(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har vi, som allerede nævnt, holdt fødselsdag for Frida, hvilket er temaet for ugens punkter.
Jeg har for år tilbage lært, at man må være idealist på andre tidspunkter, for jeg har hældt frugt og grønt for et anseeligt beløb direkte i skraldespanden, fordi ingen rører det. Det er, hvad det er, og så retter jeg ind efter det.
Jeg tjekker altid lige op på, at der ikke er nye allergier at tage højde for, ligesom jeg sørger for, at der er noget uden svin og noget uden mælk, just in case. I Antons helt gamle klasse var der et par stykker, der ikke var store på dét, og hvor forældrene ikke kunne læse – hvilket jeg først fandt ud af, da jeg stod med børnene i stuen, og de nærmest kun kunne spise servietten.
Endelig ved jeg også, at der ALTID er et barn, der ikke kan lide maden, uanset hvad man laver. Og no hate: Det vilkår lever jeg på 13. år med ift. Anton, så fuld forståelse herfra. Derfor sørger jeg altid for at have et franskbrød eller en bolle, man kan få med smør, og det var der også i år et enkelt barn, der skulle bede om. Ved at være på forkant, slipper jeg dels for at stresse over at skulle hive en akut kulhydratkanin op af hatten, for det er ikke altid, vi lige har noget liggende. Og dels kan jeg sørge for at købe noget, som mine egne gider spise bagefter. Win/win.
Så i forbindelse med fødselsdagen:
1.
Konstaterede jeg, at jeg, fordi der i løbet af i år er startet et par nye børn i klassen, pludselig ikke længere havde melamintallerkner nok.
Derfor købte jeg 18 tallerkner og 18 skåle i plast, som intet vejer og intet fylder, hverken i skabet eller i opvaskemaskinen. De vil være geniale at have med på tur, og de kan bruges tusinde gange og til de næste mange fødselsdage.
Derudover udmærker de sig ved at være små i diameter, hvilket jeg har opdaget er ret fint ift. madspild. En stor tallerken inviterer til at blive fyldt, og de kan ikke spise det.
De kostede 60 kroner i alt, og de er alle pengene værd.
2.
Skar jeg alt, hvad jeg satte på bordet, i halve eller kvarte. Både frikadeller, pizzasnegle og pølsehorn. Igen: De KAN ikke spise det, og det er så åndssvagt at købe og tilberede en masse mad, som så bare skal smides ud, fordi de har haft det i hænderne og/eller munden.
(Jamen, jeg vil gerne invitere dem, der synes, jeg er hysterisk, med i tasken, næste gang jeg tolker hygiejnekursus. Den er hård, vil jeg bare sige).
Jeg tilberedte, hvad jeg forventede, de kunne pacman’e sig igennem, og satte over lidt efter lidt. Også af pastasalat, melon og druer. (Som de, skal det retfærdigvis siges, faktisk spiste af). På den måde kunne resterne, som aldrig nåede over på børnebordet, smides på køl, og bruges til nem aftensmad/madpakker.
3.
Kørte jeg igen i år chips-buffet i stedet for slikposer, som det ellers er kutyme på de her kanter. Og til dem, der rynker brynene: De kigger på mig, som disciplene kiggede på Jesus, når jeg sætter det frem.
Det *helt* geniale er, at hvor de kan hugge sig igennem imponerende mængder af slik, så er det mere ideen om chips ad libitum, end det egentlig er selve buffeten, de elsker her. Jeg vil tro, at de tilsammen spiste lidt mindre end det, der kan være i en almindelig pose skruer. Tricket er at give dem muffinforme at fylde over i, for når de har fyldt den 3 gange har de tabt interessen og er igen gået på jagt efter bier at blive stukket af og sæbebobler at blive smurt ind i.
4.
Ved jeg ikke, hvor mange forskellige slags kage, jeg gennem tiden har forsøgt mig med. Og måske er de her børn særlige, men det er endnu ikke lykkes mig at finde en, alle kan lide.
Fridas største ønske var stille og roligt ‘en enhjørningekage, mor.’ Hvilket jo er dejlig konkret. Jeg googlede til min maskine grædefærdigt forsøgte at tappe ud, men det eneste, jeg kunne finde/komme på, var enten en lagkage med farvet creme og frugt i lag (og Frida gider hverken flødeskum og creme) eller sådan en høj, mistænkeligt TikTok’et kage i farvede lag med smørcreme imellem. Og med det program vi har kørt, ville jeg hellere hamre gafler i øjnene på mig selv end at skulle til at eksperimentere med at bage farvede bunde ad flere omgange.
Jeg tænkte og tænkte og tænkte – og fik en ide, som jeg i desperation bare gik med: Jeg købte 3 liter vanilleis af den billige slags (jamen, sagsøg mig. De spiser 2 skefulde, hvis bølgerne går højt). Jeg kylede det i min blender sammen med frugtfarve og det endte med ham her:
Er der en Michelin-stjerne på vej i posten? Nej. Ville jeg kunne leve af at lave og sælge dem? Også nej. Men den kunne laves i god tid, den var kold på en varm dag, den kostede 50 kroner at lave, og fødselsdagsbarnet elskede den. Den ryger i arkivet under ‘succes’.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg haft fat i en af Fridas veninders mor. De har en lillebror, og er de eneste, jeg kender her i byen, som kunne være potentielle arvinge til Antons aflagte hoodies og jeans. Alle andre, jeg kender, bor enten langt væk eller har børn, der er så små, at det vil være mere irriterende end rart at få en pose tøj foræret.
For selvom det er skønt at arve tøj, skal det også give mening, og det er umuligt at forudsige statur, smag og præferencer 5 år frem.
Det viste sig, at lille Victor har et par store fætre, så hans største tøjproblem bliver at vælge. Derfor har jeg sat en kasse frem i bryggerset, som jeg smider det tøj i, som Anton enten er vokset fra eller aldrig bruger, efterhånden som jeg får det i hænderne. Om en måned eller to ryger det hele til Røde Kors, hvor det kommer til at gøre mere gavn nu, hvor det stadig kan bruges, end om 6 år, hvor Victors mor ville sende det videre alligevel, fordi ingen længere hælder deres tændstikbørn i slimfit jeans.
2.
Har mine forældre og jeg købt et dele-cykelstativ til bilerne.
