Linda

Efter en dag i selskab med en gammel, kær ven, som jeg ser alt, alt for lidt, og en snak om alle de store ting i livet, gik jeg hjem gennem et skumringsramt Århus.

Som jeg gik der, med månen hængende på himlen og byen pyntet med lys, blev jeg overvældet af den stille, taknemmelige glæde. For jeg elsker virkelig mit liv, de små skønhedsfejl til trods. Jeg elsker at bo i Århus, jeg elsker mine jobs og jeg har de mest formidable mennesker i verden omkring mig. Det er snart jul, i aften skal jeg i biografen med de andre 17-årige emo’s, og jeg glæder mig til næste år.

Og i morgen skal jeg ingenting. Overhovedet.

Da jeg var barn, legede jeg en del med en pige, der boede på min vej. Jeg kunne bedst lide at være hjemme hos os eller udenfor, for jeg syntes, at hendes far var lidt væmmelig. Da vi blev ældre, og venindernes store søskende startede på gymnasiet, hvor han var lærer, fandt vi ud af, at skolen havde forbudt ham at tage med på studieture og til fester, fordi han ikke kunne lade pigerne være i fred.

I mine øjne har han altid været en ulækker, gammel mand. Derfor blev jeg lidt rystet, da jeg forleden kom til at regne på det, og det gik op for mig, at han, da jeg kom hjemme hos dem, har været i starten af 30’erne.

Nu ved jeg godt, at vores generation får børn i en senere alder, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvem der i vores omgangskreds render med titlen som Den Klamme Far. Eller Den Fordrukne Onkel for den sags skyld, for i min erindring er alle rollerne besat af meget voksne mennesker, men de må have haft den alder, vi har nu.

Hvilket får mig til at tænke på, at regnestykket også må kunne laves modsat: Jeg kan uden at anstrenge mig særligt komme i tanke om 2-3 fædre i min bekendtskabskreds, der lever med kone og børn, og ved siden af knepper sig målrettet gennem Århus og opland. Der er trekanter og firkanter, legetøj og kammerater og de fleste af fornøjelserne bliver foreviget på film.

Gad vide hvem af mine barndomsveninder, der er vokset op med sådan en far?

Hurra for:
*Mennesker, der pynter udenfor med lyskæder, så vi andre har noget pænt at kigge på, når vi cykler rundt i Mordor.
*Mit spinninghold, som er verdens bedste, og som i dag har givet mig så god en evaluering, at jeg har lyst til at give dem alle sammen en krammer.
*Mit fitnesscenters kusine i Svendborg, som har stillet en sal til rådighed for mig hver eneste morgen i starten af december, når jeg skal på kursus. (30 medkursister ånder lige nu lettet op.)
*14 nye afsnit af Lost

Kan vi lige snakke lidt om:
*Mænd, der – helt alvorligt – går rundt i fuchsiafarvede sweatre.
*Den nye Duracell reklame? Det er nok det klammeste, jeg til dato har set.
*Hvorfor jeg bliver ved med at drømme, at Skanderborgfestivallens ledelse vil have mig ansat som fodbolddommer? (Nogen, der ligger inde med nummeret til Freud?)

Må jeg foreslå:
*En kæmpemarkise op over Århus, så man (bare engang imellem) får mulighed for at komme på arbejde med tørre bukser og ordentligt hår.

Kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om:
*Lovforslaget om at forbyde solarium for unge under 16 år.
*Rasmus Seebach. Catchy, men får godt nok en lille smule ondt i hovedet over teksterne.

Hvad sker der for:
*Folk, der ikke stemmer? Hvis det fortsætter sådan, ender det med, at Irak må sende tropper herop for at lære os om demokrati.

Er jeg den eneste:
*Der får lyst til at råbe: “JAMEN SÅ KØR DOG FOR FANDEN TIL TIDEN!!” når jeg ser Arrivas kampagne ’Køreplan God Stemning’, som (ud over sprogmæssigt at være noget værre ævl) forekommer mig at være en decideret hån: I leverer frygtindgydende dårlig service, og vi skal kvittere med overskud og venlige smil?

I det mindste er man ikke:
*Fodboldidioten, som nu skal ned og høre sin bank, om han lige kan låne 900.000 kr.

