Linda

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Er jeg begyndt at fryse den sjat kaffe på kanden, som jeg aldrig når at drikke om morgenen.

Der er altid lige knap en dl., hvilket passer perfekt til nogle små plastbøtter, jeg har – og det giver en solid isterning, der kan holde det meste af formiddagen i en termokop med iskaffe.

Når jeg selv laver iskaffen, er det rart, at den ikke bliver tyndere i takt med, at isterningerne smelter, og når jeg løber de færdiglavede af slagsen, blander jeg dem i forvejen ofte op med en halv kop kold kaffe, fordi jeg ellers synes, de kan være lige søde nok.

På en lun sommeraften forestiller jeg mig også, at de ville fungere ret godt i et glas Baileys eller Kahlua.

2.

Har jeg leget skomager og givet vores sko og sandaler lidt kærlig pleje.

Fordi børnene ikke længere vokser gennem 3 skostørrelser på en sommer, kan det godt betale sig at passe lidt bedre på fodtøjet, og selvom det måske virker mest oplagt at imprægnere sko, når efterårets regn og smat nærmer sig, så forlænger det levetiden markant på f.eks. lædersandaler at få lidt fedt. De bliver nemmere at holde rene, og læderet forbliver smidigt; også når sol og støv og varme fødder trækker den anden vej.

3.

Skal vi i dag male fællesskuret færdigt. Jeg har selv malet hele ydersiden, fordi det virkede uoverskueligt at koordinere 3 dage med tørvejr med beboere i 3 afdelinger, som skal have info på et stykke papir i postkassen, fordi halvdelen ikke har fb.

Nu mangler vi dørene og indersiden, og begge dele er så meget i læ, at vi ikke er helt så afhængige af en god vejrudsigt, og derfor kunne dagen i dag varsels i god tid.

Hvor mange vi bliver, er jeg spændt på, men om ikke andet så kommer bestyrelsen, og vi har sørget for, at der er kaffe og kage til dem, der trækker i arbejdstøjet.

Som jeg vist tidligere har nævnt, så trækker jeg gennemsnitsalderen ned herude, og lige ift. miljø kan man godt mærke, at der sker noget fra generation til generation. For da vi snakkede forplejning, var der ingen af de andre, der end overvejede andre alternativer end engangskrus og -tallerkner, og de forstod nærmest ikke, hvad jeg mente, da jeg sagde, at jeg havde plastikservice nok til alle.

(Med fare for at lægge mig ud med hele Syd- og Sønderjylland vil jeg også vove den påstand, at geografi har lidt at sige her. For da alle forældre for et par måneder siden var inviteret til fernisering på Antons skole, hvor temaet var Miljø og Klimamål, var der også kaffe – i engangskrus.

Og fordi plastikkrus er så tynde, fik vi lige to, så vi ikke brændte fingrene.

Det er faktisk sjældent, at jeg påtaler den slags, men lige her var det enten dét, eller at min hoved eksploderede, så jeg valgte det første.

De faldt mig ikke om halsen, vil jeg sige, men det kan simpelthen ikke hjælpe. Jeg KAN ikke rumme, at vi med den ene hånd underviser børnene i, at verden er på vej ud over kanten, mens vi med den anden udpeger alle de situationer, vi synes tæller som undtagelser, og hvor vi derfor godt *selv* kan forsvare at pisse skildpadderne i hovedet. Stop det. Tak.)

Så til arbejdsdagen i dag, får de alle sammen lov at spise kagen af pangfarvede plastiktallerkner, og de kan *også* glæde sig over, at det er nemt at holde styr på, hvilken kop, der er deres, fordi de får hver deres farve.

Små skridt. 

4.

Har jeg været i skoven med nogle store poser, fordi det er nu, man kan samle fyrrekogler. I hvert fald på mine breddegrader.

Jeg bruger dem som dræn i bunden af mine krukker, og fordi jeg allerede nu ved, at jeg til næste år gerne vil etablere et par højbede, vil jeg gerne samle ekstra mange, så jeg kan spare lidt penge på jord.

Det halve højbed jeg har lavet i år, har jeg drænet med grene, og det fungerer også ret godt, så grene, der egner sig til dét, samler jeg også løbende. (Min far siger, at det er som at have en hund med, når vi er ude at gå, fordi jeg bliver meget begejstret, når jeg finder gode pinde). Men det kræver ret mange grene, fordi de ikke må være for store, og derfor er kogler et godt supplement.

