Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Djævlen i detaljen

16

Kender I de tidspunkter, hvor man ser noget, og øjeblikkeligt kan mærke, at man bliver 5 år ældre?

Sådan var det for mig at se artiklen fra TV2 med overskriften “11-årig med adhd fik halveret sin skærmtid – nu har han fået det meget bedre”

For jeg vidste med det samme, at den bliver et problem, som jeg og mange andre som mig kommer til at forholde os til i flere år frem.

Lad mig trække problemet helt op i toppen af det, jeg skriver her, så de af jer, der ikke får læst indlægget færdigt, i det mindste får dét med:

Drengen, overskriften handler om, spillede computer om natten. 

Altså der, hvor de fleste børn ville have godt af at sove. 

Det fik man stoppet. Han fik det bedre. Surprise. 

En mere retvisende overskrift havde været “11-årig med adhd begyndte at sove om natten – nu har han fået det meget bedre” – for det er jo det, der er essensen. Hvis han havde flettet piberensere eller skåret træfigurer hele døgnet, og man havde fået sat en stopper for dén aktivitet i timerne mellem 22 og 06, ville han *også* have fået det bedre.

ADHD og autisme og stress og angst opfører sig præcis ligesom hovedpine, gigt, kvalme og ondt i ryggen: Jo mindre dit overskud er, jo værre føles dine symptomer. Selv hvis man er et perfekt eksemplar af et menneske, kender de fleste til at finde et problem uoverskueligt, opdage, at man er sulten, spise noget og så virker hjernen pludselig igen. Så selvFØLGElig får man det bedre, uanset hvad man kæmper med, hvis man sover om natten.

Indholdet i artiklen har jeg sådan set ikke et problem med. Den handler kort sagt om et hold forskere, der har undersøgt effekten af at nedsætte skærmtiden i 142 familier med ADHD-børn, og det ser ud til at have en positiv effekt. Det er strålende. Jeg har en masse spørgsmål ift. familiestruktur, socioøkonomiske forhold osv. som jeg glæder mig til at få svar på, når undersøgelsen engang er verificeret, men al forskning, der kan gøre os klogere på de her ting, er værdsat.

Så hvorfor kan jeg så ikke være ligeglad med, at overskriften er så misvisende?

Det kan jeg ikke, fordi stort set alle læser overskriften, vurderer, at de har forstået budskabet, og springer artiklen over. Og det er et KÆMPE problem. 

For overskriften er af den type, som Ditte Okman og Anne Sophia Hermansen excellerer i; hvor man vinkler historien, så læserne bliver bekræftet i en fordom, de gerne vil tro på. Og vi tror på, at skærme får hjernen til at rådne. Vi tror på ud på tur, aldrig sur, på frisk luft og legetøj af træ, og selvom meget få siger det højt, er de fleste enige om, at de børn, der får lov at sidde med skærme i timevis, har dovne/overambitiøse/ubegavede forældre, der ikke gider være sammen med deres børn.

Derfor behøver vi ikke læse artiklen, for med den overskrift ved vi allerede, hvad der står i den. 

Ikke?

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes ikke, at børn skal sidde med skærme fra de står op til de går i seng. Der er masser af undersøgelser, der peger i alle mulige retninger, men de fleste måler bagudrettet, forstået på den måde, at de ser på, hvad vi kunne før, og så måler på, hvordan vores evner til fortsat at mestre det, påvirkes af skærme. Og det er for det meste negativt.

Men hvis vi undersøgte vores evner til at starte bål med pinde og flintesten, køre hestevogn eller huske salmevers og kongerækker, ville resultatet formentlig også her vise et fald i evner. Det er der nok ikke mange, der begræder, men min pointe er, at noget, der kan virke vigtigt her og nu, måske ikke er relevant at kunne om 50 år. Og fordi det er svært at måle på brugbarheden af evner i en fremtid, vi ikke befinder os i, aner vi ikke, om skærme og internet faktisk udvikler nye evner, der kommer os til gavn eller skærper allerede eksisterende af slagsen.

Uanset hvad, så er det fint at holde debatten levende og i gang. Det er vigtigt, at vi forholder os kritisk til de mange muligheder, teknologi og AI tilvejebringer, og det kommer jeg aldrig til at være uenig i. 

Men det er virkelig problematisk, at man overgeneraliserer et muligt resultat for en specifik minoritet så voldsomt, for skærme er mange ting og bruges i mange sammenhænge. Og på mange måder.

Én ting er skærme i hjemmet. Her er de involverede parter mennesker, der skal have livet og hverdagen med en diagnose til at fungere, og her vil de fleste kunne træffe fornuftige beslutninger, når de får fakta præsenteret. For dem er diagnosen et livsvilkår, og de vil derfor altid være dem, der er allermest interesserede i Den Gode Løsning. 

Noget andet er skærme i de sammenhænge, hvor børnene er på udebane, for de mennesker, der møder og arbejder med børn og unge med ADHD, er i alt, alt for mange tilfælde mennesker, der bare af tilfældets veje har fået den opgave dumpet i skødet. Det er ofte helt almindelige pædagoger, lærere og studiesekretærer, som ikke har nogen former for kurser, uddannelse eller specialviden om børn med diagnoser, og det er mennesker, der ingen forudsætninger har for at forstå kompleksiteten af de her udviklingsforstyrrelser. Det kan de ikke gøre for. Pilen peger hele tiden opad, men faktum er, at det her og nu er dem, der sætter rammerne for disse børn, og derfor er det direkte skadeligt, at de nu er blevet bekræftet i, at der skal skrues ned for skærmene. 

De har ingen forudsætninger for at forstå, hvad de fjerner eller hvad de er nødt til at sætte i stedet, hvis de ikke skal belaste børnene yderligere på et tidspunkt, hvor alle omkring dem tror, at de slapper af og lader op. Stort set alt, hvad disse fagfolk har af beføjelser og ressourcer, vil være noget, der kræver endnu mere af de her børn, end hvis de bare var blevet siddende i klassen. Alle skift i lokation eller aktivitet, og al interaktion med andre, børn såvel som voksne, kræver kræfter, som de her børn holder pause, fordi de ikke har.

Og for de voksne fagfolk gælder, at det her for dem *ikke* er et livsvilkår, men et arbejde, som de kan holde fri og gå hjem fra. 

Som fluen på væggen kunne jeg på et lærerværelse et sted i Danmark forleden høre, at man – efter at have læst den her overskrift – begyndte at planlægge ture ud ad huset (skift i lokation), sportsaktiviteter i en hal med flere børn (akustik fra helvede, social interaktion, regler, man skal afkode og forstå) og tvungen læsning (hvilket vel strengt taget er noget af det, børnene er i gang med at holde pause fra) som erstatning for skærm.

Baseret på én overskrift om én dreng, der er begyndt at sove om natten i stedet for at spille Fortnite.

Det er katastrofalt. 

Der er ligeså stor forskel på neurodivergente børn, som der er på neurotypiske børn, og for nogle vil det være fedt at få lov at spille badminton eller gå en tur rundt om skolen i stedet for at holde pause med en skærm.

