Når jeg bladrer gennem listen af navne i min telefon, indeholder den primært mennesker, jeg deler hverdag med – eller har gjort indtil for nyligt. Der er venner fra blogsfæren, fra fitnessverdenen, fra studiet og fra jobbet, men jeg kan desværre se, at dem, som man har haft en fælles relation med, har en tendens til at forsvinde, når relationen forsvinder. Nyt job, flytning, opsigelse af medlemskab kan alt sammen være første skridt på vejen til at miste kontakten, og det er efterhånden gået op for mig, at man ikke skal undervurdere værdien af de små møder i hverdagen, hvor man lige får samlet op på det vigtigste, så man er up to speed, når man har tid til at ses.
Det har jeg brugt noget tid på at ærgre mig over, for der ryger nogle dejlige damer og herrer på den konto, og da jeg er forsvarende dansk mester i selvbebrejdelse, har jeg gået rundt og hyggemarineret lidt i skyld og dårlig samvittighed.
Det ville være løgn at påstå, at det ikke har betydning for kontakten, hvor vi befinder os på singlometeret og børneskalaen, for det er altså nemmest at forholde sig kvalificeret til et liv, man forstår indholdet i.
Men jeg tror ikke kun, at det handler om konkrete omstændigheder. Jeg tror i lige så vid udstrækning, at det handler om, hvordan man tilpasser og udtrykker sig i forhold til hinanden.
Når man f.eks. har en af de perioder, hvor man har så travlt, at man glemmer, hvad man hedder, er man i forvejen rigeligt plaget af dårlig samvittighed, og de venner, der verbaliserer deres savn med sætninger som: ”Jeg ser dig aldrig mere!” og ”Jeg savner dig!” har en tendens til at blive dem, man stille og roligt lader sive ud af sit liv. Ikke fordi man har lyst, men fordi det simpelthen er alt for uoverskueligt at skulle stille op til 3 timers spanking af samvittigheden, når man endelig har fri og mest bare trænger til at sove. Derfor tror jeg, at man har tendens til at omgive sig med mennesker, der lever som man selv gør; som ved, at vi ses, når vi ses; som forstår, at sådan må det være lige nu, og at det ikke handler om uvilje eller dårlig planlægning.
Jeg tror også, at folk med børn finder det langt mere afslappende at være sammen med dem, der har forståelse for, at voksensamtale er noget, der foregår i pauserne mellem bleskift, og forsøg på at holde strikkepindene ude af stikkontakterne, end med os, der stadig synes, at vi i en alder af 30+ har krav på 4 timers sammenhængende mig-tid, og siger ”det gør ikke noget” uden at mene det.
Når singleveninden går i løsnings-mode og kontant idømmer skilsmisse med ordene: ”For det skal du bare ikke finde dig i!” er det måske mere en løsning, man kan bruge, der hvor hun er, end når man sidder i Hadsten med 2 børn og en Berlingo.
Da vi gik på handelsskolen, brugte vi vennerne til at lære os selv at kende, og udvikle identitet med. Vi hang sammen som ærtehalm, og kunne efter en hel dag i skole sammen, fortsætte samtalen i telefonen i timevis, mens vi snoede ledningen om pegefingeren og drev vores forældre til vanvid.
2-3 uddannelser og 200 forpligtelser senere er venner nok mest noget, man bruger i en af de to ekstremsituationer, hvor man enten slapper af eller er i knæ. De er ikke længere en del af hverdagen på samme altopslugende måde, hvor man bruger så mange timer sammen, at det i løbet af en uge udligner sig selv, hvem der taler og hvem der lytter; hvem der falder og hvem der støtter.
Derfor er jeg nået frem til, at jeg tror, at vi har en tendens til at vælge at være sammen med dem, der kan møde os, hvor vi er.
Det trøster mig lidt. For det betyder, at vi måske ikke smider hele historien væk, fordi vi mister kontakten et par år.
Men det betyder måske også, at vi skal være bedre til at acceptere, at der kan være perioder, hvor vi glider lidt fra hinanden, fordi vi lever så forskellige liv, at vi ikke kan give hinanden det, vi har brug for.