Modsat grankoglerne, som jeg samler, når vi er i skoven efter mos i slutningen af november, så er fyrrekoglerne helt tørre og klar til at sætte direkte på lager, så jeg har hældt første batch i en aflagt vasketøjskurv, og lagt poserne tilbage i bilen, så jeg kan bruge mine mellemtimer den kommende uge på at samle nogle flere.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hakket hæle og klippet tæer i én uendelighed, fordi samtlige skabe i huset har været så tomme, at det næsten har givet ekko.

Det har både været lidt med vilje, men også pga. et sammenfald af omstændigheder.

Dels er jeg 2 afdrag fra at have afbetalt det kæmpe skattesmæk, jeg fik sidste år, og det begynder at bide nu. Det er der ikke noget mærkeligt i, og egentlig er det utroligt, at jeg ikke har ramt det her punkt tidligere, men trods alt er jeg så tæt på målet, at det er til at overskue.

Samtidig har jeg arbejdet på en måde, der nærmest har umuliggjort at kunne handle, og endelig har det været pinse, hvor stort set alt var lukket. (Er det bare mig, eller er det som om, lukkeloven er gået lidt back to the roots? Jeg synes næsten, at vi er tilbage ved de tilstande, vi havde i 80’erne, hvor ALT var LUKKET-lukket på helligdage).

Det har betydet, at jeg ikke bare har kunne købe alt, hvad vi manglede, lige når vi manglede det, og det har stillet krav til kreativitet og opfindsomhed.

Der er selvfølgelig øjeblikke, hvor det er træls. Særligt, fordi jeg er meget, meget omhyggelig med, at børnene ikke skal opdage noget, fordi de begge to kan have en tendens til at bekymre sig lidt rigeligt, og vi jo altså ikke har udsigt til at blive sat på gaden.

Men egentlig kan jeg også godt se noget positivt i at have perioder, hvor jeg er tvunget til at skelne mellem need to have og nice to have. Det er lidt som en slags forbrugs-faste, som hjælper mig med at bevare det økonomiske klarsyn, der ellers kan blive sløret, fordi de fleste af os (tror jeg?) kommer til at lade forbruget følge med, når indtægten stiger.

Her bliver al staffage skrællet væk, og jeg står tilbage med den meget konkrete opgave at få sulfoen til at række, og at trylle en fornuftig aftensmad, som alle kan spise, ud af det, jeg har.

(Det er et privilegium at kunne betragte det som en læringsøvelse, det ved jeg godt. For det er kun fordi, jeg ved, at det her er for en periode, at jeg kan have det perspektiv. Hvis det var den hverdag, jeg pga. omstændigheder, jeg ikke selv var herre over, var underlagt resten af livet, ville jeg være stresset ud over enhver rimelig grænse, og det må være hæsligt).

Jeg har brugt år på at skælde mig selv ud over, at min økonomi i perioder er så stram, som den er, fordi det føles som om, jeg fejler i noget, alle andre mestrer.

Men efter, at det er noget, jeg og vi er begyndt at tale åbent om, har jeg fundet ud af to ting: 1) De Andre mestrer det måske ikke helt så meget, som man går rundt og tror. 2) Det har rent faktisk betydning, at jeg er alenemor.

Det sidste er kommet bag på mig, for jeg tænker sjældent over vores familiekonstellation i hverdagen, og jeg føler hverken skam, sorg eller nederlag over, at jeg er en, hvor mange andre er to. Det fylder ganske enkelt ikke i min bevidsthed.

Men når vi taler om økonomi, kan jeg godt høre, at det HAR betydning. Selvfølgelig. For der er jo, helt indlysende, forskel på, om man er én eller to om at betale de faste udgifter, som i mit tilfælde ligger på omkring 21.000 kr. i måneden. Langt hovedparten af dem, ville være de samme, uanset om vi var en eller to om at betale dem, så selvom de ville stige, hvis vi var to, ville de ikke stige til det dobbelte.

Den erkendelse har givet mig en slags.. syndsforladelse, i mangel af bedre ord. For den har fået det til at gå op for mig, at det ikke kun er mangel på talent, der gør, at jeg ikke har en stor opsparing, eller kan tage børnene med på ferie to gange om året.

Endelig er det mine egne økonomiske trængsler, der har været startskuddet til de her indlæg, og med alt, hvad de har givet mig, og de afledte effekter, de har haft, synes jeg faktisk stadig, selv i de perioder, hvor det strammer, at tallet på den mentale bundlinje er positivt.

2.

Har jeg været på storskrald med nogle småting, og da jeg stod og smed en rusten cykelkurv i Metal, så jeg pludselig et par stål-gitre ligge og gøre sig til.

