Linda

Noget af det eneste pæne, man kan sige om tømmermænd er, at de normalt giver sådan en dejlig fornemmelse af at være i live, og at man dagen efter pludselig har det som om, man har fået en ny og velfungerende krop udleveret. (Indtil a) man begynder at træne i den eller b) de moralske tømmermænd sætter ind, fordi systemet endeligt er blevet enigt med sig selv om at overleve, og nu pludselig har ledig kapacitet til at afsøge aftenens hændelsesforløb for pinligheder.)

Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig dobbeltsnydt over at vågne for 2. dag i træk i et defekt korpus.

Jeg er simpelthen så forkølet, at det er til grin.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er en af dem, der harcelerer længe og indædt over mennesker, der stiller pissesyge og bakteriebefængte på job, og jeg er ikke bange for at holde et 20 minutters foredrag om, hvordan pandemier som pest og svineinfluenza kunne være undgået, hvis folk da for fanden bare kunne holde op med at føle sig så uundværlige og blive hjemme, når de var syge!!

Det er naturligvis noget HELT andet, når det er mig, der er syg. Jeg må afsted alligevel. Jo, jeg må. Der er mig, der er ansat til at føre opsyn med verden, så jeg kan ikke bare blive hjemme.

Problemet er så, at jeg har så meget (mange?) propper i ørerne, at jeg intet kan høre. Ikke optimalt, når man lever af at leje sine ører ud. Derudover pudser jeg næse 24 gange i minuttet, hvilket lægger temmelig meget beslag på de hænder, jeg ellers skulle bruge til at tale med.

Og det værste er, at jeg ikke engang synes, at forkølelse tæller som rigtig sygdom. Mere hang-around end prospect, faktisk, så føler mig toTALT snigløbet over at være fikseret her af øget nasal vandtilførsel og undertryk i hovedet.

Jeg keder mig.

Forkølelse SUCKS!!!!

Selvom en meget energisk trommeslager fra Øse Efterskole tilsyneladende er i praktik i mit hoved, hvor han får tiden til at gå med rytmisk at hamre en metalsyl ind i min højre frontallap, skal I ikke snydes for update på fitnessjulefrokosten 2009 i listeform:

Thumbs up til:
Tøjskabe, der gylper noget brugbart op alligevel.
Godt selskab og rundborde.
At få at vide af en, man ikke længere ser, men stadig utrolig godt kan lide, at man er et godt menneske.
Amerikanske kolleger, der monterer deres bryllupsdiademer på én, fordi de synes, at man ligner en prinsesse.

Er vi ikke snart færdige med:
At have cheerleadere til at stå og pon pon’e os ind af døren? Bliver skideforskrækket hvert eneste år over at træde ind og blive modtaget af: ”LET’S GO-etellerandetjegaldrigfårfati-LET’S GO!! LEEEEEET’S!! GO!!!”
Fællesunderholdning på scenen. Lad nu være. Halvdelen af selskabet kan ikke se, hvad der foregår, den anden halvdel kan ikke høre det, og resten er stive og ligeglade.

Til gengæld kunne vi godt:
Leje nogle mennesker med lut og trompet, der kunne spille os ind med en fanfare. Synes generelt, at der er alt, alt for lidt fanfare i mit liv.
Afskaffe sammenfald af tømmermænd og forkølelse. Der er en 10’er til den, der forbarmer sig og skyder mig.

Hvorfor husker vi aldrig:
At give de gode komplimenter, når vi er ædru?
At sige nej tak til shots? Det kan ikke være så svært. Gentag efter mig: ”Nej. Tak. N-e-j t-a-k. Nej tak. Nejtaknejtaknejtak.”
At lyve når det er påkrævet? Ærlighed er overvurderet.

Er det noget med:
At det klinger lidt hult, når man dømmer andre mennesker efter selv at brugt hele aftenen på at rappelle ned af piedestalen?

Tænk at der stadig findes:
DJ’s, der spiller Joyride med Roxette. Og mener det alvorligt.

Og når min kammerat finder manden i sit liv, vil vi stadig grine af:
“Linda. Kom nu. Gift dig med mig. Du er så fantastisk!! Jeg tror faktisk godt, at jeg kunne holde ud at kysse dig, og så kunne du gå tur med Vaks?”

På en eller anden måde er det allerede lykkedes december at starte herovre, hvor jeg står. Der har i hvert fald været julehygge med venner og rødvin de sidste par dage, og i dag skal min veninde og jeg køre halvanden times nisse-spinning (fitnessfolks ide om sjov og spas), inden vi i aften skal til julefrokost. Beklædningsmæssigt kan jeg vælge mellem træningstøj eller ingenting, fordi der tilsyneladende har været nogen med en meget stor støvsuger forbi mit tøjskab.

