Bloggen

Når man har boet i Århus længe nok, og frekventeret de forskellige cafeer ofte nok, kommer man til at tro, at der i mandlige tjeneres arbejdsbeskrivelse står, at de egentlig bare skal stille i holdtrøjen og opføre sig, som om de var i byen: Utilnærmelige, meget lidt smilende og tilbøjelige til primært at hænge ud med mennesker, der er ligeså smukke som dem selv.

Service er noget vi hån-ler af her i byen.

Men i går var der sommerfest på min arbejdsplads, og den blev holdt på det relativt nye sted Slap Af.

Og det var en lille smule som at dø og komme i himlen.

Ud over latterligt fantastisk mad/chai-the/smoothies til helt almindelige cafepriser (som bliver serveret OG præsenteret ved bordet) har man castet en flok ualMINDLig nydelige, unge mænd som tjenere – og de flirter med ALLE! Vores gruppe bestod af homoer, gravide og folk, der havde brugt eftermiddagen i Mindeparken med at spille rundbold, og de ikke så meget som rystede på hånden: Der var charme og opmærksomhed nok til hele flokken.

Personligt blev jeg en lille smule forelsket, da ham med overarme så pæne, at man fik lyst til at bide i dem, blinkede til mig. (Efter at jeg vel at mærke havde tjekket, at der ikke stod en eller anden langbenet blondine bag min stol.)

I’m going back, det er HELT sikkert! Skal I med?

Mit barn er nu:
Ved at gro øjenbryn (nogle tynde, fine nogle af slagsen, som ikke hele tiden skal plukkes.)

(Med mindre mini er en dreng. Må ikke blive for fesent.)

(Må helst heller ikke være unibrow, dog)

Begyndt at øve sig i at trække vejret. Håber, at den øver sig i at trække det dybt. Skal trods alt ud og have begynder-mig som mor.

Jeg kan ikke længere:
Lave armbøjninger på tæerne.

Se ned på min lynlås, når jeg skal lukke min jakke. Heldigt, at jeg efter 1000 år på diverse festivaler har sort bælte i Tøj I Mørke.

Passe nogle af mine gamle bukser.

Køre bil uden at have lyst til at kile en oppustet, sort affaldssæk i ryggen, så maven får mere plads.

Kan til gengæld:
Stadig sove på maven.

Takket være hormoner og ½ liter mælk om dagen prale af hår så kraftigt og glansfuldt, at L’Oreal dåserne godt kan gå hjem og lægge sig.

Ville dog ønske:
At den ekstra kraftige hårvækst var begrænset til hovedet. Den månedlige brasilianske voksbehandling har nu udviklet sig til en slags meget smertefuld ekstremsport. (Ja, undskyld, men har lovet mig selv ikke kun at blogge om alt det plyssede og pæne.)

Spekulerer meget på:
Hvordan alle andre ved, hvordan en plukve føles?

Hvad jeg skal gøre af mine bryster om 6-7 uger. På undertøjsbutikken Lace’s hjemmeside, der praler af 2000 bh’er i 56 størrelser, er der nu 3 tilbage, jeg kan passe. Kan jo for fanden ikke gå rundt med dem i hænderne med det job, jeg har.

Har ikke lyst til:
At begynde at køre med cykelhjelm, selvom jeg ved, at jeg burde.

Har til gengæld meget lyst til:
At begynde at cykle i rustning. Føles langt mere nødvendigt. Er I klar over, hvor råddent resten af verden kører?

Kender I de mennesker, der skærer alle over en kam? Dem er jeg et af, når det kommer til gamle mennesker. Eller – ret skal være ret – jeg skærer dem faktisk over to kamme. Jeg ser dem utrolig unuanceret som enten 1) Sure, gamle mennesker, der mener, at de fortjener positiv særbehandling pga. et eller andet krigsrelateret, der fortaber sig i tågerne eller 2) søde, gamle mennesker, som jeg smiler til og inderst inde har lidt ondt af.

Sidder lige og bliver helt deprimeret over fremtidsudsigterne.

Nå, men der er heldigvis flest af de sidste. Dem, jeg holder tilbage for, løfter tasker ud af toget for og laver historier inde i hovedet om, som omhandler livets efterår og børn, der ikke besøger dem, og som jeg får ondt i maven over.