De røg i bagagerummet, fordi jeg har opdaget, at fugle godt kan lide frø, og jeg har sjældent følt et mere intenst raseri, end da jeg så en råge sidde med sit store, dumme næb begravet i en af mine krukker.

Derfor har jeg patruljeret mit ny-tilsåede højbed med en frekvens og inderlighed, der ville passe godt til en visitationszone, og den tid *kunne* jeg godt finde noget andet at bruge på.

Jeg kørte hjem, smed gitrene ovenpå bedet, og nu har titter både radiser, gulerødder og blomster frem, og jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af stolthed.

(PS: FUCK de råger!!)

3.

Har jeg lavet en håndfuld det det, der i ental hedder en ‘olla’, og som jeg ikke ved, hvad hedder i flertal.

En olla er en lerkrukke eller -kande, som man graver ned, fylder med vand, og som så fungerer som en slags selvvandingssystem.

Det er en metode, der efter sigende har være brugt i ørkenområder gennem tusinder af år, og som er vandbesparende og (efter hvad jeg kan læse mig frem til) ret effektiv.

Når man er Ny I Planter synes jeg, at noget af det sværeste er at ramme det rigtige niveau af vanding. Her bliver det ikke lettere af, at symptomerne på overvanding og symptomerne på mangel på vand tilsyneladende er de samme (seriøst, wtf?), og derfor har jeg læst en del op på selvvandingssystemer.

Det her syntes jeg virkede smart, så jeg kørte i genbrugsbutikken og fandt en håndfuld gamle terrakotta-potter, som jeg lavede ‘vandtesten’ på, da jeg kom hjem. Den består i al sin enkelthed af, at man sprayer vand på potten og ser, hvad der sker. Hvis vandet nærmest forsvinder i det sekund, det rammer, er potten porøs og kan dermed bruges. Hvis ikke, er den behandlet med voks ell. lign. og så duer den ikke.

Herefter skal bunden lukkes (jeg brugte korkpropper og forseglede med stearin), og så er det bare at grave potten ned, fylde vand i og lægge noget på som låg. (Jeg har brugt underskåle, som jeg har sat små solcellelanterne på). (Det er så FINT!!)

Det smarte er, at vandet ikke fordamper, og at planterne selv styrer, hvor lidt/meget de har brug for, og her i huset har det yderligere den fordel, at det for børnene er nemt og konkret at tømme deres vandflasker i dem (eller vandkanden ved døren), når de kommer hjem fra skole.

For jeg har snart prøvet alle tænkelige måder at gemme og bruge vandsjatter på, og selvom meget af det på papiret er smart, må jeg jo bare konstatere, at det ikke er noget, vi får gjort. Det her lader til at virke – måske fordi det også er lidt sjovt at følge med i, hvor meget planterne drikker.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har vi afholdt et af vores heldags-bestyrelsesmøder i tegnsprogstolkenes brancheforening.

Vi er 6 mennesker, som kommer fra hele Danmark, og derfor er det altid et logistisk puslespil at finde en lokation, som vi alle har nogenlunde lige langt til, og hvor vi kan få et lokale, der både er til at betale sig fra, og hvor der er internet og kaffe.

Sidste gang var det min tur til at finde et lokale, og det slog mig, at bibliotekerne rundt omkring kunne være en mulighed. Og det var de.

I flere byer er det gratis at låne lokaler, når man er en forening, mens det andre steder koster et symbolsk beløb.

I skrivende stund er vi i gang med at forberede den årlige generalforsamling, som løber af stablen til efteråret, og her skal vi være i Odense, hvor biblioteket ikke er en mulighed. Til gengæld ser det ud som om, Odense Kommune måske kan hjælpe med et lokale på en skole eller i et sportscenter, så nu har vi skrevet til dem, og afventer svar.

Bare for at sige, at hvis man som forening gerne vil lave noget, som kræver lidt mere plads end dagligstuen derhjemme, men stadig ikke har midler til at leje en suite på D’Angleterre, så er bibliotekerne (igen!) vores venner.

2.

Stod jeg i Netto, da Nets gik ned, med kurven fuld af varer.

Jeg har altid en smule kontanter i bilen, så efter en sortering af kurvens indhold i ‘need to have vs. nice to have’, kunne jeg køre hjem med ingredienser til aftensmaden, der muliggjorde det, jeg allerede havde planlagt og taget op til.

Men jeg skulle have været på apoteket, fordi jeg har fået noget virus fra Helvede, der foreløbigt har beriget mig med 14 dages hoste, snot, ondt i ører/tænder/hals osv., og derfor manglede både Strepsil og Panodil.