I fritiden vil nogle kunne rumme at være fuldt til stede til familiefødselsdage, når der er gæster, på ture i zoo og til konfirmationer, andre har brug for pauser undervejs.   

Men Den Bedste Løsning er nødt til at bero på en individuel vurdering af det barn, der er tale om, og ikke på en misvisende overskrift, som er med til at underbygge en forestilling om, at alle børn kan gøres ‘normale’, hvis bare man griber deres udfordringer rigtigt an.

Det svarer til at antage, at alle kørestolsbrugere kommer til at kunne gå, hvis vi bare fjerner trapper og dørtrin.

Men vi har fået designet en et samfund, hvor det, vi før måske kunne rumme og bypasse, ikke længere får plads. Hvor vi konstant er underlagt vilkår, der ikke er forenelige med de udfordringer, diagnoser som ADHD og autisme giver, og hvor vi begynder at kunne se, at vi har et problem, men endnu ikke er nået til et sted, hvor vi har fundet en løsning. Og de her børn og familier skal leve og fungere i verden, som den ser ud her og nu, hvor udredninger, tabt arbejdsfortjeneste og specialtilbud er få forundt, og hvor stort set alt lægges over på den enkelte familie. Det bliver pragmatik og Det Muliges Kunst, alt imens vi forsøger at hjælpe vores børn med ikke at gå i stykker. 

Oven i det kommer vi nu det næste lange stykke tid til at skulle forholde os til endnu flere fordomme, belærende foredrag og gode råd, takket være denne overskrift. 

Hvordan er man i verden, hvis man ikke kan holde den ud? Hvis den er alt for voldsom og krævende og fuld af larm og krav og kontekster, man ikke forstår?

Det er man måske ved at tage en pause fra den og fordybe sig i en skærm. Ved at vende sig mod det eneste tilgængelige helle, man som barn har adgang til.

Alt det risikerer man, med en sjusket, doven overskrift som den her, at sætte over styr.

Måske det faktisk ikke var Fanden, der var problemet, da han læste biblen forkert.

Samtalens svære kunst

6

De sidste uger har planeterne stillet sig, så jeg uventet har fået mulighed for at spise frokost med venner og bekendte, jeg ikke har set længe.

De møder og samtaler giver altid stof til eftertanke, synes jeg. For hvor man i sine daglige relationer sjældent kører vidvinkel på hverdagslivet, så giver det pludselig et andet perspektiv på, hvor man er, når samtalen ikke bare kan startes op, hvor man slap den i går.

Jeg har mine faste ringe-damer. Vi får mange timer til at gå med at sludre om alt og ingenting, når vi kører land og rige rundt, og det giver generelt nogle ret gode samtaler, når man sidder i en bil og ikke bliver forstyrret af børn, vaskemaskiner, der bipper, og sedler på bordet, man får øje på og bliver afledt af. De samtaler starter tit med ‘Nå, men så skal du sgu høre, hvad han sagde, da jeg endelig fik fat i ham!” og forgrener sig videre ud i betragtninger om ensomhed og udfordringerne ved at opdrage i en virtuel verden med analoge værktøjer.

De lidt mere sjældne samtaler er nødt til at starte et andet sted. Der er mere baggrund, man er nødt til at have med, når man fortæller en historie, og der er detaljer, der må udelades, hvis alle parter skal nå at fortælle, hvordan verden vender hos dem.

Jeg kan mærke, at det for mig har ændret sig, hvad jeg gerne vil tale om, når vi sidder over en frokost og ikke har set hinanden i flere måneder. For hvor jeg for 5 år siden egentlig ikke havde noget problem med at lave en kronologisk update, så kan jeg mærke, at det i dag faktisk slår bunden ud af mig, når jeg lægger det hele ud og i forlængelse af hinanden. For så er det sgu lidt en overvældende omgang.

Ikke mindst fordi meget af det, der fylder, udspringer af frustration over dele af systemet, som andre mennesker ikke har noget forhold til. Og det er en underlig spaltet fornemmelse, at noget for mig fylder nærmest alt, og samtidig vide, at det, alle gode intentioner til trods, faktisk ikke er et ret godt samtaleemne. For det er ikke hverken interessant eller vigtigt for andre end mig. Og ingen synes, at der er megen fornøjelse ved kun at kunne bidrage til en samtale med ‘hold kæft, det lyder træls!’.

Det kan være svært at komme i tanke om, hvad der ellers foregår i mit liv, når jeg er fyldt op af et lava-lignende raseri over, at psyk. har fucket fornyelse af min recept op 3 ud af 3 gange, at ingen af fornyelserne har krævet under 7 opkald, og at de har aflyst/flyttet 6 ud af 10 samtaler dagen før disse skulle finde sted, så jeg på nuværende tidspunkt har mistet så meget indtægt i dage, jeg har friholdt til ingen verdens nytte, at jeg kunne have betalt for en udredning i det private.

Det er svært at komme i tanke om, hvad jeg egentlig laver ud over at løse de samme opgaver 5 gange, fordi jeg er tovholder på det hele, så Fridas hjernepauser skal planlægges, hvorefter jeg skal have fat i læreren, fordi de ligger forkert/andre børn forstyrrer/er børn i det lokale, som Frida selv er blevet sendt ned til osv. osv. osv. Samme opgave, der skal løses 5 gange.

Eller Antons skoleskifte, hvor jeg skal have fat i PPR, skal rykke dem, skal have fat i skoleleder, skal rykke skoleleder – 2 gange – og følge op, for at være sikker på, at vi når at sende papirerne til udvalget i tide til den deadline, som jeg tilsyneladende er den eneste, der husker, hvor ligger. Igen: Samme opgave. 5 gange.

Men det er jo lige så interessant for udenforstående at høre om, som det er at høre, hvad folk har drømt, eller hvad deres kollega, som man aldrig har mødt, har sagt til et møde.

Jeg kender kun gode mennesker, som altid og uden undtagelse vil lægge ører til, hvis jeg har brug for at få luft. Men det har givet stof til eftertanke, at jeg faktisk kan køre mig selv ned, rent overskudsmæssigt, når jeg dvæler for længe ved de vilkår, jeg lige nu er underlagt. For hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet?

Er det sundt eller usund at skøjte hen over alt det her? Er der noget forståelse eller bearbejdning, der ville være gavnligt, som jeg går glip af, hvis jeg bevidst ignorerer det? Eller er det at kradse i et tørt sår at dykke ned i det, gang på gang på gang på gang?

Bliver det kunstigt at lade det fylde 2% af en samtale, når det fylder 90% af tankerne? Skal en relation kunne bære alt? Hvad styrker et venskab, og hvad får os til at drive fra hinanden?

Jeg ved det simpelthen ikke. Men måske er det dén samtale, jeg skal tage hul på, næste gang planeterne stiller sig på linje.

M2023, uge 10

11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Har jeg købt en ny parfume, brugt den 3 gange – og foræret den væk igen. 

