Bloggen

Dag 12/16:

Efter besøg hos:

– 2 læger
– Et hospital
– En skadestue
– 2 Care Clinics

ved vi nu, at det koster 1.000 kr. at diagnosticere og behandle blærebetændelse i Canada, hvis man er dansk statsborger.

Burde udløse Purple Heart OG Elefantordenen at navigere blindt rundt i ukendt land og sundhedssystem i 4 timer, mens nogen hamrer løs i ens underliv med svovlsyrepåsmurt, pigtrådsomviklet metalsyl.

Thank GOD at jeg tegnede rejseforsikring, to dage inden jeg rejste!

Dag 11/16:

Efter 3 dage i Vancouver, har jeg nu fast:
– morgenmadssted, hvor verdens rareste homo ved, at jeg skal have havregrød med frugt og proteinpulver og verdens største kop kaffe.
– vinforhandler. Hvor jeg på en eller anden måde er blevet inviteret til vinsmagning på lørdag.
– træningscenter. 1.000.000 bøsser og derfor (formoder jeg) 1.000.000 spejle, hvori de har så travlt med at holde øje med sig selv og hinanden, at der ikke er ret mange, der faktisk får trænet.
– møntvaskeri. Hvor jeg bruger de 35 minutter på at sidde og afstandselske min vaskemaskine derhjemme.
Overvejer:
– om ovenstående er tegn på forrygende evne til at tilpasse sig omgivelserne eller tryghedsnarkomani grænsende til det sygelige.
– at æde mit visakort.
– hvor mange tasker og sko jeg kan forsvare at have brug for.
– hvor mange tasker og sko jeg kan have i kufferten hjem.

Synes, at det er utroligt:
– at alle herovre kender en dansker. På min færd rundt i byen får min højde, accent og hårfarve mange til at spørge, hvor jeg er fra, og når de hører, at jeg er fra Danmark, kender de ALLE SAMMEN en hjemfødning. Pigen i vinforretningen deler lejlighed med en, hende, der serverede min frokost har været kærester med en dansk fyr i 5 år, og i Appleforretningen fortalte ekspedienten mig glædestrålende, at hans danske kammerat var ved at lære ham dansk. Indtil videre kunne han sige ’tak’ og ’selv tak’ – hvilket man vel egentlig også kommer ganske langt med.
– at en flaske vin skal koste 100 kr.

Er misundelig på:
– de canadiske pigers tatoveringer. De er simpelthen så fine. De har dem overalt: I nakken, på underarmen, på håndledet osv. Og ikke det der små, tøsede tegninger. Næh du, kæmpe kunstværker med farver, striber og hele svineriet. Hvis jeg kunne slippe afsted med det, fik jeg lavet en. Det går bare ikke rigtigt, synes jeg. Jeg er 1.80 og ikke ligefrem den blege, forsigtige type. Hvis jeg dypper min arm i en spand maling, er jeg bange for, at jeg bliver forvekslet med en lesbisk langturschauffør. Hvilket der ikke er noget i vejen med, skal jeg skynde mig at sige, hvis bare ikke det var fordi, at jeg holder så meget af mænd.

Bliver så forfærdelig trist over:
– de mange hjemløse. Jeg kan ikke lade være med tænke, at det er et frygteligt spild af liv, at henslæbe det siddende på en flise foran 7/11.

Gider snart ikke:
– at modtage flere beskeder fra Telenor. Den sidste lød: “Din saldo for perioden 17.03 – 29.03 er på kr. 3.386,75 ekskl. abonnement. Mvh Telenor”

Er der nogen, der har set:
– mit indre ur? Har fra den ene dag til den anden FULDSTÆNDIG mistet tidsfornemmelsen, og blander dansk og canadisk tid sammen i én uoverskuelig pærevælling.
– mit mådehold. Jeg véd, at det er her et sted…

Dag 10/16:

Efter et par dage i Vancouver er jeg ved at være ikke bare på god men intim fod med Starbucks. Jeg har noget tid alene, fordi den resterende del af selskabet skal arbejde for føden (er dog ikke efterladt helt uden opsyn. Skal ringe ind et par gange om dagen og sværge på, at jeg ikke laver ulykker eller bliver kørt ned.) (Det sidste ikke helt så usandsynligt, som man kunne ønske. Herovre må man nemlig gerne dreje til højre for rødt. Det tager lige en maxpuls eller to at lære), så jeg får drukket litervis af kaffe, læst hyldekilometer af bøger og gået gaderne tynde. En udmærket måde at se byen på, faktisk.