Det havde jeg ikke kontanter med til, og min umiddelbare tanke var, at ‘så må jeg må bare undvære til i morgen’, når det hele forhåbentlig var oppe igen, og jeg kunne nå på apoteket.

Men det slog mig, at det jo faktisk PRÆCIS er dét, vi prepper til. Ikke bombefly og landflygtighed, men situationer, hvor infrastrukturen bryder ned.

Jeg har for længst indarbejdet en rutine med altid at have diesel nok i tanken til, at jeg kan nå hjem, selvom alle betalingssystemer bryder sammen, og jeg har også fået så meget systematik i min madvare-prepping, at jeg kører ‘en ekstra i skabet’ af de ting, vi bruger meget, og har en ‘ægte nødvendigt’-kasse i bryggerset med det, vi bruger sjældent, men som egner sig til madlavning over bål.

Vand har vi nok af, og det husker jeg også at skifte ud – men medicin og toiletartikler har jeg bare fået.. parkeret. Altså, jeg har et fuldt lager – men det står bare og står.

For de gange, betaling ikke har været muligt, har jeg bidt tænderne sammen eller fundet en Ipren med nullermænd på i bunden af min taske, hvis jeg har manglet smertestillende – men i virkeligheden kunne jeg jo bare tage den pakke, jeg har i min prepperkasse. Af en eller anden grund har jeg fået gjort kassen med toiletartikler til Noget, Der Ikke Må Røres, med mindre der opstår en ÆGTE krise.

Det er for idiotisk, for det gælder jo med de ting, som det gør med alt det andet: Det bliver for gammelt, hvis det står for længe. Plaster klæber fast i pakningen, cremer harsker, og vådservietter tørrer ud. Og selvom jeg ingen skrupler ville have ved at tage en Alnok, der var et år for gammel, så er en Strepsil, der er gået 4 år over dato måske ikke nogen stor fornøjelse at få i munden.

Jeg har derfor besluttet, at hver gang Nets går ned, så er det en anledning til at kigge på, hvad jeg var på vej ud for at købe, da det skete – og finde det i mit prepperlager i stedet.

På den måde får jeg både lidt flow i tingene, samtidig med, at jeg måske også bliver opmærksom på ting, jeg mangler i mit prepperlager.

Som et PS til det her punkt har jeg lige lyst til at sige, at jeg til gengæld finder det fuldstændig himmelråbende udueligt, at dagligvarebranchen stadig ikke er bedre forberedt på de her scenarier, end tilfældet lader til at være.

3.

Har jeg for første gang prøvet at lave syrensaft.

Det smager skønt, og man laver det på samme måde, som når man laver hyldeblomst-saft; altså, koger en sirup af vand og sukker, som man hælder over blomsterne. Det trækker et par dage i køleskabet, hvorefter man sier det, og så står man tilbage med den fineste saft.

Jeg er først begyndt at lave saft selv indenfor de sidste par år, og derfor har jeg eksperimenteret lidt med, hvad der fungerer ift. opbevaring.

Jeg vil gerne undgå Atamon i de situationer, jeg kan; ikke fordi jeg har en holdning til det, men simpelthen fordi jeg synes, jeg kan smage det. Specielt, hvis der er tale om frugt og grønt, som er måske er lidt milde i smagen. Derfor har jeg prøvet at finde måder at undgå det på, hvilket er grunden til, at jeg henkoger tomater, og generelt laver små mængder af det, jeg sylter og koger – men nogle ting er så kort i sæson, at der ikke er noget at gøre, hvis man gerne vil have et par glas eller flasker på lager, og her lever jeg med det.

Men sidste år læste jeg om én, der frøs sin saft, og jeg havde nærmest lyst til at gå ud og finde en hammer, jeg kunne wise-maxxe mig selv i hovedet med – for hvordan det ikke har slået mig tidligere, fatter jeg ikke.

Jeg nåede derfor at fryse hyldesaft og krydret æbletoddy, og det fungerede strålende, så i år vil jeg også lave et ordentligt badge hyldeblomstsaft, som ryger i fryseren.

Jeg bruger typisk mine fantastiske Nalgene-flasker, for med 2,5 dl. koncentrat, har jeg til ca. 1 liter færdig saft. Men somme tider har man også bare lyst til én kop et-eller-andet, og derfor er jeg begyndt at fryse saft i isterningebakker, som jeg gør med mine Golden Cubes.

For det er supersmart, at man bare kan tage én isterning op og overhælde den med kogende vand eller dansk vand, afhængigt af årstid og trang, og på den måde, er der ingenting, der går til spilde.

