Catch me if you can
Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.
Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik og biler.
Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers
har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.
Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.
Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium ‘hvad er inden for min økonomiske formåen og ikke alt for grimt’ – som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at koble mobilen op på radioen.
Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)
Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger under på slutsedlen for min første nye bil.
I går kl. 13 blev det så ENDELIG jul.
Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har haft Salg og Service…
Verdens bedste Anton, 3 år
Han havde fødselsdag i går, den bette.
Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille.
På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.
Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”
I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det lille fødselsdagstog med lys i.
Åbenbart bliver ‘brandfare’ ikke automatisk en del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.
Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept, når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.
Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse (med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.
Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed, når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde, hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted med det.
Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i hysteriske farver.
Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.
Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet, at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers var andet, de kunne være mig behjælpelige med.
Det var ikke helt sådan, det gik.
Men efter et par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet 100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20 dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!” at bruge, som alle bagehjemmesider hævder, at de er.
Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem. (Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt tage en for holdet.)
3 år.
Det er så vildt, mand.
Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.
Bedre sent end aldrig
For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:
Do’s and don’ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.
Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst
Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for jer også.
Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2 år. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.
Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.
Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.
1) Det må gerne være hårdt for dig også.
Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.
2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:
3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?”
Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.
4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.
5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.
Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.
Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!
Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.
Pin-up girl
Jeg overvejer at lukke bloggen.
Ikke fordi jeg er træt af at skrive, slet ikke. Men jeg har fundet Pinterest.
Holy mother of God. Er I KLAR over, hvor meget tid, man kan komme til at bruge derinde? Og ja, det er I jo nok, eftersom I alle sammen har været der i noget, der ligner 4 år, men for mig er det nyt, så jeg har de sidste par dage flere gange oplevet at sidde med visne hænder, fordi alt blodet for længst har tabt tålmodigheden, og er skredet ned i benene.
Og jeg får da travlt de næste par år, kan jeg godt se. Bl.a. med at finde de mange huse, jeg skal ud og købe, så der er rum nok til alle de diy-projekter, jeg pinner. Det bliver nogle hektiske år i køkkenet frem mod 2020, og det viser sig, at jeg *også* skal til at lære at sy.
Først Facebook, så Instagram og nu Pinterest. Jeg MÅ ikke blive lukket ind på flere sociale medier, for jeg har ikke flere timer tilbage i døgnet.
Det er heldigt, at jeg ikke kan finde ud af at bruge Twitter.
(Ja, selvfølgelig har jeg da prøvet. Skulle jo nødigt gå glip af noget
(Seriøst: Hvordan virker det?)
Vi har (åbenbart) citrontema på bloggen i disse dage
Nogle gange kan jeg godt blive overrasket over, hvad hjernen vælger at bruge energi på at huske. Jeg er 36 år, hvilket betyder, at nogle af de historier, som på alle mulige tidspunkter hopper frem i frontallapperne på mig, er omkring 30 år gamle.
Klassikeren er den med, at man ikke skal gøre sig skeløjet, fordi man risikerer, at øjnene sætter sig fast. Denne formaning bliver ofte broadcasted med min mors stemme. Om det passer, eller om hun bare ikke gad se mere på mit skabede ansigt, ved jeg stadig ikke.
Men en anden historie, som jeg tænker på *mindst* en gang om ugen, er en af de historier, som vi børn fortalte hinanden, da vi var små, nemlig at man skal passe på, når man køber citroner, for narkomaner bruger dem til at rense deres sprøjter i.
(Øhm, hvad?)
Dengang virkede det som en rimelig antagelse, at to narkomaner med abstinenser, der var blevet enige om at dele et fix (og alle ved, at narkomaner er typerne, der deler pænt og ordentligt) lige brugte en halv time på at finde den nærmeste Kvickly, udenfor hvilken den ene fixede, hvorefter den anden lige susede ind og .. ja, jeg er lidt uklar på, hvordan renseritualet i en citron skulle foregå, men .. gjorde whatever med nålen, efterlod citronen i kurven, og gik ud for at skyde færdig.
Jeg ved det godt.
Og ALLIGEVEL: Hver E-N-E-S-T-E gang, jeg køber citroner, når mine øjne lige at scanne frugterne for mistænkelige stikmærker, inden min hjerne indhenter mit syn, og minder om, at vi er blevet voksne, og derfor ikke tror på den slags mere.
