delelementerne.
“Hvem vil du gerne have med i kirken? I søndags var vi X, Y og Z afsted. Du skal jo ikke selv konfirmeres, men kunne du tænke dig, at mormor og morfar sad sammen med os og så de andre fra klassen blive konfirmeret?”
“Hvad vil du gerne have at spise? I søndags fik vi kylling, mørbrad, salat osv. Hvad kunne du tænke dig?”
“Hvor vil du gerne være? I søndags var vi i festsalen, hvor moster og onkel bor. Vil du gerne være her? Udenfor? I mormor og morfars have?”
Han HADER det, for han synes, det er bøvlet at tage stilling til, og det må det virkelig også være, når man ikke får billeder inde i hovedet, hver gang nogen beskriver et scenarie, men denne gang har jeg stået fast på, at det SKAL være ham selv, der vælger. Jeg hjælper selvfølgelig med forskellige muligheder, men med møje og besvær (og moderat tvang), er det lykkedes ham at vælge en menu og at beslutte, hvor vi skal være.
Ønskesedlen hænger stadig, men “Jeg er færdig med at snakke nu, mor” – og det kan man jo ikke argumentere imod.
Jeg har den på listen her, fordi det for mig virkelig er én af de ting, jeg har skulle lære, og som gennem tiden har kostet mig dyrt. Både økonomisk og tidsmæssigt. For jeg lægger planer – Gud og Anton ler. Det har været en overvindelse at slippe behovet for at være på forkant med alt, men jeg har så mange gange stået med fryseren fuld af mad, han ikke kan overskue, billetter til arrangementer, han ikke har lyst til at deltage i, og tusind ideer, jeg allerede har planlagt i detaljer, der bare ikke fungerer for ham.
Derfor har kunsten for mig været at lære at læne mig tilbage og vente på, at han er klar. For han ved præcis, hvad han vil og ikke vil, og det er en gave. Men at kunne drage fordel af kompasset forudsætter, at jeg holder hestene til han er klar, og det var han i dette tilfælde først nu.
Men nu er rammerne for dagen sat, jeg ved, hvad der skal laves af mad, og han har lovet mig, at vi kan kigge på ønskesedlen i morgen. Med 14 dage at løbe på, er det også ved at være, men vi får det til at fungere, og vi gør det på hans måde.
2.
Har jeg erkendt mit nederlag og købt flere knive.
For mine børn spiser pludseligt kun ting, der skal smøres, og efter i 4 uger konstant at åbne skuffen til en tom bestikindsats, fik jeg i går nok og kørte i Hjemløses Venner efter en håndfuld nye brugte.
Til 1 kr. stykket kan det ganske enkelt ikke betale sig at stå, optændt af mor-irritation over, at iNgEn i dEt HeR hUs TaGeR eN oPvasK aF siG sELv!
3.
Tænkte jeg, da jeg gik rundt i Hjemløses Venner over, om der mon kommer et tidspunkt, hvor der skal laves noget mere regulering af, hvad der må sælges i genbrugsbutikker.
For hvor den etablerede detailhandel er underlagt regler og restriktioner for, hvad de må videresælge, så er der jo – mig bekendt – ikke samme begrænsninger pålagt Frelsens Hær, Røde Kors osv.
Men du kan jo ikke på en lampe se, om den er købt i Silvan eller på Temu, om termokoppen er fra Magasin eller Ali Express eller om kjolen er fra Zalando eller Shein.
Og hvor man som enkeltforbruger jo selv beslutter, om man tør købe lyskæder og foundation fra den kinesiske undergrund, så kommer genbrugsbutikkerne måske lidt til uforvarende at hvidvaske varerne, fordi 80% af dem, der handler der, formentlig ikke overvejer, at varerne kan være fulde af kemikalier og løse forbindelser.
Handler du på Marketplace, ved du godt, at du tager chancen, for du kan ikke se på en babyalarm, om den har været tabt i havet, eller om et par gummistøvler har stået på loftet i 5 år, så de flækker, første gang barnet har dem på i børnehaven. Men der er et eller andet ved at købe tingene i en butik, der legitimerer dem på en anden måde, end hvis du har hentet dem i en garage i Guldager, synes jeg.
Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, hvor jeg selv står på den; om jeg synes, det bør reguleres eller om det bare er købers eget ansvar, men jeg tror, det er noget, vi på et tidspunkt bliver nødt til at forholde os til.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været på arbejde igen, og det var wunderbar – men jeg har selvfølgelig også været hjemme, langt flere timer end jeg plejer.