Den duftede himmelsk, men på mig .. forsvandt den. Den duftede ikke grimt, den duftede bare slet ikke. Jeg satte den til salg i de 3 faste grupper, jeg bruger til den slags med ‘kvittering haves’, og lod den stå en uge. Herefter gjorde jeg kort proces, og forærede den til min søster. 

I samme ombæring plukkede jeg en anden parfume ud, som har stået bagerst på hylden i skabet i et halvt års tid, og som jeg af en eller anden grund bare aldrig vælger, når jeg står der om morgenen. Den fik min mor. 

Jeg klappede det af med dem begge inden overdragelsen, og jeg tænkte endnu engang, at det bare er virkelig rart, at vi i både min familie og min omgangskreds har fået skabt præcedens for, at man altid må spørge og altid må sige nej. Vi har fuldstændig fået pillet følelserne ud af den her brugs-cirkulation, og ingen føler sig forpligtede til at sige ja til noget, de ikke kan bruge. Det fjerner den ulempe, som godt kan følge af, at nogle bliver gode til at rydde ud og sende videre – men hvor de glemmer, at det ikke gør noget som helst for bæredygtigheden, hvis noget, man ikke selv bruger, bare kommer til at stå i et *andet* skab og samle støv. Jeg elsker, at vurderingen af, hvad der skal ske med tingen, ligger hos afsender, hvor den hører til, og ikke hos en sagesløs modtager, der ikke har bedt om aflagte gryder og vaser. 

Sidst men ikke mindst gik det denne gang også op for mig, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere behøver at retfærdiggøre over for mig selv eller finde en forklaring på, hvorfor jeg skiller mig af med noget. Der er ikke altid en logisk grund til, at man ikke bruger en parfume eller en cardigan, som man ellers virkelig ønskede sig, da man erhvervede den, og det er befriende, at beslutningen om at sende noget videre allerede træffes ved konstateringen af, at det ikke længere bruges.

2.

Er jeg begyndt at fryse min havremælk i portioner af 2,5 dl. 

Jeg kører almindelig komælk i min kaffe på mine havregryn, men ind i mellem drikker jeg Ceremoniel Kakao og Golden Milk, og det laver man på plantemælk.

Men fordi det ikke er en daglig forteelse, bliver det irriterende – og dyrt – at tage hul på en liter havremælk, for så kun at bruge en kvart og en uge senere hælde resten ud.

Derfor er jeg begyndt at fryse det i portioner, der passer til et krus, og det fungerer glimrende. Jeg bruger den fra Naturli’, der hedder Oat Barista, og den klarer fint en tur i fryseren og en efterfølgende opvarmning uden at skille. 

3.

Har jeg taget hul på de saltede citroner, jeg lavede for 2-3 måneder siden, og de er gode!

Jeg kan dog godt se, at det ville have givet mening dels at skære dem i mindre stykker, da jeg lavede dem, og at nøjes med at lave 3-4 stykker i første omgang. Mine er halve, og så meget bruger jeg aldrig, og fordi det er en ingrediens, man kun bruger engang i mellem, kommer de til at stå længe. Derfor er jeg, bakterie-wise, ikke vild med at fiske op og lægge tilbage i glasset, så til mine fellow novice-citrus-saltere derude (og til mig selv næste gang): Færre citroner og mindre stykker.

Enjoy the silence

13

I går, da jeg kom hjem fra arbejde, var børnene der allerede. De var selv gået hjem fra skole, og det betød, at alle mand var samlet på matriklen kl 14.15. 10 minutter efter, at jeg var trådt ind ad døren, spurgte Anton, om han måtte gå i seng. NaTURligvis ikke for at sove, men fordi han gerne ville ligge under sin varme dyne og bare slappe af med sin iPad. Ikke så snart havde jeg sagt ja, før Frida nærmest råbte: “Må jeg også godt??” – og selvfølgelig. Det er jo ikke sådan, at de er forment adgang til deres senge i dagtimerne, men de er nogle høflige unger, og når noget ligger lidt udenfor, hvad vi plejer at gøre, så spørger de altid om lov først. 

Da de var installeret på hver deres værelse, og endda havde forhandlet sig til også at måtte rulle gardinet ned, lavede jeg en kop kaffe og satte mig ved bordet og tænkte lidt. For jeg har aldrig – ikke én eneste gang i hele mit liv – haft lyst til at kravle under min dyne midt på dagen, med mindre jeg har været syg. Og da SLET ikke, når jeg ikke er færdig med at være Ude I Verden, hvilket var tilfældet i går, hvor vi havde svømning kl. 18.30. At rulle gardinet ned når solen skinner, er for mig nærmest for den ottende dødssynd, og al den modstand og vanetænkning brugte jeg eftermiddagen til at tænke lidt over. 

For jeg kan ikke beskrive uddybende nok, hvor meget jeg gerne vil, at mine børn kan mærke sig selv og deres basale behov. Meget af det, jeg har bøvlet med i over 40 år, handler om ikke at kunne netop det, og derfor være nødt til at kompensere og efterregulere, når systemet er blevet overbelastet, og skaden er sket. Logisk giver det al mening i hele verden at tage en pause midt på dagen, og begrænse stimuli som lys og samtale mest muligt.

Når jeg aldrig har været i stand til det, så handler det nok om, at den stærkeste drivkraft for mig er målet; at nå til punktummet og først derefter tillade mig selv at tage en pause og slappe af. Dagen skal for mig gøres færdig, før jeg kan slippe tøjlerne og rulle ned. 

Alle de overvejelser fik mig til at tænke over, at jeg egentlig lige nu synes, at der begynder at sænke sig en ro, sådan helt generelt. Ikke, at der ikke stadig er kaos, rod, pligter og bøvl, men bag det hele føler jeg, at der for første gang begynder at indfinde sig en ro, som vi ikke har haft siden før covid, metoo og BLM. På mange måder er årstiden et fint symbol, for det kan stadig både regne og storme og i skrivende stund er der sne i min have. Men bag det hele er lyset og løftet om varme og liv, og selv når det river og bider, får det ikke ordentligt fat. Noget andet begynder at dominere, og det føles som forskellen på at rydde op i sin stue efter en fest og at genopbygge et land, der er blevet jævnet med jorden. 

Når jeg taler med mine venner, hører jeg det samme. At der stadig er urimelige arbejdspladser og eksmænd, der forsøger at spænde ben, men det føles som om, man tager sine kampe stående på fast grund i stedet for i kviksand for første gang i årevis. 

Jeg øver mig i at lægge mærke til det, når noget slipper og ændrer sig til det bedre. Også når det bare er fraværet af kamp og ulykke. Det var noget, jeg begyndte at forstå vigtigheden af, da jeg fik Anton, og jeg ikke helt kunne genkende de tigerspring, alle talte om, fordi jeg havde en oplevelse af, at tigeren nok mere bare var kronisk flyvende og aldrig ramte jorden. Dengang gik det op for mig, at det var altafgørende for min mentale sundhed og stabilitet, at jeg også huskede at bemærke det, når der var perioder, hvor han – trods alt – sov. Når der var en rytme. Når vi havde en periode, hvor maden ikke drillede. For de pauser undervejs er dem, der gør, at man kan blive ved med at gå, så man også kommer igennem det, når det hele er svært. 

