Survival of the fittest
For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.
Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.
Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.
Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.
*henter kaffe*
Ok?
Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.
For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.
Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.
Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.
Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.
Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.
Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.
Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.
For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?
Ja?
Træls tanke, ikke?
For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.
Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv.
Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.
Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?
Nope.
Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.
Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.
Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.
Det havde de.
Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.
Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.
Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.
Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.
Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.
Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.
For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.
Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.
Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt.
I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.
22. maj 2024 @ 18:25
Du er knivskarp som altid!
23. maj 2024 @ 16:56
Tak for rosen❤️
23. maj 2024 @ 06:40
Spændende læsning. Jeg elsker bare, at din tankerække starter på en café i Vejle og slutter med tanker om individ vs. fællesskab. Og at jeg skal holde tungen lige i munden undervejs for at følge med.
Jeg synes der er så meget vi kan, man kan, men ikke nødvendigvis skal i vores tid. Hele diskussionen om AI er også et godt eksempel. Bare fordi vi nu KAN generere kunst og musik ved simple promts er jo ikke ensbetydende med at det overordnet set er en god idé, for selve processen og håndværket er jo en kæmpe del af, hvorfor vi gør det. Og vil vi virkelig overlade den store glæde ved at skabe noget i hænderne på AI?
Den nye abortgrænse er et andet eksempel på, hvordan vores etik er elastisk. Vi havde nogle ret interessante samtaler herhjemme om netop det. Min mand synes ret beset at abortgrænsen gik ved fødslen. Der kunne jeg bare mærke et personligt ubehag og en etisk grænse, der var overtrådt for mig. Andre har måske andre grænser, og så bliver det hele baseret på følelser og synsninger. Derfor takker jeg for, at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning på hele landets vegne, for jeg KAN ikke agere objektivt.
23. maj 2024 @ 17:00
Jeg fik de to første linjer af din kommentar på forsiden af min låste telefon, og jeg nåede at tænke: “Ja, det er sgu egentlig også lidt bims at nå fra en cafe i Vejle til artens undergang.”:)
Men ja; det er nemlig præcis, hvad du beskriver, jeg også selv tænker over. At det er så forskelligt, hvor vores grænser går, at det bliver virkelig svært at nå til enighed om, hvor vi skal trække den, når alt er muligt og vi ikke længere får den “hjælp”, der ligger i teknologiens begrænsninger.
Og nu sidder jeg og tænker, at jeg jo så faktisk kunne have skrevet hele det blogindlæg på 3 linjer… Men så havde folk jo ikke noget at få busturen til at gå med:-D
23. maj 2024 @ 21:38
Du må ALDRIG begynde at fatte dig i korthed.
23. maj 2024 @ 10:20
Det er blogposts som denne der bl.a. gør at jeg læser med på 10. år (mindst..!). Simpelthen nogle super relevante betragtninger du kommer med. Tak 🙂
23. maj 2024 @ 14:42
Jeg er så enig, Anne. Vi har fandeme et godt sted her i Lindas digitale dagligstue.
23. maj 2024 @ 17:01
I er altid så gode til at klappe mig på skulderen, når jeg rammer ned i det, der interesserer jer hver især.
Det er kommentarer som jeres, der gør, at jeg skribler videre på .. 12.? 15.? år.
Tak for at bruge tid på at formidle den anden vej <3
23. maj 2024 @ 22:41
Jeg ved ikke helt, hvor nedenstående passer ind. Men du kom vidt omkring i dit velskrevne indlæg. Og jeg syntes, jeg sad med en interessant vinkel på det med alder og arbejde.
For jeg er i et fag, hvor min autorisation automatisk ryger, når jeg bliver 75 år. Og det gør den for alt autoriseret sundhedspersonale (læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer osv.). Men 75 år er da også en virkelig høj alder?!
Jeg er med på 60 er det nye 40 und alles.
Men dit eget eksempel med kirurgen og de manglende evner til digital omstilling syntes jeg er meget sigende.
For ja, der er sikkert kirurger og tandlæger, der stadig er Gudsbenovede håndværkere efter de 75-år.
Men det er fåtal af dem, der kan arbejde i det tempo et moderne sundhedsvæsen ofte kræver. Eller med den kompleksitet det efterhånden er opbygget med.
Jeg har selv en far, der som mig, er tandlæge. Og han elsker sit job. Han er stadig rigtig, rigtig god til det, han laver. Men han arbejder altså også kun 2 1/2 dsg om ugen og er 25% længere tid om sine behandlinger end for 10 år siden.
Så længe håndværket ingenting fejler – og patientsikkerheden ikke lider – så kan jeg ikke se en grund til, at han ikke stadig udfører sit erhverv.