I min venindes opgang bor der sådan et par. Jeg har set dem masser af gange, og de virker altid så … hyggelige. De hilser overstrømmende, når jeg møder dem, virker meget hjælpsomme og min venindes datter på 3 år er vild med dem. De tusser rundt i pensionisttempo i deres brune sko med perforerede snuder, roder i haven og sidder fra tid til anden i gården og nyder en øl.

Når jeg ser dem sidde der, glemmer jeg næsten, at han engang forlod hende og rejste verden rundt med sin elskerinde, mens han fyrede det meste af deres opsparing af, og at hun, da deres søn var lille, holdt ham ud over altanen, og skreg, at hun ville hun slippe ham, hvis han ikke snart opførte sig ordentligt.

Jeg har altid ment, at gravides cravings var noget, der sad mere i hovedet end i maven på den gravide. Det mener jeg stadig, og da jeg er meget lærenem, ved jeg allerede nu, at det at være gravid, kvalificerer mig til at udtale mig på alle gravides vegne. (Hvad!?! Alle de andre gør det da!)

Jeg vil dog medgive, at jeg i den måned, hvor jeg led af den belastende kombination madlede/ur-sult, blev så glad, når der endelig var noget, jeg kunne overskue at indtage, at min begejstring nok ville kunne forveksles med En Ægte Craving.

Talrige er de gange, hvor jeg med tårer i øjnene og en indkøbskurv så tom, at den rungede, har stået fortabt i Netto og forsøgt at forestille mig bare et eller andet, som jeg kunne overskue at putte i munden uden at dø af væmmelse. *sjofel dåselatter*

Jeg havde f.eks. en enkelt dag, hvor jeg pludselig fik lyst til æggesalat. Afsted i en fart og 4 bægre i kurven. Det var inden jeg lærte, at det, man får lyst til forvandler sig til råddent kloakslam i det sekund, man har indtaget en enkelt portion af det. Jeg måtte efter 2 dage smide 4 hele bægre ud, fordi jeg blev fysisk dårlig, hver gang jeg åbnede til mit køleskab, og de stod der og blinkede gult og kælent til mig. På karrymåden.

En anden dag var det de billige, klamme småkager, som jeg normalt hellere vil have rødglødende søm hamret i øjeæblerne end at gribes på fersk gerning i selskab med, jeg pludselig kunne udholde at indtage.

Om ikke andet er min baby allerede nu vænnet til meget varieret kost.

Men måske er det fordi, at man føler alting 20 % mere, når man er gravid, at madlyst ikke bare føles som madlyst, men som et overvældende fysisk behov, der ikke kan ignoreres.

Så cravings sidder måske nok i hovedet – men det ER sgu svært at forklare, at jeg pludselig har 20 % mere lyst til rødkål og hvidtøl, end jeg før har haft. Nogensinde.

Julebarn? Det tror jeg nok!

Dette indlæg startede egentlig som et svar til en af kommentarerne til dagens indlæg, men da jeg – som altid – er ude af stand til at fatte mig i korthed, var der til sidst så meget tekst, at jeg besluttede at konvertere svaret til en post.

Anne Lotte spurgte: ”Hvordan er du kommet så elegant videre, uden at få ar på sjælen, og blevet den powerwoman, du tilsyneladende er i dag?”

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at man kan gå i skole i helvedes forgård uden at få ar på sjælen. Jeg kan f.eks. ikke huske ret meget fra min folkeskoletid. Selvfølgelig står særligt væmmelige hændelser ud, men jeg kan ikke rigtig huske hvordan filmkælderen og klasseværelserne så ud, hvad jeg fik tiden til at gå med, eller hvornår jeg endelig gav op og blev så ligeglad, at det ikke var interessant at mobbe mig mere, og jeg endelig fik fred.

For det værste ved at blive mobbet er, at man bruger alle sine vågne timer på at forsøge at knække koden; på at prøve at regne ud, hvad man gør forkert eller hvad man ikke gør nok, som får de andre til at hade én så meget. Friheden kommer, når man endelig regner ud, at det ikke handler om, hvad du gør eller hvem du er. Det er ikke engang personligt. Det er survival of the fittest, og de andre var bare hurtigere end mig til at regne ud, at den, der mobber ikke selv bliver mobbet.

Når du endelig indser, at det ikke gør en kæft til forskel, hvad du gør eller siger, så holder du op med at prøve – og så mister de magten over dig.