Jeg har brugt tiden på nogle af de små projekter, jeg har haft hængepartier på; bl.a. har jeg opdateret og udfyldt det, jeg manglede ift. min Post Mortem-bog, og jeg har fået tjekket login og koder til blog, firmahjemmeside, arbejdsapps osv. osv.
Det har været rart at få styr på, så punkterne kan slettes fra min kroniske to-do, og jeg opdagede faktisk undervejs også et par apps, jeg betaler for, som jeg ikke længere bruger. Farvel til dém.
2.
Har jeg brugt mange timer på Projekt Fællesskur, og jeg hygger mig virkelig meget med det. Jeres input til sidste uges indlæg har gjort, at jeg nu har fundet nogle fonde, jeg kan søge, og det ville jeg ikke have tænkt på, hvis ikke I havde nævnt det. Ægte tak for dét!
Jeg har fået nye bedstevenner, både på vejen og i boligforeningen, og jeg har lært mere om Gori, byggetilladelser og hvordan man trækker el på et udendørs areal, end jeg troede, det var muligt.
Jeg har flere gange hørt katastrofeforsker Rasmus Dahlberg tale om vigtigheden af at skabe små fællesskaber i nærmiljøet, fordi det også bliver den slags, der bliver afgørende, hvis vi ender et sted, hvor vi får brug for vores prepperlagre, så bare en varm anbefaling af at kaste sig over et fællesprojekt, der hvor man bor.
(Og så ved jeg godt, at det kan ende med at blive virkelig sjovt senere, når vi skal til at snakke vedligehold osv. men den tid, den glæde).
3.
Har jeg prøvet at købe en ny slags mælk, nemlig Nora Let Mælk, som jeg ikke har hørt om før.
Vi drikker en enkelt liter mælk eller to om ugen herhjemme, så det er ikke fordi, det er en stor post på budgettet, og jeg plejer bare at købe den økologiske variant, der er på tilbud, når jeg handler.
Men det, der fangede mit øje her, var teksten om, at mælken kan holde sig længere tid – men den er stadig at finde på køl.
UHT-mælk kan holde sig ved stuetemperatur, så min medfødte, vestjyske skepsis rørte naturligvis straks på sig over kombinationen af forlænget holdbarhed og køl. Særligt, da jeg ikke lige på de første 3 googlinger kunne finde info om firmaet bag.
Jeg tog derfor én for holdet og bestilte en liter, og nu har jeg både smagt mælken og fundet ud af lidt mere om firmaet bag og konceptet ‘ESL’ (Extended Shelf Life).
Nora er hollandsk, men det viser sig, at mælken er tappet i Sverige for Geia Group, og den er varmebehandlet på en måde, der ligger lige i mellem UHT (ultra high temperature) og lavpasteurisering.
Ved UHT-behandling opvarmes mælken til 135 grader i 3-5 sekunder. Det udrydder bakterier, men kan til gengæld påvirke smag og konsistens, ligesom det også kan have en negativ effekt på vitaminindholdet.
Fra et miljøperspektiv er fordelen, at mælken kan holde længere tid, hvilket mindsker madspild og gør det muligt at optimere den logistiske del af forsyningskæden. Højere temperaturer kræver mere energi, men til gengæld skal mælken jo så ikke stå på køl, hvorved man sparer energi, og hvad resultatet på bundlinjen af dét regnestykke er, ved jeg simpelthen ikke.
Lavpasteuriseret mælk opvarmes til 72 grader i 15 sekunder, hvorefter det nedkøles til 5 grader. Det er mælk, som vi kender det, og er i Danmark langt det mest almindelige, fordi vi har en effektiv forsyningskæde og er et lille land.
Miljømæssigt kræver det flere biler på vejene, mere nedkøling og hyppigere afhentning, men til gengæld knap så meget energi til pasteuriseringsprocessen.
ESL er en slags mellemvariant, hvor mælken opvarmes til 130 grader i 0,5-2 sekunder, hvilket giver længere holdbarhed pga. den højere temperatur, men til gengæld ikke skulle påvirke smag og konsistens. Jeg kan ikke smage forskel, men om det skyldes mig eller mælken, skal jeg lade være usagt.
