Bloggen

Da jeg købte min IPhone, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville blive en af De Sidste Dages Hellige, der med næb og kløer ville forsvare dens fortræffeligheder og aldrig, aldrig, aldrig indrømme det, hvis noget ved den stank.

Den får ikke ros for at have kostet mig 3700 at have med til Canada, men det skal retfærdigvis siges, at jeg selv kunne have valgt at høre bedre efter, da Super Lasse holdt foredrag om dataroaming og wi-fi. (Zzzzzzzz.) (Undskyld Lasse. Det er ikke dig. Det er mig.)

Ret skal være ret: Ud over denne økonomisk belastende svipser, må jeg sige, at det ER en ualmindelig fortræffelig telefon. Derfor kommer det bag på mig, at jeg nu har opdaget noget nyt, som faktisk irriterer mig en hel del (kom muligvis til at bruge hele kvoten af zen i går):

Når der går en sms ind, siger den, ligesom alle andre telefoner i hele verden, en lyd. Funktionelt og brugbart. Det nye – og ret belastende – er så, at den gentager lyden, indtil man enten 1) får spat 2) læser sms’en eller 3) det bliver pinligt. Hvad der end kommer først. Ikke på den afdæmpede ”Ahem… Undskyld mig, men jeg tror måske ikke, at du hørte mig før?”-måde. Nej. På den utrolig insisterende ”HALLO!!! ER DU DØV ELLER HVAD, SO!?”-måde.

Til at starte med blev jeg vildt glad, fordi jeg troede, at det væltede ind med beskeder, og at der fulgte nye, skrivelystne venner med i abonnementet (det er blevet lidt sløjt med sms-aktiviteten, efter at vi har rundet de 30..), men nu føles det bare som at blive prikket stift og gentagent på skulderen af vred, knoglet, gammel dame.

Når jeg bliver irriteret nok, vil jeg muligvis undersøge, om funktionen kan slås fra.

Der kan nu ikke siges noget grimt om at slappe af, sove længe og lade andre om at lave mad og vaske op.

Og der er godt nok også mere end almindeligt pænt i de der Rebild Bakker.

Vi havde en fantastisk tur. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi har heldigvis en let skoldning to show for it. Der var tid til at snakke, læse bøger, gå lange ture og snakke noget mere. Der var også tid til virkeligt at nærstudere de andre gæster, og til at undre sig over den 10 mand store familie, hvor kun moderen og den ældste datter talte med hinanden, mens resten af selskabet lignede nogen, der var taget til fange i en grim version af deres eget liv, og til at nåååårh!’e over ægteparret midt i 80’erne, der ankom arm i arm, og som hele weekenden bare tussede rundt og hyggede sig. (Blev på et tidspunkt så rørt over historien i mit eget hoved om deres lange liv sammen og deres stille, værdige kærlighed, at jeg kom til at tude.) (De har sikkert mødt hinanden for 14 dage siden på seniordating.)

Der var også tid til at se på sit liv og sin måde at gebærde sig i det på, og jeg er kommet hjem med intentionen om at ændre to ting fremover:

1) Jeg vil af alle kræfter prøve at lade være med at bekymre mig. Lige nu sker der ret mange ting i livet bag ved bloggen, (som jeg nok skal fortælle om på et senere tidspunkt) og jeg er ved at blive sindssyg af at bekymre mig om 1000 ting, jeg alligevel ikke har skyggen af chance for at påvirke i hverken den ene eller den anden retning. Vi ved jo inderst inde godt, at bekymringer ikke hjælper Noget. Som. Helst. Det viser sig for fanden altid, at det er det forkerte, man bekymrer sig om, og man slipper ikke lettere, fordi man har bekymret sig på forhånd. Altså: Væk med dem. *Kom-nu-Linda!-Du-kan-godt!-smiley*

2) Jeg gider ikke ofre negative hændelser mere opmærksomhed end absolut nødvendigt. Jeg er slem til at skulle snakke om ALT, hvad jeg føler. Når jeg spekulerer, og når jeg er ked af det eller i tvivl, er det super brugbart, fordi jeg for hver gang, jeg sætter ord på mine tanker, kan mærke, at jeg kommer et skridt nærmere en løsning, og bedre kan mærke, hvad der føles rigtigt at gøre. Men når det handler om trælse oplevelser og situationer, er det som om, at de får fornyet liv, hver eneste gang jeg fortæller om dem. Jeg bliver sgu gal helt forfra, og på den måde er jeg selv med til at forlænge perioden, hvor vreden og ærgrelsen får lov at dominere mit liv.

Vi er ikke ude i, at jeg fra nu af skal være en ny, aggressivt optimistisk udgave af mig selv, der insisterer på at løbe syngende rundt på engen med blomster i håret og gratis smil til alle, men jeg vil virkelig gerne blive bedre til at give de giftige, ukonstruktive tanker markant mindre plads at boltre sig på.