Men. Alle med ældre familiemedlemmer ved, hvor hurtigt ting kan gå ned af bakke, når man rammer livets efterår.
Så jeg syntes personligt en aldersgrænse på 75 er høj… For hvem skal tage snakken inden da, hvis det er nødvendigt?
På min klinik vil det være mig. Altså datteren. Og dét skal nok blive festligt…Men i det mindste vil jeg være der til at tale patienternes sag og påpege, det måske var på tide at stoppe. Men hvad med den privatpraktiserende hudlæge? Eller tandlægen med enkeltmandspraksis? Eller den selvstændige kiropraktor?
At man er sundhedsperson er da på ingen måde ensbetydende med, at man er arbejdsduelig som 75-årig.
Jeg syntes ubetinget, der skal være en grænse for, hvor længe din autorisation som sundhedsperson gælder. Men måske kunne den være sektorbestemt fremfor aldersbetinget? En 75-årig professor i immunologi, der ikke har haft patienter siden han var PhD-studerende, kan jo sagtens forske videre uden at være til fare for andre mennesker. Men jeg er ikke sikker på, jeg ville være tryg ved at lægge knæ til en 75-årig ortopædkirurg…
Aaaanyways. Det var bare det, jeg ville sige. Hej.
23. maj 2024 @ 23:02
Jamen, det passer perfekt ind, lige præcis her. For det ER da ikke optimalt, hverken at vi bare presser pensionsalderen op, uden samtidigt at tage den snak, din kommentar lægger op til, eller at vi ikke har en eller anden form for kontrol med, at en sundhedsfaglig person stadig kan forvalte sig fag uden at patienterne kommer til skade. True story så var min venindes far meget tæt på at blive opereret i den forkerte skulder, fordi den læge, der havde henvist, viste sig at være begyndende dement. Og der er der jo virkelig ingen, der hverken kan holde for eller gør med vilje. Men det går jo ikke.
Problemet bliver ikke mindre af, at mange af de patienter, der er jævnalderende med fagpersonen, der begynder at halte, aldrig ville turde anfægte den autoritet, de tillægger ham/hende.
Min mors tandlæge nærmer sig også 75, og hun ville ikke bytte ham for noget i hele verden. Men ligesom din far har han også skruet voldsomt ned for antallet af timer, han arbejder, og det er selvfølgelig mulighed for at kompensere for et faldende overskud – vel at mærke hvis man arbejder i et fag, hvor man selv får lov at bestemme, og hvor indtægten er høj nok til, at man stadig kan få økonomien til at hænge sammen.
Men der *kommer* et tidspunkt, hvor erfaringskurven ikke længere kan holde den samlede præstation oppe, og det vil man, gætter jeg på, meget ofte først opdage, når man HAR stået i en presset situation, der er gået galt.
Det er ingen tjent med, og den samtale burde vi tage i plenum.
24. maj 2024 @ 05:18
Jeg er også bange for, at der kommer en indsigt i problemet med den hævede pensionsalder, efterhånden som flere blover på arbejdsmarkedet i længere tid. Personligt skal jeg selv undervise som gymnasielærer, til jeg er 72,5 år. En fuldtidsstilling har lige nu 6 klasser og ca. 25 undervisningstimer i ugen, foruden stileretning og alle de mange opgaver ved siden af. Det kan man simpelthen ikke i den alder, det tør jeg godt skrive under på. Og med AI und alles bliver lærerens opgave i højere grad hele tiden at motivere, og jeg ved ikke helt, hvor høj en gejst der er tilbage, når citronen har været presset til sidste dråbe i undervisningssektoren, og lærerens hjerne i øvrigt er blevet noget langsommere.
27. maj 2024 @ 22:29
Jeg har sådan tænkt på din kommentar, siden du lagde den, fordi der i det her tilfælde også er den ekstra dimension, at du står i et job, hvor din opgave (blandt meget andet) er at udfordre tænkningen hos den næste generation – og hvordan pokker gør man det, når de har overhalet én på 8 ud af 10 arenaer? Hver gang jeg har praktikanter med, tænker jeg over pendulets evige bevægelse mellem nytænkning og erfaring, og hvordan det kræver en aktiv indsats fra begge lejre at spille hinanden gode i stedet for udelukkende at se de begrænsninger, man synes, det isolerede synspunkt kommer med. Og det er i et set up, hvor jeg stadig føler mig habil og kompetent. Jeg tør ikke tænke på, hvordan den ligning kommer til at se ud, når man for længst har måtte give fortabt på teknologien og nutidens strømninger.