I dag så jeg en mand, der trænede sin ørn. (Hedder det det? Træne den? Dressere den? Testflyve den?) Mærkeligt koncept. Så stod de dér, stive som statuer og ventede på … noget ørneagtigt. Det mest underlige var dog Ørn II, der bare sad på sidelinien, som en anden bænkevarmer, og ventede på, at det skulle blive dens tur.

Ved nærmere eftertanke sad den faktisk mistænkeligt stille.

Gad vide, om den var udstoppet?

Dag 9/16:

Lad mig starte med udløse spændingen, så de af jer, der har holdt vejret siden i går, igen kan begynde at svine jer til i ilt: Vi fik den bortløbne taske igen, leveret lige til døren, komplet med snavset vasketøj und alles.

Nu er vi så flyttet på et nyt hotel her i Vancouver. Og må jeg godt lige vise jer et billede af gangen?

Kan I også se to små piger på knirkende cykler for jer? Elevatordøre der åbner og lader kaskader af blod vælte ud? Nej? Nå. Men det kan jeg. Meget, meget nemt endda. Så nemt at jeg, når jeg kommer alene hjem, løber går sådan lidt raskt til ned til vores værelse (vi bor selvfølgelig helt nede i bunden.)

Uden at se mig tilbage.

Bare for alle tilfældes skyld.

Tænk at man stadig kan blive helt hys af indbildt angst i en alder af 33 år.

Dag 8/16:

Efter at have sovet som døde til vi vågnede af os selv i en uge, lignede vi høns ramt af granatchok, da uret i morges ringede kl. 5, så vi kunne stå op og blive kørt til lufthavnen i verdens dyreste taxa. (Det viste sig, at man, når man bestilte en taxa dagen i forvejen, fik stillet en slags limousine til rådighed. Jeg tror godt, at vi kunne have klaret os med mindre cremefarvet læder, hvis vi havde vidst, at turen kom til at stå i 55 $. Tips not included.)

I lufthavnen var jeg tæt på at tro, at jeg skulle opleve min første skuffelse over USA; Det tog over en halv (angst) time at få lokaliseret en åben kaffejoint i lufthavnen. Come on! Står det ikke nærmest i forfatningen, at der SKAL være en døgnåben Starbucks i nærheden, hvor end man befinder sig?? Heldigvis manifesterede sig en lille spansk redningskrans, lige da vi var ved at ramme code red.

Mens vi sad med vores dampende krus og ventede på at boarde, blev vi overmodige. Som man jo bliver. Det viste sig, at vi kunne RIGTIG mange lufthavnshistorier om overbookninger, aflyste afgange og bortkomne tasker.

Status i skrivende stund: One bag short.

For helvede! En eller anden spasser har taget vores taske med sig til The Land Far Far Away, og efterladt os med en af deres.

Ville faktisk være meget rimeligt, hvis man som straf lige fik lov at bladre den igennem for at se, om der var noget i, man kunne bruge.

På den anden side: Hvor meget brugbart vil vi kunne finde i en taske, hvis navneskilt er et læderindrammet billede af en puddel?

Dag 7/16:

For anden dag i træk castede vi os selv i rollen som De Ægte Turister, og begav os mod Alcatraz. Jeg var en liiiille smule spændt på, hvad vi ville komme ud til, eftersom turen startede med en time i kø, og et tilbud om – ligesom de tusinder af andre besøgende – at købe et billede af os selv stående foran ualmindelig kunstig Alcatrazbaggrund. Kun 22 $…

Men ude på øen blev vi modtaget af en ægte ranger, der fik os fordelt i en imponerende fart, og derefter kunne vi egentlig bare gå rundt i vores eget tempo. Færgen sejlede retur hver halve time, og man kunne bare hoppe på, når man synes, at man var færdig. Vi valgte en guidet audiotur, hvilket betød, at vi, udstyret med hver sin walkman (meget rustikt) og dertilhørende skumgummihøretelefoner, bare skulle følge en fastlagt rute, hvor alle de vigtigste steder og begivenheder blev beskrevet.

Effektivitet gør mig så varm om hjertet.