Det er det samme hvert år.

Nå. Men jeg kan vel bare klistre en palliet på hvert bryst, og køre resten hjem på charme.

Eller det der.

Det kan godt betale sig at bruge 10 sekunder ekstra til at finde på et bedre eksempel, når man skal forklare sin chef betydningen af ordet “stash”, i stedet for bare at lade følgende falde ud af munden:

“Det betyder en slags hemmeligt lager. Du ved; som i den beholdning af narko, jeg har gemt?”

Onsdag kl. 22.30:

Flade forhjul på cyklen: 2 (Hvis det sker mere i denne uge, så ryger den fandme i havnen! Sammen med cykelsmeden.)

Cykelture i snevejr: 3 (Det er kun NOVEMBER, for crying out loud!!)

Defekte anlæg i forbindelse med undervisning: 1 (Svært at undervise i takt til .. ingenting.)

Defekte headsets i forbindelse med undervisning: 1 (- og til lyden af stemmerne i hovedet.)

Taxachauffører, der har spurgt, om jeg skal ”bruge en bing-bon?”: 1 (Tak, kære Gud.)

Timer brugt på koordinering, fordi andre mennesker ikke melder tilbage: 17

Højlydte eder udtrykt over ovenstående: 17.258

Hemmeligheder modtaget: 8 (Så mangler vi 40…)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov modtaget: 4 (Ha ha. Eller det der.)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov afsendt: 8 (Mmmm. Ha tilbage. Bite me!)

Trøste-skildpadder spist: 3 (Lasse, bliver du sur, hvis der kun er bananer i din lagkage?)

Sygedage: 1 (Dumme skulder.)

Lemmer mistet til forfrysningsrelateret koldbrand: Ingen. Endnu. (*dommedagssmiley*)

Pinlige dates mødt i forbindelse med tolkeopgaver: 1 (Bliver aldrig gammel nok til at være cool med det. Aldrig!)

Hvis nogen skulle mangle mig og mit sprudlende humør i morgen, har vi i nattens mulm og mørke haft held til at flygte til Caribien. På kælk.

De sidste par år har jeg opdaget, at jeg er meget svær at gøre bange. Tanken om, at der kan ske noget med dem, jeg holder af lammer mig af rædsel, og jeg er født i Tvivlerens Tegn med Skeptisk i ascendanten, men jeg stoler helt grundlæggende på min egen evne til at løse det meste af det, jeg stilles overfor.

Sådan troede jeg egentlig, at alle havde det, og tidligere kunne jeg blive helt irriteret, når andre gnattede rundt, usikre og bange for at gøre noget forkert; Jeg så det som et forsøg på at score opmærksomhed og sænke omverdenens forventninger, så de enten imponerede vildt, hvis de klarede sig godt, eller havde undskyldt på forhånd, hvis de stank.

Efterhånden er det dog ved at gå op for mig, at det nok er mig, der har fået en ekstra styrke foræret og ikke de andre, der mangler den, (jeg vil gerne starte med at takke min mor og far *tårevædet-takke-smiley*) og jeg er blevet bedre til at huske, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har.

Derfor er det meget uvant (men nok i virkeligheden temmelig sundt), når jeg i arbejdsregi har fået en opgave, som jeg virkelig, virkelig ikke har lyst til skulle løse. Overhovedet. Den udfordrer alle mine svage sider på én gang, og selvom jeg forbereder mig i vildskab, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne løse den tilfredsstillende. Min eneste chance for at klare mig bare lidt over niveauet Stinkende Dårlig, er at skynde mig at udvikle en ny personlighed, der er plat, hvor jeg er kronet.

Gælder det, hvis man i en alder af 32 ringer hjem til sin mor, og siger, at man ikke vil i skole, fordi man har ondt i maven?

I dag har jeg besøgt min veninde og hendes kæreste i Holstebro, og hilst på deres lille, nye, fine pige. Hun er frygtindgydende bedårende, vi er allerede bedste venner og jeg vil have en selv. Lige nu. For fanden, hvor er hun sød!

