Linda

Forleden var jeg i Aarhus og løb i den forbindelse på en god, gammel bekendt, der fortalte, at hendes forhold hang i en tynd tråd. Hun er én af mange i min omgangskreds, der enten står med den ene fod ude af døren, eller hvor skilsmissen er en realitet, og ligesom de andre jeg kender, der har måtte træffe den tunge beslutning, er det også konsekvenserne for børnene, der fylder mest for hende.

“Vi har nok ikke været gode nok til at lave ting sammen. Vi har glemt at pleje forholdet. Det hele har gået op i praktisk arbejde og logistik, mens børnene har været små, og nu er det som om, vi bare er gode venner” sagde hun.

Den sætning har jeg hørt i forskellige variationer hos stort set alle, jeg kender, der er gået fra hinanden, og igår slog det mig, at jeg faktisk ikke tror, at det er sådan, det forholder sig.

Jeg tror, at vi, når vi gennemlever kriser og store forandringer i livet, ændrer os som mennesker. Jeg tror ikke, at vi er de samme, som vi var, inden det hele blev vendt på hovedet, og hvis det er rigtigt, betyder det, at man, efter børn, dødsfald eller alvorlig sygdom, er to nye mennesker, der står overfor hinanden. Og det er simpelthen ikke givet, at de to mennesker passer sammen. Selvom der er masser af klister i form af fælles kærlighed til børnene, tidligere gennemlevede kriser, kendskab til hinandens familier osv., er det ikke nok, hvis disse to nye mennesker, helt grundlæggende, ikke længere er tiltrukket af hinanden.

Når man er nye kærester, ved de færreste, hvordan den anden reagerer på at blive udsat for maksimalt pres; der har sjældent været noget af en sådan kaliber tidligt i et forhold. Og når man bliver trykprøvet i livet, er der ikke overskud til hensyn eller forstillelse, og så kommer det hele ned til, om man har været så heldig at finde sammen med én, der enten reagerer, som man selv gør, eller hvor man komplimenterer hinanden. Både umiddelbart, og over tid. Og det aner man ikke noget om på forhånd.

Jeg tror, man kan styrke sit forhold ved at blive ved med at tappe ind, også når det hele går RIGTIG hurtigt – men jeg tror stadig kun, at det virker, hvis de to nye mennesker har den kemi, det kræver at være i et forhold.

Ligesom jeg virkelig, virkelig gerne vil prikke til idéen om, at sygdom er en kamp, man kan tabe eller vinde, afhængig af sin indsats, vil jeg også gerne tilbyde min mentale hånd i ryggen til dem, der måtte have brug for det, når det kommer til skilsmisse. Det er mig så inderligt imod, at man, når man kæmper for at overleve, uanset om det er i konkret eller overført betydning, oveni skal bære både egen og omverdenens ide om, at det er selvforskyldt, hvis man taber; at det handler om, at man har fejlet eller gjort for lidt.

Alle gør det bedste de kan med det, de har. Særligt, når vi er pressede.

Det skal vi hjælpe os selv og hinanden med at huske på.

Apropos overhovedet ingenting, så gæsteblogger Anton og jeg hos søde Karmamilli, så der kan man lige stikke hovedet over, hvis man vil have Antons bud på, hvor gammel, jeg er…

Lige siden jeg blev gravid første gang, har meningitis været på min top 3 over Mest Frygtede Sygdomme. Jeg tror, vi alle har passager i Angstens Store Bog, som er skrevet med caps lock, og uanset om det, vi er bange for, er reelt nok eller irrationelt og blæst fuldstændig ud af proportioner, så tror jeg, det ligger så dybt i os, at logikkens lys ikke kan nå derned.

For mit vedkommende hænger det nok sammen med, at det er en af de sygdomme, man hører en del om, når man læser til tegnsprogstolk, fordi den er en af de store syndere, når det kommet til pludselig opstået døvhed. Når det er sagt, er det jo heller ikke just en sygdom, hvor øget kendskab giver øget tryghed. Således har jeg H.V.E.R eneste gang, jeg har været til vagtlæge med mine børn, insisteret på, at han/hun tjekkede ekstra grundigt for meningitis, og forklarede mig – i hvert enkelt tilfælde – hvorfor vi var sikre på, at det lige her *ikke* var det, der var tale om.

Jeg ved godt, at når man hele tiden kigger mod himlen, fordi man frygter at få et fly i hovedet, så ender man med at blive kørt ned (sagde optimisten), men de sidste par måneder er jeg stødt på uforholdsmæssigt mange historier om den forbandede sygdom, og senest er en lille pige 5 km. herfra blevet smittet.

Og nu er det, at jeg overvejer, om jeg skal lade ungerne vaccinere for de strenge af den, som ikke er en del af børnevaccinationsprogrammet. Jeg er proproPRO vaccine, og kunne man være helt sikker på, at en ekstra vaccine, ville betyde, at de aldrig fik det, havde jeg gjort det uden at tøve. Men som jeg forstår det, er der stadig en udgave af det, man kan blive smittet med, selvom man får alle vacciner i hele verden.

Så det her er en af de gange, hvor jeg virkelig, virkelig gerne vil have jeres input. Hvad tænker I? Er det livrem og seler på illuminati-måden, eller giver det faktisk mening?

Kh

Den (over)bekymrede stenbuk

For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd.

Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det.

For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.

Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt.

Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.

Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel.

Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.

Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.

Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har – så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn.

Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.

Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.

I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven.

For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.

Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M.

Idag, 15 år efter, betaler jeg – stadig – 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år.

Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.

Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.

Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn.

Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre.

Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.

Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.