Da jeg gik ud af 9., brugte jeg de næste mange år på at være genert, bange for nye mennesker og sammenhænge, og på at fortrænge. Jeg lå vågen i en uge, hvis jeg skulle fremlægge for klassen, og jeg blev så rød i hovedet, at blodkarrene var i fare for at briste, hvis jeg skulle sige noget foran mere end 2 mennesker.

Sådan fortsatte det, indtil den dag jeg besluttede, at nu havde disse mennesker fået rigeligt af min tid og opmærksomhed. Jeg fik nok af de begrænsninger, der ligger i rollen som offer, for hvis du først gør dig selv til en, det er synd for, vil hele verden automatisk sænke sine forventninger til dig, og det er jeg på ingen måde interesseret i. Verden skal forvente det hele af mig, for sådan – og kun sådan – får jeg lov til at vise, hvad jeg virkelig kan og er, og ikke hvad andre menneskers angst har forsøgt at gøre mig til.

Selvfølgelig er vi ikke ude i noget overnight transformation, men ligesom min yndlings-Ole har truffet en beslutning om at være glad, traf jeg lige dér en beslutning om aldrig mere at lade fortiden hverken begrænse mig eller definere mig.

Måske skyldes det folkeskoletiden, måske skyldes det biologi eller måske er det strålerne fra rummet: I hvert fald brugte jeg nogle år i mine starttyvere på at rode rundt i alle de grimme afkroge af mit sind, og landede derfor på briksen hos hvad der viste sig at være verdens bedste psykolog. Hans kloge spørgsmål og min beslutning tilsammen endte med at blive en stormende himmelflugt fra alt det trælse.

Så jeg tror, at den styrke, som jeg ofte får at vide, at jeg besidder, kommer af, at jeg har set mig selv på vrangen, og har brugt så lang tid på at kigge indad, at jeg ved, hvad der gemmer sig derinde, og hvem jeg er. Der er ingen fæle sider at pege på, som jeg ikke selv er klar over, at jeg har, jeg kender mine styrker og svagheder, og intet, nogen siger, kan ændre på det.

Jeg er ikke længere bange for andre mennesker og deres ord, for de har for længst mistet deres magt over mig.

Da jeg gik i folkeskolen, gik jeg – med meget få undtagelser – i klasse med nogle spassere, der gjorde sig mere end almindelig umage for at gøre min hverdag usjov og svær.

(Nu hvor jeg er gravid, kan jeg mærke, at jeg er ved at gro en ny personlighed, der systematisk bearbejder alle mine indtryk og oplevelser fra barndommen og sammenholder dem med det faktum, at jeg om lidt selv skal ruste et lille menneske til at navigere igennem the jungle of life. Og hvis mit barn kommer i en klasse, hvor de andre børn er ligeså lede og tarvelige, som de var i min, så kan jeg allerede nu oplyse, at de bliver inviteret hjem til os til en alvorlig snak om fucking ordentligt opførsel fulgt op af kindheste og sherifstjerner!)

(Når mit barn ikke kigger, selvfølgelig. Vi hverken slår eller niver hjemme ved os, nemlig.)

Nå. Men tilbage til historien: Som barn var jeg allerede i 1. klasse markant højere end de andre; også drengene. Da jeg samtidig var meget svajrygget, tog det 0,4 nanosekunder for et af genierne at nickname mig ”Strudsen”. I dag kan jeg trække på smilebåndet af det, men dengang gjorde det mig simpelthen så ked af det og fik mig til at føle mig helt skæv og forkert.

I dag skulle jeg så mødes med mine kolleger i fitnesscentret, fordi vi er ved at øve nye programmer op. Den ene af pigerne er, udover at være holdinstruktør, også ansat i receptionen. Da vi stod i salen, kiggede hun pludselig på mig og sagde:

”Jeg kom til at spekulere på, om du egentlig ved, hvad alle receptionisterne hernede kalder dig?
”Øhm… nej??” (Kære Gud, lad det ikke være ”Hende, den sure so”. Eller ”Strudsen”)
”De kalder dig Tomb Raider”.
”Tomb Raider!?”
”Ja, altså.. De synes, at du ligner Lara Croft.”

…….

Hende gider man sgu da godt ligne.

Fra struds til Lara Croft.

We’ve come a long way, baby.

Min baby er nu 9 cm, er begyndt at få hår og kan selv holde hovedet oppe et øjeblik af gangen. VIDSTE bare, at jeg ville få verdens dygtigste barn! Er også så småt ved at lære at forstå, at jeg er gravid. Sådan i virkeligheden. I onsdags spiste jeg frokost med min mor, som viste mig en hue, hun har strikket til mini. Kom til at hyle i vilden sky, da det gik op for mig, at det lille bitte stykke tøj er lavet til mit barn.