Jeg har jo sådan set besluttet at gøre det. Der er bare lige nogle forskellige ting, jeg gerne vil nå inden, men hvis alt går efter planen, begynder jeg at prøve om et års tid. Og jeg skal da lige love for, at det gør noget ved samtaleemnerne, når vi pludselig er enige om, at børn er vejen frem. I dag brugte vi f.eks. utrolig lang tid på at snakke om fordelene ved alufælge på barnevogne (nogen vil mene, at det trods alt er meget godt at jeg lige venter, for jeg gik straks i optimeringsmode og konceptudviklede på Pimp My Ride, barnevognsudgaven: Jeg tænker rævehaler. Jeg tænker undervognslys. Jeg tænker spillekort monteret på egerne, så de flaprer, når man kører. Det bliver en FEST!!) når man bor i lejlighed, lifter og autostole, og jeg tvang min veninde til at fortælle ALLE detaljer og PRÆCIS hvor ondt, det gjorde at føde.

Og hun er den bedste veninde i verden, for hun var ærlig. Også om alt det, der ikke er charmerende og pastelfarvet, hvilket jeg har et enormt behov for at høre om, fordi jeg inderst inde er en lille smule bange, fordi jeg skal gøre det selv og derfor gerne vil være forberedt.

Men hun kender mig så godt, for efter en cool og udramatisk beretning, sluttede hun med at sige de magiske ord, der kan få mig til at kaste mig frygtløst ud i stort set hvad som helst: ”Jeg tror, at du vil være rigtig god til det.”

Ros mig, og jeg er på.

Jeg vidste bare, at de her hofter ville come in handy.

På Det Gode Råd i denne uge, har vi haft et spørgsmål fra en læser, der ikke helt ved, hvordan hun skal slå op med sin veninde. På DGR begrænser vi os til at belyse én vinkel pr. mand, da der ellers ikke er noget for de resterende 4 at skrive om, men jeg kan mærke, at hele diskussionen om, om man skal være ærlig og sige, at man ikke gider hende mere, eller om man skal lave strudsen og håbe, at det går væk af sig selv, forsat kværner rundt i knolden på mig.

Jeg synes, at ærlighed er blevet det nye sort. Bare se på os, der blogger: Had, jalousi, misundelse og ondskab flashes i stor stil, fordi det er gratis, hvis vi bare formulerer det som en bekendelse. Alt det grimme er blevet tilladt og accepteret, fordi vi har betrukket det med erkendelse og ærlighed.

Hvis du har et problem med din mor/chef/kæreste/veninde, er Den Korrekte Handling at konfrontere vedkommende og sige det. Ærligt. Men jeg har lagt mærke til, at ærligheden ofte bare er en ny måde at være tarvelig på. Hvis du kan sige fra i tide, er jeg enig i, at det gør det nemmere at opbygge og bevare en sund relation, fordi det er nemmere at navigere i et landskab med tydeligt markerede grænser, men ofte gemmer man ærligheden, til man er så irriteret, at den bruges som undskyldning for at være rigtig led og sige lige præcis, hvad man tænker, helt uden filter eller smålig skelen til den andens følelser. Og det er røv og nøgler (hvorfor siger vi egentlig aldrig det mere?), for det gør nas! Dels fordi du ikke er vant til, at folk på den måde går direkte efter struben, og derfor ikke har paraderne på permanent stand-by, så du kan tage fra, og dels fordi den slags virker ligesom forbandelser og voodoo: Det roder med dit hoved i laaang tid efter, fordi du helst ikke vil tro på det, men alligevel heller ikke helt tør afvise, at der kan være noget om snakken.

Og ofte synes jeg, at ærligheden og selvindsigten leder til… absolut ingenting. Der mangler ligesom et level 2. Hvad gør vi med sandheden, når vi nu mener at have fundet og leveret den? Ligenu ser det for mig ud som om svaret er: Intet. MIN opgave og MIT ansvar starter og stopper med erkendelsen. Når jeg har så fået luft, kan du så stå der og være den, der skal løse problemet, fordi jeg med min voldelige ærlighed har slået fast, at jeg mener, at det primært er dig, der er skyld i, at tingene er kørt skævt.

Er det virkeligt der, vi vil hen? At hvis vi bare er ærlige, er vi home free og må fortsætte med at gøre som vi vil? (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?) ”Ja, jeg er en so overfor min nabo, men hun er fandme også irriterende og omklamrende, og jeg HAR sagt det hende, så hun er selv ude om det!”

Jeg synes ikke, at vi skal lyve mere end højest nødvendigt, men jeg har stadig ikke besluttet, om jeg synes, at man altid har ret til at smide alle hæmninger og sociale hensyn i ærlighedens navn.

(Hemmelighedsstatus: 10 inde, 50 ude. Kom nu, venner!!)