Så er det sgu da ingen sag at få dem til at sidde stille!

Dag 10/16:

Efter et par dage i Vancouver er jeg ved at være ikke bare på god men intim fod med Starbucks. Jeg har noget tid alene, fordi den resterende del af selskabet skal arbejde for føden (er dog ikke efterladt helt uden opsyn. Skal ringe ind et par gange om dagen og sværge på, at jeg ikke laver ulykker eller bliver kørt ned.) (Det sidste ikke helt så usandsynligt, som man kunne ønske. Herovre må man nemlig gerne dreje til højre for rødt. Det tager lige en maxpuls eller to at lære), så jeg får drukket litervis af kaffe, læst hyldekilometer af bøger og gået gaderne tynde. En udmærket måde at se byen på, faktisk.

I dag så jeg en mand, der trænede sin ørn. (Hedder det det? Træne den? Dressere den? Testflyve den?) Mærkeligt koncept. Så stod de dér, stive som statuer og ventede på … noget ørneagtigt. Det mest underlige var dog Ørn II, der bare sad på sidelinien, som en anden bænkevarmer, og ventede på, at det skulle blive dens tur.

Ved nærmere eftertanke sad den faktisk mistænkeligt stille.

Gad vide, om den var udstoppet?