Roen er et tema for mig lige nu, og derfor ser jeg den alle de steder, hvor den optræder.

Jeg bemærker, at vi kollektivt begynder at prioritere roen i at være mindre tilgængelige på de sociale medier. Hvor ALT før blev lagt op, og alle henvendelser føltes akutte og uopsættelige, så er der, uanset timeforbrug, et langsomt træk imod at værne mere om tilstedeværelsen i nuet og at lade nogle oplevelser forblive private.

Jeg bemærker, hvordan fraværet af en chef og en arbejdsplads for mig har medført en ro, jeg ikke ville have troet mulig, hvis nogen havde prøvet at beskrive det for mig. Al min tid er min, jeg er ikke underlagt regler og beslutninger, jeg er uenig i, jeg skal ikke sidde til personalemøder og temadage og foregive samhørighed og fællesskab med mennesker, jeg er så grundlæggende uenig med, at det nærmest føles som et overgreb at skulle forholde sig til dem.

Jeg bemærker roen i hovedet, som er helt ny og sprød og føles som den fineste tone af sølv, der bare langsomt klinger ud.

Jeg bemærker roen i at vide, hvad jeg står med ift. begge mine børn. At starte forfra med Frida er ikke venstrehåndsarbejde, og om et par måneder skulle det gerne være på plads, at Anton skal starte i specialklasse. Frygt, bekymringer og frustrationer er stadig faste følgesvende, og det kan jeg sagtens mærke – men jeg kender systemet, spillerne er the usual suspects, og jeg ved, hvad jeg skal forberede mig på. 

Og jeg bemærker, når mine børn viser mig, hvordan man kan bede om og give sig selv ro, når man har brug for det, og at alting ikke behøves at være så sort og hvidt, som jeg har lært mig selv, at det er.

Da sneen væltede ned i går, kunne jeg bag den blygrå sky se en klar, blå himmel. Da vi efter nattens storm stod op i morges var det lyst udenfor og fuglene sang.

Vi kommer aldrig til at nå et punkt, hvor der er ro og orden i alting; hvor al arbejde er gjort, og intet længere er svært.

Men der er øer undervejs, hvor tingene falder til ro og der er tid til at fordøje. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp, en dyne og et nedrullet gardin at få øje på det.

M2023, uge 9

44

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare lige nævne, at jeg har oprettet en ny indlægs-kategori, der hedder ‘ADHD, autisme & udredning’. Her har jeg samlet de indlæg, jeg de sidste par år har skrevet specifik om disse emner, og jeg vil tagge de indlæg, jeg skriver fremadrettet, så de også nemt kan findes her. Bare, så I lige ved det, hvis I sender nogen herind, der egentlig ikke skal bruge bloggen til noget som sådan, men bare gerne vil læse lidt om dét specifikke emne.

I den forgangne uge:

1.

Er foråret begyndt at trække i mig, og så får jeg altid lyst til at gøre alt muligt i haven. Jeg var allerede begyndt at fantasere om whiskeytønder med krydderurter og tomater op ad plankeværket – men fordi jeg efterhånden har lært, at min hukommelse ofte bliver snigløbet af mine impulser, fandt jeg min bog frem og slog op – og her havde 2022-Linda skrevet til 2023-Linda: “Du skal IKKE have krydderurter og tomater. Heller ikke selvom du – igen i år – tror, at du urtehavetypen”.

Og som Meatloaf sang: It’s all coming back to me now. For jeg ville så gerne være sådan én, der nusser rundt i haven og taler med mine lavendler og min basilikum, og jeg kan sgu næsten få krise over min manglende samhøringhed med muldjord og planter – men jeg kan simpelthen ikke holde fokus på det længe nok til, at det bliver en succes.

Og i takt med, at tomatplanten vokser sig højere og højere og skal bindes op i ét væk, og mynten og citronmelissen først vokser eksplosivt, for så at resignere og begynde at visne og rådne indefra, så stiger mit stressniveau og min selvforagt over, at jeg ikke engang formår at holde liv i den smule have, jeg har. 

Men jeg har besluttet at haverelateret selvhad er so last year, så i år kommer jeg til at følge mit eget råd og gå med lave blomster (der ikke skal bindes op…) i mine krukker, som bare skal vandes, og ellers bare er der for at pynte og skabe god stemning.

2.

Har jeg, helt iskoldt, opsagt de abonnementer på spil, som børnene har på deres iPads, som jeg ikke har set dem spille længe.

Jeg har denne gang ikke spurgt, om de stadig bruger de respektive spil, inden jeg trykkede ‘opsig’, for når jeg gør, insisterer de på, at det nærmest er det *eneste*, de spiller. 

Vi får at se. Men for samtlige abonnementer gælder, at de kører med månedsbetaling, og dermed er der intet sat til ved at gøre det på den her måde, for vi kan bare tegne dem igen, hvis det viser sig, at de vitterligt er så uundværlige, som børnene forsøger at overbevise mig om.

3.

Har jeg opsagt et par tillægspakker på min YouSee TV-pakke i erkendelse af, at jeg ikke bruger dem.

Jeg har det så blandet med det tv. For vi bruger det sgu godt nok ikke ret meget. Men når vi gør, er det bare rart at have. Og jeg er ikke tech-interesseret nok til at gennemskue, hvordan vi ellers kan få Netflix, Blockbuster osv. blæst op på TV’et i stuen. Lige her ville jeg ønske, at jeg var gift med en normcore mand, der levede og åndede for gadgets og teknik.

Men indtil vi får dét til at ske, må vi nøjes med mig, der brandslukker og lappeløser, og i det mindste bliver den nuværende løsning så en lille smule billigere fremadrettet.

4.

Har jeg modtaget madmagasinet, jeg abonnerer på. 

Hver eneste måned forholder jeg mig til, om jeg stadig synes, at det er udgiften værd, og indtil videre er svaret ja.

Ikke fordi jeg egentlig bruger så mange af opskrifterne deri, men fordi jeg synes, at det udvider min kulinariske horisont. For man kan finde virkelig mange, gode opskrifter på nettet. Men derude får man, hvad man beder om, og det betyder, at man egentlig bare kommer til at cykle rundt på den bane, man allerede kender. Derfor er bladet for mig en god måde at komme i tanke om retter, jeg egentlig havde glemt, opdage nye krydderier og ingredienser og generelt bare at få lidt inspiration.

Jeg elsker at være nået så langt i alt det her, at jeg har råd til den luksus, det er at kunne betale knap 70 kr. i måneden for noget, der ikke er strengt nødvendigt.

Men jeg elsker ligeså højt at være nået til, mentalt, konstant at forholde mig til, hvad jeg bruger mine penge på, og dermed også hele tiden at kurskorrigere, så det, jeg vælger til, er noget, jeg oprigtigt sætter pris på og som, helt Kondo’sk, bare gør mig glad.

