Vinterferielisteri
Har nedtur over:
* At min nabo har fået en ny hund. Og uden at kunne bestemme racen, ser den lidt for lavstammet, indavlet og muskuløs ud til, at jeg synes, at det er en god ide. Den sidste hund hun havde, tilbragte meget tid både i min have og i mit køkken, fordi den hoppede over hegnet, og da jeg for 12. gang trak den hjem og hvislede, at nu måtte de godt få styr på dyret, spurgte hun indigneret, hvad jeg ville have, hun skulle gøre? Min nabo er i øvrigt hende, der ikke har haft overskud til at pille sin julepynt ned, og som jeg sidste sommer mødte uden for, hvor hun glædede sig sådan til at få besøg af damen fra kommunen, så hun kunne få sin datter i aflastning. (Note til selv: Tjek opstartstidspunkt af hold til jagttegn.)
* At den allergiske reaktion jeg havde fået, viste sig at være psoriasis. Kan ikke engang joke med det – er stadig i den fase, hvor jeg skuler ondt og misundeligt til andre menneskers pæne, hele hud. Og må også stadig gemme mine bilnøgler for mig selv for ikke at køre ind til min læge og eksplodere i: ”Jeg SAGDE jo, at det hang sammen med De 1000 Halsbetændelser Fra Helvede!!” (Mmmm –
det kan nemlig vækkes af særligt ondskabsfulde streptokokinfektioner. Et ekstrafedt
feature ved psoriasis, som jeg aldrig tidligere har haft brug for at kende til.)
* At Richard Møller Nielsen er død. Ligesom alle har én James Bond, der er Den Rigtige, er han den eneste sande landstræner for mig. Efter ham? Lort, lort, lort.
Har til gengæld optur over:
* At den seneste opdatering til mit antivirusprogram hed: ”Sommeropdatering
2014”.
* At have opdaget, at man sagtens kan blande lakridspulver og instantkaffe. Seriøst: Bedste. Ide. Ever!
* At 2. sæson af Orange is the new black, de sidste 8 afsnit af Breaking Bad OG 4. sæson af Game of Thrones alle står og flimrer i horisonten. (Serviceinfo: Jeg tager ikke telefonen fra d. 24. februar og 2 måneder frem.)
Emner, jeg ikke behøver høre mere om:
* Giraffen.
* SF.
* Von Trier.
* Vinter-OL generelt, og curling i særdeleshed.
Og endelig – uden nogen form for sammenhæng i øvrigt: Et
screendump af årets bedste pin om Valentine:
Meget lidt i orden, Liga
Forleden havde jeg aftenvagt, og var i den forbindelse ude på et top-secret sted i Danmark og tolke et foredrag, der handlede om mobning, og om hvorfor problemet er så svært at komme til livs. Oplægsholderens pointe var, at det – blandt andet – handler om, at dem, der mobber, ikke er opmærksomme på, hvor slemt det akkumulerede resultat er, når mange mennesker siger ting, der gør ondt. Hvis man trak hver enkelt af mobberne til side, ville de sjældent synes, at det, de hver især gør, er særlig slemt, men fordi den, det går ud over, er under konstant beskydning, bliver resultatet, at det simpelthen er så massivt at være offer for, at det knækker folk.
Måske var det på grund af det foredrag, der lå frisk i erindring, at jeg i aftes blev nødt til at slukke for Liga på P3. De to værter havde nemlig, inspireret af al slibrig pressedæknings moderland England, valgt at lave et ”skægt” indslag, hvor lytterne på de sociale medier kunne skrive fiktive spørgsmål til Nicklas Bendtner.
Min interesse for fodbold kan balancere på kanten af et frimærke, og jeg er ikke specielt imponeret over Bendtners adfærd, sådan helt generelt. Men det der synes jeg simpelthen var så langt over grænsen for hvad man som offentlig finansieret radiokanal kan tillade sig, at jeg ikke begriber det, hvis de to værter ikke selv sidder tilbage med en dårlig smag i munden.
Folk gik *amok*. Hånlige bemærkninger om hans hår og hans fodboldpræstationer, skadefryd over bænktid på den allerværste danske du-skal-ikke-tro-du-er-noget-måde, ”jokes” der var så modbydelige, at jeg sjældent har hørt noget lignende – og i midt i det hele sad de to værter og gnæggede over, hvor sjove de selv synes, de var.
Er det virkelig i orden?? Er det bare ok at antage, at kendte ikke længere har følelser, og at vi derfor kan latterliggøre dem i den bedste sendetid, og kalde det underholdning?