De sidste, vi havde, har vi åbentbart ikke brugt, siden vi respektivt har skiftet biler, og da vi stod og skulle bruge et, fordi jeg skulle transportere Anton og cykel ud, og de skulle hente, og vi dermed simultant fandt ud af, at de sad så åndssvagt på begge biler, at det var umuligt *ikke* at få en pedal eller et styr i lakken, købte vi et nyt, fælles.
Sandsynligheden for, at vi skal bruge det samtidigt er mikroskopisk, så der er ingen gode argumenter overhovedet for at købe to stk, når vi kan nøjes med ét.
3.
Har vi holdt fødselsdag for familien for lille Frida, og vanen tro kørte vi morgenmad.
Rundstykker er stadig den bærende konstruktion i dét koncept, men derudover valgte jeg en menu, der kommer til at lette madpakke-projektet den næste og sidste ugen inden ferien (frugt, koldhævede pizzasnegle og bacontwistere), samt et par enkelte indslag, der udsprang af køleskabsindhold, der trængte til at blive brugt.
Pålæg satte jeg på bordet lidt ad gangen, (fordi det var 27 grader kl. 9, og jeg derfor ikke ville turde gemme noget, der har stået ude i mere end 20 minutter), og alle drikkevarer blev sat uåbnede på bordet, så det, der ikke blev taget af, kan holde meget længere.
På den søde front købte jeg et par brunsvigersnitter, som jeg skar i små tern (for INGEN kan køre fuld kage i den varme), og så lavede jeg en lagkage, som jeg sørgede for at få skåret ud og sendt videre, da jeg tog af bordet. De fleste er heldigvis klar med en hjælpende hånd ift. at stoppe madspild, når det er kage, vi forsøger at redde.
4.
Har jeg tænkt på, at det ville give mening at dele vandsparetips i de her dage, så jeg starter, og herefter smider I bare ideer og tips i kommentarfeltet.
*Jeg har et par 10-liters spande stående fast på badeværelset nu, hvor jeg lader vandet løbe varmt, når vi skal i bad. Det vand bruger jeg til iblødsætning, til at vande blomster med og til at skylle ud i toilettet om natten.
*Jeg tømmer vandflasker, som vi har haft med i skole/på job i de samme spande.
*Har jeg genstridigt køkkengrej, der trænger til at stå i blød, smider jeg det i en opvaskebalje, tilsætter et par dråber sulfo og sætter i blød med vandet fra selvsamme spande natten over. På den måde kan jeg 9 ud af 10 gange nøjes med at vaske på mit quick-program på opvaskemaskinen, som både strøm- og vandmæssigt bruger mindre end de fuldfede af slagsen. (Overtager man den her, skal man lige dobbelttjekke, at man ikke har en maskine, der bare bruger mere vand/strøm, når den nedsætter vasketiden. Det gør min ikke, og derfor fungerer det her).
*Fylder jeg hver aften 1-2 dl. vand i vores vandflasker og smider dem i fryseren. Så er der indbyggede isterninger dagen efter, og man sparer at lade vandet løbe koldt, hvis man vågner med en mund, der føles som Sahara.
*Kører jeg, helt hårdt, stopur, når ungerne bader.
Mon I har fundet på noget, der kan få klodens udpinte ressourcer til at strække lidt længere?
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
(Først en teknik-update: Min app virker igen, så kommentarerne er back on track. Til gengæld kan jeg ikke få lov at få billeder fra dagens indlæg med over på fb, hvilket er super irriterende, for når den loader med det samme billede hver gang, så kræver det lidt mere af jer at opdage, at det er et nyt indlæg, der er smidt op. Jeg er opmærksom på det, og vi får det løst).
I den forgangne uge:
1.
Bestilte jeg varer ved Bilka To Go, og pludselig slog det mig, at jeg for længe, længe siden (it’s been 84 years..) satte noget Bilka Plus op, som jeg ikke siden har forholdt mig til.
Jeg fandt appen på min telefon (hvilket jeg egentlig godt vil have et par ekstra point for, for jeg har så mange apps liggende, at min telefon minder om det lager, hvor de kører Naziguldet hen i Indiana Jones), og fik den åbnet.
Et voila – hele 4 af de varer, jeg havde smidt i kurven, havde jeg ‘personlige kuponer’ på. Score. Jeg antager, at de tager udgangspunkt i, hvilke varer, jeg køber mest, og når de nu alligevel overvåger alt, hvad jeg foretager mig, så sætter jeg pris på, at jeg trods alt får en økonomisk gevinst ud af min digitale afklædning. Jeg sparede næsten 100 kroner, så hermed blot en kærlig reminder til de af jer, der også kører plus-medlemskaber hos dagligvarekæderne; der kan godt være noget at hente.
2.
Flækkede min støvsugerslange i mandags, og jeg har derfor været forbi den lille støvsugerforretning i midtbyen, hvor jeg også for et par år siden købte en anden reservedel til den.
Selvom jeg ikke kan finde kvitteringen på selve støvsugeren (hvilket irriterer mig mere, end jeg vil indrømme) (måske fik jeg den faktisk i julegave?), så har jeg haft den i 5-6 år. De to reservedele har til sammen kostet 450 kroner, og I am derfor once again asking for your support af de små specialforretninger, uanset om de er virtuelle eller findes IRL.
For når vi sidder tilbage med Elgiganten og Power, så kan du være stensikker på, at du kan vælge mellem ingen støvsuger eller en helt ny.
3.
Fik jeg, ved et mirakel, hvis lige ikke er set i 2022 år, 5 måneder og 17 dage, en afbudstid på psyk., som ikke stillede sig i vejen for en tolkning, allerede i torsdags.
Da jeg satte mig i stolen, sagde den søde sygeplejerske: “Ja. Det her er den første samtale af 8.”
Mig:
Hun så overrasket ud, så jeg uddybede hjælpsomt, med en kæbe så stiv af raseri, at jeg næsten ikke kunne tale, at jeg hellere ville flække hver eneste knogle i min krop på langs, end at skulle koordinere 8 samtaler med dem.
“Det tror jeg gerne lige, jeg vil høre lidt mere om?” sagde hun – og så talte jeg i 7 minutter, uden at flotte mig med ét eneste punktum. Da jeg stoppede op for at trække vejret, var vi stadig ikke engang nået til december sidste år, hvor jeg fik min diagnose.