I virkeligheden kan det vel sammenfattes i to ord: Giv slip.

Som en anden tv-kok har jeg snydt og forberedt det her indlæg i eftermiddags, for når du læser det, har jeg travlt med at slappe af. Jeg drager nemlig på wellness ophold om 7 minutter.

Mmmmmm. Wellness. En hel masse ingenting, sol, godt selskab og formiDABEL morgenmadsbuffet. Og så lige nogle kalkminer, der kræver vor bevågenhed.

Pinsen prøver af alle kræfter at blive ny yndlingshøjtid, og det er meget tæt på at lykkes. (Må dog stadig se sig slået på målstregen af jul og gløgg.)

Muligvis er jeg så afslappet, når jeg kommer tilbage, at mine fingre er for slappe til at blogge. Hvis ikke, skrives vi ved på søndag.

God pinse!

I dag har jeg hørt nogle ret spændende foredrag af blandt andre Cecilie Frøkjær, Ole Henriksen, Christina Feldthaus og Lotte Heise. De forsøgte alle at give deres bud på, hvordan man lever det gode liv; hvordan man bliver gladere i hverdagen. Damerne snakkede en masse om at lære at sige nej, mens Ole forsøgte at få os til at sige meget mere ja til både livet, os selv og hinanden.

Meget naturligt kom flere af dem ind på, hvordan andres mening om os og de ting vi foretager os, påvirker mere, end vi kan lide at indrømme, og de filosoferede over, hvordan livet bliver en hel del lettere, hvis du kan lære at acceptere, at du ikke kan være elsket af alle.

Så sad jeg der og glædede mig over, at jeg efter mange års arbejde heldigvis ikke længere er typen, der går ret højt op i, hvad folk mener om mig. Jeg fylder temmelig meget, og jeg ved derfor efterhånden godt, at jeg er svær ikke at have en holdning til.

Så begyndte de kendte at snakke om, at de ikke kunne lade være med at læse anmeldelser af de ting, de selv gik og lavede, og at det betød noget for dem, hvad der stod. Lidt dobbeltmoralsk ovenpå den der med ikke at være elsket af alle, blev jeg enig med mig selv om.

Så gik jeg til pause. Og hørte af omveje, at en tidligere kollega havde udtalt sig til en nuværende kollega om en status, jeg havde skrevet på Facebook. Hun mente, at den ’lå lige på græsen’. Til det professionelle, forstås.

Og så kunne jeg lige pludselig mærke, at det var verdens fedeste løgn at sige, at jeg ikke er typen, der går op i, hvad folk mener om mig. Udsagnet trænger i hvert fald til en kraftig gradbøjning, hvis det skal passe: Jeg går ikke op i, hvad folk, jeg ikke bryder mig om, mener om mig. Jeg går heller ikke op i, hvad folk mener om mig på områder, der ikke er vigtige for mig selv. Det holder mig f.eks. ikke vågen om natten, om min nabo synes, at jeg er en doven idiot, når der kommer til trappevask.

Men jeg opfatter mig selv som meget professionel, og derfor betyder det en hel masse, hvad folk mener om mig på dét område. Åbenbart.

Jeg går op i, hvad folk, jeg respekterer fagligt, mener om min faglighed.

Jeg bliver ked af det, når folk synes, jeg er dårlig til noget, som jeg selv synes, at jeg er god til.

Jeg er ikke enig med min tidligere kollega. Der er ting i vores fag, der er klokkeklare no-no’s, og så er der gråzonerne, hvor der ikke er entydige svar, og vi derfor hver især er nødt til at sætte grænsen der, hvor vi mener, den bør gå.

Nu trænger jeg til at komme til et foredrag, hvor jeg kan lære noget om at børste kritik af mig, når jeg efter lang og grundig overvejelse når frem til, at jeg synes, at den er uberettiget.

Hvor mange genindspilninger af Robin Hood kan verden have brug for??

Kan læse i avisen i dag, at de evindelige askeskyer fra den islandske vulkan under gletsjeren Eyjafjallajökull har tvunget de britiske myndigheder til at ændre på reglerne for flyvning i vulkanske askepartikler.

De nye regler går, så vidt jeg kan læse mig frem til, ud på, at man godt må flyve i aske, bare man nøjes med at gøre det i kort tid. Forklaringen er, at de britiske retningslinjer er indført for at imødegå asketruslen mod flytrafikken, som med sine tusindvis af aflysninger i sidste ende kan vise sig at blive katastrofal for luftfarten.

Nu er jeg ikke geolog. Eller flymekaniker. Eller noget.

Men lyder det ikke HELT åndssvagt??