Nogle samtaler er man nødt til at tage. Når man har prøvet at sove på det, træne på det og hælde kaffe på det, og man stadig kan mærke i maven, at tingene ikke er, som de skal være, er der ingen vej udenom.

Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at holde sig selv fast på at gøre det, når jeg ved, at jeg kommer til at såre et menneske, jeg holder af. Jeg har lyst til at råbe: ”Jeg mente det ikke!! Det er lige meget – undskyld!” når jeg kan høre stemmen i røret begynde at knække.

Jeg forstår jo godt med mit hoved; det er følelserne, der nægter at samarbejde. Er de virkeligt så vigtige, at de er værd at gøre ondt for?

Det ville være meget rarere, hvis de bare ville arte sig. For os begge to. Men jeg kender dem efterhånden, og jeg ved, at de hverken kan villes frem eller væk. Jeg har prøvet så mange gange, men først bliver jeg ked af det, så bliver jeg stille og til sidst bliver jeg væk.

Det er paradoksalt, at det at gøre en anden ondt, kan være et udtryk for, hvor meget man holder af vedkommende; at man lukker øjnene, tager en dyb indånding og melder ærligt ud, udelukkende fordi den anden betyder så uendelig meget for én.

Jeg håber, at min ven ville finde, at det var umagen og ubehaget værd at gøre det samme den anden vej.

Nogle samtaler er man nødt til at tage, fordi det ville være tarveligt og uanstændigt at lade være.

De sidste mange år har min absolutte yndlingsaversion været mennesker med solskærme. Nik & Jay-typer m/k, der spankulerer rundt i gadebilledet med et tysk restprodukt fra 80’erne på hovedet, som om det var en kongekrone, kan gøre mig helt elektrisk af irritation. Folk, der går med solskærme, er idioter.

Fordi jeg siger det.

Men i dag har jeg været tvunget til at overveje om skærmen må abdicere og overlade hadetronen til…:

Voksne mennesker på løbehjul.

HVAD FANDEN SKER DER!!!?

Vi så igennem fingrene med bmx’erne, I fik lov at skate på både bræt og skøjter, vi accepterede det, da man ikke kunne trække vejret uden at risikere at inhalere en haggie-sack – men løbehjul??! Nu må I fandenstejleme holde!!

Hvis jeg ser en voksen kvinde med Hello Kitty solskærm komme kørende på løbehjul, sparker jeg hende af, og tæver hende med det.

I forhold til hvordan man vælger at indretter sit liv, har jeg lagt mærke til, at der findes to kategorier af mennesker: Dem, der har en form, som de med vold og magt prøver at tvinge deres liv ned i, og dem, der spiller kortene, efterhånden som de får dem på hånden.

De sidste forekommer mig at være langt de lykkeligste.

Jeg kender mennesker, der vader rundt i gæld til knæene, udelukkende stiftet for at iscenesætte Det Perfekte Liv og holde facaden. Jeg kender par, der lever som hund og kat, men som stadig flasher Det Lykkelige Ægteskab til fester og på Facebook. Jeg har veninder, der er så udkørte, at nervesammenbruddet ligger på lur, fordi de skal nå til yoga og økologisk rytmik med ungerne, inden de skal ud og høste bæredygtig, grøn the, som skal drikkes af hjemmebrændte, keramiske krus. Og jeg har venner, der sårer deres omgivelser dybt, fordi de i jagten på perfektion kører over alt og alle for at blive tilfredse.

Det virker som om det ikke virker. For jo flere detaljer de hysterisk insisterer på at kontrollere, så ALT kan blive HELT perfekt – jo større bliver puljen af mulige ting, der kan gå galt.

Jeg kan også godt lide, at der er styr på tingene, og jeg synes bestemt, at det er vigtigt at gøre sig umage på de store områder i livet, men jeg er ved at have lært, at hvis man holder knap så krampagtigt fast på rattet, kan man faktisk styre udenom i de værste forhindringer på vejen – i stedet for hypnotiseret at brage frontalt ind i dem.

Kender I de mennesker, der altid sidder med i alle udvalg; som tilsyneladende brænder sygeligt for det, de gør? Som knokler som bæster for det, de tror på og gør det for et klap i røven og en kiks?

Sådan en er jeg.