Det kræver mere energi at varme mælken op til 130 grader end til de sædvanlige 72, men til gengæld er behandlingstiden kortere. Man kan optimere logistikken, fordi den længere holdbarhed gør det muligt at køre færre leverancer, men samtidig skal mælken jo så holdes på køl i sin levetid, og igen: Jeg aner ikke, hvordan man stiller det regnestykke op.
Alt det kan man nemt fare vild i, og så er det, at man nemt ender med ‘for komplekst – fuck det’-ligegyldigheden.
Men det, jeg synes er værd at huske, er, at al mælk har (relativ) kort levetid, når først det er åbnet. Derfor tror jeg, at man er nødt til at se på sit eget forbrugsmønster, når man beslutter, hvilken model, der er den mest miljøvenlige. I hvert fald indtil nogle uvildige forsker-typer siger noget klogt om hele processen.
Herhjemme er udfordringen uåbnet mælk, som når at blive for gammelt, fordi jeg forsøger at nøjes med at handle to gange om ugen, og det dermed kommer til at ligge på hylden i mit køleskab i mange dage.
Nogle dage spiser børnene morgenmadsprodukter med mælk på, andre dage kører de toast. Nogle dage drikker jeg mælk i min kaffe, andre dage gør jeg ikke. Derfor giver ESL mening her, fordi de ekstra 7-10 dages holdbarhed af den uåbnede mælk betyder, at jeg kan undlade at købe mælk, når jeg handler i uge 2, hvis der stadig ligger en liter i køleskabet fra uge 1 – for den kan stadig holde en uge, når jeg åbner den tirsdag i uge 2.
Jeg er træt af, at mælken ikke er økologisk, og derfor kommer jeg ikke til at lave et fuldt skifte, men jeg vil stadig gerne som forbruger støtte op om, at man begynder at tænke i løsninger, der mindsker spild af de varer, der bliver produceret.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden vi går til ugens punkter: Hej igen. Long time, no .. write. Men nu er jeg retur, helt bionic og titaniumjacked, og det går på mange måder over al forventning. Men jeg er så træt, at jeg kunne optræde med det, så for nu får I lige et helt normalt M20XX at starte ud på; så kommer der et mere regulært indlæg i næste uge, hvor min hjerne forhåbentlig virker igen.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Af gode grunde været hjemme 24/7, og da overskuddet har været i den lave ende, har jeg egentlig stillet mig tilfreds med at holde skibet nogenlunde flydende, så jeg ikke oparbejder en kæmpepukkel, der skal arbejdes i bund, når børnene starter i skole igen.
Men fordi jeg bare er hjemme, har jeg jo så til gengæld haft gode muligheder for at holde øje med elprisen, og bruge strøm, når den har været billig. Samtidig har jeg været ekstra obs på at alle mand lige bruger deres t-shirts og bukser en dag ekstra, og at man godt kan spise af den samme tallerken til flere måltider.
Det har været mere selvhjælp end egentlig idealisme, fordi jeg haft dage, hvor det har været relativt træls at stå op for længe ad gangen, men det har stadig betydet, at vi har brugt markant mindre strøm, end vi plejer – hvilket er ekstra imponerende, når man tænker på, at vi alle 3 er hjemme pga. påskeferien.
2.
Har jeg sparet en formue på take away, fordi jeg i ugerne op til min operation, forberedte mad til fryseren og sørgede for at købe noget af det, der ikke kræver overtalelse og som bare skal varmes.
Samtidig har alle mine mennesker været noget så søde til at hente varer for mig (Seriøst: Bilka To Go FTW. Ikke spons, men det er SUPER smart, at jeg selv kan købe ind OG betale for mine varer, så det bare er hjælp til afhentning, jeg har brug for), og der er flere, som også har smidt en portion aftensmad eller et friskbagt brød forbi.
Jeg har sagt ja tak til det hele, og det, vi ikke har spist, er røget i fryseren, som nu er godt pakket. Det er jeg oprigtigt taknemmelig over, både ift. komfort, men også fordi jeg de næste måneder er lidt begrænset ift., hvilke tolkeopgaver, jeg kan tage.
Jeg kan sådan set godt tolke, men jeg kan stadig ikke køre bil, og det er udelukkende faste opgaver, jeg kan tage, hvor jeg ved, at jeg ikke kommer ud til et møde, der pludselig er konverteret til et engelsk foredrag, eller til en frisk walk and talk i kuperet terræn. Mit arbejde er lidt specielt, fordi min arbejdsplads altid er andres arbejdspladser og arenaer, og jeg derfor ikke selv bestemmer, hvad der skal ske, men jeg vil kunne være min indsats bekendt, og det reducerer de mængden af mulige opgaver de næste 4-5 uger.