“Ja, der kan gå ild i motorerne og nej, vi kan ikke se en skid heroppe, men sådan en so-vulkan skal ikke bestemme over os, så kom, vi flyver bare alligevel, haha!”

Naturen forhindrer os i at gøre som vi plejer, og i stedet for at udvise en lille smule respekt for de kræfter, der er på spil, er vi så fokuserede på, hvad det koster os i kroner og øre, at vi ser stort på sikkerheden, laver reglerne om og fortsætter, som om intet var hændt.

Fri for at være med ombord, når de skal teste, om beregningerne bag de nye retningslinier holder stik i virkeligheden.

Det er nu efterhånden 8 år siden, at de første venner og veninder i min omgangskreds begyndte at få børn, og når man ser sine venner i rollen som forældre, er der mange ting, man pludselig begynder både at overveje og at lægge mærke til.

En ting er, at man kommer til at tænke på dengang man selv var barn og rendte ind og ud hos de andre på vejen. Nogen havde klamme fædre, andre havde sære mødre og de heldige havde virkelig seje storebrødre, der kunne tegne. Nu sidder man så og kigger på sig selv og sine venner og spekulerer på, hvem ungerne caster i rollen som hvad.

Men noget som virkelig har rystet mig er, hvor meget mine mandlige venner og veninders mænd lader til at tage for givet, at børnene primært er kvindernes projekt; noget, som fyrene kan melde ind på, når de har overskud – og så i øvrigt forventer ros for.

Og vi taler altså ikke om de forhold, hvor kvinderne har langet alt arbejdet over på egen tallerken ved at kritisere modet ud af mændene, men sunde, normale forhold, der indtil børnene gjorde deres indtog, byggede på masser af gensidig respekt, og som præ børnefasen rummede en fornuftig arbejdsdeling og en helt indlysende enighed om, at begge parter havde ret til samme mængde fritid eller mangel på samme.

Så kom børnene.

Og pludselig forvandler fyrene sig til tvære teenagere, der lader til at mene, at det er en menneskeret for dem at begrave sig i avis eller Play Station, også når ungerne er ved at hyle hul i lydmuren, og mødrene løber skidestressede rundt i køkkenet.

Hvordan skete dét?? Jeg har kendt mange af de her fyre i årevis, og for manges vedkommende kender jeg også deres baggrund, forældre og opvækst, og jeg VED sgu, at de er opdraget bedre end det!

Måske skyldes det, at mange af kvinderne i min generation er vokset op med, at hvis vi vil have noget, være noget eller gøre noget, er det bare at gå efter det; om vi simpelthen er endt med at have mistet tålmodigheden med alle andre end os selv på ’det er alligevel også både bedst og hurtigst, hvis jeg bare gør det selv’-måden.

Eller også er det fordi, mændene er vokset op under rødstrømper, der krævede, at de deltog i arbejdet, og at krav og indsats derfor for dem hænger sammen som Pavlovs hundes savl og klokken.

Der er lidt stille på bloggen i de her dage. Vi er ikke ved at lukke, men har bare ramt en af de perioder, hvor arbejde, fødselsdage, arrangementer og livet generelt ligger og putter sig ind til hinanden, som små kælne perler på en snor. Det ser ikke ud til at blive bedre de næste par uger, så hvis der er lidt længere mellem indlæggene, end der plejer at være, eller en lidt højere frekvens af slavefejl, så bær over med mig.

Her i det, som alle meget provokerende bliver ved med at referere til som ’ferien’, har jeg haft travlt med at:

* Arbejde.

* Gå nye sko til. Av satan!! Hvordan bærer alle andre sig ad med bare lige at hoppe i nye skindballerinaer og se ud, som om de går i strømpefødder? Efter 2½ dag med fødderne i vred, skamsyet ko, kan jeg nu prale af åbent kødsår, hvor min hæl plejede at være og deform, sammenklemt forfod.

* Arbejde noget mere.

* Være til stor 40-års fødselsdag. Hvilket jeg i parentes bemærket slet ikke begriber, hvordan vi nåede til, for det er sgu da kun mine forældre, der går til 40 års fødselsdage hos deres jævnaldrende venner.

* Have ukristeligt ondt i arme og haser, efter at fødselaren startede dagen med at rive os alle sammen igennem en omgang boksning/kick-boxing/cirkeltræning. Hvorfor kan jeg ikke bare – som de 12 andre pæne piger – tage den med ro? Hvorfor SKAL mit konkurrencegen partout stikke sit grimme fjæs frem, så snart der er pletter og puder i farvandet?

* Igen: Arbejde.

* Forberede undervisning til den kommende uge, fordi den samlet set kommer til at byde på 30 overskydende minutter til tøjvask, indkøb plus det løse. Må være det, der i revisionssprog hedder ’knappe ressourcer’.