Hvis jeg først én gang har besluttet mig for at sætte min stemme på en person eller en sag, er der nærmest ingen grænser for, hvad jeg vil lægge af arbejde i at forsvare, forbedre og forstå.

Derfor kommer det altid som en overraskelse for mig, når jeg får nok.

Jeg har intet imod at være en af fodsoldaterne, og det betyder ikke noget for mig, hvem der får æren for det færdige produkt, så længe jeg får et resultat ud af mine anstrengelser, som jeg mener, er bedre end udgangspunktet og i overensstemmelse med det mål, jeg har været med til at definere.

Men jeg gider ikke lege blindebuk. Jeg gider ikke tages for givet. Jeg gider ikke pisses op og ned af den ryg, som jeg begynder at få fornemmelsen af bør udstyres med en asfalteret sti, så meget som folk går bag om den.

Så slut. Jeg vil ikke sige, at jeg smækkede med døren, men jeg lukkede hårdt nok til, at det kunne høres.

Nu skal jeg til at øve mig i en ny disciplin. Den hedder ’være ligeglad’, og ligesom med gladiatorsandalerne og sushien, er jeg håbløst bagud. Men nu skal det være. For jeg får mavesår og metalsmag i munden af frustration over det andet.

Jeg kan jo passende begynde med at øve mig i at trække på skulderen over ikke at have fået nogen som helst respons på min udmelding.

Advarsel: Nedenstående indlæg indeholder meget højdramatiske og spændingsmættede passager, og er derfor uegnet for mindre børn og folk med svage nerver.

Nå. Men i går, da min veninde spurgte, hvordan det gik med mig, kom jeg til at råbe: ”Jeg er USÅRLIG!!” På den triumferende måde. Nåede at prale af mit træningsafledte, grotesk velfungerende immunforsvar til ikke mindre end 6 forskellige mennesker.

Hvilket karma naturligvis ikke lader gå upåtalt hen.

Så efter en nat med kvalme, opkast, blodnæse og skøjten rundt i febersved, overgav jeg mig kl. 4 i morges og ringede til vagtlægen. (Som jeg – ærligt – tror, var enten stiv eller havde haft snuden lige langt nok nede i æteren. Gentog sig selv 7 gange, spurgte om de særeste ting og snøvlede så jeg næsten ikke forstod hende. Må de det?? Ved godt, at det må være pisseuhyggeligt at sidde der helt alene og lege Nattevagten, men stadig?) Synes ikke, at jeg har hørt, at det der med at vende vrangen ud på maven er en del af grisekonceptet, men har på den anden side heller ikke samvittighed til at lægge Århus øde, fordi jeg ikke er ordentligt orienteret.

Det kunne vi ”ikke udelukke.”

Super.

Og tak for krystalklar diagnose.

Nu ligger jeg her, iført 4 trøjer, to par træningsbukser og min dyne, med ømme muskler, der føles som de er krympet 2 størrelser og derfor trækker min krop sammen i uskøn King Kong/foster-stilling.

Ud over 17 sodavandsis og 80 kopper the, har min dag budt på:

* Et bad. Hvilket jeg godt lige synes, at vi kan bruge et øjeblik på at være imponerede over, for det tager fandme tid, når man hele tiden skal ned og sidde, og det at stå under strålerne føles som at få pisk med issyle. Måtte tage det i etaper og redde hår liggende. Men if you look good, you’ll feel good, som de siger. Løgnersvin.

* Fjernelse af en edderkop. Tog det meste af 20 minutter, fordi jeg lige skulle græde færdig først. Kunne overhovedet ikke overskue at gøre noget, men turde på den anden side heller ikke lade være.

* 12 afsnit af Lost. Vigtigt med nye venner, nu hvor man er i karantæne som en anden pestramt spedalsk. Et afsnit varer 45 minutter og det passer fint med, at det så er tid til at blive vendt, så jeg får lige mange liggesår på højre og venstre side.

* 4000 tryk på ’opdater’ på mine yndlingsblogs. Og på den støttende måde: Hvorfor fanden skriver I ikke noget?!? Kom nu. Vi er nogen, der har brug for jer. I er mine eneste forbindelser til verden udenfor.

Men jeg har det allerede meget bedre, synes jeg, og min mor sagde selv, at det sagtens bare kunne være almindelig influenza. Feberen er for nedadgående + jeg kaster ikke op mere = næsten rask.