Diskussionen om tonen i den offentlige debat har kørt, ligeså længe, jeg har blogget, og i løbet af de sidste par år, er der dukket små ”Hold en ordentlig tone” vinduer op, når man gerne vil kommentere på de store mediers artikler og klummer. Alligevel tror jeg aldrig, at jeg – selvom jeg var uddannet journalist – ville turde blogge for en avis som f.eks. Politiken, for de kommentarer, som skribenterne får med på vejen derinde, er så perfide og personlige, at jeg ikke ville kunne ignorere dem.
Men hvordan fanden er det, at fagfolk vil have, at lyttere og læsere skal udvise en anden adfærd, når dét der er, hvad de selv lægger for dagen? At der findes bindegale privatpersoner, med små, små egoer, der har brug for at puste sig op og kaste med lort, mens de sidder i sikkerhed bag deres anonyme skærme, er svært at gøre noget ved, men at et så etableret program som Liga går forrest med det dårligst tænkelige eksempel, og ligefrem inviterer til en helt systematisk hetz – for sjov, selvfølgelig – det blev jeg simpelthen så forarget over, at jeg blev nødt til at slukke.
Måske synes de mennesker, der sendte sms’er ind ikke hver især, at det de sagde, var særlig slemt. Men hvis man spurgte Bendtner, og han svarede ærligt, kan jeg simpelthen ikke forstille mig, at det samlede resultat ikke har gjort ondt.
Jeg alene vide
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er ved at være gammel og sur, eller om det er vinteren, der taler.
– eller om der faktisk er noget om det, jeg har tænkt mig at sige nu.
Men kan vi ikke godt snart trække vejret og rumme, at der er mange måder at være rigtig på?
Jeg har tænkt det længe, men min irritation flød helt konkret over, da jeg forleden så et opslag på facebook, hvor en fjern bekendt hånligt spurgte, hvordan der kunne være nogen, der seriøst troede, at det kunne være sundt at følge alle de nye modekure, som f.eks. palæo, LCHF og 5:2.
Dette vel at mærke fra en bekendt, der er uddannet inden for sundhed, og i al den tid, jeg kan huske, har talt kalorier i ALT, hvad hun har spist, og som inden for de sidste par måneder har valgt at begynde at trække sin træning i en bestemt retning, og derfor bruger 15-20 timer om ugen på sit projekt.
Uanset om vi snakker om kost eller træning, så synes jeg egentlig, at ville klæde de fleste af os at huske, at der er ligeså mange virkeligheder, som der er mennesker; at det for hende fungerer godt at kende sit daglige max-indtag af brændstof, er dejligt – more power to her – men for andre ville denne måde at spise på virke fattig og blodløs. At hun har et liv, der både pga. omstændigheder og prioritering giver hende mulighed for at bruge et par timer om dagen på træning, er rigtig, rigtig fedt, når det nu er noget, der betyder så meget for hende. Men det er ikke hverken virkelighed, ønsket eller dagligdag for alle.
Lige nu synes jeg, at jeg ser en udpræget tendens til, at folk opfører sig, som om de bevæger sig op af en trappe, når de skifter træningsstil eller kostvaner: Når de ændrer holdning, er det dem, der er blevet klogere, og er trådt et skridt længere op mod den evige visdom, mens alle dem, der endnu ikke har set lyset, står som idiotiske får på trinene under dem.
Når jeg hører folk hånle af andre, der bruger tid på noget, som de ny-oplyste for ganske nyligt selv lagde mange timer i, får jeg en nærmest uimodståelig lyst til at råbe: ”DU HAR JO IKKE SELV NOGET TØJ PÅ, FOR HELVEDE!!”
Lige præcis kost og træning er taknemmelige emner, i det at du stort set altid kan finde artikler og bøger, der underbygger præcis det, *du* mener. Men ligeså lidt som det ville give mening at hævde, at man har fundet det endegyldige svar på spørgsmålet: ”Hvad er den bedste bil?” – hvilket kommer ret meget an på, om man gerne vil vinde Formel 1 eller køre sine 4 børn i skole – ligeså lidt giver det mening at gøre krav på sandheden, når det kommer til de andre spørgsmål.
I tidens løb har jeg tabt mig både på kost, der indeholdte meget protein og lidt fedt, og det omvendte, og jeg har dyrket mellem 15 og 50 forskellige typer sport, den ene mere mystisk end den anden, men fælles for dem alle var, at de gav mig noget, jeg havde brug for, da jeg dyrkede dem. Kan jeg lide zumba? Det bliver et nej. Findes der træningstyper, der giver højere forbrænding og mere definerede muskler? Ja. Trækker det folk ind i salene rundt omkring i DK og får det nogle mennesker i gang, der ellers ville have siddet og visnet på sofaen? Oh, but it does. Og derfor giver zumba ligeså meget mening i det store træningsbillede, som f.eks. cross fit og Bikram yoga.