For fanden altså.
Sig, at I har tilsvarende psykiske defekter?
When life hands you lemons – ask for tequila
Det her er ikke en rigtig blogpost. Den handler ikke om noget. Betragt det, som et af de opkald, man lige giver sin mor, når man er på festival: Meningsløst og sludrende, grænsende til ligegyldigt, men bare tænkt som et bevis på, at man hverken er død eller stukket af med Placebos roadie.
Bor trods alt i Esbjerg, så nogen kunne måske frygte, at jeg var blæst væk i mandags.
I’m still standing – jeg er bare flad som en nystrøget pandekage, og min hjerne føles som klæg, ubrugelig sirup.
For at gøre en lang historie kort har vi været på ferie hos vagtlægen både fredag, lørdag og søndag, og kan bryste os af 2 x kraftig halsbetændelse samt en enkelt skarlagensfeber on the side. Anton har desuden fejret skiftet til vintertid med at insistere på, at det er morgen, når kl. er 4.
Ja.
4.
*Suk*
Endelig har han i morgen sidste dag i den gamle vuggestue, hvilket jeg har det voldsomt blandet med. Det er mig selv, der har valgt, at han skal flytte, og det siger sig selv, at jeg ikke havde truffet det valg, hvis alt havde været peachy-peachy, men skiftet kræver stadig uforholdsmæssigt store mængder af energi for mig at forholde mig til. Ikke mindst fordi det trykker på en masse af mine egne gamle knapper; jeg hadede at gå i børnehave. Ha.de.de det. Jeg kunne ikke finde ud af at lege med de andre, og jeg husker det som én lang ørkenvandring, hvor jeg følte mig underlig, usikker, bange og alene. Anton har – Gud ske tak og lov – en helt anden personlighed end mig, og han kommer til at klare til fantastisk, fordi han er robust og grundglad. Det er bare første gang, jeg skal udsætte ham for noget, som jeg virkelig, virkelige ikke selv brød mig om, og det er en mærkelig fornemmelse.
Samtidig forsøger jeg også efter bedste evne at sørge for, at han ikke mærker, hvordan jeg har det, så jeg har den lyse stemme på for tiden.
Undskyld til områdets hunde.
Så. Som plaster på såret har jeg fået lov til at få de her:
Jeg køber de *bedste* trøstegaver!
Facebook, Løkke og den røde fane
Jeg vil ikke udelukke, at jeg er i et usædvanligt ondt lune i disse dage, men Facebook irriterer mig for tiden. Jeg er ved at gå amok over, at min newsfeed udelukkende består af reklamer, fordi firmaerne bliver smartere og smartere; de to seneste eksempler er deres slåen plat på Knæk Cancer-kampagnen, og ’kampagnen’, hvor de ”leder efter prøvekaniner til deres nye børnehuer, da vi har fået ny skrædder”. Hvilket sort uheld at producere børnetøj, når der ikke er et barn i miles omkreds, og skrædderne derfor intet har at arbejde ud fra.
Eneste afbræk fra reklamehelvedet i feed’en den sidste uges tid, har været kommentarer om Lars Løkkes bilag – eller mangel på samme. Jeg har intet imod, at vi er uenige om, hvorvidt han har handlet idiotisk eller ej, men mit all time yndlingshadeargument har optrådt flittigt i mange opslag: Janteloven.
Tilsyneladende er det jantelov, der gør, at nogle af os ikke synes, at det er i orden at turnere verden rundt i en luftbåren lystyacht i en sky af hampagne og luksus, når man er folkevalgt politiker; vi under ham det ikke.
Åbenbart.
Til det må jeg bare sige: Forkert.
Jeg vil nøjes med at tale for mig selv, men vi kan vel godt blive enige om, at essensen af janteloven er, at du ikke skal tro, at du er noget?
Og jeg har ikke det fjerneste imod, at man tror, man er noget. Vær noget, for Guds skyld, og gerne med al den attitude, det medfører. Men vær det for egen regning, når du sidder allerøverst i diagrammet over organisationen, der som erklæret mål har at spare og spare og spare, fordi der aldrig er penge nok til de syge, de gamle og børnene på samme tid.
