Linda

Så skal jeg da LIGE love for, at december kom svingede ind af døren og fejede november af banen med et overlegent: ”Tah-daaaah!” November er endelig lusket af og har *tak-kære-gud-smiley* taget sine heldøgnsnætter, snaskede, bladbefængte stier og kroniske regn med sig.

Jeg har brugt dagen på at cykle rundt på landet i embedes medfør. Helt, helt fantastisk. Sprød, frostklar luft og lys i den kolde nuance af guld, som er indbegrebet af dansk vinter. 20 kilometer af små, snoede veje med heste som eneste selskab. Vi sang. Eller… jeg sang, men de kunne lide det. (LUK!) Så meget, at det faktisk flere gange så ud som om, de sang med.

Og så er der bare noget tilfredsstillende ved at fryse så meget, at man ikke kan mærke, om man har gulvvarme på badeværelset, når man kommer hjem. (Her kunne man så måske godt have ønsket sig en hukommelse, der var i stand til at understøtte de mangelfulde input fra følesansen. Den ryger på ønskesedlen med det samme. )

Hat, luffer og røde kinder. Vinter. As it should be.

En af de store fornøjelser ved over en årrække at bestride flere jobs er, at man får lov at betragte nogle af de samme situationer gennem forskellige briller. De sidste par uger har det været evaluering og kontrasten mellem det at være ny på blokken og gammel i gårde, der har været under den mentale lup.

Mange af mine nye, ivrige kolleger, søger i starten råd og vejledning hos alle de gamle rotter på loftet, fordi de er sultne efter at lære og gerne vil være rigtig gode rigtig hurtigt. De suger til sig, og de første par måneder rykker de med raketfart, og er taknemmelige for al feed back, både den de selv inviterer til, og den der bliver givet uopfordret. Men stille og roligt kan jeg høre, at det bliver irriterende at blive betragtet som ny og modelérbar.

Netop det har jeg tænkt rigtigt meget over, for jeg kan tydeligt huske, da jeg selv var relativ ny, og måtte finde en pæn måde at sige til en erfaren kollega på, at jeg syntes, at NU lukkede vi til boks 1. Hvis det skal være tilfredsstillende og give mening at gå på arbejde, synes jeg, at man er nødt til at finde sin egen stil og måde at gøre tingene på, så man føler, at man bidrager med noget, der gør en forskel for helheden. Derfor kan det være nødvendigt at bede folk om at pakke sig, for så længe de tror, at du kan formes, forsøger de at forme dig, så du passer til DERES ønsker og behov. Og hvem gider at være nogens blodfattige klon eller spejlbillede?

Af den grund giver jeg sjældent feed back eller kritik, hvis ikke folk direkte beder mig om det. Og hvis jeg skal være helt ærlig er jeg heller ikke særlig god til at tage imod det, hvis jeg ikke selv har inviteret til det.

Men i dag så jeg så et eksempel på, hvorfor man skal huske at blive ved med at sende invitationerne ud, selvom man er blevet en af de gamle. For man kan nemlig gå hen og blive så tilfreds med lyden af sin egen stemme, at den bliver nedladende. Og lige der, gik det op for mig, at det er det, der bliver ved med at gå galt, når jeg er på kurser, hvor jeg har lyst til at slå underviserne ihjel. Jeg gætter på, at de – fordi de hele tiden underviser nye mennesker i det samme stof – sjældent får respons på deres undervisning, fordi eleverne har travlt med at tilegne sig stoffet. Men når tonen bliver nedladende nok, mister jeg fuldstændig mister evnen til at høre efter, hvad der bliver sagt, fordi alt i mig stritter så meget, at jeg nødt til at bruge al ledig kapacitet på ikke at verbalisere min foragt eller forvandle mig til kontrær teenager, der i ren trods er uenig i alt, hvad Autoriteten fremfører.

Kunsten er vel at finde sin faglige personlighed og tegne den skarpt nok op til, at verden omkring dig kan forholde sig til den, samtidig med at du bevarer en ydmyghed og respekt for de mennesker, du betjener.

Åhhh, hvor skal jeg bare have gravet mine noter fra Positiv frem og læst op på dem. På søndag tager jeg nemlig afsted til anden halvdel af mit tillidsrepræsentantkursus, og jeg giiiiider ikke. Set up’et er i forvejen ikke det bedste: Julefrokost fredag OG lørdag, træningsworkshop kl. 08:30 søndag nat og så mod Svendborg. Fuld af frisk.