Derfor kommer der til at være et indtægtstab, og det er ikke det fedeste tidspunkt i verden, fordi sommeren nærmer sig med hastige skridt, og der er altid opgavenedgang.
Derfor er det en hjælp på flere måder, at der er masser af mad i fryseren, og jeg har lyst til at rejse en statue på Torvet af hver eneste af mine venner.
3.
Har jeg fået svar fra administrationen på boligforeningen ift. mit forslag om at etablere et skur med delegrej, og til min store overraskelse, var de meget positivt stemte.
Derfor har jeg stillet forslaget, så det kommer på til næste generalforsamling, og beboerne herude kan stemme om det, og nu skal jeg så i gang med at undersøge lavpraktikken.
Fordi jeg bor i en almennyttig boligforening, vil udgifterne til at bygge/etablere et skur blive lagt oveni huslejen. Derfor skal jeg have undersøgt, hvad der findes af muligheder, så det forhåbentlig ikke bliver økonomien, der spænder ben.
Hvis nogle af jer har erfaringer med fælles værktøjsskure, eller har konkrete ideer eller tips, vil jeg meget gerne høre dem. Jeg har selv tænkt på, at en walk-in conatiner kunne være en mulighed, men måske det er billigere at købe noget halvfabrikata?
Der er også lidt ift. hvordan man organiserer udlån og vedligehold, jeg skal have læst op på, for der er givetvis andre, der har gjort sig nogle erfaringer, som vi kan drag nytte af, men det er en meget meningsfuld opgave, synes jeg, og jeg glæder mig til at kaste mig over den.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Vi nærmer os min operation, så i den forgangne uge har jeg været i den lidt sære tilstand af indre klaustrofobi, som jeg altid befinder mig i, når jeg står overfor noget, jeg ikke kan overskue. Det er svært at forklare, hvordan det føles, men når jeg skal noget, jeg virkelig, virkelig ikke vil, så skal jeg aktivt fravælge at gå ind ad døren til det rum, hvor panikken bor. De få gange, jeg f.eks. er blevet scannet, ved jeg, at jeg er nødt til at dissociere, for hvis jeg bare strejfer angsten med en enkelt tanke, så eksploderer den. Det er som krystalglasset, lige inden det springer, hvor alt ser roligt og tilforladeligt ud, men hvor forskellen på et intakt glas og pulverisering er 0.01mikrohertz.
Smerterne ser jeg ikke frem til, ligesom jeg måske også havde håbet, at det ville være quaterback’en Fuld Narkose, jeg skulle på date med, men måske formanden for skak-klubben, Epiduralen, som jeg i stedet er blevet sat op med, viser sig at være bedre selskab.
Men det er kontroltabet, der holder mig i et jerngreb, som jeg ikke kan arbejde mig ud af. Jeg har altid haft det sådan med hospitaler, og har efterhånden sluttet fred med, at det nok ikke bliver anderledes. Jeg er derfor bare gået over til at informere om det til samtalerne, så personalet ved, at jeg stempler ind med det, der ligner stoisk ro, men at de bliver nødt til ikke at sludre løs til mig, for jeg kan ikke både samtale og fokusere på min vejrtrækning samtidigt.
At gå og vente på det giver mig scatterbrain ad helvede til, og jeg har svært ved at fastholde tankerspor og ideer. Derfor er ugen gået med små, konkrete projekter, og på plussiden har jeg fået ordnet mange småting af dem, man i hverdagen tænker: “Ej, det skal jeg også lige have ordnet” – for så at glemme alt om det igen. Samtidig har der også været lidt lavpraktiske forberedelser til operationen ift. mad og aftaler, der skulle styr på, og så har det for nogle af husets beboere fyldt meget, om påskeharen mon stadig kommer forbi, når dens nærmeste allierede er immobil.
Der er styr på det hele – tror jeg – og nu er jeg mest af alt bare klar til at få det overstået.
Ugens punkter består derfor af lavthængende frugter, som alle er nogle, jeg har haft i tankerne længe, men bare ikke har fået plukket.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg prøvet at undgå motorveje, og i stedet valgt landeveje, når det var muligt. Det er ikke altid, jeg har tid nok mellem mine opgaver til det, og jeg kommer også somme tider fra at gøre det, men fordi jeg i denne uge har været i både Horsens, Odense og København, plus det løse, forekom det smart at være lidt ekstra obs på brændstofforbruget.