Min syrensaft har jeg udelukkende frosset som isterninger, og jeg pønser på at teste det i en gin og tonic, når solen næste gang skinner på en fredag.

Inden I får lov at gå ud og se pinsesolen danse, får I lige en anbefaling af den smukkeste instaprofil, jeg har set længe. Det er den svenske fotograf Linda_lomelino, som jeg faldt over i min jagt på syrenopskrifter, og hun tager så smukke billeder, at det er til at tude over.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hængt de første krydderurter til tørre, og det tip vil jeg lige give videre, fordi det virker, uanset om du har have eller vindueskarm.

Jeg har ikke tal på, hvor mange basilikum-, timian- og oreganoplanter, jeg har smidt ud gennem årene, fordi de går ud for mig.

Det har irriteret mig, for jeg kunne godt regne ud, at det var fordi jeg ikke brugte nok af dem, og at de derfor gik i stå i væksten. Samtidig bliver man også næsten stresset af en krydderurt, der står i vindueskarmen og stirrer bebrejdende på én, hver gang man laver noget, den IKKE lige passer i.

Derfor begyndte jeg sidste år at studse alle krydderurterne ugentligt. Det, jeg klipper af, smider jeg i en vaskepose (sådan en til undertøj), og hænger ud i mit målerskab, som er lidt varmere end resten af huset. Her får det lov at tørre, hvorefter jeg smuldrer det og hælder det i en dåse – et voila: Pizzakrydderi. (Timiankvistene kan bare pilles fra, når man smuldrer det).

I starten tørrede jeg de forskellige urter hver for sig, men det blev for omstændigt, så nu ryger det hele i samme pose. Jeg har 3 poser, fordi det tager 2-3 uger for krydderierne at tørre, og så kører de bare i rotation.

Krydderurterne lever nu deres bedste liv, vokser sig hurtigt buskede og tætte, og holder nu fra tidlig marts til starten af oktober.

Jeg køber mine på en planteskole i nærheden, og planter dem om, så de får en udepotte med hul i bunden; også dem, der står inde. På den måde kan jeg vande dem nedefra, og det fungerer godt, fordi jeg kan følge med i, hvor meget de drikker, og kan hælde lidt ekstra på, hvis jeg er væk et par dage, eller det er særlig varmt.

(Det hører med til historien, at mit køkkenvindue er østvendt, og at der derfor er MEGET sol på, det meste af dagen. I starten havde jeg derfor urterne til at stå i karmen i et andet rum, men så glemmer jeg dem simpelthen og så er vi lige vidt. Blot for at sige, at undervanding måske er overkill, hvis man har sine urter stående i et nordvendt vindue). 

2.

Ryddet op i mit skur, og jeg kan godt blive en mellemting mellem imponeret og let bekymret over, at der er ting derude, jeg ikke har den fjerneste erindring om at eje/have anskaffet. Og det til trods for, at der er tale om et mikroskopisk skur, som jeg har været god til at rydde op i årligt.

Men jeg tror, at man i sit hjem over tid udvikler tunnelsyn, så man kun ser det, man bruger, mens resten bare bliver en slags visuel baggrundsstøj; noget, man kigger rundt om og reelt ikke ser. Det fungerer, så længe man bruger et rum eller et område på samme måde over en længere periode, men når noget ændrer sig, ser man pludselig det virkelige billede i fuld HD.

I år har jeg brug for mit skur til mine mange haveprojekter, og derfor blev det pludselig nemt at se, hvor pladsen ikke blev brugt godt nok. Jeg fik sorteret det legetøj ud, som børnene er vokset fra, parasolfoden har fået besked på at lære at elske at stå ude hele året, og den sko-reol, jeg i foråret købte, fordi den passer perfekt ind i vinduesindhakket i bryggerset, hvor spirerne elsker at stå, og jeg på den måde fik et højhus med 4 etager, passer fuldstændig perfekt under arbejdsbordet derude. 

Reolen kan ikke holde til megen vægt, og egentlig havde jeg tænkt, at den skulle skilles ad igen, når forspiringssæsonen var slut, men den her løsning er meget bedre, for nu kan jeg bruge den til opbevaring af alle de mange plast-potter, forspiringsbakker osv., jeg har brugt og genbrugt hele foråret, men som nu lige får en pause, før der skal gøres vinterspirer klar.