Denne gang har de strukket fornøjelsen ud over 5 dage i stedet for de 3, som vi slap med på første modul. Og inden nogen sætter tænderne i struben på mig og beskylder mig for at lide af indlæringsangst: Jeg vil gerne have fuldt udfordringer på hjernen. Jeg vil gerne på kursus. Og jeg vil gerne være en god tillidsrepræsentant for mine kolleger.

Men jeg bliver så skidt tilpas af at være taget til fange et sted, hvor det eneste tilgængelige tempo er slowmotion; hvor der er flere pauser end undervisningstimer, og hvor ingen rigtig vil noget konkret med det, vi sidder og arbejder med. Jeg får menneskespat af at skulle konversere høfligt med mennesker, jeg aldrig skal se igen, fra 7 morgen til 10 aften (NEEEJ!! TEGNSPROG ER IKKE INTERNATIONALT, FOR SATAN!!) og der er lidt-til-intet signal til både mobil og internet.

Jeg vil meget hellere blive her, hvor lejligheden er pyntet med nye, überlabre glaskugler og en adventskrans som jeg selv, har lavet (aj ok, nu løber begejstringen lidt af med mig. Teknisk set har jeg ikke gjort andet end at sætte 4 lys på et fad og døbe konstellationen ’adventskrans’. Men stadig. Det er pænt.) Jeg vil hellere eksperimentere med min venindes opskrift på hvid gløgg og have god tid til at købe julegaver, der siger ’du er noget af det bedste jeg ved, og jeg er så glad for, at du er i mit liv’. Jeg vil hellere køre mine hold, end at stå alene i en mørk sal kl. 0600 zulutid. (Vi husker dog, at Svendborg er søde, fordi de lader mig låne den.)

Men det er vel .. karakteropbyggende. Eller noget.

Når man underviser i et fitnesscenter, forholder man sig jævnligt til, om man er ved at være for gammel til at være der. Jeg fylder 33 om ti minutter, og har en kammerat, der jævnligt spørger mig, om jeg efterhånden kunne være mor til de fleste af medlemmerne. Han underviser selv og er ældre end mig, så jeg har ham mistænkt for bare at tjekke i tilfælde af, at han ikke selv opdager det, når sidste salgsdato nærmer sig.

Som instruktør synes jeg, at du er nødt til at repræsentere et eller andet, som kan være ønskværdigt for medlemmerne at opnå; enten noget æstetisk præsentabelt eller bare en sund, stærk krop, og jeg tror, at vi alle har set eksempler på, hvor grimt det kan blive, hvis man bliver i gamet for længe. De fleste af os er bange for at blive runkne og ynkelige – og ude af stand til selv at se det.

Men det ER altså skønt at være kollega med rigtige, granvoksne mennesker, der ved, at intet i verden sker af sig selv.

For en måned siden, fik jeg den idé, at vi i anledning af julen kunne lave et specialarrangement, hvor vi stillede 9 instruktører og underviste til Søren Banjomus , Last x-mas og alle de andre klassikere. Det gjorde vi så i dag.

9 instruktører kræver en del ekstra udstyr i form af vægte, stepbænke osv., hvis der skal være noget tilbage til medlemmerne, og her var det, at gennemsnitsalderen på 34 år kom til sin ret: I stedet for at forvente – som jeg HAR oplevet, når jeg har lavet noget med meget unge mennesker – at ekstraudstyret blev tilvejebragt af en magisk fe, eller manifesterede sig ved tankens kraft, mødte folk op en time før, slæbte vægte ned af trapper og ind i private biler, fragtede dem tværs gennem byen og bar dem ind i den nye (større) sal. Nogle havde sørget for pebernødder og andre for feberredningsalternativer, hvis noget skulle gå galt. Efter timen gentog det hele sig med modsat fortegn. Alle havde valgt sange, lavet koreografi og øvet og formentlig brugt 5-6 timer på arrangementet.

For 130 kr. i løn. Før skat. Fordi de synes, at det var sjovt.

Jeg siger ikke, at alle unge mennesker er blottede for initiativ (jo jeg gør. Lidt. Undtagen mine læsere, selvfølgeligt), men det var bare rart, at jeg også kunne være med og hygge mig uden at skulle være sur nazikost med tjek på alting på mor-måden.

De er ikke 17 mere, mine kolleger, men jeg håber altså, at de hænger på nogle år endnu.