Nu mangler jeg bare at prøve noget af det der søvn, at lave mad, at se Inglourious Basterds (ja, jeg har ikke glemt mit løfte til mig selv om at indhente Hollywood) og at pakke tasken til i morgen, som starter med morgenspinning 6.15, og derefter kører på non-stop til den slutter med yndefuld punktering her på matriklen kl. 19.

Stikker I lige armen frem til en hurtig high-five, hvis I ser mig komme sprintende forbi?

ARGH!! 6-0 til Danmark, og så sidder man her og bider negle. Ville være nemmere, hvis man kunne tænde fjerneren, og ikke bare var tvunget til at følge med på Politikens opdateringer, men jeg vil ikke ødelægge Danmarks chancer for at vinde, og det gør jeg, hvis jeg tænder.

Håndbold, fodbold, ishockey – you name it. Så længe jeg ikke er på, kan man ikke komme til for sejre, medaljer og kvalificeringer. I det sekund jeg beslutter mig for at hoppe med på the band wagon, og begynder at se med, taber de. Stort. Har godt nok ikke videnskabens ord for, at det forholder sig sådan, men ikke desto mindre VED jeg, at det gør det. Bevis? Jeg så kampen mod Tyskland *jeg-siger-det-bare-smiley*

Jeg har prøvet at narre spillerne og tv’et ved at zappe væk, når det begynder at gå dårligt. Hjælper ikke en skid. De kan mærke, at jeg kredser i periferien; at jeg går op i det og at jeg har tænkt mig at vende tilbage.

Tror faktisk, at jeg skylder Kenneth Carlsen en undskyldning. Og en karriere.

Kender I det, at noget plejer at være på en bestemt måde, og pludselig opdager man, at mens man kiggede væk 4 sekunder, holdt det op med at være sådan?

Sådan en opdagelse gjorde jeg forleden.

Som vi vist tidligere har fastslået her på bloggen, er der i fitnessmiljøet et overskud af amoriner. Jeg siger ikke, at alle fyre i forhold, der træner og underviser i fitnesscentre har noget kørende ved siden af. Jeg siger bare, at baseret på empiriske undersøgelser hos mig selv og den nærmeste omgangskreds, lader det til, at der er en tendens til, at den procentvise andel af mænd, der er utro, er højere i fitnessmiljøet end i den utrænede del af befolkningen. (Don’t shoot the messenger…)

Én ting er de fyre, der er umulige at holde en samtale kørende med, fordi øjnene hele tiden afsøger lokalet for ukneppet materiale. Dem har v ikke så meget pænt at sige om, men vi prøver at huske, at det for langt de flestes vedkommende må være mest plagsomt for dem selv at være så usikre, at behovet for bekræftelse er et kronisk kløende udslæt.

Noget andet er de fyre, der har parallelforhold kørende; en kæreste derhjemme og en i træningscentret. DEM forstår jeg ikke. Hvis du er træt af rutinerne og de begrænsninger, der ligger i at være nogens kæreste, så virker det da helt, helt hen i hegnet at copypaste modellen, så der er happy hour på forpligtelser og hverdag, uanset hvor du befinder dig? I don’t get it.

Men nu er vi så langt om længe ved at nærme os min opdagelse, for hvor jeg for 4 år siden kunne tælle en solid håndfuld veninder og lidt til, der var Hende Ved Siden Af, så er vi i dag nede på et par stykker. Og jeg skal skynde mig at sige, at det her ikke er slet skjult skæld-ud. Jeg dømmer dem ikke. Jeg vil til min dødsdag mene, at det er den utro part, der træder ved siden af.

Jeg har selv været hende en enkelt gang eller to, og hvis jeg skal forklare, hvorfor jeg fravælger den rolle – for tilbuddene forsvinder åbenbart ikke, selvom vi bliver ældre – så er det ikke fordi min moral er højere eller mere modstandsdygtig end alle mulige andres. Desværre. Nej, det hænger sammen med, at jeg ganske enkelt mener, at der er grænser for, hvor mange gange man kan være hende, der ikke bliver valgt 100 % til, uden at selvværdet tager permanent skade. Og når man sætter regnestykket op på den måde ender det pludselig med at blive nærmest sørgelig simpelt: Sjov og ballade, der aldrig fører til noget (for ender du med at få chancen, ender du som regel med at takke nej; hvis han vil gøre det med dig, vil han formentlig også gøre det mod dig) mod at ende med at tro, at du vitterligt ikke ER bedre værd eller har fortjent mere, og at der må være et eller andet grundlæggende galt med dig, når ingen rigtigt gider have dig.

Måske tager jeg fejl. Jeg tør bare ikke sætte mit selvværd på højkant for at finde ud af det.