“Det der? Det skal du klage over. Det lyder fuldstændig vanvittigt?!”
Og nu når vi så til, hvorfor punktet er på her. For ja. Det burde jeg virkelig. Det har jeg tænkt mange, mange gange undervejs. Men blandt andet fordi jeg har skrevet den her indlægsrække, har jeg nok brugt mere tid en gennemsnitsdanskeren på at tænke over, hvad der gør mig glad. Hvad der tilfører mit liv værdi og glæde, og hvor jeg bare hælder min energi ned i et sort, bundløst hul eller sparker bolde til hjørne, som jeg får i hovedet senere.
Hvis jeg klager, sådan helt officielt, så kommer jeg til at skulle slæbe det her med mig i årevis. Jeg kommer til at skulle gå tilbage, dykke ned i og forholde mig til det, når jeg for længst er videre – og til hvad nytte? For jeg er efterhånden så tilpas desillusioneret over systemet, at jeg ikke har for to kroner blandet håb noget sted i kroppen ift., at det kommer til at ændre noget. Det svarer til at mødes med en ekskæreste med massive issues og forsøge at få ham til at forstå, hvorfor man gik sin vej. Nogen burde gøre det, men han og de kommer aldrig nogensinde til at føle ansvar eller mene den undskyldning, man i bedste fald kan tvinge frem.
Sygeplejersken her var virkelig sød, og hun kunne næsten ikke være i, at jeg ikke ville gøre mere ved det, så vi indgik et kompromis, og jeg har lovet at skrive mit forløb ned til hende, så hun kan tage det med til sin chef. Jeg startede, da jeg kom hjem, og efter 10 minutter havde jeg skrevet 3 sider, og var så gal, helt forfra, at jeg måtte sætte computeren fra mig og lægge kolde omslag på mit blodtryk.
Hvilket bekræftede mig i min beslutning om ikke at klage officielt.
Ret skal være ret: Det var rart at tale med hende. Både fordi hun bare virkelig var sød og ordentlig og fordi hun efter en halv time sagde:
“Ok – vi skal godt nok have reguleret din medicin. Din hjerne kører så hurtigt, at din mund ikke kan følge med, og du sitrer. Det må kræve virkelig meget af dig at maskere, når du er sammen med andre?”
Og selvom det jo ikke er noget, man gerne vil have stående på sin gravsten, så er det bare virkelig rart at sidde overfor et menneske, der ved noget om det her. For når jeg siger til mine venner, at jeg ikke tror, medicinen virker, som den skal, så er der fuld opbakning hele vejen rundt. Jeg elsker dem, de er det bedste, jeg har, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke tror mig. Så heldig tror jeg faktisk ikke, at ret mange er. Men jeg har jo lagt låg på det her i 46 år og kompenseret på måder, jeg ikke engang orker at tænke tilbage på, så de ANER ikke, hvordan det ser ud – eller om jeg har ret i det jeg siger. Hvordan skulle de kunne det? Jeg har ikke givet dem lov. Og fordi vi som mennesker kalibrerer ved hjælp af vores peers, så er det underlig utrygt at sidde med en oplevelse, som man ikke kan få hjælp til at vurdere rigtigheden af.
Nu er der lagt en plan, og jeg har lovet mig selv at gå tilbage i forløbet én sidste gang i håbet om, at det måske kan gøre forløbet bare en smule nemmere for dem, der står i køen bag mig.
Jeg håber, at I får verdens bedste weekend derude. Tak for at hænge på gennem tykt og tyndt, og for villigt at lægge ører og øjne til alle mine ramblerier, der måske ikke altid hænger sammen, men som kommer fra hjertet.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er Anton vokset 2 meter, og stort set alle bukser er derfor pludselig for korte. Og meget få ting giver mig tics ved øjet som bukser, der stumper.
Passende nok mangler han shorts, så verdens bedste mormor har fået 6 par bukser over, som i løbet af weekenden bliver forvandlet til shorts.
Med en autist er det win-win opløftet i anden, fordi han har det hysterisk stramt med taktile stimuli, så at han kan få shorts, som han er vant til at have på som bukser gør, at han kan rumme de ekstra sensoriske indtryk, bare ben giver.
2.
Købte vi den cykel, som vi i sidste weekend var ude at kigge på, og Fridas gamle cykel er blevet afhentet af en mormor i området.
Det kan altid falde ud til to sider at forære ting væk, for lad os være ærlige: Satre havde ret, da han sagde, at helvede er andre mennesker. Det er VANVITTIGT, hvad folk kan få sig selv til at spørge om, bede om og kræve, selvom de står til at få noget foræret, og mit blodtryk kan ikke tage det.
Men mange år på Marketplace har lært mig, at tager eller betaler man penge for noget, følger der automatisk en fornemmelse af ansvar med. Sådan må det somme tider være, men der går ikke én dag, hvor jeg ikke glæder mig over, at vi nu økonomisk er et sted, hvor jeg kan forære vores brugte ting videre gratis.
3.
Har jeg kørt brunch på en helt almindelig fredag – og i den forbindelse glædet mig over endnu en fordel ved at være selvstændig, nemlig at tiden er min HELT egen. For i takt med at børnene bliver større, og vi med udredning, skoleskift og medicinering nærmer os et sted, hvor de er nogenlunde i vater, kan jeg pludselig mærke, hvor stort et behov jeg har for at begynde at finde plads til mig selv igen. Det er der ikke noget odiøst i; jeg tror, at det er sådan alle forældre til større børn har det, men der har været så meget pres på her de sidste 5 år, at jeg ikke har forholdt mig til mig selv i mere end 4 minutter ad gangen. Det begynder langsomt at ændre sig, og det er så absurd optur, at jeg disponerer over tid, som jeg ikke havde rådet over, hvis jeg havde været fuldtidsansat.
Jeg havde derfor blokket fredag ud til brunch, og som altid havde jeg madspild i baghovedet, da jeg planlagde menuen.
Jeg tømte grøntskuffen og hev lidt refried beans og baked beans ud af fryseren, og omsatte det hele til en gang huevos ranchos.
Frugten skar jeg i tern, og det, der ikke blev spist, afventer nu sin skæbne som smoothieindhold i fryseren.