Og det har virkelig lønnet sig; jeg har kunne holde det til at tanke én gang, selvom jeg har kørt (selv for mig) usædvanligt mange kilometer.
Som bonus kan jeg faktisk også bedre lide at køre landevej, fordi det er mindre hektisk, og fordi bilen larmer mindre på 90 km/t end på 130, så jeg bedre kan høre, hvad alle mine mobilvenner siger, når vi sludrer, mens vi kører Danmark tyndt.
2.
Har jeg sørget for at købe ind, så der er masser af nem mad i huset til de næste par uger. Er det hele biodynamisk grønt og fuldkorn? Nope. Men det meste af det er lavet fra bunden, det er mad, jeg ved, at lopperne spiser, og det slår stadig McD. og pizzamanden, både ernæringsmæssigt og økonomisk.
3.
Har jeg sendt en mail til hovedkontoret i boligforeningen og spurgt, om de ville være interesseret i at stille et skur til rådighed i afdelingen, hvis jeg undersøger muligheden for at lave dele-redskabsskur. Jeg synes, det er helt åndssvagt, at vi har 20 trillebøre, 20 hækklippere, 20 kantfræsere osv. osv., og derfor ville det være smart at lave et fællesskur, hvor vi kunne have et par stykker af hver stående, som alle kunne låne.
Service til mange, klapstole, flag, en stor grill osv. ville også kunne tænkes ind.
Jeg ved godt, at der er meget, man skal være opmærksom på, og måske kan det slet ikke lade sig gøre.
Men måske kan det.
Jeg vil bare ikke begynde at undersøge det, og stille med en fiks og færdig plan, for så at få at vide, at boligforeningen ikke vil stille opbevaringsplads til rådighed.
4.
Har jeg haft en kasse stående i mit bryggers, hvori jeg har sat det, jeg i min oversprings-sortering er faldet over, som vi ikke får brugt eller spist.
Jeg har ikke kørt fuld oprydning, men har bare taget de ting fra, som vi alle sammen har stående, og ikke bruger her og nu, men stadig lader stå, fordi *hvis* nu.
Men på et tidspunkt må man beslutte, om det skal bruges eller videre, og når man lige rammer Zonen, er det om at benytte sig af det.
Der er blevet sendt spil, dukketøj, spiritus, proteinpulver og bøger videre, og som altid har jeg bagefter tænkt over, at selv de ting, man syntes var svære at skille sig af med, forsvinder fuldstændigt ud af bevidstheden i det sekund, de er ude ad døren.
*
Næste uge holder M2025 pause, men jeg er stadig at finde i kommentarfeltet, og skal også nok pippe, når jeg er hjemme med min nye titaniumreservedel.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt gået i gang i haven.
Vi har i fællesskab gennem årene testet mange forskellige modeller, fordi jeg åbenbart er blottet for talent på det felt, men I har været meget tålmodige, og sidste år lykkedes det os endelig at finde på noget, jeg ikke kan slå ihjel: Plantekasser med spanske margueritter i min MEGET solbeskinnede forhave.
Fordi jeg ikke kan lade være med at flyve tæt på solen, har jeg udvidet repertoiret, men jeg forsøger fortsat at undlade at forkøbe mig, så jeg anskaffer lidt ad gangen, og tjekker hele tiden, om jeg allerede har noget, jeg kan bruge i skuret, inden jeg køber potter, krukker og tilbehør. Indtil videre tæller nyanskaffelserne blot lidt krydderurter, et par sommerfuglelavendel og to krukke-hortensiaer.
Plantekasserne har jeg tømt og vasket af i dag, og da de melder masser af regn i nat, har jeg sat nye poser i dem, men undladt at sætte toppen på. Så kan regnen få lov at hjælpe lidt med at fylde dem op.
Solcellelamperne er vasket af og lagt frem, så jeg kan få testet, hvor mange af dem, der stadig virker, og endelig har jeg rykket lidt rundt på møblerne, så jeg har små kroge på alle 3 sider af huset, hvor man kan sidde, hvis man f.eks. skal opereres, og har udsigt til 332434 millioner timer hjemme.
2.
Har jeg købt en regnvandstønde.
Som nævnt i første punkt melder de regnvejr hele natten og i morgen med, men derfra ser det ud til, at der kan gå lang tid, før vi får vand igen.