For min skyld må ministre flyve på første klasse fra nu af og til helvede fryser over. Virksomhedsledere i private virksomheder sidder heller ikke på monkeyclass sammen med os andre, med knæene oppe under hagen, mens de forsøger at skære nogle udefinérbare brune klumper i stykker med en sløv plastikkniv – men de betaler selv. Og da jeg gætter på, at apanagen lønnen for en minister er en snas højere, end den er for f.eks. en sygeplejerske, finder jeg det absolut rimeligt, at man selv betaler differencen, hvis man vil upgrades.
En mulighed, der i øvrigt ikke findes for flertallet af de offentligt ansatte: De kan rejse på den billigst mulige måde, og ellers kan de blive hjemme.
Med flere og flere elever i klasserne, længere og længere ventetider på hospitalet og generelt elendige normeringer over hele linjen, synes jeg, at det er meget at forlange, at vi skal tage sparekravene alvorligt, når dem, der udformer dem tilsyneladende ikke selv gør. Når mine lærervenner skal kopiere på begge sider af papiret, og ikke kan købe nye bøger, selvom dem, de har, stadigvæk opererer med både Sovjetunionen og DDR, og når mine offentligt ansatte tolkekolleger ikke kan få refunderet en busbillet, hvis ikke de afleverer originalen sammen med et nøje udfyldt skema, der redegør ulideligt detaljeret for alt fra destination over rejsetid til møntfod, billetten er købt i – hvis vi skal spare helt ned i den målestok – så SKAL man simpelthen gå forrest med det gode eksempel, når man er minister, hvis ikke man vil have folk til at føle sig til grin.
Synes jeg.
Og den der med at undskylde i 4 timer? Det havde måske – måske (fat chance) – gjort mig mildere stemt, hvis han var rykket ud med knæfald og hvide flag i det sekund, han var blevet opmærksom på, at hans sekretær konsekvent havde booket ham på de dyreste pladser… Jeg gider simpelthen ikke, når man først pseudoangrer i det sekund gårdvagten slæber én tilbage til gerningsstedet med et hårdt greb i overarmen, og der er udsigt til både ryk i ørerne og eftersidning.
Jeg er helt med på, at det afhænger af politisk ståsted, hvordan man oplever hele den her sag, og jeg er klart farvet af, at jeg aldrig har brudt mig om Lars Løkke.
Han minder mig om en folkeskolelærer, der ikke kan lide børn.
Han har garanteret også betalt sig fra reklamer på sin facebookside.
DØ!! DØ!! DØ!!
Nå men, det er heldigt, at der er gået børnepenge ind i dag, for jeg har været inde og købe reservedele til min støvsuger.
”Reservedele, Linda? Hvorfor det?” hører jeg jer spørge.
Og her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at Anton havde løbet den over ende, eller at jeg havde brugt den ihjel.
Det er ikke tilfældet.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige have ført til protokols, at jeg har været meget stresset de sidste par uger OG haft pisseondt i armene. *ahem*
Så. Ok. Here we go.
Da jeg købte min støvsuger, valgte jeg en lille, handy model med ekstra lang slange, hvilket jeg på det kraftigste må fraråde. Det virkede som en god ide dengang, men den tér sig som et løvblad i stormvejr, når man trækker rundt med den, og den lange slange knækker og er ved at selvstrangulere 10.395 gange for hver m2, man støvsuger.
Min puls er oppe på 790, allerede inden jeg er ude af det første rum.
De sidste par måneder har den udvidet sit belastende repertoire med at låse i mundstykket, så det 40 gange i minuttet stritter lige op i en ubrugelig 70 graders vinkel, hvor det så står med åben mund og suger på livet løs. På luften. Normalt kan man løsne den ved at give den et lille *gok* imod gulvet, men i sidste uge blev den yderligere kontrær, og blev – meget provokerende – stående, uanset hvad jeg gjorde.
Så jeg gik amok. Jeg smadrede min støvsuger i raseri. Det var Falling Down, bare med støvsuger, og min blinde blodrus forsvandt først, da jeg hørte plastik knase på den endegyldige måde.
