Udgiv kommentar.

Hvor er det fedt, at så mange af jer har brugt tid på at være inde og kommentere på gårdagens indlæg. Vi er ikke enige, og det mener jeg heller ikke, at vi behøves at være; det er klart at vi hver især er farvet af baggrund, erfaringer og politisk overbevisning, og jeg har valgt at skrive mit ’svar’ til kommentarerne som dagens indlæg.

Flere af jer spørger til det oprindelige indlæg og om ikke jeg føler, at de vrede kommentarer har vundet over min ytringsfrihed, når jeg har valgt at fjerne det. Min begrundelse for at tage det af var, at jeg allerede efter 3 kommentarer kunne se, at diskussionen var på vej i en helt anden retning, end jeg havde tiltænkt det. Min blog er ikke et politisk manifest, men noget jeg skriver, fordi jeg kan lide at skrive. Derfor er der ganske enkelt en grænse for, hvor mange tæsk jeg finder det værd at tage for et indlæg, der ikke handler om noget, der følelsesmæssigt er meget vigtigt for mig. Man må vælge sine kampe med omhu, og lige nu er det lidt småt med overskud herude i virkeligheden, og så er det simpelthen ikke det værd.

Faktisk er læserkommentarer noget, jeg tænker meget over, når jeg er rundt omkring på andre blogge. På den ene side inviterer man som blogger selv til, at verden forholder sig til de ting, man skriver, men ind imellem kan jeg godt spekulere på, om læserne er bevidste om, at de med deres kommentarer også er med til at forme diverse blogges indhold. Lene har taget mange slag, fordi hun skriver, hvad hun mener, og uanset om man er enig eller uenig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man ikke med nogle af de virkelig harske kommentarer hun har fået, er med til at skabe en endeløs række af tandløse blogs, som måske nok kan få os til at trække på smilebåndet, men som ikke giver så meget at tænke over?

En anden ting der går igen flere steder i kommentarerne er, at det ikke kan passe, at man som demonstrant skal være opmærksom på, hvem man går ved siden af, fordi det ikke kan være rigtigt, at man ikke kan deltage i en demonstration uden at ende som offer for en knibetangsmanøvre. I teorien er jeg enig. Ligesom jeg også mener, at det er både trist og forkert, at man som pige i dag er nødt til at overveje, hvor man går om natten, og at man ikke længere, som da jeg var barn, kan sove med terrassedøren åben og hoveddøren ulåst. Jeg tror, at holdningen her vil afhænge af, om man er pragmatiker, der indretter sig efter virkeligheden, som man synes, den ser ud, eller om man er typen, der i yderste konsekvens er villig til at risikere sit liv for ytringsfriheden.

En enkelt kommentator mener, at man skal lade være med at basere sine holdninger på public service nyheder og TV2 helikopternyheder. Til det vil jeg sige, at det bliver meget, MEGET begrænset, hvad vi kan blogge om og forholde os til, hvis vi kun må beskæftige os med erfaringer gjort på egen krop. Der er (forhåbentligt!) grænser for, hvor meget drama gennemsnitsdanskeren udsættes for.

Og endelig er generationskortet blevet spillet – hvilket jeg synes er både for let og for træls. For det ender næsten hver gang med, at hønen og ægget kommer op og skændes: Er det den unge generation, der har misset pointen, eller er det den ældre generation, der har glemt at forklare den?

Under alle omstændigheder vil jeg sige tak for alle jeres kommentarer. Det er en fornøjelse at vide, at I sidder derude og rent faktisk forholder jer til, hvad jeg skriver.