Og egentlig har jeg jo ikke så meget have, at jeg skal bruge 210 liter at vande den med, men jeg synes alligevel, at det giver mening. Både fra preppervinklen, men også fordi jeg har længe irriteret mig over, at jeg dagligt hælder vand ud i afløbet, som sagtens kan bruges.
Vi har haft emnet oppe tidligere, og mange af jer har fundet gode løsninger, men jeg har desværre ikke fundet frem til noget, der fungerer for mig. Med trægulv i køkkenet og sparsom bordplads, har jeg svært ved at finde et sted at sætte en kande eller en spand, så jeg kan tømme drikkedunke, kogekedel osv. i den, når jeg står ved vasken – og derfor får jeg det ikke gjort.
Men regnvandstønden løser problemet, tror jeg. For jeg har sat en vandkande ved min havedør, som børnene skal tømme drikkedunke i, når de kommer hjem fra skole, og havedøren er så tæt på køkkenet, at det er realistisk, at jeg også får sjatterne hældt i. Derfra skal det bare hældes over i regnvandstønden.
“Men hvorfor kan du så ikke bare nøjes med vandkanden, Linda?” hører jeg nogen spørge.
Fordi jeg ikke skal bruge 10 liter vand hver anden dag til at vande have med. De gange, jeg har testet dén model, har jeg derfor haft mange dage, hvor kanden allerede er fuld, når jeg står med halvfulde drikkedunke, og dem bliver jeg så nødt til at tømme i vasken alligevel – og dermed bliver det aldrig rutine at tænke vandkanden ind.
Med en 210 liters tønde at fylde over i, er der altid et sted at gøre af vandet, og det tror jeg er nøglen til succes.
Der er låg på tønden, og jeg har sat den under mit halvtag, hvor der sjældent er sol, så vandet ikke står og koger. Prepperwise kan det ikke drikkes (med mindre man bruger et life straw), men tøjvask, rengøring og personlig hygiejne kan det godt bruges til.
For at undgå at det forvandler sig til en død sø, skal vandet selvfølgelig bruges, men ud over havevanding, kan man vaske skraldespandene af i det, eller fylde en spand hver aften og så bruge det til at skylle ud i toilettet om natten med.
Jeg ved, at man kan koble regnvandstønder direkte til sine nedløbsrør, men der er lidt delte mening om, hvad tagrender og tage kan tilføre vandet af bakterier, alger osv., så jeg har bare valgt at lade være.
Til gengæld har jeg købt en sokkel til min tønde, så jeg kan sætte en vandkande ind under aftapningshanen, og dermed slippe for at stå og øse over.
3.
Har jeg kørt fuld curling, og betalt Frida for at skaffe sig af med noget af hendes legetøj.
MEN!
Jeg vil gerne have ført til protokol, at jeg gjorde det i god sags tjeneste.
Hun fylder 10 om lidt, den lille, og veninder og spa-days begynder at fylde mere end dukker og rollelege. Med et værelse, der er virkelig hyggeligt, men ikke særlig stort, er det træls at bruge m2 på dukkevogn, dukkeautostol, dukkeseng osv., når der egentlig er mere brug for en god stol, så de ikke skal sidde som høns på en pind på hendes seng, når hun har veninder på besøg.
Derfor kom hun selv og spurgte, om jeg ville hjælpe hende med at sælge tingene, og det kan jeg jo kun støtte op om. Jeg fik dem fotograferet og lagt op – men efter 14 dage var der stadig ikke nogen, der havde budt ind.
Jeg var træt af at have dem stående i stuen (fordi hun allerede har fået en af stolene fra oldefar ind), og jeg var måske også en *lillelillebitte* smule træt af, 26 gange om dagen, at svare på, om der var nogen, der ville købe dem? Hvad med nu? Nu? Kan du lige tjekke igen, mor?
Nu?
Så.
Jeg traf en hurtig beslutning, da jeg onsdag fik en aflysning, og derfor kom hjem som den første, så det hele røg i bilen, og så kørte jeg ind og afleverede det til Mødrehjælpen.
Skal man behandle sine børn som om, de er lavet af glas? Nej, ikke som udgangspunkt. Men her syntes jeg faktisk, at målet helligede midlet, for dels er jeg glad for, at Frida allerede nu har lært, at ting ikke bare skal smides ud, når man er færdig med dem, og derfor vil jeg gerne understøtte oplevelsen af succes.