Jeg bagte grovboller, fordi de, modsat rundstykker, kan bruges i madpakken, til suppe osv. bagefter, fetacreme, hummus og knækbrød er perfekt til nem frokost her i weekenden, og det søde punktum, kagen, lavede jeg, da jeg torsdag alligevel skulle bage til et skolearrangement.
Og champagnen? Den glemte vi (#shame), så den drak jeg selv fredag aften for at fejre, at livet sgu bare lige nu er bedre, end det har været længe.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Har jeg afkalket min vaskemaskine og min opvaskemaskine. Det kræver tæt-på-ingen indsats, og selvom det er én af dem, der er nem at glemme, kan man bare stikke snuden i sin kogekande, hvis man har brug for at blive mindet om, hvordan vand, varme og kalk opfører sig i hinandens selskab.
Der er flere måder at gøre det på; nogen bruger eddike, andre citronsyre, og der er også lidt forskel på, om de forskellige guides anbefaler at man kører en vask med sæbe før eller efter.
Uanset hvad man hælder til, kan det være en god ide at kombinere afkalkningen med en kogevask. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere tid og ved lavere temperaturer, helt generelt, hvilket er godt for både miljø og økonomi, men det betyder også flere bakterier og sæberester i maskinen. Derfor er en kogevask engang i mellem en god måde at desinficere maskinerne på.
I min opvaskemaskine bruger jeg citronsyre, og følger bare anvisningen på pakken. Her slutter jeg med at køre den tomme maskine igennem med vask på højeste temperatur, ifald en enkelt lille rest af syren skulle gemme sig i et hjørne af bestikskuffen.
Min vaskemaskine kører jeg først igennem på 90 grader, uden tøj men med blå Biotex i sæbeskålen. Og skal-skal det være blå Biotex? Altså, nej. Det SKAL det jo nok ikke. Men jeg fik det anbefalet for år tilbage, fordi der er noget særligt ift. enzymerne i netop blå Biotex, og jeg har flere gange set det brugt i meget overraskende sammenhænge af netop denne grund, som f.eks. til at afrense sår på benene på heste. (DISCLAIMER: Jeg siger ikke, at det er en god idé. Jeg kunne godt dengang fornemme, at man er enten MEGET pro eller anti, og jeg ved INTET om heste. You do you og google og fagfolk, før du kogevasker din hest).
Herefter kører jeg den igennem med en omgang citronsyre på 40 grader, tørrer listerne af med en våd klud, og lader maskinen stå åben, så den kan tørre helt.
I dag (søndag) er en god dag at få det gjort på, hvis du har muligheden, for i eftermiddag er strømmen så billig, at du – selv når afgifter og transport er trukket fra – faktisk tjener penge på at bruge den.
2.
Har jeg været afsted med gode damer, hvor aftalen har været noget hardcore, betalt underholdning til børnene og kvalitetsvoksentid til mødrene.
I den forbindelse vil jeg bare lige slå et slag for at have to termokrus/kopper, så man kan medbringe iskaffe eller latte til både sig selv og sin aftale, og således spare både engangsemballage og penge.
Jeg lagde mig for nogle måneder siden på lur, og købte to af de her termokrus og de her glas på bud. Både låg, sugerør, krus og glas kan gå i opvaskemaskinen, og selvom to måske lyder lidt overkill, så er det perfekt, fordi jeg så stadig kan have kaffe med i bilen, selvom opvaskeren ikke har været fuld nok til at starte.
(-OG børnene kan få kold saft/juice samtidig i helt identiske glas, for Gud forbyde, at den ene får et ternoglas og den anden ikke gør..)
Det er værd at huske, at afbrænding af restaffald udleder masser af CO2, og der er stadig masser af legepladser og aktivitetsparker, hvor der ikke er affaldssortering.
Det er derfor på ingen måde lige meget, hvor mange to-go kaffekopper og plastflasker, du smider i tasken, når I i løbet af sommeren skal på tur, så det er et nemt sted at gøre en forskel.
3.
Opdaget, at Frida er vokset 600 cm. på en måned. Derfor er hendes cykel nu pludselig blevet nærmest latterligt for lille til hende.
Jeg har oprettet en agent på Marketplace, og vi skal ud at se på en brugt Winther i dag. Den er pæn og velholdt, brugt af ét barn, koster 5000 kr. fra ny, og er sat til salg til 400 kr.
Den nuværende kommer vi til at forære væk, når vi er sikre på at have en anden, men vi er lige nødt til at have et sæt hjul, fordi det fra den danske folkeskole er et klassisk move at annoncere 12 kilometre lange cykelture, dagen før de skal afvikles.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Med hjælp fra et par hjælpsomme håndværkere fået ydet livreddende førstehjælp til min opvaskemaskine, og den virker igen.
Problemet var, at pumpen blev ved med at køre efter at maskinen havde tømt vandet af. Det betød, at den bare blev ved med at starte, køre, slukke – og starte igen. Og en god tommelfingerregel med el er bare, at det ikke skal blive ved med at gøre ting af sig selv.
Jeg er efterhånden blevet god til at læse brugsanvisninger og troubleshoote med Google som min ride or die, så jeg tog strømmen, genstartede maskinen, tjekkede filtre, ledninger og vandforsyning, men intet hjalp. Derfor prøvede jeg efter kvalificeret input fra hhv. en elektriker og en smed, at skrive til den el/hvidevarerbutik, de begge sværger til, fordi personalet der er (og jeg citerer) ‘de eneste i byen, der ved, hvad de har med at gøre’, og spørge, om de havde et bud.
De skrev tilbage, at det formentlig var en sensor, der havde sat sig fast, så vi skulle prøve at vippe maskinen for at fjerne den sjat vand, der står helt nede under bundpladen, og så rigge den til igen. Og altså: Der var nok ikke nogen af os, der egentlig troede på det, for maskinen er 10 år gammel, og selvom jeg har passet godt på den, så er den stadig på den statistisk kedelig side ift. overlevelse.
Men det virkede. Sgu. Så nu ruller den videre, og det er derfor, vi skal passe godt på de små specialbutikker, der faktisk ved, hvad de står med. Det bliver helt sikkert dér, jeg køber afløseren, når den nuværende på et tidspunkt står endeligt af.
2.