Men jeg venter nok lige en dag eller to med at erklære mig usårlig.

Når jeg bladrer gennem listen af navne i min telefon, indeholder den primært mennesker, jeg deler hverdag med – eller har gjort indtil for nyligt. Der er venner fra blogsfæren, fra fitnessverdenen, fra studiet og fra jobbet, men jeg kan desværre se, at dem, som man har haft en fælles relation med, har en tendens til at forsvinde, når relationen forsvinder. Nyt job, flytning, opsigelse af medlemskab kan alt sammen være første skridt på vejen til at miste kontakten, og det er efterhånden gået op for mig, at man ikke skal undervurdere værdien af de små møder i hverdagen, hvor man lige får samlet op på det vigtigste, så man er up to speed, når man har tid til at ses.

Det har jeg brugt noget tid på at ærgre mig over, for der ryger nogle dejlige damer og herrer på den konto, og da jeg er forsvarende dansk mester i selvbebrejdelse, har jeg gået rundt og hyggemarineret lidt i skyld og dårlig samvittighed.

Det ville være løgn at påstå, at det ikke har betydning for kontakten, hvor vi befinder os på singlometeret og børneskalaen, for det er altså nemmest at forholde sig kvalificeret til et liv, man forstår indholdet i.

Men jeg tror ikke kun, at det handler om konkrete omstændigheder. Jeg tror i lige så vid udstrækning, at det handler om, hvordan man tilpasser og udtrykker sig i forhold til hinanden.

Når man f.eks. har en af de perioder, hvor man har så travlt, at man glemmer, hvad man hedder, er man i forvejen rigeligt plaget af dårlig samvittighed, og de venner, der verbaliserer deres savn med sætninger som: ”Jeg ser dig aldrig mere!” og ”Jeg savner dig!” har en tendens til at blive dem, man stille og roligt lader sive ud af sit liv. Ikke fordi man har lyst, men fordi det simpelthen er alt for uoverskueligt at skulle stille op til 3 timers spanking af samvittigheden, når man endelig har fri og mest bare trænger til at sove. Derfor tror jeg, at man har tendens til at omgive sig med mennesker, der lever som man selv gør; som ved, at vi ses, når vi ses; som forstår, at sådan må det være lige nu, og at det ikke handler om uvilje eller dårlig planlægning.

Jeg tror også, at folk med børn finder det langt mere afslappende at være sammen med dem, der har forståelse for, at voksensamtale er noget, der foregår i pauserne mellem bleskift, og forsøg på at holde strikkepindene ude af stikkontakterne, end med os, der stadig synes, at vi i en alder af 30+ har krav på 4 timers sammenhængende mig-tid, og siger ”det gør ikke noget” uden at mene det.

Når singleveninden går i løsnings-mode og kontant idømmer skilsmisse med ordene: ”For det skal du bare ikke finde dig i!” er det måske mere en løsning, man kan bruge, der hvor hun er, end når man sidder i Hadsten med 2 børn og en Berlingo.

Da vi gik på handelsskolen, brugte vi vennerne til at lære os selv at kende, og udvikle identitet med. Vi hang sammen som ærtehalm, og kunne efter en hel dag i skole sammen, fortsætte samtalen i telefonen i timevis, mens vi snoede ledningen om pegefingeren og drev vores forældre til vanvid.

2-3 uddannelser og 200 forpligtelser senere er venner nok mest noget, man bruger i en af de to ekstremsituationer, hvor man enten slapper af eller er i knæ. De er ikke længere en del af hverdagen på samme altopslugende måde, hvor man bruger så mange timer sammen, at det i løbet af en uge udligner sig selv, hvem der taler og hvem der lytter; hvem der falder og hvem der støtter.

Derfor er jeg nået frem til, at jeg tror, at vi har en tendens til at vælge at være sammen med dem, der kan møde os, hvor vi er.

Det trøster mig lidt. For det betyder, at vi måske ikke smider hele historien væk, fordi vi mister kontakten et par år.

Men det betyder måske også, at vi skal være bedre til at acceptere, at der kan være perioder, hvor vi glider lidt fra hinanden, fordi vi lever så forskellige liv, at vi ikke kan give hinanden det, vi har brug for.