Derudover ville jeg gerne have tingene ud af stuen, inden jeg skal på krykker, og endelig syntes jeg, at det var meget meningsfuldt at give dem til Mødrehjælpen, så de på den måde fik lov at tjene et dobbelt godt formål.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har Fridas klasse holdt afskedsfest for deres meget afholdte klassepædagog, som vi har haft glæde af hele Fridas skoletid, og 3 år af Antons med.
Vi fik derfor på Aula en besked ud mandag om, at børnene gerne måtte have lidt snacks og mad fra gemmerne med onsdag; så ville personalet stå for resten.
Jeg så beskeden mandag aften, og havde udsigt til en væg-til-væg tirsdag, så jeg besluttede mig for at slå to fluer med ét smæk, og kørte et hurtig holdbarhedstjek på prepperlageret. Det gav et par ruller kiks, et glas marmelade samt lidt saft og juice, som alle kun kunne holde et par måneder endnu. I køleskabet fandt jeg en pakke ostehaps, som Frida for 14 dage siden insisterede på, at hun godt kunne lide igen – hvorefter hun efter én (1) haps re-erindrede, at nåh-nej; det kunne hun (stadig) ikke.
*Skærer tænder i økonomisk ruin og madpakkestress*
Men på den her måde fik jeg ryddet op, maden blev spist, og verdens bedste Gregers blev sendt godt ud ad døren.
2.
Opdagede jeg et hul i Fridas dynebetræk, da jeg lagde vasketøj sammen.
Vi er så småt i gang med at skifte sengetøjet ud, fordi hun er ved at være for stor til Bratz og Yolo, og samtlige sæt har aftjent deres værnepligt. Derfor er der ingen grund til at begynde at reparere på dem, når de skrider i sømmene, og de bliver i stedet brugt til klude og rengøring.
Men det her dynebetræk gemte jeg, fordi jeg havde på min to-do, at vores sneakers skulle vaskes.
Det er ikke noget, jeg gør ret tit, for limen i skoene har ikke godt af det. Meget kan klares med lidt bagepulver og pletrens, men flittig brug giver snavs, som en tandbørste ikke i længden kan klare.
Derfor får de fleste af vores sneakers i løbet af deres levetid en tur eller to i maskinen, og jeg synes, det er rart at smide dem i et dynebetræk, når jeg vasker dem. Både fordi det er mere skånsomt for maskine og filter ift. sand og småsten, der måtte sidde i skoene, og fordi det er nemmere at pakke maskinen, så de ikke kan høre det i Australien, når den centrifugerer.
Jeg vaskede 2 par fra os hver, så vi alle havde andre sko, vi kunne bruge, mens de nyvaskede tørrede helt igennem (for ellers bliver de sure), og så vaskede jeg fra morgenstunden en solskinsdag, så de fik en hel dag ude med varme og blæst.
Jo kortere tid, skoene er gennemblødte, jo mindre skade tager de af turen i vaskemaskinen.
3.
Begynder det at lugte lidt af forår, og det har givet mig en pludselig opstået trang til iskaffe.
Derfor er jeg begyndt at fryse det, hvis der er en sjat tilbage på kanden, når jeg har drukket min morgenkaffe.
Jeg har nogle små plastikbægre, der er varmebestandige, så jeg hælder kaffen i sådan et, rører en skefuld nescafe i, så den bliver god stærk, og tilsætter eventuelt en lille smule sirup af den, jeg brugte i efteråret til mine pumpkin spice lattes, hvis det skal være vildt. Så får den *også* ben at gå på.
Hvis jeg stadig har kaffe i min termokop, når jeg kommer hjem fra arbejde, og trangen til iskaffe melder sig, hælder jeg den over i et mason jar, smider en kaffe-isterning i, topper med mælk og så er jeg kørende.
Og vi er selvfølgelig enige om, at det jo ikke er en økonomisk besparelse, der ender med at blive til udbetalingen til et hus. I know. Men jeg kan godt lide tanken om, at jeg bruger kaffen, i stedet for bare at hælde den ud – og så er det så nemt, at jeg får det gjort, så der faktisk ER kold/frossen kaffe at bruge, når jeg lige får lyst til et glas.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg konverteret Fridas gymnastik-sneakers til almindelige sko til hverdagsbrug.
Hendes klasse er efter vinterferien begyndt at svømme i gymnastiktimerne, og når det igen bliver aktuelt med indesko, er hun med garanti vokset ud af det her par.