I øvrigt:

4

*Kan jeg ikke komme over The Last of Us. Den er SÅ! GOD!! Og Pedro Pascal… Lord. Jeg så et tweet den anden dag, som sagde: “I need to stop calling Pedro Pascal daddy, it’s becoming a problem”. Hard relate.

*Vil jeg bare virkelig, virkelig gerne spille Hogwarts Legacy, men mit yngel gider ikke. Og kunne jeg gøre det selv? Altså. Ja. Men det er jo ikke sjovt. Hvem har opdraget de børn?!

*Speaking of børn bad jeg i går Anton, der sad med sin iPad, om at få smidt sit vasketøj i maskinen, så jeg kunne få den startet. “Det kan jeg ikke lige nu, mor. Jeg er i gang med at angribe en frugt, der lyder som en fryser.” Jeg føler mig 800 år gammel. (-og *endnu* mindre forstående overfor afvisningen af Hogwarts-spillet..)

*Er jeg begyndt i en bogklub, og det tegner virkelig, virkelig godt. Gode damer, enighed om genrer, om mødetid og -frekvens osv. Det har jeg ret meget optur over. 

*Er jeg i den forbindelse i gang med ‘Hærdet’, som er den første bog, vi skal læse i klubben. Jeg kan sgu ikke helt finde ud af, hvor jeg står med de der insiderberetninger fra politi og militær. For mig er der noget iboende urimeligt i at fortælle en historie om mennesker, som pga. tavshedspligt ikke kan forsvare sig. Hvis en lærer eller en sagsbehandler skrev en bog om tegnsprogstolke, og alle i branchen vidste, at der var masser af grunde til, at noget gik som det gik, så ville vi stadig ikke kunne gå ud og sige det. Heller ikke selvom bogen ville påvirke gennemsnitsdanskerens syn på os som profession. Så er der selvfølgelig alt muligt om magtforhold osv. som spiller ind – men måske er jeg bare lidt farvet af min instinktive modstand mod en mand, der lige nu er i ALLE mine feeds som enten podcaster, forfatter eller foredragsholder. Jeg er all for, at man formår at vende sine fejltrin til læring og vækst som menneske, men juryen er ude ift. decideret at skabe karriere på det. Vi må se. Indtil videre skal bogen roses for et godt sprog og nostalgi galore til den tid, hvor jeg selv blev voksen.

*Kan jeg ikke forklare, hvor rart det er at have fået lidt (medicinsk skabt) ro i hovedet. Men det har overrasket mig at opdage, at der også er sider ved det, som trækker tænder ud. For hvor min hjerne før zappede ud og videre 10 gange i minuttet, så er automat-eskapisme pludselig ikke længere en tilgængelig copingstrategi, og derfor er der nu alle mulige følelser, som jeg bliver nødt til at forholde mig til – også de lidt tungere af slagsen. Det kan jeg godt mærke på overskuddet, synes jeg. 

*Hører jeg meget gerne fra jer, hvis I kender til andre gode sparkling teas end den fra Copenhagen Sparkling Tea. For JA, den er god. Men JA, den er også dyr…! Anyone?

*Fandt jeg til min egen store overraskelse et asiatisk supermarked her i byen, som er virkelig velassorteret. Efter mange skuffelser, hvor jeg er kørt tværs over prærien for at komme ind i butikker, der på nettet har lovet mig koreanske krydderier og vietnamesiske grøntsager, for så at komme ind i et lagerlokale med 600 tomme hylder og to glas uspecificeret, semisuspekt, syltet grønt, besvimede jeg næsten af begejstring over at komme ind et sted, hvor de har alt, hvad hjertet kan begære til bowls og wok.

*Åd jeg i sidste uge Netflix-serien Resident Evil, som er helt perfekt de første 6 afsnit, for derefter at brække midt over og blive urimeligt elendig på de sidste to. Eneste formildende omstændighed er soundtracket. Serviceinfo: Vi er tilbage på Deadmau5.

M2023, uge 8

6

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg, foranlediget af en artikel, jeg faldt over, kommet i tanke om noget, jeg flere gange har ville skrive om herude, men bare er blevet ved med at glemme.

Det handler om sociale medier, og om, hvordan man selv kan påvirke indholdet af sit feed.

Jeg er ikke en af dem, der hele tiden er på nippet til at skrotte fb og insta. Jeg kan sagtens se alle deres fejl og mangler, men på bundlinjen giver de mig stadig mere, end de tager.

Men begge steder er meget som digitale haver, synes jeg. Hvis man ikke sørger for at luge ukrudtet væk og vande det, man gerne vil have til at vokse, så blinker man med øjnene og pludselig er alt det, man selv har valgt at sætte, fuldstændigt forsvundet i reklamer og bizarre opslag, som venners venner har kommenteret på.

Det ved jeg egentlig godt. Og jeg har også over årene været god til en gang imellem at få ryddet op og unfollowet mennesker, steder og emner, der ikke længere giver mening for mig at følge. 

Men undervejs er jeg kommet til at glemme, at algoritmen er sat op til at give dig det, du beder om. Og når du bare scroller forbi noget, som du egentlig griner af eller bruger tid på at se, så bliver det langsomt sluset ud. Fordi et helt blankt feed jo ikke rigtigt giver mening, fylder Zuckerberg og vennerne så selv den tomme side ud med forslag til, hvad du så kunne kaste dig over, og så er det, at man ender med reklamer, idiotisk indhold og opslag, der primært klarer sig godt pga. raseri.

Derfor begyndte jeg inden jul at like alt det, jeg så, som jeg godt kunne lide. Jeg satte baren lavt; jeg behøver ikke rulle rundt på gulvet i latterkramper, lave chips af broccoli-stokken eller forsøge mig med den make up, som Bailey Sarian viser mig, hvordan jeg lægger: Hvis jeg er underholdt, får det et like. Og for mig har det gjort, at både IG og FB nu er blevet meget federe steder at hænge ud, fordi de konti og personer, jeg bliver foreslået, faktisk rammer rimelig plet.

Det siger sig selv, at det her er en dårlig ide, hvis man oplever at have et problematisk forhold til sine sociale medier, men hvis man, som mig, har et job eller et liv, hvor man jævnligt sidder steder, hvor man skal slå 10 minutter ihjel, så er det her en ret god måde at hjælpe Det Gode Feed på vej, så man faktisk har hygget sig, når pausen er slut og telefonen skal tilbage i tasken. 

2.

Har jeg – i forlængelse af ovenstående – haft mere fokus på mental-minimalisme den forgangne uge, end på økologi og madspild.

For mig hænger det hele sammen. Når der bliver frigivet kapacitet, som ellers er bundet fast i frustration eller irritation, træffer jeg bedre valg og har mere opmærksomhed at ofre på de ting, der er vigtige for miljøet og pengepungen. Og i den her uge var der lige 3 sager, der tog mere lagerplads, end godt var. 

a.

