Det er mig med slikposen.

Dag 4/16:

Somme tider er det i mødet med det fremmede, at man pludselig får øje på sig selv, og i dag har jeg opdaget et område i mit liv, som jeg i årevis fuldstændig har forsømt: Jeg er åbenbart holdt op med at gå i biografen lige efter Pretty Woman.

Jeg har ikke selv lagt mærke til, at plyssæderne er gledet ud af mit liv, men efter at have måtte svare: ”Nej, desværre” til spørgsmålet: ”Har du set [indsæt selv filmtitel fra 1985 og frem]?” er jeg så småt begyndt at føle mig som fuldblodskulturignorant.

Hjælper heller ikke at være afsted med folk, der har samme forhold til film, som jeg har til kaffe. (Nytårsforsæt gone wrong.)

Hvordan er det sket?? Jeg elsker da at gå i biografen! Får det bare ikke lige gjort… så tit.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok pga. den undskyldning, jeg har hørt andre bruge om alt lige fra manglende træning, mad bestående af fedt og e-numre og fravær af sex i parforholdet: Hverdagen kom og lagde sin klamme hånd på min fritid. Når jeg kommer hjem fra træning mellem kl. 18 og 20 med et blodsukker på en halv, er jeg ude af stand til at overskue at skulle forlade matriklen igen.

Men det er slut fra NU af! Om jeg så skal slæbe mig afsted på albuer og viljestyrke og se hele filmen med tændstikker i øjnene, så VIL jeg i biffen, så når jeg kommer hjem, tager jeg en uges ekstra ferie og rejser til Cinemaxx.

Hvis I mangler mig, kan I finde mig i mørket.

Dagens ubetinget mest sagte sætning: ”Nej. Den har jeg heller ikke set.”