Jeg er også begyndt at kunne navigere i, hvad jeg må og ikke må, nu hvor jeg tjener som bolig for en, der ikke rigtig har mulighed for at skælde mig ud, hvis jeg gør noget, den ikke kan lide.

Hormonmæssigt synes jeg, at det er utroligt, at jeg kan være så glad og så utrolig irritabel på en og samme tid. Jeg tuder af begejstring det ene øjeblik for så at klippe til scenen, hvor jeg får hugtænder og skumfråde om munden af raseri over noget f.u.l.d.s.t.æ.n.d.i.g ligegyldigt. Jeg håber ikke, at I forventer en pastelfarvet hyggebabyblog med blød, dæmpet belysning og sepiafarvede fotografier af mig, der sidder i en gyngestol og aer min mave, (det gør jeg; aer maven – men kun når folk ikke kigger, for det virker på en eller anden måde så privat) for jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at hvis man planlægger at lægge ‘slap nu af”-kommentarer, hver gang jeg kommer til at hvæse de næste 6 måneder, så får man travlt.

Til mit forsvar kan jeg kun sige, at jeg godt selv både kan se og høre det.

Der er til gengæld også nogle ting, der har overrasket mig. Jeg troede f.eks. at man i det sekund man undfangede, forvandlede sig til sådan en holistisk øko-type, der glad og gerne gav afkald på alt uden at savne det spor.

Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Med fare for at lyde overfladisk savner jeg parfume (som man ikke må bruge, da det kan være hormonforstyrrende). Hver morgen bader jeg i Neutral, smører mig ind i Neutral og bruger Neutral deo, mens jeg sender lange blikke efter min Tender Poison og Burberry Weekend.

Jeg kommer også til at skulle afdække mine spejle fra ca. 1.75 cm og op, for det viser sig, at man ikke må farve hår. Og nej. Heller ikke med naturhårfarve eller striber lagt 1 cm fra hovedbunden. Sundhedsstyrelsen er åbenbart blevet spurgt om det samme af andre før mig, for under ”Gode råd, når du er gravid” og ”Du bør ikke farve hår” er det meget tæt på, at der står: ”Nej! Bare NEJ!! Og HELLER ikke henna!!”

Og endelig bor der åbenbart inde i mig noget white trash, der savner rødvin fredag aften og kolde fadøl ved åen på sommerdage. Hvem sagde trailerpark?

Jeg ville aldrig ønske at bytte tilbage, og ville forsage både parfume, alkohol og hårfarve hver eneste dag resten af mit liv, hvis jeg skulle vælge imellem ovenstående og at være gravid. Jeg troede nok bare, at trangen til den slags ødsel luksus ville selvdestruere, når man blev gravid.

Til gengæld savner jeg overhovedet ikke kaffe.

(WTF?!)

Mig: Jeg vil gerne bede om noget jerntilskud.
UalMINDelig blond Mataspige: Ja? Det er herovre. Vi har lidt forskelligt. De grønne er billigst.
Mig: Ok. Men er det ikke noget med, at de røde der er knap så hårde ved maven?
UBM: Øhm…. (vender pakken om og læser) … Hvaderdetnudethedder det er vist nok noget med, at det er det samme.
Mig: Mmmm’key….?
UBM: De grønne er billigst.
Mig: Ja, det kan jeg se, men er der samme antal milligram jern i pr. pille?
UBM: (blinker helt blank i blikket) Hvad?
Mig: (Meget tålmodig og pædagogisk, hvis jeg selv skal sige det): Altså, skal man spise flere af de grønne end af de røde, for så ender de jo faktisk med at være dyrere?
UBM: Nååå! (Vender pakkerne om igen) Nej, der er 75 milligram i de grønne og kun 30 i de røde.
Mig: (Som nu selv har taget de to pakker, fordi jeg fornemmer, at vi rent fagligt måske ikke er på rock solid grund hos min blonde veninde) Der står, at der er 75 milligram i 3 af de grønne…
UBM. Nååå…
Mig: (Ved for fanden heller ikke, hvorfor jeg bliver ved) Må man tage dem, når man er gravid?
UBM: (Vender og drejer pakken, som jeg nu efterhånden synes, at hun må kunne udenad)… Altså…..
Mig: Ved du hvad, pyt med det. Jeg tager dem bare, og så spørger jeg min læge.
UBM: (Triumferende) Jo! Det må du gerne, for se her: Der er et billede på pakken af en, der er gravid!