Hørte jeg i sidste uge om et trick, som jeg ikke forstår, at jeg ikke selv har tænkt på, nemlig at gøre pap vådt, inden man smider det ud. (Vigtig tilføjelse: Man må ikke gøre det med det pap, der skal i papirspanden, for så kan det ikke genanvendes. Tak til dig for tilføjelse, Stinne <3)
Det er genialt. Pappet kan rulles og fylder pludselig kun 10% af, hvad det gør, når det er tørt, og ift. fx. pizzabakker er det nærmest provokerende smart, at de kan gøres så små, at de uden problemer kan gå med i dagens pose af restaffald.
Særligt nu, hvor varmen er på vej, og plastikposer ikke er noget, vi bare har til at ligge og flyde i hobetal, er det fint, at man ikke skal vælge mellem klamme insekter i skraldespanden eller en affaldspose, som ikke kan lukkes.
3.
Har jeg ofret min meget fine vandkande, som er lavet af noget, der ligner messing, men ikke er det, og sat den ud.
Den er simpelthen så pæn og god at hælde af, men den må ikke stå med vand i, for så ruster der hul i den, og det er bare virkelig irriterende. Og jeg medgiver, at det her er en af dem, hvor man enten forstår det, eller også gør man ikke. For jeg kan sagtens på skrift se, at det virker helt idiotisk, at det bliver årsag til, at man ikke får vandet blomsterne, men fact er, at jeg har dræbt et tocifret antal planter, fordi vandingsplanen består af mere end ét trin.
Derfor har jeg nu sat den ud, hvor det ikke betyder noget, hvis den pludselig er utæt, uden at jeg lige opdager det, og ingen trægulve eller -hylder betaler prisen for min uduelighed. Det kommer til at tage livet af den, men i det mindste får den lov at bruge sit otium på at servicere de små planter, hvor al jord spules væk, hvis man vander med havekanden, og den har over de sidste 2 uger sparket mere joy derude, end den har i de 2 år, jeg har haft den herinde.
Punktet er på, fordi jeg ellers taler meget og længe (!) om, at man skal passe godt på sine ting, fordi de så holder længere, hvilket er godt for både miljøet og pengepungen. Det står jeg ved – men jeg synes, at det er en vigtig tilføjelse, at det kun gælder de ting, man faktisk bruger. Ellers gemmer man bare til natten og katten, for der er ingen lommer i den sidste skjorte, og som revisor-Jesper siger: Hvis der er noget tilbage at arve, har vi regnet forkert.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Bagt kage til Antons skoleafslutning, og i stedet for at bage én stor bradepandekage, bagte jeg kagen i 3 mindre forme, som jeg pakkede i hver sin pose.
Det var utilsigtet genialt. For jeg havde, som altid, skudt over mål ift. hvor meget kage, børn reelt kan spise, og havde han haft én stor kage med, havde jeg fået en fedtet omgang grat retur. I stedet havde han to poser med hjem igen; én, der indeholdt en kvart kage, og én, der slet ikke havde været åben.
Ud over at være en nem måde at forebygge madspild på, så blev kagerne også bare bedre, fordi man med en ovn, der varmer ujævnt (hej boligforening), meget nemt risikerer, at en stor kage bliver tør i kanten og ubagt i midten. Ikke her. Her var bare begejstring og svampet chokoladekage så langt øjet rakte.
2.
Har jeg fået en prøve på skintonic fra Raunsborg, som er på spray, hvilket er noget af det lækreste, jeg har prøvet længe.
Desværre ser det ikke ud til, at man kan købe den i almindelig størrelse som spray, hvilket er virkelig ærgerligt. Dels er det bare en meget lækker fornemmelse, men den overflødiggør også rondeller. Stort og dybfølt tak fra miljøet, uanset om man kører vat eller stof, der på bagkant skal vaskes ved høje temperaturer.
Når jeg nævner mærket på den, er det fordi jeg er i tvivl om, om konceptet kan overføres til alle mærker – for jeg er f.eks. ikke sikker på, at mit syn ville holde til at blive ramt af den tonic fra Clinic, jeg brugte i mine unge dage, som man i en snæver vending ville kunne fjerne harpiks og rester af klistermærker med.
Men låget kan skrues af den lille prøve, og jeg har en anden tonic stående, som jeg vil teste konceptet med, for hvis det også fungerer, bliver det sådan, vi kommer til at rulle fremover.
3.
Er jeg tilbage i mine buddha-bowls, og jeg vil bare igen slå et slag for, hvor nemt det er i de uger, hvor det hele går lidt ekstra stærkt.
Søndag lavede jeg en grundsalat af spidskål, babyspinat, gulerødder og rød peber, som jeg snittede helt fint og pressede en halv lime ud over. (Syre virker konserverende, så limen forlænger levetiden, og holder salaten sprød).
Jeg halverede en håndfuld små tomater og smed dem i deres egen plastikboks (fordi de afgiver væde og derfor ødelægger salaten, hvis du smider dem i den), og til sidst lynsyltede jeg et par gulerødder og nogle rødløg. Man kan SAGTENS lave det selv, og det er både billigt og nemt. Men fordi tid lige i de her uger er den meget knappe faktor her, havde jeg købt en flaske eddikelage fra Tørsleffs i stedet, og hældte bare halvdelen over løgene og halvdelen over gulerødderne.
Det samlede tidsforbrug på ovenstående var 20 minutter.
Og så har jeg ellers hele ugen bare kombineret med det, jeg lige den dag havde lyst til, f.eks. søde kartoffeltern, pitabrød og hummus, falafel, asiatiske kyllingefrikadeller (fra fryseren) og forskellige slags dressing, nødder, frø og kerner.
Når man laver salat til en hel uge, som jeg har gjort her, undgår man den kvarte kål, som man altid har ambitioner om at bruge til noget, men som man aldrig rigtig når at få omsat, så ud over at det sparer tid og opvask, så får man på den her måde også brugt alle grøntsagerne helt.
Endelig er tetris-bowl-konceptet billigt, virkelig, virkelig nemt, og så fungerer det supergodt sammen med stort set alle smårester fra fryseren, f.eks. dahl, kødsauce eller tikki masala, så det er også en god måde at få tømt hylder og skuffer på.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
__________
Inden vi hopper til ugens punkter, vil jeg bare sige, at jeg simpelthen har været så rørt over, hvordan I tog imod det seneste indlæg.
Tak for at dele jeres indignation, jeres vantro og jeres forfærdelige historier.