Første energisluger var en ongoing feud, jeg har haft med et firma, der først var urimeligt langsomme ift. at sende en vare – for så at sende den forkerte. De sendte mig en returlabel, jeg sendte pakken, og derefter forsvandt de fra jordens overflade. De svarede ikke på mine mails, og mine penge kom ikke. Jeg rykkede 3 gange, uden nogen reaktion overhovedet, og onsdag morgen lå pakken igen i min garage med ‘Ikke afhentet af modtager’ på.

Og så tabte jeg tålmodigheden. Så selvom jeg faktisk ikke synes, at det er måden at gøre det på, så lagde jeg en kommentar på deres fb-side, hvor jeg, stramt men sagligt, skrev, at de havde 2 dage til at tilbagebetale mine penge; ellers ville jeg sende en anmeldelse til politiet og til E-mærket.

Og tror jeg, at politi og E-mærket klasker udrykning på taget og på to hjul kommer og smider dem i benlås? Selvfølgelig ikke. Men begge instanser fører lister over firmaer, de modtager anmeldelser på, og alene på dén baggrund synes jeg, at det giver mening at gøre, når et firma laver strudsen. For hvad skal man gøre?

Efter 5 uger med absolut tystnad, landede pengene på magisk vis på min konto morgenen efter min kommentar på fb, og i dag har jeg fået en mail fra dem, hvori de undskylder (sig med, at det hele er GLS’ skyld. De kommer lidt let omkring det med egen radiotavshed).

b.

Jeg har også smidt en termokop ud, som jeg måske godt kunne have reklameret over, fordi den er købt for 4 måneder siden og allerede er utæt i toppen – men jeg kunne købe en ny for 100 kr., og ovenpå sagaen ovenfor lavede jeg en lynhurtig cost-benefitanalyse og besluttede, at jeg hellere ville bruge mit tid og energi på at drikke te og høre podcast, end på at grave flere kvitteringer frem, forfatte mails og bøvle med bobbelplast og returlabels.

c.

Endelig har jeg bidt mig fast i en kommunikationsmedarbejder fra Esbjerg Kommune på kommunens fb-side, fordi jeg var ved at blive sindssyg over, at vi på Aula igen og igen fik et opslag fra kommunen om ‘Blå Mandag’. “Ej, Linda. Går du ikke i små sko nu?” hører jeg jer sige. Nej. Det synes jeg faktisk ikke. Opslaget er kommet til mig i hvert fald 30 gange over de sidste par uger, og da jeg spurgte ud i en stor, lokal gruppe, viste det sig, at ALLE forældre på ALLE skoler i HELE Esbjerg Kommune, bliver spammet. Én skrev, at hun havde fået det 8 gange på en dag.

Der er jo helt indlysende en fejl i systemet et sted, og det er jo som sådan ingens skyld. Men jeg har skrevet til både Aula og kommunen uden resultat, og med 11.000 skolebørn i kommunen, hvis forældre alle sammen får den her besked mellem 5 og 15 gange om ugen, synes jeg sgu helt ærligt, at det er et problem, der kræver mere end et skuldertræk.

Men nu har jeg irriteret SoMe-Julie længe og offentligt nok til, at noget er blevet gjort, for der har været fred på Aula i næsten to dage. Vi krydser fingre.

3.

Er alle mine fine solcellelamper, som denne vinter har fået lov at blive stående i haven, begyndt at lyse igen. Og her må jeg bare stand corrected, for jeg var 100% sikker på, at de ville have bedre af at blive taget ind, slukket og gjort rent, men de 4 år, jeg har gjort det, er der ingen af lamperne, der har overlevet. I år lyser samtlige lamper allerede nu så stærkt, at det grænser til at være provokerende.

Solcellelamper er åbentbart masochistisk anlagte, og jeg skal aldrig igen genere dem med pauser, fugtige klude eller varme skabe.

Ferie, frø og bagagerum

, 9

Mandag morgen og nymåne. Jeg har lagt hårdt ud med at smække mig ude af mit bagagerum, hvilket kostede ture til 2 forskellige mekanikere og en ny nøgle til 3500, alt sammen inden klokken 9.

Vinterferien kom og gik, og den var tiltrængt, synes jeg. Det var meget en børneferie i år, hvor jeg mest fungerede som chauffør, oppasser og facilitator, men en af de mange fordele ved at være blevet selvstændig er, at jeg er knap så nærig med mine feriedage, som jeg var, da jeg havde 5 uger. Jeg har endnu til gode at skulle finde ro i en hel sommerferie med få opgaver, og måske kommer jeg til den tid til at æde mine ord, men indtil videre oplever jeg, at der er en stor tilfredsstillelse i at følge det naturlige flow i opgavemængden.

Mandag aften var vi en tur på Egeskov Slot til Luminisfestival. Det er 5. (6.?) gang, vi er afsted, og i år var jeg lidt spændt på turen. De første år lå arrangementet i slut-november, men for 3 år siden blev det flyttet til vinterferien. Jeg foretrækker klart placeringen i efteråret, fordi der for mig bare er noget ekstra fantastisk ved lys, når dagene stadig bliver kortere, og mørket er massivt. På den her årstid er morgenerne allerede lysere, fuglene er i fuld gang, og selv når der stormer, kan man bag de mørke skyer ane en lysere himmel. Men desværre er det ikke mig, der får lov at bestemme alting i hele verden, og selvfølgelig kører vi stadig derover, for det *er* fint. Sidste år syntes jeg dog, at set up’et var lidt tyndt; det bar præg af, at arrangørerne lige til det sidste havde haft risikoen for en ny nedlukning med dertilhørende aflysning i baghovedet. Men andre før dem er blevet nærige, når en succes først er etableret, og derfor var agendaen for mig i år også lidt at vurdere, om det fortsat er køreturen værd – og det var det heldigvis.

Resten af ugen var ét sammensurium af legeaftaler, soveaftaler, MGP og fastelavn, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg bare nynnede mig igennem det hele. Særlig soveaftaler udfordrer mig, og det er faktisk indretningen af vores hus, som jeg har skrevet om før, der er den største synder. 

For der er ikke ét eneste sted, hvor jeg kan sætte mig, hvor der ikke er børn – og larm. Og det er ikke børnenes skyld, for der er ingen af dem, der kommer her, der støjer mere end gennemsnittet, men det bliver meget tydeligt, at jeg kører på 85% kapacitet hele tiden, og normalt bruger aftenerne til at recharge, når jeg pludselig ikke har muligheden, og der ovenikøbet er tilføjet et ekstra element.

Dagen efter har jeg det, som om, jeg ikke har nogen hud. Jeg kæmper ret meget med det, og specielt nu, hvor jeg pludselig efter diagnose og medicin, ser og forstår ting bedre. For hvor jeg begynder at kunne forebygge nogle ting, og forstå andre, når de sker, og jeg dermed langsomt bliver bedre og bedre klædt på til at sørge for, at de ikke sker igen, så synes jeg faktisk næsten, at det er endnu sværere nu, end det var før at finde ud af, hvad jeg gør, når det egentlig er børnenes sociale kapital, jeg forvalter.