Nå. Men kom idag hjem til et brev fra mit forsikringsselskab, som oplyste mig om, at de ‘har oplevet en markant øgning’ (er det overhovedet et ord?) af deres skadesomkostninger, hvilket har fået dem ’til at vurdere den samlede risiko for en række af vore kunder’. Åbenbart er jeg – som ikke har haft brug for min ulykkesforsikring én eneste gang i de 15 år, jeg har betalt til den – pludselig upgraded til risikokunde: Fra 31. december til 1. januar stiger min forsikring fra 1020 kr. til 1810 kr.

Jeg er ikke matematisk student, men jeg mener stadig at nå frem til, at det er en stigningsprocent på den kedelige side af de 50.

Hvis jeg ikke gør noget, kan jeg forstå af brevet, at min forsikring vil ‘fortsætte med den nye præmie’. Hvis jeg ikke betaler, vil jeg modtage en opkrævning og en rykker – ”dette er for at sikre, at der ikke er tale om en forglemmelse”.

Skide tak. Farligt filantropisk forsikringsselskab, jeg har.

Eller rettere: Havde.

WUHUU!! Ny computer til Linda *triumferende-smiley!* Slut med backspacetaster, der falder af, så man kun kan rette stavefejl ved at snøvle sig tilbage og bruge delete. Farvel til en computer så langsom, at man kan nå till Colombia efter kaffe, og haHA! for ikke længere at skulle time blogskrivning og chat til de 75 minutter, batteriet kan holde strøm.

Og nej. Det er ikke en Mac. ”Hvorfor dog ikke?” hører jeg flere læsere undre sig højlydt. Primært for at irritere æble-entusiasterne, der bare aldrig holder kæft om, hvor fantastisk Mac er. Så snart folk selv er blevet hjernevaskede, begynder de i bedste Jehovas Vidner-stil at tvinge deres nyfundne tro ned i halsen på os andre, hvilket øjeblikkelige aktiverer min sekt-/pyramidespilsalarm.

”Jamen Linda!! Mac er det bedste! SÅ brugervenligt!” Pfff! Hvis Apple virkelig var så fantastiske, hvorfor har de så ikke for længst overtaget verdensherredømmet? Hva? Nå, så blev I stille!

Jeg synes, at der er WAY mere stil over bare at være bedst i stilhed. Som nu min nye Think Pad, der bare står og er lækker og badass uden at gøre noget stort nummer ud af det, og som jeg planlægger at oplære til at lave kaffe og blogge, når jeg selv er tom for ideer. Ved et kæmpeheld har jeg søde Lasse, der som en Ægte Helt har påtaget sig afdække mit behov, finde en maskine, der passer til det, (indsæt selv lummer joke, Red.) bestille den med rabat og sætte den op for mig.

Jeg påtænker at rejse en statue af Lasse på Store Torv.

Nu venter vi bare på, at den lander i min postkasse. Komnukomnukomnuuuu!

Jeg er omgivet af nåsåer. Hvor end jeg vender mig, er jeg omgivet af folk, der hader på julen. Og jeg er ikke ved at bevæge mig ud i et jeg-er-zen-I-er-hysteriske indlæg, (jeg kan nemlig godt lide at leve) men jeg kan lige så godt tone rent flag: Jeg glæder mig til jul.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg synes, man selv er med til at bestemme, hvor slemt det behøves at være. Der er jo ingen, der siger, at man SKAL vente med at købe sine julegaver til den sidste lørdag inden jul, eller at de behøver at beløbe sig til det samlede BNP for 3 mellemstore, afrikanske lande. Det ER vel muligt at deltage i julefrokoster uden at føle sig forpligtet til at være den, der egenhændigt skal konsumere al snaps i verden, og jeg vil mene, at man kan finde et tåleligt kompromis imellem Ingen Pynt og et hjem, hvor man kan gå armgang i guirlanderne og lege jorden er forgiftet på stråbukke og krybbespil?

Jeg synes, at julen er hyggelig, og en stor del af fortjenesten herfor tilfalder uden tvivl mine forældre. Jeg er vokset op i et meget pragmatisk hjem, hvor julen ikke er skamvredet ud af facon for at passe til traditioner, ingen længere ved, hvorfor vi holder i hævd.

I min familie er vi hedninge hele banden, så vi går ikke i kirke. Menuen skifter fra år til år og det samme gør gæsterne. Julepynten er ukoordineret i både farve og facon, og man må gerne høre Pink Floyd det meste af d. 24. De brune kager er bagt af Karen Wolff, og den hjemmelavede marcipan er afskaffet, fordi den – efter min mors udsagn – “er kedelig, og der alligevel ikke er nogen, der gider spise den”.