Jeres reaktioner og ord fik mig til at indse noget, som jeg aldrig har tænkt over før, nemlig i hvor høj grad det her handler om gaslighting; at man oveni at stå med de konkrete udfordringer også bruger uhørt mange kræfter på at blive i tvivl om, om det vitterligt *ER* mig, der kræver for meget/er uheldig/opfører mig urimeligt. For det er sådan, man bliver mødt i systemet Hver. Eneste. Gang, og eftersom man er sin egen eneste allierede, så æder det fundamentet, når man hele tiden bliver fortalt, at det man oplever, ikke er rigtigt.
Når nogen konstant sår tvivl til kompasset, så bliver man til sidst i tvivl om retningen, og det æder sjælen op.
Tak for at hjælpe mig med at rekalibrere apparatet; det var langt mere tiltrængt, end jeg selv havde opdaget.
__________
I den forgangne uge:
1.
Har jeg kørt projekt Brug Alt I Køleskabet.
Og altså. Det er jo ikke fordi, jeg etablerer et regime, hvor jeg skal have håret raget af og smøres ind i aske, hvis jeg fraviger, men det kan for mig bare somme tider være nemmere at huske at få noget gjort, når jeg har gjort det til en slags projekt.
Jeg smed de fleste grøntsager fra skuffen i ovnen sammen med masser af krydderier, balsamico og honning, og blendede dem med et par dåser hakket tomat og lidt pikantost til en cremet tomatsuppe.
Nogle syltede agurker, et skalotteløg, et par skefulde mayo, lidt revet cheddar og en smule amerikansk diner-sennep blev sammen med lidt hakket oksekød forvandlet til big-mac-fyld i empanadas (som jeg virkelig, virkelig kan anbefale at lave af grov tærtedej, penslet med æg).
En kvart blok parmesan mødte sin skæbne i en pladefuld knækbrød, og der var spejlæg med rødbeder til frokost den ene dag, og gulerodsstave og knækbrød med hummus den anden.
Og endelig fik jeg lavet en bootleg-version af brændende kærlighed med søde kartofler, rødløg og chorizo.
Nu er der så god plads i køleskabet, at vi i en snæver vending kunne overnatte derinde, og madbudgettet har været helt uhørt lavt. Win-win.
2.
Har jeg sat en lille kasse ud i bilen, hvori jeg har smidt de gamle regnslag, vi de sidste år har fået raget til os i diverse forlystelsesparker, trælse stofnet, og de beskidte plastikposer, vi får samlet sammen (f.eks. dem, jeg har haft mudrede støvler med hjem fra SFO’en i).
De er rare at have og bruge som underlag, når man f.eks. er på planteskole og skal have potteplanter med jord i bilen, eller når vi har været på stranden/ved søen/i skoven og har våde, snavsede sko.
For plastik nej tak. Men når vi så alligevel får det inden for dørene, så føles det trods alt rart at bruge det så meget og så længe som muligt.
3.
Har jeg tænkt, at jeg lige ville give en tilbagemelding ift. hvordan det fungerer med deledata på min telefon og børnenes iPads.
Og det er muligt, at I alle sammen har kendt til det altid, men jeg havde ikke hørt om det før, og for os har det vist sig at være langt, langt billigere, end hvis der skal tilkøbes internet til begge iPads.
Det fungerer STRÅLENDE.
Jeg har et mobilabonnement med 80 GB, som jeg giver 149 kr. for pr. måned. Hertil kommer 2 datadelingskort, som koster 2 x 30 kr. pr. måned. Det betyder, at vi for 210 kr. pr. måned har al det data, vi skal bruge, og børnene kan kommer på nettet på deres iPads, uanset om vi er sammen eller hver for sig.
Da de var mindre, hoppede de bare på min telefon, hvis de f.eks. havde iPad’en med i bilen, og gerne ville spille eller se en film. Men i takt med, at de bliver større, bruger de også iPad’en i situationer, hvor jeg ikke er med. De spiller med vennerne, de bruger den på skolen, og de kører langt med andre end mig. Her er det meget, meget smart, at de bare har net, uden at der skal graves wifikoder frem eller parres med venners forældres telefoner.
De 80 GB er længe rigeligt til os alle 3. Jeg var lige inde og tjekke, og i denne måned har vi stadig 18 GB tilbage.
Ift. sommerferie kan løsningen også bruges i udlandet, hvis det er nødvendigt. Her skal man så bare være obs på det konkrete forbrug, fordi man ofte har færre udenlandske end danske GB i sit abonnement. (På mit hedder det 20 GB).
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg foræret min Salat Bar væk.
Jeg købte den brugt for et halvt års tid siden, efter først at have spurgt mig lidt for, for mit indtryk var, at man enten bruger den én gang og så aldrig igen – eller ender med at gifte sig med den.
Det eneste argument, jeg kunne finde imod den, var størrelsen. Det blev til gengæld nævnt en del; at enkeltrummene er for store, og/eller at den fylder for meget i køleskabet. Og det er også det, der er endt med at være dealbreakeren for mig.
For selvom jeg ELSKER ideen, så er rum med plads til en liter bare virkelig meget. En fyldt bar kan indeholde 8 liter, og det svarer nogenlunde til et par poser gulerødder, 2-3 bakker vindruer, 10 peberfruger, en spidskål og to bakker tomater. Så meget når vi slet, slet ikke at spise, før det mugner, og dermed kan jeg enten vælge at spilde køleskabsplads ved at have den stående med 4 tomme rum eller kun at fylde rummene halvt.
Den laves i en lille version med 4 rum, men rummene har samme størrelse som i den store, altså 1 liter, så det løser ikke så meget. Når de laver en bar med 8 rum, men i halv højde, er jeg klar, for det *er* sgu smart, og vi *spiser* meget grønt.
Men for nu er jeg ude, og telefonboksen er givet videre, så den enten kan gøre gavn et andet sted, eller fungere som afklaring for en anden som mig.
2.
Har jeg afkalket min kogekeddel med almindelig eddike.
Jeg plejer at bruge afkalker beregnet til kaffemaskiner, og troede, jeg havde en flaske til at stå, men da jeg fik den hentet frem, var det stærk kalkfjerner til badeværelset. Jeg var 2 millimeter i bare at knalde det i alligevel, men tænkte, at jeg nok hellere lige måtte google for en sikkerheds skyld.