For selvom jeg kommer glimrende ud af det med de andre børns forældre, så er min oplevelse, at meget få egentlig forstår, hvad ADHD er for en størrelse. Jeg kan somme tider få en mistanke om, at flere tror, at det er en form for opmærksomhedsdiagnose, man har tiltusket sig. Det er jeg 97% af tiden fuldstændig ligeglad med. For mig betyder det ikke mere, at de har en holdning til dét, end hvis de havde en holdning til min hårfarve. Men det giver et problem, når der er nogle grænser her, som er nødt til at være anderledes end de er andre steder, pga noget, som de hverken kan se eller forstå.

Og jeg gider ikke rigtigt køre korstog omkring det. Eller at være sådan en, der pludselig insisterer på, at ALLE har det, fordi jeg selv har fået papirer på det. 

– selvom jeg er nødt til at indrømme, at jeg har par gange har stået i situationer, hvor nogen med en overbærende latter har sagt: 

“Ej! Du og Frida har da ikke ADHD! Hvis I har ADHD, så skulle jeg/mit barn da også have en diagnose, hahaha.”

Mig, der kender både dem og deres barn:

Men altså. Det er ikke noget, jeg ude i virkeligheden taler ret meget om. Ikke fordi jeg er flov over det, men mere fordi det stadig er så nyt, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan jeg præsenterer det, og hvad der er vigtigt at fortælle hvornår.

Men det fylder inde i hovedet, og dermed også her.

Og jeg bruger tid på at italesætte det forskellige steder på SoMe. 

Jeg forsøger at være verbal de steder, hvor jeg synes, det giver mening, fordi der *er* et stort stykke arbejde, der skal gøres, hvis den her supertanker af uvidenhed skal vendes. Og hver gang, jeg læser artikler om, at flere og flere børn bliver diagnosticeret med de her ting, så tænker jeg, at det ville være et interessant eksperiment at screene alle børnehavebørn for ADHD og autisme de næste 10 år – og så se, hvilke kurver, der *falder*. For jeg begynder at have en snigende mistanke om, at rigtig meget, som ikke på overfladen ligner neurodivergent bøvl, i virkeligheden er det. Spiseforstyrrelser, f.eks. Der er HELT sikkert spiseforstyrrelser, som er dét – og kun det. Men jeg tror virkelig, virkelig også, at der er meget, som i virkeligheden er udiagnosticeret ADHD, og hvor man kan spise mindfuldt og følge kostråd og rive sig i håret af fortvivlelse over sit barns forhold til mad – og det kommer aldrig til at løse problemet.

Derfor kommenterer jeg hos fagfolk, som kunne komme til at gøre en stor forskel for mange mennesker, hvis de faktisk forstod, hvad det her handler om. Derfor er jeg åben omkring det herinde. Ikke for at proppe min og vores historie ned i halsen på sagesløse mennesker, men fordi jeg håber, at plante små frø hist og pist, som over tid kan få forståelse til at spire og gro på steder, hvor det gør en forskel.

Nå. Det var et sidespor. I virkeligheden ville jeg bare lige stikke hovedet ud og sige, at jeg håber, I er kommet godt i gang ovenpå ferien, uanset om I havde eller ej, og at jeres bagagerum opfører sig bedre end mit.

M2023, uge 7

13

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at lave mine egne soyalys – og det er virkelig ikke svært: Hæld flagerne i en gryde. Smelt. Hæld i glas. Slut.

Soyalys udleder markant færre skadelige partikler end almindelige stearinlys, og da jeg ikke rigtigt kan slutte fred med kunstige lys i min køkkenvindueskarm, har jeg prøvet at finde et andet alternativ.

Jeg købte en pakke med soyaflager og væger, og fandt et sted, hvor de havde bud på de gamle apotekerglas, så på det første batch her har jeg ikke sparet det store ift., hvad det ville have kostet at købe dem færdige. Men fordi soya opfører sig anderledes end almindelig stearin, når det smelter, bliver glassene ikke grimme indeni, og fordi soya smelter ved lav temperatur, er de nemme at vaske af og genbruge*, så næste gang jeg laver lys, vil stykprisen være væsentligt lavere. 

Lader du dig smitte af ideen, så vil jeg bare lige nævne, at det kan være en god ide at købe ekstra væger, når du bestiller, og så have et glas eller to i baghånden, hvis der er mere tilbage i gryden, når du har fyldt de planlagte glas. Alternativt kan du, som jeg har gjort, hælde resten i en plastikbeholder og lade det størkne; så kan det vippes ud og smides med i gryden næste gang, du laver lys.

 *Her skal lige indskydes, at man skal tænke over, hvordan man vasker dem af, så man ikke stopper sin køkkenvask til. Jeg tømmer glassene af i et stykke køkkenrulle, når de er næsten brændt ud, hælder et par skefulde vand fra kogekedlen i, hvirvler rundt, tømmer i køkkenrulle og sætter dem i opvaskemaskinen. Så bliver de som nye, og ingen afløb lider overlast i processen. 

2.

Har jeg fået min første regning fra Ewii, som jeg skiftede til 01. januar og den ser sådan her ud:

Der har jeg flere positive ting at sige om. 

For det første kan jeg bare virkelig, virkelig godt lide, at de ikke ruller med aconto. Det, jeg bruger, er det, jeg betaler for, og jeg gør det måned for måned. 

For det andet får de 10000 point for at splitte regningen op på en overskuelig måde, så jeg kan se, hvad jeg betaler for el, og hvad jeg betaler i transport og afgift. De gør de fleste selskaber, men her er det ikke gemt i tusinde andre tal og oversigter, og min tanke er, at det vil gøre det nemmere at holde øje med, om jeg bliver for lose med at bruge strøm i de dyre timer, fordi jeg pludselig meget nemt kan se, hvordan dét tal bevæger sig, uafhængigt af den rene kWh-pris. 

Det vil også gøre nemmere at holde fokus, når regningen bliver lavere, fordi nettariffen falder til april, for når man kigger på et samlet tal, kan jeg godt frygte, at det trækker forbruget i den forkerte retning, fordi den lavere tarif skjuler det, hvis kWh-forbruget kravler opad. Det vil jeg gerne undgå, både af hensyn til miljøet, og fordi det nemmere at holde fast i gode vaner end at skulle bygge dem op igen.

3.

Har jeg forsøgt at kombinere 46 års erfaring med nyfunden viden. For selvom jeg jo altid godt har vidst, at jeg kan få en ide, hyperfiksere på den, gå all all all in – for så efter 2 uger at miste interessen fuldstændigt, så har min forståelse af årsagen til egen adfærd gjort det meget, meget nemmere for mig at handle på det.

Måske fordi der pludselig er en forklaring og et mønster, og jeg derfor ikke bare skal forholde mig til 746 random områder, hvor min hjerne opfører sig fuldstændig autonomt.