Det var FANTASTISK!! Altså, forstå mig ret, jeg er selvfølgelig flov over det og alt det der, men for FANDEN, det var tilfredsstillende at få det lille svin ned med nakken!
…
Nogen, der vil med på anger management kursus?
Noget om helte – og mangel på samme
Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg synes, at det var nemt at være ung. Der var masser af juhuu omkring det, men der var satme også meget tvivl, rod og ondt i både hjerte og sind.
En af de ting, der dog var dejlig nemt, var at finde hverdagsidoler.
I folkeskolen var det geografi, der bestemte, hvem man delte uddannelse med, men da vi ramte de mellemlange, videregående uddannelser, var der allerede sket en form for selektering, så man var omkring nogen, der segmentmæssigt mindede om én selv.
Og i den flok var der altid et par stykker, der stod ud, og som man gerne ville være mere som. (Her må jeg lige indskyde, at det er ret interessant at forlade sin fødeby i 16 år, for så at vende tilbage. Det viser sig, at mange af dem, man synes, var de pæneste/klogeste/sjoveste/sejeste ikke heeeelt er der, hvor man dengang troede, livet ville tage dem hen. Forbløffende få af dem er blevet fotomodeller og statsministre.) Der blev kopieret frisurer og tøjstil, og det blev afgørende for, hvor vi gik i byen, og hvad vi valgte af både fritidsinteresser og valgfag. Selvom vi samtidig udviklede os til relativt hele, unikke mennesker, var det alligevel i høj grad med til at præge i hvert fald mig, og den indledende retning, jeg valgte i livet.
Jeg ved ikke, hvornår det vendte, og jeg kan ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt, men jeg har opdaget, at jeg i dag ikke længere har folk, jeg gerne vil være ligesom – jeg har derimod en masse, som jeg gerne *ikke* vil være ligesom.
Måske er det fordi gipsen er størknet så meget i formen, at der kun er plads til små justeringer og finpudsninger, og ikke til helt nye faconer, men jeg tager virkelig ofte mig selv i at tænke, at ”sådan vil jeg aldrig være”.
På den ene side synes jeg, at det er positivt, for vi lever trods alt ikke længe nok til at begå alle fejl selv: Primært forholder jeg mig jo til mennesker, jeg kommer i samme cirkler som, og der kan det fungere som et udmærket wake-up call at se, hvordan det ser ud udefra – og hvordan det påvirker ens børn – hvis ikke man lige får bremset rabiate kostvaner og overdreven træningsmentalitet i tide.
Omvendt synes jeg faktisk ikke, at det er ret charmerende at gå og bemærke andres knap så flatterende sider, uanset om det handler om småting som blogretning og instagramstil, eller de store, tunge som børneopdragelse, begrundelser for valg af mage og prioritering af indhold i livet.
Nogle af områderne ligger lige for, og er nemme at undgå, mens jeg godt kan frygte at andre – primært dem, der ligger langt ude i fremtiden – sniger sig ind på en, uden man opdager det.
F.eks. kender jeg en kvinde, som ikke er meget yngre end min mor. Hun nærmest bor i et fitnesscenter, får med militant præcision lavet en brazillian hver 6. uge, har 3 gifte elskere, og hendes børnebørn skal kalde hende ved navn, fordi hun ikke kan rumme, at de kalder hende mormor. Hun går i byen, som jeg gjorde det, da jeg var 19, og hun taler ofte om, at der ikke er nogle ordentlige mænd i Esbjerg. Hun virker mere hektisk end glad, og jeg tænker tit på, hvor stor kontrasten er til min egen mor. Min mor er bestemt ikke ligeglad med sig selv, men hun kører den traditionelle stil, hvor hun det meste af tiden virker glad i sin krop og sit liv, og gemmer sine ”jeg er tyk!”-kriser til hun skal i pænt tøj og i byen.
Jeg ved godt, hvem af de to, jeg helst vil være, når jeg bliver 60.
Men jeg kan også godt se, hvem mine veninder og jeg er i gang med at udvikle os til.
For hvornår er det, at jeg forestiller mig, at vi bliver ligeglade? Hvornår kommer den morgen, hvor vi konstaterer, at vi er tykke og slappe – og ikke tager os af det? Jeg er 36 og har venner, der er op til 10 år ældre end mig selv. Jeg ser ingen af dem sidde på sofaen og hælde Haribo i skærmen, mens de nyder deres spritnye flaprearme og muffindeller.