Og jeg kunne faktisk ikke finde et klart svar. For nogen havde skiftet ud uden problemer, mens andre havde fået ødelagt deres kaffemaskiner, og der var ikke umiddelbart noget system i, hvornår det opfører sig hvordan. Der var løse teorier om, at nogle produkter til badeværelser også indeholder sæbe, men uanset hvor meget produktinfo og Hestenet, jeg læste, var der ingen hjælp at hente.
Men i al min klikken rundt, faldt jeg over det irriterende indlysende faktum, at man jo bare kan bruge eddike, hvilket gav mig lyst til at hamre en flad hånd i panden på mig selv. For selvfølgelig kan man det.
Så lidt selvhad over først at indse det som 46 årig, men trods alt stadig mest begejstring over at kunne eliminere endnu et produkt fra rengøringskassen.
3.
Har jeg fornyet vores årskort til Legoland.
De sidste 3 år har jeg gjort det i slutningen af indeværende sæson, fordi man så får det billigere, end hvis man venter til foråret. Men sidste år var jeg i tvivl om, om børnene var ved at blive for store, eller måske hellere ville have årskort til noget andet, så jeg besluttede mig for at sidde på den, og så satse på, at Legoland ikke forsømmer muligheden for at trække de sidste med sig i faldet, hvis kids stadig var på klodser og Emmets sofa.
Ganske rigtigt kom der en mail i sidste uge om, at man 2 dage mere kunne forny kortene til gammel pris, hvis frafaldet skyldtes en frygtelig forglemmelse, så jeg indkaldte til husmøde, og begge børn kiggede bestyrtet på mig, da jeg spurgte, om vi var færdige med Legoland. Det var vi på ingen måde, der var ikke andet, de hellere ville have kort til, ellers mange tak, mor, og så var det jo sådan set bare at få bestilt, mens der stadig var 150 kr. at spare pr. kort.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt gået i gang med årets haveprojekter.
Jeg ved efterhånden, at mine ambitioner og ideer har det med at slå for store brød op ift. hvad tid og egentlig interesse understøtter, og derfor har jeg Pinterestet på livet løs de sidste måneder.
Sidste år plantede jeg en masse krukker til. Krydderurter, blomster og frø. Det så fint ud i starten, men allerede efter nogle uger fik jeg stress over alle de krydderurter, der stod og kiggede bebrejdende efter mig, hver gang jeg gik forbi. Da vi ramte august, var det stadig kun 1/4 af mine frø, der var spiret, mens alle blomster og urter til gengæld var vokset så meget, at det så ud som om, de var ved at træde ud af deres respektive krukker.
Samtidig kunne jeg se, at traktorerne, der kører på marken 4 meter fra min baghave (helt bogstaveligt), smider så meget støv og snavs i hovedet på krydderurterne, at jeg faktisk ikke havde lyst til at spise dem.
Men i forsøget på at komme min perfektionisme-udløste apati til livs, har jeg lovet mig selv, at havelivet bare er work in progress, og at det er læring, ikke nederlag, når noget ikke fungerer. Så det, jeg nu har lært er, at jeg ikke skal plante noget fra scratch, at krydderurter i haven ikke fungerer, og at jeg ikke behøver at tænke ind, at de blomster og planter, jeg vælger, er flerårige.
Med det i baghovedet, har jeg besluttet, at jeg i år skalerer ned. Det bliver en enkelt krukke med lidt lave blomster ved siden af årets newcomer: Plantereolen. Selve reolen er ikke ny. Jeg fik den for nogle år siden, og har flyttet rundt på den siden, fordi jeg syntes, den var for fin til at stå ude-ude. Men den sparker jo nul joy, så længe den står, tom og trist, under halvtaget og i skuret, og vi har for længst besluttet, at mad skal spises, og ting skal bruges. Så nu er jeg begyndt at købe små udendørsplanter til den, som kommer til at stå side om side med keramikfigur, solcellelamper og lyskæder. Sidstnævnte fordi der ikke på nederste hylde kommer sol nok til, at en solcellelampe kan lade op; derfor smider jeg almindelige lyskæder med timere i glaskrukker og sætter dem til at tænde nogenlunde på det tidspunkt, hvor solen går ned.
Krydderurterne rykker indenfor i år i den selvvandende potte fra Eva Solo, jeg fik i julegave, og jeg glæder mig til at se, om den er ligeså god, som min søde genbo sværger, at den er.
2.
Har jeg, apropos have, købt mig fra at få renset mine fliser.
Siden jeg er startet som selvstændig har jeg, lidt uventet, fået et andet syn på mit tid; på, hvad den er værd, og hvordan jeg bruger den.
Alt skal ikke gøres op i penge, og mange projekter laver jeg selv, fordi det er noget, jeg hygger mig med at gå og sysle med. Men at rense fliser? Det HADER jeg. Jeg har de sidste år forsøgt mig selv, og selv efter hele dages indsats med dyre produkter og masser af knofedt har jeg ikke haft andet at fremvise end ømme arme og hånlige, fortsat-beskidte fliser.
Men fliserne bliver mere og mere glatte af mos, og det er en evig bekymring for mig, at mine forældre eller oldefar skvatter på dem, når de er her.
Jeg lagde i år frisk fra med intentionen om selv at gøre det igen; denne gang bevæbnet med en højtryksrenser, men efter at have tjekket priser og set en anden beboer på vejen, som er den mest håndværksagtige håndværker af alle håndværkere, bruge en hel weekend på projektet, besluttede jeg at købe mig fra det.
Og bliver det dyrt? Formentlig. Ville jeg hellere have brugt de penge på noget andet? Helt utrolig meget ja. Men da jeg regnede på, hvor mange timer, jeg skulle tolke, for at kunne holde fri alle de timer, der ville tage mig at hente udstyr, finde ud af, hvordan det virker, rense fliserne, gøre rent, returnere udstyr osv., så var det faktisk billigere – og meget, meget sjovere – at købe mig fra det.
De gik i gang i onsdags, og det bliver simpelthen så pænt.
3.
Pønser jeg på at tage børnene med til Göteborg til sommer. Nogen, der kan anbefale/fraråde noget, eller som kender til snedige rabataftaler på noget sjovt?
4.