Til gengæld er vi gode til at tage den med ro. Der er ild i brændeovnen fra morgenstunden, alle hjælper hinanden med forberedelserne, og kl. 16 går alt i stå, så vi kan se Fra Alle Os Til Alle Jer. Dresscoden er ’afslappet’, der ligger omtanke bag gaverne, og der er formidabel rødvin til det hele.

Jeg synes, at det er synd for dem, der forbinder jul med pligter og stress. Jeg har ondt af dem, som skal holde jul med mennesker, der ikke siger dem noget og skal sidde med anstrengte smil og skuldrene om ørerne, mens de tåler tankeløse kommentarer fra mennesker, der sikkert mener det godt, men som ikke desto mindre gør ondt.

I må altså gerne komme med hjem til mor Lisbeth og far Orla?

Jeg tror, at vi efterhånden har fået slået fast, at jeg 97 % af tiden knuselsker mit job. I dag har jeg så været afsted på de sidste 3 procent.

De var søde, jeg elsker tonen bandt håndværkere, og jeg får løn for det, men jeg har brugt dagen på at stå til pynt på en byggeplads et sted i Danmark i 7 stive klokketimer i en mystisk verjhybrid af orkan, monsun og minusgrader og fryse min røv i laser. Alle omkring mig knoklede, kravlede, hamrede og savede, og mit bidrag til projektet bestod i at tolke: ”Er der nogen, der har set høvlen?” Hvilket faktisk ikke er så nemt, som det lyder til, når frosten har fikseret samtlige led på fingrene.

Og der er en lammer til den, der lægger en kommentar om, at der ikke findes forkert vejr, men kun forkert påklædning, for med mine 4 trøjer, 2 jakker, 3 par bukser, gummistøvler og hat var jeg mere udstoppet end påklædt, og jeg pivfrøs stadig.

Fik jeg med, at jeg faldt? Nej? Nå, men det gjorde jeg. Gik på røven på en våd, glat og lusket bro af træ. Elegance er mit kunstnernavn.

Nogle gange får jeg selv lyst til at lade som om, jeg ikke kender mig.

Nu sidder jeg under et tæppe med en varm computer i skødet og er i gang med den 4. kop kaffe. Mine håndled er ømme (møg-bro), mit hår så fedtet, at jeg kunne lave dreadlocks, hvis jeg ville (møg-hat) og jeg kan overhovedet ikke få varmen igen (møg-… vinter).

Jeg kunne få det ud af systemet ved at tage et varmt bad, give op og gå i seng.

Jeg kunne også tage ned og undervise.

MUHAHAHAHA!!!

En stor del af min søndag er gået med at sidde og kigge ud på regnen, iført en gammel kærestes gamle Metallica t-shirt, med håret i en sjusket knude og en kop kaffe i hånden.

Jeg er ved at læse en fin, lille bog, der hedder Astrid og Veronica, som handler om alt og ingenting og livets gang i cirkler. Den er fuld af tab, eftertænksomhed og håb, og stemningen er vist sevet op gennem siderne og ind i mig. Den får mig til at tænke på både det, der har været, og det, som er på vej.

I virkeligheden burde jeg ikke læse den slags bøger, for jeg er alt for letpåvirkelig. Hos mig ligger melankolien faretruende tæt på overfladen, og selvom den giver mig meget, fordi den minder mig om at sætte pris på alt det, jeg har i mit liv, er jeg forsigtig med at dyrke den, for den kan hurtigt gro en understrøm så stærk, at jeg bliver trukket ned og drukner i den.

Men bogen bringer også nogle finurlige indsigter med sig. I dag gik det f.eks. op for mig, at når jeg engang skal have mig et hus, så er det eneste krav, jeg har, at der er plads til en bænk i køkkenet. Det har vi altid haft derhjemme, og det er et af mine yndlingssteder i hele verden. Når jeg er hjemme, er det der, jeg sidder og læser, blogger og drikker vin, mens mine forældre tusser rundt og laver mad. Det er der, min søster og jeg sidder, side om side, og piller kartofler til jul. Det er hjem og på en måde, jeg ikke kan forklare, er det som om, jeg savner det, selv når jeg sidder der.

Tanken om livets skrøbelighed er ubærlig, og ulempen ved at være bevidst om, hvor meget man har, er at man samtidig bliver så smerteligt klar over, hvor meget man har at miste.