Jeg fik smidt det rustne ukrudtstjern ud, sammen med en vindfløjte (fra dengang jeg troede, jeg var sådan én) og en kasse med ubestemmelige genstande, som jeg ikke med en pistol for panden ville kunne redegøre for hvad var. Jeg bankede en håndfuld søm i stolperne, så ledninger, bålrist og havevander kom op at hænge, og dermed ikke bruger bordplads længere, så nu mangler jeg bare at eftersortere de kasser med køkkenting, jeg har på fjernlager derovre.

Jeg har det *næsten* som om, jeg har bygget til.

3.

Er vores fællesskur langt om længe ved at komme op at stå. Der er støbt fundament og ydervæggene er rejst, så når vi rammer næste weekend, bør vi have et færdigt skur. HurRA!

Fordi ting aldrig går som planlagt, endte vi, som jeg også tidligere har skrevet lidt om, med at have brugt pengene på budgettet og lidt til, udelukkende på skuret. Dermed er der ikke penge til de redskaber, der skal fyldes i, men det løser jeg. Jeg forestiller mig at invitere til en male-dag, når skuret skal have Gori, hvor jeg og to andre, jeg kan overtale, bager kager, som folk kan købe et stykke af for en 10’er. På den måde skulle vi gerne ende med at have penge nok til at købe lidt indmad, og det bliver en hyggelig opgave at løse.

Til gengæld har jeg tygget på, hvordan jeg “tvinger” folk ned forbi, for de af os, der synes, at skuret er en god ide, kommer helt sikkert til at bruge det, men jeg vil også gerne have De Korslagte Arme med ombord.

Nogle af dem kommer jeg til at vinde over ved at spille dum (jamen, sagsøg mig), for hvis jeg stiller mig ned på plænen og mener noget om hældninger eller træværk, vil der med 1000% garanti manifestere sig fire mænd, 60+, med hver sin tommestok, som ikke kan modstå trangen til at forklare mig, hvordan det RIGTIGT skal gøres. Og når først de er dér, er de med.

Samtidig har jeg den sidste måned stiklet krydderurter i vildskab, for et krydderurtebed til fri afbenyttelse er også effektiv lokkemad. (Jeg bor, så jeg kan se skuret fra mit køkkenvindue, så det er et ikke et problem for mig at passe et ekstra bed).

Jeg har diskuteret med mig selv, om det skulle være et højbed eller krukker, og jeg er endt på det sidste. På den måde kan jeg tage dem over til mig selv, hvis de skal have lidt ekstra kærlighed og omsorg, og jeg kan bedre styre, hvad vi har.

Men krukker er DYRE – faktisk også i genbrugsbutikker. Hvis man da overhovedet er heldig nok til at finde dem der.

Derfor har jeg slået op i vores lokale fb-gruppe, at jeg gerne vil arve/købe større havekrukker, hvis nogen har i overskud. Jeg er normalt ikke til, at man går tiggergang på fb, men lige i denne gruppe har jeg selv foræret ret mange ting væk, og derfor føler jeg, at det er ok at række hånden op her. Jeg har fået 3 indtil videre, og har begrundet håb om, at der lander et par stykker mere i min indkørsel, inden weekenden er omme, så når vi rammer fars dag, håber jeg, at vi har et færdig, nymalet skur med en semi-etableret urtehave foran.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg solgt en stak puslespil i min fb-gruppe.

Og når jeg skriver ‘min’, så er det i dette tilfælde rigtigt, for det er en gruppe, jeg har oprettet, og er solo-administrator på.

Jeg oprettede den i sin tid, fordi puslespil er noget værre bøvl at sende. Kasserne er store, og ofte er de forskellige i størrelserne, selv samme antal brikker fra samme producent. Det kræver meget emballage at pakke dem forsvarligt ind – og oven i det kommer, at brugte puslespil er en tillidssag. Det ville blive en forvaringsdom til mig, hvis jeg havde brugt en uge på at lægge 999 brikker, for så at finde ud af, at den sidste manglede, og her er geografisk nærhed og fysisk afhentning med til at øge sandsynligheden for, at det, man beskriver og det, man sælger, er én og samme ting.

Derfor oprettede jeg en lokal gruppe, hvor jeg som eneste betingelse for medlemskab har sat, at man skal kunne hente de puslespil, der sælges inden for en 20 km. radius af Esbjerg C.

Om man bor her eller har en søster, der arbejder i Esbjerg, og kan medbringe de puslespil, der sælges, blander jeg mig ikke i, men jeg er ufravigelig i 20-km-kravet, og jeg kommenterer venligt, men bestemt, hvis nye medlemmer glemmer det.

