Dag 8/16:
Efter at have sovet som døde til vi vågnede af os selv i en uge, lignede vi høns ramt af granatchok, da uret i morges ringede kl. 5, så vi kunne stå op og blive kørt til lufthavnen i verdens dyreste taxa. (Det viste sig, at man, når man bestilte en taxa dagen i forvejen, fik stillet en slags limousine til rådighed. Jeg tror godt, at vi kunne have klaret os med mindre cremefarvet læder, hvis vi havde vidst, at turen kom til at stå i 55 $. Tips not included.)
I lufthavnen var jeg tæt på at tro, at jeg skulle opleve min første skuffelse over USA; Det tog over en halv (angst) time at få lokaliseret en åben kaffejoint i lufthavnen. Come on! Står det ikke nærmest i forfatningen, at der SKAL være en døgnåben Starbucks i nærheden, hvor end man befinder sig?? Heldigvis manifesterede sig en lille spansk redningskrans, lige da vi var ved at ramme code red.
Mens vi sad med vores dampende krus og ventede på at boarde, blev vi overmodige. Som man jo bliver. Det viste sig, at vi kunne RIGTIG mange lufthavnshistorier om overbookninger, aflyste afgange og bortkomne tasker.
Status i skrivende stund: One bag short.
For helvede! En eller anden spasser har taget vores taske med sig til The Land Far Far Away, og efterladt os med en af deres.
Ville faktisk være meget rimeligt, hvis man som straf lige fik lov at bladre den igennem for at se, om der var noget i, man kunne bruge.
På den anden side: Hvor meget brugbart vil vi kunne finde i en taske, hvis navneskilt er et læderindrammet billede af en puddel?
Published by