Kom undervejs til at kigge rundt på de andre audioslaver; et smukt, smukt syn, når voksne mennesker står med skumgummi på ørerne, tomme blikke og let åbne munde og ligner autister, der er flygtet fra 80’erne.

Alcatraz er mest af alt slidt ned. Og beboet af måger. Vejrbidt og ramponeret og sin lidt uhyggelige historie til trods, var det, der overraskede mig mest egentlig, hvor meget en bygning kan forfalde på så kort tid.

Se selv:

(Er det viceværten? Mit tag er utæt.)

(Shit. Nu glemte vi at købe mælk. Hvem svømmer over efter en liter?)

(Indretningsstil: Stram Minimalisme.)

(‘Et-værelses med eget toilet’ får pludselig en helt ny betydning.)

(Spøg til side: Det havde nu sin helt egen, rå skønhed.)

Dag 6/16:

I dag gav vi den hele armen som turister, og tog på vintur til Napa Valley. Vi havde snakket om at leje en bil, men blev til sidst enige om, at det ville være lidt for surt at være den, der trak chaufførtjansen på lige præcis denne sightseeing.

Jeg er ikke god til fællesbusrejser. Jeg er endnu dårligere til fællesbusrejser, der involverer guides. Og nu viser det sig, at sætningen faktisk kan gradbøjes én gang til: Jeg er endnu endnu dårligere til fællesbusrejser, der involverer nicaraguansk/italienske guides, der efter 17 år i San Francisco stadig taler uforståeligt – men MEGET – engelsk. Vores ven Silbio snakkede u-af-brudt fra vi steg på, til han satte os af 7 timer senere. Kunne til sidst ikke afgøre, om jeg havde mest lyst til at stjæle et par korkpropper og hamre dem i ørerne, eller om jeg var klar til at gå hele vejen og ofre trommehinderne med to proptrækkere.

Napa Valley er ufattelig smuk, og jeg er allerede begyndt at overveje, om man er blevet for gammel til at tage en sommer i solen som drueplukker. Og så alligevel. Nok ikke så smart at sætte en narkoman til at gå til hånde på et apotek; de ansatte på de respektive vinhuse, var alle mistænkeligt lilla i huden, og når de skulle fortælle om deres vinproduktion, var det lidt som at høre en båndoptagelse lige inden båndet går i båndsalat.

Men lave vin, det kunne de, og de var ikke nærige med den. Vi var tæt på at være de yngste i gruppen, og jeg synes ikke, at vi led af falsk beskedenhed, men de der mor/far turister, ikke? De gik godt nok til stålet!

Efter 1. vinhus var stemningen i bussen løftet. Efter 2. vinhus var vi en fest på hjul. Efter 3. vinhus var der pludselig blevet MEGET stille (med undtagelse af Silbio, der nærmest havde tårer i øjnene af glæde over al den ubegrænsede, uafbrudte taletid.) Ved 4. vinhus sad vi udenfor i solen med en sjat kølig hvidvin, da dame på min mors alder kom slingrende forbi – og faldt over absolut ingenting, lige så lang hun var.

Og så siger de, at de unge ikke kan styre deres alkoholindtag.

Dagens sætning: ”Din saldo for perioden 17.03 – 24.03 er kr. 1.556,42 ekskl. abonnement. Mvh Telenor.” (For satan!)

Dag 5/16:

Efter en lang dag i solen, besluttede vi igår at lukke dagen med et besøg i den lidt mere suspekte ende af byen, hvor vi havde fået et par barer anbefalet. Det gik godt. Vi var dygtige, og jeg forventer at finde håndskrevne takkekort fra Jack Daniel Distillery i min postkasse any day now. Også lidt optur at blive spurgt om ID alle steder. (Hsssshh! Jeg er ikke interesseret i at få min nyvundne overbevisning om ungdommeligt udseende skudt ned af onde ordkugler om realisme, sagsanlæg og barers erstatningsansvar.)

En kort overgang var jeg lige ved at tro, at jeg var hævet over både jetlag og tømmermænd. Følte mig pludselig overbevist om, at jeg havde udviklet totalt sej, amerikansk/canadisk personlighed, der ikke lod sig påvirke af den slags weak ass tilbøjeligheder, og var muligvis også kommet til at triumfere en lille bitte smule over det, efter at have indtaget morgenmaden i ophøjet ensomhed, fordi resten af selskabet havde brugt natten på at highfive indersiden af wc-kummen med mavesækken.