Matas. Det gode råd gør forskellen. Eller det der.

Det er de sjoveste steder, jeg bliver konfronteret med, hvor stort det er – på et nærmest uendeligt antal planer – at vente sig.

Det siger sig selv, at jeg ikke har truffet min beslutning overnight, og noget af det, der fyldte for mig i hele det år, jeg brugte på at veje for og imod var, at der vil blive noget gruppering, der pludselig bliver lidt skævt.

Jeg har tænkt meget på, om jeg som selvvalgt enlig mor vil identificere mig mest med singlerne eller med parrene, for teknisk set er jeg jo stadig single, men livsstilsmæssigt har jeg en formodning om, at jeg kommer til at slægte børnefamilierne mest på.

I weekenden var jeg så til fødselsdag hos en veninde, og med til festen var der en enkelt singlepige, ud over mig. Resten var i forhold og havde enten børn eller var gravide.
Og da jeg sad der midt i det hele, kunne jeg mærke, at det ikke betyder en skid, hvem jeg synes, jeg ligner mest. Jeg havde frygtet, at dét at vælge at gøre noget selv, som de fleste gør sammen, ville få mig til at føle mig ensom og udenfor, men det har på ingen måde vist sig at være tilfældet. Tværtimod er der en ro i det her, som jeg ikke på forhånd havde turde håbe på.

Hvilket jeg er bange for bekræfter mange fyres beskyldninger om, at mange kvinder omkring de 30 vil have børn langt mere, end vi selv er klar over. (Her taler jeg naturligvis ikke om dig, der lige nu er ved at blive meget vred på mig og tænker: ”Du kender ikke mig, og det ved du ikke en skid om, din ny-frelste kælling!” Ikke dig. Undskyld. Du må helst ikke blive sur, for så kommer jeg sådan til at græde.)

Noget andet som har fyldt helt åndssvagt, både da jeg begyndte at planlægge det her, og nu hvor jeg er gravid, de iagttagelser man gør og har gjort sig, mens man selv var børnefri; dem, hvor man tænker: Sådan bliver jeg ALDRIG!

Og da jeg ikke er bange for at spænde 200 km strømførende snubletråd tværs over vejen, jeg er ved at bevæge mig ud på, kommer hermed et par stykker, som man er meget velkommen til at printe og stikke i snuden af mig om et par år, når jeg alligevel falder i:

Jeg gider ikke blive sådan en, der forventer at mine singleveninder skal agere tivoli for mig, når jeg sidder i forældreskabet og keder mig. Der er ikke meget, der er så irriterende, som folk der pludselig – efter 5 år i selvvalgt børne- og parforholdseksil – begynder at guilttrippe dig for, at du aldrig inviterer dem med, når du og de andre singleveninder skal i byen. Jeg vil prøve at huske, at hvis man pludselig gerne vil tilbage i det game, man i sin tid selv meldte sig ud af, så må man gå forrest med det gode eksempel og sætte noget i stand. Man kunne f.eks. starte med at stoppe med at reservere A-tidspunkterne (fredag aften og weekenderne) til andre børne/parforholdsvenner, og spise singlerne af med en ussel tirsdag aften hver 11. måned.

Lød jeg lige lidt sur der? Fik faktisk også hidset mig selv helt op.

Og – kære Gud i himlen! – lad mig være den første mor, der, også når mit barn er 3, husker, at jeg ikke ved, hvordan det er for alle andre at være gravide, bare fordi jeg selv har været det. Vi ER lidt hormonelt forstyrrede, jeg indrømmer det gerne, men for SATAN, altså!! Det er ligesom at have kløende udslæt på indersiden af huden, når kvinder, som man meget tydeligt kan huske var ved at gå AMOK over, at ALLE andre var MEGET klogere på deres graviditet, end de selv var, pludselig trækker i kjole og pibekrave.

….

Mand, hvor er det rart at have en blog, hvor man kan få lidt luft. Nu er jeg pludselig helt mild og glad igen.

I morgen skal jeg nok prøve at skrive noget kortere og knap så arrigt. For i virkeligheden er jeg jo fandme så lykkelig, at jeg næsten ikke kan rumme det.