Jeg synes, at vi glemmer at snakke om bevægeglæde, og alle de sociale elementer, der også ligger i træning (og mad, for den sags skyld). Det er jo ikke givet, at alle ønsker stramme baller og markerede kindben, og pudsigt nok har jeg aldrig hørt de mennesker, der går til step i den lokale forening, tale nedsættende om dem, der dyrker de højprofilerede typer af sport. Om det er skam eller respekt ved jeg ikke, men det ER sgu da påfaldende, at jo mere ondt, man får af sin træning, jo mere synes man, at man har ret til at fortælle om den på ALLE de sociale medier dømme andre og deres måde at træne på.
Og måske bliver det lidt selvmodsigende her, for jeg startede egentlig med at sige, at der er mange måder at være rigtig på, og nu har jeg så fået hidset mig selv gevaldigt op over dem, der træner hårdt og spiser disciplineret – men jeg bliver bare så *provokeret* af, at mange af dem, i stedet for at se det som en måde at skabe glæde i eget liv på, bruger det som en ondskabsfuld pegepind til at gå og prikke til det, der i deres øjne er fejl og mangler hos andre.
For noget tid siden stødte jeg i en artikel på udtrykket ”åndsaristokrat”, hvilket Den Danske Ordbog definerer som ”en person, der i kraft af sin begavelse føler sig hævet over andre.” Jeg synes, at der er ved at opstå en gruppe af kropsaristokrater.
Og de er præcis ligeså ucharmerende, som de åndelige.
Ananas i egen juice
I anledning af min fødselsdag har jeg besluttet at lave den ’20 ting om dig selv’, der har floreret på diverse andre blogge og IG-kontoer de sidste par uger. Jeg kan ikke udelukke, at nogle af tingene er sagt før og i andre indlæg, men da jeg efterhånden har produceret mange km tekst, er jeg ret sikker på, at der alligevel ikke er nogen, der kan huske det. (Her har jeg lyst til at bryde et selvpålagt princip og lave en smiley, men jeg satser på, at I forstår, at det ikke var på den sure måde.) (Der havde jeg lyst til at lave en mere.)
Ok – here we go:
1) Jeg fylder 37 år i dag. Det har jeg det helt ok med.
2) Jeg består af 80 % grundglæde og optimisme, og 20 % melankoli, selvdestruktiv adfærd og depressive tendenser. I den bedste af alle verdener var jeg gerne de 20 % foruden, men når det nu skal være, så tror jeg faktisk, at de er med til at gøre mig til et bedre menneske.
3) Jeg drikker 4-5 liter væske om dagen, primært kaffe og vand.
4) Jeg er meget lidt girlie-girlie, når det kommer til at shoppe, men jeg har to laster, som jeg dyrker og elsker: Sportssko og krus.
5) Jeg har ingen stopknap, når det kommer til slik. Til gengæld bliver chips altid for gamle her i huset. Mit pms-gen har åbenbart ikke fået mailen om, at vi er gået på LCHF.
6) Når jeg bliver rasende, bliver jeg iskold. Is. Kold.
7) Når jeg bliver meget rasende, begynder jeg at græde.
8) Når jeg kommer til frisør, får jeg det altid til at lyde som om, at det nærmest er en fejl, at mit hår er sat op. I virkeligheden synes jeg selv, at jeg er pænest med hestehale.
9) Der er 3 ting, jeg aldrig, aldrig ALDRIG køber i discountudgaven: Toiletpair, øl og træningstøj.
10) Jeg er stor tilhænger af gammeldags høflighed, hvor man er gavmild med ord som ’prosit’ og ’nej tak’ og ’tak for mad’, og hvor man stadig kan finde ud af at sige ’undskyld’, hvilket i mine øjne altid vil lyde mere som om, man tager sit ansvar på sig, end det kønsløse og distancerende ’jeg beklager’.
11) Jeg gider ikke, når folk stjæler mine udtryk eller mine jokes og lader som om det er deres egne. Derfor: Tak til Anders Breinholdt for lån af overskrift.
12) Jeg har gået til de mærkeligste ting. Af egen fri vilje. Af eksempler kan nævnes: Stepdans, saxofon, kickboxing og mavedans.