For jeg bøvler lidt med morgenmaden. Det har været en ting de sidste par år, og er ikke blevet bedre med medicinen. Men hvor min sult før kom slentrende op ad formiddagen og var meget sådan her:

– så spiller den nu død, LIGE indtil den sparker døren ind og laver den her:

Og det er bare ret uhensigtsmæssigt, når man har et job, hvor man ikke selv kan bestemme pauserne.

Jeg har forsøgt med mangt og meget, og det eneste, jeg nogenlunde kan overskue om morgenen, er .. havregrød. I know. Det er super sært. Og det passer ad helvede til at skulle stå og makke med om morgenen (“det tager 2 minutter, Linda” JEG VED DET! Men det fungerer bare ikke, uanset hvordan jeg prøver at gøre det nemt). Jeg testede at varme overnight oats, og jeg er stadig traumatiseret af oplevelsen. 

Summa summarum: Det skal være noget i stil med pasta-pots-princippet, hvis det skal fungere. 

“Det kan man da lave selv!” tænkte jeg begejstret og begyndte at google opskrifter. Og det kan man. Men de opskrifter, der så gode ud, indeholdt flere ingredienser, som jeg skulle ud at købe. Og som nævnt: Jeg er ved at have fanget, hvad der sker som det næste her…

Så jeg har gjort kort proces og købt det færdig i en version, som også indeholder proteinpulver. Det smager strålende, er *præcis* så nemt, som det er nødt til at være, for at jeg får det gjort, og jeg har ikke 5 ingredienser, der kommer til at stå og kigge bebrejdende på mig, hver gang jeg åbner skabet, når jeg pludselig ikke længere gider havregrød. 

Læren hér er, at minimalisme på den lange bane somme tider kræver maksimalisme på den korte.

M2023, uge 6

6

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg besluttet at genindføre et princip, jeg praktiserede, inden jeg fik børn, for den her uge har været alt for hidsig. Biografklub mandag, svømning tirsdag, karneval i Antons klasse torsdag og fastelavn i Fridas klasse fredag.

Tre af tingene har ligget slut-eftermiddag/aften og to af dem har krævet ekstra tid og opmærksomhed, både pga. udfordringer omkring ændring af rutiner og pga. planlægningselementet, der følger med udklædning.

Inden jeg fik børn havde jeg en aftale med mig selv om, at jeg max. måtte lave to aftaler om ugen. For de fleste er det nok ikke nødvendigt at sætte den slags på formel, men for mig, der både er for nem at begejstre og som brænder mere ud end gennemsnittet, når jeg rammer min grænse, har det bare været rart med en konkret tommelfingerregel at navigere efter.

Med børn er man jo underlagt det vilkår, at man ofte ikke selv har så meget at skulle have sagt ift. hvad skolen planlægger, ligesom højtider også altid føjer lidt ekstra til programmet. Men jeg har været helt kørt over i den her uge, fordi jeg kun har haft aftenerne til at ordne både alt det sædvanlige jazz og alt det ekstra, der har været. Set i bakspejlet skulle vi bare være sprunget over svømning tirsdag, for havde vi gjort det, ville ugen have været langt mere overkommelig.

Da det gik op for mig, kom jeg i tanke om mit gamle hjælp-til-selvhjælps-trick, og det kommer vi til at praktisere fremadrettet så vidt det overhovedet er muligt.

2.

Brugte jeg i bedste 1950’erne-stil søndagen på at tjekke madskabe og køleskab, og bruge alt det, der trængte til at blive spist i madprep til ugen, vi var på vej ind i.

(Som altid vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke lister nedenstående, fordi jeg tror, at I har præcis de samme rester til at stå og glo, så mine kreationer er bare tænkt som inspiration til, hvad man *kan* bruge sine rester til).

Et stykke ingefær, en avocado og to bananer blev skåret og fordelt i 4 bokse, jeg pressede et par citroner ud over og fyldte bægrene op med frosne mangostykker, og de er nu klar til at blive omsat til solskinssmoothies på forårslørdage et sted ude i fremtiden.

Alle rester af kerner og frø blev sammen med en rest parmesan omsat til to slags knækbrød.

En rød peber, en håndfuld tomater og en dåse ananas blev vendt i chilisauce til en slags cajun salsa, spidskål og gulerødder blev revet og vendt med lidt olie, eddike, salt og peber, og endelig fik lime, løg, chili og hvidløg fik lov at boble med et par dåser bønner og et halvt glas salsa til en gang refried beans. De tre ting har hele ugen fungeret som bund i bowls, hvor jeg så bare har hevet et par asiatiske frikadeller eller lidt kødsauce ud af fryseren og toppet med bagte kartoffeltern og forskellige slags dressing.

Det var ikke fordi jeg søndag bare stod og fløjtede begejstret i min køkken-sweatshop, men dels er det bare virkelig tilfredsstillende at få brugt tingene i stedet for at smide dem ud, og dels har det være den indsats, der har gjort, at jeg har spist ordentligt uden at stresse, selvom ugen var vild.

3.

Har jeg fundet to af mine gamle protein-shakere, og skulle andre have et par af dem stående i skabet, vil jeg bare lige plugge, at de fungerer virkelig godt til opbevaring af f.eks. skrællede gulerødder i køleskabet, for de tager nærmest ingen plads overhovedet.

4.

Lovede jeg for 100 år siden at tage et billede af min famøse bog, som jeg skriver i efter jul, fødselsdage og ferier. Men min tolkehjerne smed løftet væk, så det her er mig, der kommer snigende tilbage med en bedre-sent-end-aldrig.

Bogen er bare en helt almindelig A4-notesbog med spiralryg og faner. Spiralryg fordi man så kan hive sider ud, hvis man skriver forkert, eller skriver noget sammen, og faner, fordi den så forbliver overskuelig, selvom man skriver til, år for år.

Der er 5 faner i min, og jeg har en til fødselsdage, en til jul/nytår, en til sommerferie, en til hus/have og en, jeg endnu ikke har taget i brug.

De ting, jeg skriver i den er f.eks. mængder (hvor meget blev spist), placering (hvor er de juleting, vi har brug for, før vi pynter op, f.eks. nissehuer, udendørsbelysning osv), pakkelister, ideer til ferieaktiviteter, erfaringer, jeg gør mig, som er bundet op på specielle lejligheder og helt lavpraktisk info (f.eks. hvor meget maling, der gik til at male entreen).

Jeg har en håndskrift så grim, at alle verdens læger bare må sukke misundeligt, men efter 1000 dokumenter på mac’en og noter på telefonen, er konklusionen, at det for mig fungerer bedst at have en fysisk blok, jeg kan sidde med, både når jeg skal skrive, og når jeg skal læse i den.

Når vi tager på ferie, tager jeg, inden vi smutter, et billede af pakkelisten, så jeg ved, hvad jeg skal huske at få med hjem igen. Bogen forlader aldrig matriklen, for den er min eksterne harddisk og mit historiearkiv, og jeg ville være virkelig, virkelig ked af at glemme den et sted ude i verden.

Load More