Har jeg tænkt over, hvor meget bedre, jeg er blevet til med det samme at sige nej, efter at jeg er startet på de her indlæg. Eller måske er det fordi, jeg er blevet ældre? Jeg ved det ikke. Men det føles som noget, der falder i tråd med tankerne bag de her indlæg, så jeg tilskriver det dem.
Esbjerg Kommune meldte i sidste måned ud, at der skal spares helt vanvittigt på skoleområdet. Det er hæsligt af alle årsager i verden, og de fleste forældre i kommunen er rådvilde og moderat desperate.
Som reaktion blev der – selvfølglige – lavet en Facebookgruppe, og folkene bag har haft held til at få et indlæg i avisen. Jeg har skrevet og kommenteret lidt derinde, men det er, som om det hele er gået lidt i stå.
I dag lå der så opslag fra den ene af administratorerne, som meldte ud, at det ville være godt, hvis der blev lagt pres på nogle navngivne politikere, og at pressen var interesseret. Han havde dog travlt på job, så han opfordrede folk til selv at skrive til politkere og journalister. Et par timer senere lagde en anden et opslag op, hvor hun skrev meget af det samme, men tilbød, at folk kunne sende deres historier til hende. Så ville hun videresende samlet, men folk måtte gerne være klar til at stå frem, hvis pressen var interesseret.
Jeg lagde en lang kommentar under hendes opslag, hvori jeg skrev, at det måske ville give mere mening og få langt mere tilslutning, hvis der blev udarbejdet et spørgeskema, som kunne deles mange flere steder, hvor forældre kunne svare på, om de havde oplevet X, Y og Z. På den måde har man overtemaerne samlet på forhånd, man får fat i de familier og segmenter, som ikke har tid eller mulighed for at forfatte et skriv, og man øger sandsynligheden betragteligt for, at pressen kan finde en tråd at trække i.
1.43 sekunder efter min kommentar var udgivet, blev jeg opfordret til lige at lave det. Og hvor jeg for 4 år siden ville have været lidt lodden i mælet, blev svaret her er klart nej, men med tilbuddet om at stå til rådighed for en eventuel arbejdsgruppe ift. sparring, formulering og praktiske opgaver. Men ‘det er jo bare at spørge ud, om nogen ikke vil lave sådan en gruppe med dig?’
I takt med at jeg bliver ældre, hælder jeg mere og mere til at udstede en fatwa mod brugen af ordet ‘bare’ på andres vegne, kan jeg mærke.
Jeg forstår godt, hvorfor jeg drages af den slags opgaver og grupper – og hvorfor de drages af mig. For mit kærlighedssprog er systemer og struktur, og derfor kigger jeg på udfordringer som de her, og så eksploderer min hjerne med ideer til, hvordan indsatsen kan optimeres og forbedres.
Men jeg har også, klog af skade, lært at læse rummet. Og det er aldrig godt, når folk er *for* ivrige efter at smide noget i skødet på tilfældige, og når der ikke er en overordnet gruppe af mennesker, der holder kompasset. For det her er dømt til at falde fra hinanden. Når alle allerede 3 uger inde synes, at der skal gøres noget, men bare ikke lige selv har tid, så smuldrer det. Og det er én ting. Men noget andet er, at man, gode intentioner til trods, kommer til at spilde en masse menneskers tid. For hvis der ikke er en plan ift. hvad personlige beretninger skal bruges til, så bliver de ikke brugt til noget.
Det er vigtigt. Nogen burde virkelig gøre noget. Men så længe disse nogen forbliver Alle De Andre, er det en af de kampe, der ender med at æde dig op, fordi du kommer til at gøre det hele alene.
Og ikke at den her besparelse ikke er til at tude over. Det er den. Det er utilgiveligt at være folkevalgt politiker og så fraskrive sig ansvaret for fremtiden på den måde, og det er sindssygt, at det får lov at ske, fordi den eneste forhindring er forældrene selv. Men jeg kan mærke, at jeg er et sted nu, hvor jeg skal passe alvorligt på mine kræfter. Jeg er drænet af møder, systemet, skoleskift og den ene overskrift efter den anden fra mennesker, der er lykkeligt fri for selv at stå med det her livsvilkår, om at det godt nok er samfundet og skolesystemet, den er gal med, men at det er forældrene, der skal løse det. De mener det sikkert godt, men det gjorde de mange fagfolk, der i 1950’erne mente, at døve børn ikke måtte bruge tegnsprog, fordi de så blev dovne og ikke ville lære at tale, også. Jeg er faktisk der nu, hvor jeg overvejer at afmelde notifikationer på aviser og nyheder, for jeg får hjertebanken og svedige håndflader hver eneste gang, der dukker endnu en af de her artikler op. Det er en helt afsindig stressfaktor, fordi jeg VED, at den bliver endnu en sten i den mur af fordomme og holdninger, der kommer til at gøre det sværere at blive forstået og få hjælp, og at den kommer til at retfærdiggøre nedskæringer og afvisninger og uunderbyggede tiltag, der skader langt, langt mere, end de gavner. Og jeg bliver simpelthen så frustreret over, at man, fordi det er en spændende, intellektuel diskussion, kan mene en masse om noget, man kun kender fra den ene side af skrivebordet, men ikke fra den anden. At man kan påvirke den offentlige debat, fordi man taler ind i noget, som de generationer, der synes, at børn skal spise op, at de skal tie, når de voksne taler og ellers bare skal holde op med at skabe sig, gerne vil bekræftes i. Hvis jeg må få ét ønske opfyldt, så er det, at I derude prøver at lægge mærke til fraværet fra forældre til børn med diagnoser i kommentarfelterne under de indlæg. Er der ingen, der finder det påfaldende? At det her reelt er hvide mennesker, der bekræfter hinanden i, at racisme er indbildt?
Nå. Det var en slags sidespor, og så alligevel ikke. For det, jeg egentlig bare ville sige med det var, at man, når man er dér, skal være meget opmærksom på ikke at smide sin resterende energi i Bermudatrekanter og korstog. Det gælder mig, og det gælder de andre i gruppen.
Alle er fulde af gode ideer, så længe de er gratis og ikke forpligter. Når alle kan, er der ingen, der gør, og det er jeg, helt egoistisk, SÅ taknemmelig over, at jeg efterhånden har lært at gennemskue på forhånd.