13) Som barn var jeg panisk ræd for at stå foran andre, og da jeg flyttede til Århus, sprang jeg fra et tegnekursus, fordi jeg ikke turde stå foran de andre og fortælle om min tegning. Klip til i dag, hvor jeg udelukkende lever af at stå foran andre. (Og ingen kommentarer om masker og freudianske tendenser til at gemme sig bag faglige identiteter i kommentarfeltet, vel? Det ER trods alt min fødselsdag.)
14) Jeg har skrevet rigtig mange digte. Min dansklærer på handelsskolen tilbød at hjælpe mig med at få dem udgivet. Jeg turde ikke.
15) At tage på ferie er ikke så meget my thing, hvilket jeg selv synes er en ret nederen del af min personlighed. Jeg brænder sammen ved tanken om logistikken, og e desværre bare bedst til, at alting fungerer, og at jeg ikke skal ud og lede efter et møntvaskeri uden at vide, hvad det hedder på pågældende lands sprog. Eneste undtagelse er, når jeg rejser med en voksen, der sørger for alt, det praktiske. (På den *rigtige* måde, naturligvis. Ellers er det bare værre.)
16) Eneste undtagelse er roadtrips, som jeg til gengæld elsker; uanset om jeg er chauffør eller co-driver. Jeg har en hemmelig drøm om – et sted ude i fremtiden – at tage Anton (og eventuelle søskende) med i en bil og køre en meget lang tur igennem USA.
17) Jeg vender din rulle med toiletpapir, hvis du har vendt den forkert. Selv tak.
18) Jeg finder det moderat anstrengende, når folk har meget moralske principper omkring, hvad de lægger på Facebook. Mest fordi de ofte benytter enhver given lejlighed til at fortælle om det.
19) Jeg er mest til jeans-og-t-shirt-fyre. Friluftstyper og jakkesæt? Not so much.
20) Jeg elsker citater, der rammer hovedet lige på sømmet, og her på min fødselsdag, har jeg just pinnet: ”I used to walk into a room full of strangers, and wonder if they liked me. Now I look around and wonder, if I like them.” Det kunne jeg ikke have sagt bedre selv, og lige præcis den ro, er på min personlige top 3 over fede ting ved at blive voksen.
Så med den udgangsreplik: Hip hip hurra, og god uge til alle herfra.
Åhr, så skide være med det:
🙂
Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og smide tæpper over spejlene
På Pinterest huserede der for et par uger siden et billede af en kat, der var så tyk, at den var uformelig. Teksten til billedet var: ”You know what I got for christmas? Fat. I got fat.”
Og you know what I got for my birthday på søndag? En allergisk reaktion. En allergisk reaktion af den hemmelige slags, som ingen ved, hvad skyldes.
Hvad fanden sker der med det?? Jeg plejer at kunne vaske hår i tjære og asfalt og rulle mig i cyanid, ganske uden problemer, og nu ligner jeg pludselig en, der har fået prygl med en buket tidsler, og ingen kan fortælle mig hvorfor? Synes måske *nok*, at der er nogen hudlæger derude, der bør få røde kinder over at have siddet på hænderne i årevis, i stedet for at bruge tiden på noget fornuftigt og opfinde en maskine, der efter et enkelt blik på Satans værk, spytter et brugbart svar ud.
Ud over det æstetisk nederen i at gå rundt og ligne en fejlfarvet leopard, bliver jeg på forhånd også meget træt ved tanken om at skulle presse hele mit liv gennem et tætmasket filter for at udelukke én ting af gangen, i forsøget på at finde ud af, hvad det er, jeg ikke kan tåle.
Vil vædde med, at svaret viser sig at være: “Andre mennesker i trafikken”.
I krydsform
Efter et par tilløb, der endte i ingenting pga. sygdom hos både store og små, er jeg i dag startet til cross fit.
First mover, I know.
Selvom vi også har cross fit der, hvor jeg underviser, har jeg valgt at melde mig ind i et ”rigtigt” cross fit center af 3 grunde: Dels vil jeg have lov til at være ny uden at føle mig som en spasser, dels oplever jeg, at det kan være lidt grænseoverskridende for en instruktør at rette på en instruktør (også selvom jeg synes, jeg giver den gas med girafsprogs-attituden) og endelig håber jeg, at det måske kunne være en mulighed for at udvide det sociale netværk lidt.
Uanset hvor gammel man bliver, føles det bare ALTID som første skoledag, når man stiller et nyt sted med sit omhyggeligt pakkede tornyster på ryggen, ikke? Selvom jeg – GUDskelov! – efterhånden er så gammel, at det ikke betyder det helt store for mig, hvad mennesker, jeg ikke kender, synes om mig, så gør det alligevel noget ved udstrålingen, når man ikke ved, hvor toiletterne er, og man i det skjulte forsøger at skanne rummet for andre newbies.