Det fungerer upåklageligt. Selvom gruppen langsomt er vokset, lader det til, at folk ‘kender’ hinanden, og der handles lystigt. De fleste puslespil, er væk i løbet af en dag eller to, og mine egne når sjældent at ligge mere end et par timer, før nogen har budt på hele stakken.

Det gør det uendeligt meget nemmere, at man ikke skal til at pakke ind og oprette forsendelseskoder and what not, og fordi vi alle, qua vores geografiske nærhed, kender hinanden eller har fælles venner, er afhentning heller aldrig et problem, for er man ikke hjemme, sætter man bare posen med puslespil ud i garagen.

2.

Har jeg, meget last-mover, købt en airfryer. Fra ny.

Ungerne er efterhånden store nok til, at de kan være alene hjemme, hvis jeg har opgaver uden for normal åbningstid, men vi er endnu ikke der, hvor det virker som en god ide at slippe dem løs i en omgang unsupervised Masterchef Junior.

Jeg er sjældent væk mere end et par timer, så det er ikke fordi, at vi behøver have kommunen på banen, men Anton er begyndt at spise cirka 40 kg. mad om dagen, og den lille er også altid sulten, når hun kommer hjem fra skole. Derfor sker det ofte, at jeg kommer hjem til to forvoksede fugleunger, der sidder i reden med åbne næb og utålmodigt venter på føde.

Min niece er nogenlunde jævnaldrende med Anton, og hun er nærmest airfryer superbruger, så efter at have stillet hende 16.000.000 spørgsmål, besluttede jeg at give det et skud.

Som altid afsøgte jeg Marketplace og DBA først, men efter 14 dage med ‘ikke forsøgt rengjort, derfor prisen’, overbrændte ledninger og priser, der var højere, end modellen kunne købes til fra ny, endte jeg med at finde en udgået luksus-udgave af den, min niece har, som var sat ned fra 1300 kr. til 300 kr.

Jeg kan ikke helt overskue at skulle finde bordplads til endnu en køkkenmaskine, men det må jeg løse. Til gengæld kan jeg se, at den skulle give mig gode muligheder for at lave ting, der fungerer godt med alle de krydderurter og tomater, jeg forhåbentlig ender med at få i haven denne sommer, så på den måde kan man sige, at timingen er god.

3.

Har jeg lavet mit eget mini-drivhus.

Jeg ville ELSKE et ægte drivhus-drivhus, men det skal der søges byggetilladelse til, og prismæssigt er rigtige drivhuse også en smule kradse – og så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at selvom jeg er ’bout that plantelife i år, så er det ikke givet, at det er en blivende tilstand.

Når de rigtige drivhuse er pillet ud af ligningen, er der lidt forskellige, alternative veje at gå. Vægmodellen er fin, men vi har 15 cm. grus omkring hele soklen, så det kan ikke helt lade sig gøre her.

Så er der de små dukkehusmodeller, men her har jeg svært ved at se, at eksempelvis tomatplanter ikke hurtigt bliver for store.

Jeg endte derfor med at købe en slags telt, som kan monteres på en palleramme. Min tanke var, at jeg så kan pille dugen af, når planterne bliver store og stærke nok til at kunne klare sig uden tag.

Men dagen efter at jeg havde hentet dugen, blev det stormvejr, og derfor kom jeg til at tænke på, at det ville være smart, hvis man kunne flytte drivhuset i læ, når det er nødvendigt. Efter at have tygget lidt på dét, kørte jeg på genbrugspladsen for at spørge, om de havde et par europaller, de kunne undvære – og det havde de.

Derefter kørte jeg i Harald Nyborg efter 4 hjul og et par pallerammer, og i Jem & Fix efter 3 isoleringsplader og et håndtag.

Da jeg havde skruet hjul og håndtag på den ene palle, brugte jeg resten af min Gori til at male de to pallerammer, og fik klippet isoleringspladerne til, så de passer i bunden, og stukket huller i dem, så vandet kan løbe fra.

Det færdige resultat ser sådan her ud:

Den ene palle er således brugt til et mobilt drivhus, mens den anden bliver et stationært bed, fordi jeg overvejer højbede i haven til næste år, og det her er en nem og billig måde at teste konceptet på.

Det smarte ved den her løsning er, at den kan flyttes, hvis det blæser eller solen er for hidsig, og i vintermånederne kan pallen sættes på højkant og pallerammen klappes sammen, så det ikke fylder noget at have stående i skuret.

Prismæssigt har et drivhus og et halv-højbed kostet mig lige knap 600 kr:

Pallerammer (2 stk): 150 kr.