Jeg er en del af generation, der er mere bange for at blive fed, end for noget som helst andet. Hvis sundhedsstyrelsen virkelig ville have fingrene i os i kampagne- og forebyggelsesøjemed, kunne de spare pengene, de bruger på at oplyse os om, at et glas vin om dagen øger risikoen for brystkræft; de kunne fyre hele afdelingen, der sidder og regner på, hvor mange ekstra skatter, afgifter og advarsler, det vil kræve at få os til at afstå fra cigaretter. Næ du – hæld kulhydrater i det, I gerne vil have os til at undgå, og se os slippe varerne, som var de gloende kul, og sprinte af sted i alle retninger i blind panik. Dem frygter vi mere end halte gazeller på savannen frygter løven.
Vi spejler os i dem, vi omgiver os med, og med hele det fælles fokus på den velholdte krop, og de tynde lår, ved jeg ikke, hvornår jeg forestiller mig, at tidspunktet for Operation Blød Mormor vil indtræffe?
Jeg vil gerne foreslå helten skrevet tilbage i historien. Noget at stræbe imod i stedet for noget at flygte fra. En, der står for noget, vi kan identificere os med, men som samtidig også sætter baren højt nok til, at vi ikke bare læner os mageligt tilbage og forventer, at livet automatisk vil forvandle os til hende.
Hvem skal vi indstille til kandidaturet?
Situationer, hvor jeg virkelig, *virkelig* godt gad, at jeg ikke var alene:
* Når man forlader en bilforhandler, der har brugt 25 minutter på at lyve én lige op i ansigtet, og man faktisk på forhånd har researchet emnet godt nok til at vide, at han er et løgnersvin. En halv pec-highfive giver sådan en grim overbalance.
* Når Anton er syg og har kastet meget op over større arealer. Virkelig uoverskueligt at skulle væg-til-væg-soignere os begge, og derefter holde øje med det stakkels, slatne kræ, mens man gør rent og samtidig forsøger at gro supersonisk hørelse, så man fanger det lille præ-ral, der indikerer, at det trækker op igen.
* – med underteksten: Når man – igen – må trække barnets første sygedag kortet. Et sted i Århus står min arbejdsgiver og råber: ”I second that!”
* Når jeg skal sætte mig ind i noget, der virkelig, VIRKELIG ikke interesserer mig. Jeg ved godt, at man ikke altid er så heldig, at den bedre halvdel lige er yang, hvor man selv er yin, men så kan man i det mindste fordele efter princippet om, at alle skal lide lige meget.
* Når slikposer eller rødvinsflasker virker lidt mere slunkne, end man med god samvittighed kan forsvare selv at have stået for.
* Når jeg skal inden for samme uge har en aftenopgave, en weekendopgave og en barnepige, der følger med i fodbold, og derfor glædestrålende over EFB’s gode resultater, melder fra. Hej mor og far. Great news! Jeg flytter hjem igen!
* Når ”eksperter” i TV siger noget idiotisk og faktuelt forkert. Meget utilfredsstillende at hånråbe: ”Hold nu kæft, din store idiot!” ud i en tom stue.
* Når man skal træffe store beslutninger på barnets vegne. Her mangler jeg virkelig somme tider en, der har samme forhold til og ansvar for ham, som jeg har. En der godt ved, at nogle gange må man træffe beslutninger, som stresser ham på kort sigt, for at hjælpe ham på lang sigt. Jeg har efter lang, LANG tids overvejelse besluttet at opsige Antons plads i den institution, han går i, og flytte ham til en anden. Her ville det have været lækkert med en, man kunne prikke på skulderen hver 10. minut natten igennem i et par måneder, som med autoritet i stemmen kunne sige: ”Det ER den rigtige beslutning. God-så-nat!”.
* (Og som man kunne pege anklagende på, hvis det viste sig, at vi tog fejl.)
* Når man skal løfte tunge ting og sager, som fx børn og indkøbsposer, og man stadig ikke har haft held på det sorte organmarked til at skaffe en ny albue uden tennis i.