Nogle bøger bør man ikke læse om søndagen.
En stor del af min søndag er gået med at sidde og kigge ud på regnen, iført en gammel kærestes gamle Metallica t-shirt, med håret i en sjusket knude og en kop kaffe i hånden.
Jeg er ved at læse en fin, lille bog, der hedder Astrid og Veronica, som handler om alt og ingenting og livets gang i cirkler. Den er fuld af tab, eftertænksomhed og håb, og stemningen er vist sevet op gennem siderne og ind i mig. Den får mig til at tænke på både det, der har været, og det, som er på vej.
I virkeligheden burde jeg ikke læse den slags bøger, for jeg er alt for letpåvirkelig. Hos mig ligger melankolien faretruende tæt på overfladen, og selvom den giver mig meget, fordi den minder mig om at sætte pris på alt det, jeg har i mit liv, er jeg forsigtig med at dyrke den, for den kan hurtigt gro en understrøm så stærk, at jeg bliver trukket ned og drukner i den.
Men bogen bringer også nogle finurlige indsigter med sig. I dag gik det f.eks. op for mig, at når jeg engang skal have mig et hus, så er det eneste krav, jeg har, at der er plads til en bænk i køkkenet. Det har vi altid haft derhjemme, og det er et af mine yndlingssteder i hele verden. Når jeg er hjemme, er det der, jeg sidder og læser, blogger og drikker vin, mens mine forældre tusser rundt og laver mad. Det er der, min søster og jeg sidder, side om side, og piller kartofler til jul. Det er hjem og på en måde, jeg ikke kan forklare, er det som om, jeg savner det, selv når jeg sidder der.
Tanken om livets skrøbelighed er ubærlig, og ulempen ved at være bevidst om, hvor meget man har, er at man samtidig bliver så smerteligt klar over, hvor meget man har at miste.
23. november 2009 @ 08:49
Jeg kender godt det med bænken. Jeg er ikke flyttet hjemmefra endnu, men da vi lavede om i vores køkken, røg bænken med i køkkenet. Det er er altså sørgeligt.
23. november 2009 @ 12:07
Åh, du er så god…den sidste sætning har jeg siddet og nørklet med på min egen blog, uden at poste fordi jeg ikke kunne formulere hvad det var jeg mente…og bum, så skrev du sætningen så flydende og let. Mm, det var bare dét jeg ville sige.
23. november 2009 @ 14:17
Åhhh, sådan en bænk står der også i mine forældres køkken….og nu sidder jeg med blanke øjne og kan ikke vente på at det bliver om en måned, så jeg kan komme hjem og sidde på den bænk i juledagene. sammen med katten.
23. november 2009 @ 20:52
Ravn/Lotten: Sådan en bænk er skabt til hygge og gode samtaler, ikke?
Marie: Tak. Virkeligt.
23. november 2009 @ 23:48
Fantasisk indlæg – tak…
Også mine forældre har en bænk stående i køkkenet. Det minder mig min barndom, for den har altid været der. Kunne ikke forestille mig at den pludselig ikke var der mere.
Mig og mine to søstre sad alle "mast" sammen på den bænk når vi skulle spise – både morgenmad, middagsmad og aftensmad.
Sidder nu som Lotten også og glæder mig til at skulle hjem til jul og hjem til den gamle slagbænk.
Og, kan ikke finde ud af om jeg skal læse den bog eller ej!
– tror jeg har lyst?
Tab, eftertænksomhed og håb. Det lyder som revet ud af min verden (men sådan har vi det vel alle på et eller andet plan). Men kan let komme til at dvæle for meget i tankernes verden…
Endnu engang tak for et dejligt indlæg!