De er sarte i farven, og de går en grum skæbne i møde, men jeg vil hellere kassere et par sko, der på grund af slid ligner en naturkatastrofe, end et par, der stadig ser nye ud, fordi man har været bange for at bruge dem.
2.
Har mine forældre været til det årlige tjek hos lægen. Dagen inden deres aftale ringede jeg til dem, og bad dem tale med lægen om at få ændret deres recepter, så den medicin, de lige nu bare fornyer, én pakke ad gangen, bliver lagt op, så de kan hente to. På den måde har de lidt ekstra tid at løbe på, hvis nettet ryger, og alle informationer i skyen forsvinder.
De syntes, det var liiige til den paranoide side, men føjede mig for husfredens skyld.
Dagen efter røg hele Region Midtjyllands it-system.
Og altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker at få ret, for jeg ER jo stenbuk. Men somme tider ville det faktisk være dejligt, hvis Musk og Putin ikke kom mig SÅ meget i møde.
Hvis 3. verdenskrig bryder ud, kommer den ene pakke ekstra piller ikke til at gøre en forskel. Men er der tale om et nedbrud eller et cyberangreb, der kan fikses eller begrænses, giver det for mig mening, at sundhedsvæsenet kan bruge kapaciteten på dem, der har mest brug for det, indtil det hele er up and running igen.
3.
Har jeg skyllet de tomme kartoner fra juice og mælk, fyldt dem (næsten) (-fordi #Fysik) op med vand og smidt dem i fryseren.
Det bliver varmere nu, og dermed giver det mening at pakke fryseren, så den holder bedre på kulden, hvis strømmen går.
Samtidigt kan de bruges som engangsfrostelementer, hvis man skal på tur eller er afsted en hel dag og gerne vil have, at madpakken stadig er sjov efter 7 timers ophold i bilen.
4.
Kom der et spørgsmål i kommentarfeltet fra sidste uges indlæg, som er super relevant. Derfor smider jeg det lige på her, så I både kan læse med og eventuelt byde ind.
For Tanja spurgte, hvordan vi opbevarer vores vand, nu hvor forår og sommer er på vej, og jeg har selv tænkt på det samme.
Jette smed i samme kommentarfelt et link til Samvirke, hvor man kan læse, at vand kan holde nærmest uendeligt, hvis det opbevares ‘mørkt og køligt’.
Det udtryk ser man på mange fødevarer, men det er jo en relativ bred definition, når der ikke er konkrete tal på. Jeg har googlet lidt, og det lader til, at der er nogenlunde enighed om, at ‘køligt’ når vi taler om madvarer, er mellem 5 og 10 grader.
Selvom jeg ikke ved, præcis hvor varmt det bliver i mit skur om sommeren, bliver det jo i hvert fald varmere end dét, og derfor havde jeg egentlig bare tænkt, at jeg må skifte lagret ud en gang om året.
Tina har tidligere skrevet en kommentar om, at hun første gang, hun fylder sommerens badebassin op, bruger deres vand fra prepperlageret til det, og den idé kan jeg godt lide. For ved at skabe en rytme, der er knyttet op på en fast, tilbagevenden begivenhed, er chancen for at huske at få det gjort meget større, end hvis det bare er en vag intention, man hele tiden kommer fra.
Men alt andet lige ville det jo være bedre for både økonomi og miljø, hvis man kunne gemme vandet i længere tid, og derfor har jeg selv spekuleret på, om loftet var en mulighed.
Men jeg vil gerne være fri for at slæbe det op og ned, og da loftet jo ikke er opvarmet, aner jeg ikke, hvor koldt, det bliver deroppe om vinteren. Jeg antager, at det er knapt så koldt som udenfor, fordi varmen fra huset trækker opad, men jeg ved det ikke.
Ligeledes har jeg heller ikke den fjerneste ide om, hvor varmt det bliver om sommeren, for hvis der er ligeså varmt som i skuret, er vi jo lige vidt.
Derfor har jeg nu købt mig en billig, trådløs vejrstation med 3 sensorer; en til loftet, en til skuret og en til bilen, (hvor jeg længe gerne har ville have én, så jeg kan holde øje med, hvornår det bliver for varmt at handle i en mellemtime og lade en liter mælk ligge i bilen, uden at være på køl).
Så slipper vi for at gætte, og feltantropologen her skal nok give en tilbagemelding, når jeg er blevet klogere.