Og den slags holder Gud jo meget af at sende lige tilbage i nakken på én.

For jeg ved godt, at man, når man er ægte hip og urban, æææælsker alle de specielle områder i storbyerne, men må jeg godt sige noget? Jeg hader chinatowns. There. I said it. Der lugter så grimt, så grimt, alting er støjende rødt og belagt med guld venligst udlånt af Legoland, og jeg er dobbelt så høj som alle andre tilstedeværende. Til sammen. Føler mig fandme som Gandalf på afveje i asiatisk afkrog af Herredet. Og hvorfor har de her mennesker ingen intimsfære? Har de tai chi’et sig ud af den slags primitive og smålige behov?

Eller er jeg bare sur, fordi synet af en balje med hudfarvede, slævrede hønsefødder i grumset vand, fik mine ellers ikke-eksisterende tømmermænd til at eksplodere? Muligvis. I hvert fald: Farvel nye, seje personlighed.

Dagens sætning blev ytret meget tidligt på døgnet af en dørmand, som på vores spørgsmål: ”Where would you go next if you were us?” kiggede lidt op og ned af os, og derefter venligt, men bestemt svarede:

”In this neighborhood? In a cab and the hell out of here!”

Dag 4/16:

Somme tider er det i mødet med det fremmede, at man pludselig får øje på sig selv, og i dag har jeg opdaget et område i mit liv, som jeg i årevis fuldstændig har forsømt: Jeg er åbenbart holdt op med at gå i biografen lige efter Pretty Woman.

Jeg har ikke selv lagt mærke til, at plyssæderne er gledet ud af mit liv, men efter at have måtte svare: ”Nej, desværre” til spørgsmålet: ”Har du set [indsæt selv filmtitel fra 1985 og frem]?” er jeg så småt begyndt at føle mig som fuldblodskulturignorant.

Hjælper heller ikke at være afsted med folk, der har samme forhold til film, som jeg har til kaffe. (Nytårsforsæt gone wrong.)

Hvordan er det sket?? Jeg elsker da at gå i biografen! Får det bare ikke lige gjort… så tit.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok pga. den undskyldning, jeg har hørt andre bruge om alt lige fra manglende træning, mad bestående af fedt og e-numre og fravær af sex i parforholdet: Hverdagen kom og lagde sin klamme hånd på min fritid. Når jeg kommer hjem fra træning mellem kl. 18 og 20 med et blodsukker på en halv, er jeg ude af stand til at overskue at skulle forlade matriklen igen.

Men det er slut fra NU af! Om jeg så skal slæbe mig afsted på albuer og viljestyrke og se hele filmen med tændstikker i øjnene, så VIL jeg i biffen, så når jeg kommer hjem, tager jeg en uges ekstra ferie og rejser til Cinemaxx.

Hvis I mangler mig, kan I finde mig i mørket.

Dagens ubetinget mest sagte sætning: ”Nej. Den har jeg heller ikke set.”

Dag 3/16:

Som jeg skrev i går, gjorde vi under vores ophold i San Francisco en del ud af at spise på steder, som de indfødte havde anbefalet, men på tredjedagen lærte vi så, hvorfor det stadig er vigtigt at huske sin sunde fornuft, når man vælger restaurant.

For når man får anbefalet et sted, der hedder The Stinking Rose, så er det lige en overvejelse værd, hvorfor kokken har valgt det navn, og ikke f.eks. The Ugly Rose eller The Annoying Rose.

Alt – ALT – var lavet på hvidløg. Også isen.

Jeg vil sige, at jeg godt forstår, hvorfor vi fik navnet stukket ud, for maden var fantastisk, men når det er sagt, er det hverken kønt, festligt eller spor fantastisk, når systemet laver et hvidløgsrelateret meltdown.

Selvom vi gjorde en iHÆRdig indsats for at skylle stank og eftersmag væk på barer, der serverede Jack Danielsshots i glas på størrelse med tandkrus, føltes det alligevel som om samtlige vampyrer i Transsylvanien afstandshånede os, mens de triumferende dansede ‘Så kan I lære det’-dansen.

Og dagens mest sagte sætning faldt for sidste gang 20 minutter efter, at gangvagten havde slukket lyset og bedt om ro på værelserne:

“For SATAN, jeg har halsbrand!!”