Af en eller anden grund har vi ikke brug for omklædningsrum i det her center, og den ensomme bruser, der hænger lidt undskyldende på toilettet, er i større fare for at forstoppe af støv end af kalk. Måske er ægte cross fittere bare sådan nogen, der ikke giver en fuck for at gå og lugte af pull ups resten af dagen, eller også har de alle sammen været så smarte at flytte ind i de omkringliggende bygninger, men når man i 20 år har haft sin gang i fitnesscentre, hvor omklædningsrummet opfattes som ude af drift, hvis den ene hårtørrer er i stykker, var det her lidt af en kulturlussing.
Til min store overraskelse er det næsten udelukkende mænd, der træner cross fit i Esbjerg. Jeg har indtryk af, at det i andre byer er omvendt, men på holdene før og efter vores, var der kun en enkelt pige på hver, og på mit hold var jeg alene med 8 fodbolddrenge, der ikke var fyldt 20.
– hvilket var rigtig fedt, da det viste sig, at vi skulle tage 4 runder på tid. For jeg kan jo for fanden ikke konkurrere med mænd, der er 18 år yngre end mig og forvente at vinde – men jeg kan lige så lidt lade være med at prøve, som jeg kan stoppe med at trække vejret. Jeg er som den idiot, man har med i byen, der hver gang insisterer på at drikke gajol-shots om kap, selvom alle ved, at han altid er den første, der ender med at ligge og brækker sig i rendestenen.
Og egentlig kan man vel godt kategorisere dagens indsats som en succes; jeg blev ikke sidst færdig, og jeg besvimede ikke.
Er til gengæld lidt spændt på, om jeg kan gå i morgen.
Eller har forstuvet en lunge.
Til min egen overraskelse kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om det. Jeg kan godt lide at træne, så det kan mærkes, og det her er røvhårdt, men … det føles virkelig mærkelig at pille koreografi/musikdelen ud.
Oh well. Nu napper jeg et par måneder dernede, og så må vi se.
Det værste, der kan ske, er vel, at jeg bliver stærkere.
Eller gift.
Noget helt, HELT andet:
Attention Anne Jeppesen! Attention Anne Jeppesen! Du vandt Bridget Jones bogen tilbage i starten af december, men jeg har stadig ikke hørt fra dig. Du må meget gerne give dig til kende senest på fredag, så jeg kan få sendt bogen afsted – hvis ikke jeg hører fra dig, donerer jeg den til anden side.
Exit 2013
Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne forvente andet.
Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud, fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.
Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor, og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk, har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.
Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de to formidable damer har stået igennem.
Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent.
For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”
Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton, havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har ansvaret for at holde det her fly i luften – jeg har haft enormt brug for at tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis jeg får et barn mere.
Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker, forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig, VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.
Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.
Store ting, synes jeg. Egentlig.
På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.
Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige, at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det. Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se, at der sidder nogen i den anden ende og læser med.
Så.
Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde og god kaffe til alle.
Og medvind på cykelstierne.
Godt nytår.
Julen 2013 i sætninger:
1) “Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en
escortservice værdig.”
(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg. Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet apropos #alfons)
2) “Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede af mig, haha.” (Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den første løbetur post jule frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var imponerende.)
3) “Nå, ok, du er gartner.” [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er
en idiot”-grin]
4) “Mor, havde du krøller, da du var langhåret?” “Nej.” “Havde
far?”
5) “Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar.”
(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)
6) “Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan du fandme få lov at falde i åen!”
(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen.)
7) “Hvor små kan man egentlig få waders?”
(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned til størrelse 26.)
8) “Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser jeg sådan noget der.”
(Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”)
9) “Er der mere vin?”
Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”
Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag. Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne* flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.
Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige fyld-dage til mediedarlingen fredag.
Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.
Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:
05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4 dage at bevæge sig som Robocop.
07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.
08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min ryg.
09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt ligegyldig.
12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls, når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min ryg og er der flere kleenex?
12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.
12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.
12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.
12.42: Når jeg nu betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!!
14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund, blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt internet igen.
16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre (AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For forskrækket til at have ondt i ryg.
16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han altså kunne.” Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.
17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den dumme dag på flugt.
17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?
17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?
Mandag.
Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.
Når gode dyr er rådne
Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?
Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.
”Hvor fanden kommer den fra??”
”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”
Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.
”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”
”Tror du, at vi kan fange den?”
”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)
Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.
”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”
Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.
Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt syntes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.
Men jeg fik den. HaHA!
Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”
Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.
– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.
Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.