Hjul (4 stk): 150 kr.

Isoleringsplader (3 stk): 33 kr.

Håndtag (1 stk): 50 kr.

Dug (1 stk): 200 kr.

*

Da flere lader til at være blevet smittet med Gori-feberen, slutter vi lige med et par stikord om det.

Jeg har brugt 3/4 liter Gori 88, som kostede 150 kr. til 4 plantekasser (udvendig) og 2 pallerammer (indvendig og udvendig), og det har kun været nødvendigt at male én gang.

Jeg har ingen forstand på pensler overhovedet, men jeg købte en lakpensel, fordi den var tyndere end malerpensler i samme størrelse, og min tanke var, at jo færre hår en pensel har, des mindre maling suger den.

Kasserne børstede jeg rene for snavs med en hård opvaskebørste, hvorefter jeg sleb dem let med fint sandpapir og fejede støvet af med en lille blød kost. Det tog cirka 10 minutter pr. kasse. Selve malearbejdet tog omkring en halv time pr. kasse, og efter 24 timer var de klar til at komme tilbage på plads.

Nu mangler vi bare planterne, og om en uges tid eller to tror jeg, at de første af dem er ved at være klar til at flytte udenfor.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Givet mine plantekasser Gori – og jeg fatter faktisk ikke, at så lidt har gjort så meget.

Jeg har set min far behandle træværk med Gori hele mit liv. Hvert eneste år.

Alligevel har jeg ikke koblet, at det træ, der så mere og mere trist ud, nok i virkeligheden bare skreg på kærlighed.

Min far har altid været sådan én, der Gør Tingene Ordentligt. Det prøver jeg også at være, men jeg kan ikke selv bygge et plankeværk, og jeg ved intet om træ. Men trods alt kan jeg godt regne ud, at en plantekasse til et par hundrede kroner nok ikke er lavet af massivt lærketræ.

Derfor tror jeg bare, at jeg på forhånd havde opgivet, fordi jeg antog, at billigt træ nok bare havde det livsspand, det havde.

Men i år var kasserne blevet FOR trælse at se på, så jeg tog min alt-er-læring-hat på, købte 3/4 liter Gori og brugte dagen i går med en pensel – og prøv lige at se:

Jeg har brugt 0,5 liter af min lille dåse Gori, og dermed hedder regnestykket 2 dåser til 3 år. Det betyder, at kasserne kan holdes pæne og i live for 100 kr. om året, og selvom jeg måske til næste år skal bekoste en håndfuld beslag på dem (fordi siderne er klampet sammen), så ELSKER jeg, at levetiden nu ser ud til at kunne forlænges betydeligt.

2.

Har solen skinnet nok til, at både Frida og jeg har fået et drys fregner over næsen.

Derfor har jeg brugt 15 minutter på at hive alt af hylderne i mit badeværelsesskab, så resterne af sidste års solcreme er fundet frem og kan bruges, inden jeg køber nye forsyninger.

Ved samme lejlighed har jeg lavet en bakke med de flasker, krukker og tuber, der kun er sjatter tilbage i, og sat den på bordet i badeværelset.

Jeg er stor tilhænger af ikke at leve på forventet efterbevilling, og derfor har jeg ofte flere cremer, sukkerscrubs osv. i gang samtidigt. Jeg tænker ikke, at det gør den store forskel, når der er tale om varer, som ikke går på dato, når de er åbne, og jeg har endnu til gode at skulle smide noget ud, som er blevet harskt.

Men derfor kan det stadig være tilfredsstillende at få ryddet ud i resterne, så der igen bliver god plads på hylderne i skabet, og på den her måde bliver det et mål i sig selv at få tømt bakken på bordet.

3.

Har jeg gispet over den seneste elregning, for jävla, den var høj!

Jeg har derfor været ekstra obs på, hvordan vi har brugt strøm den seneste uge, og jeg må bare æde, at priserne er blevet så vilde, at det er dem alene, der er skyld i stigningen.

Derfor kan man stadig godt tænke over, hvordan man bruger strøm, og lige der har jeg alle dage været god til at huske, at mange bække små.

Derfor er vi igen begyndt at bruge solcellelamper som aften- og nattebelysning, og der er noget hyggeligt i at samle de små lamper sammen hver morgen og sætte dem til opladning på bænken med morgensol, for så tage dem ind og fordele dem i huset, når dagen går på hæld.

Ud over at spare en håndfuld kWh, er det for mig en virkelig dejlig måde at forbinde mig til årstiden, og at starte hver dag med at fokusere på solen og lyset og sommeren, der er på vej.