Det nye mantra.

Der kan nu ikke siges noget grimt om at slappe af, sove længe og lade andre om at lave mad og vaske op.

Og der er godt nok også mere end almindeligt pænt i de der Rebild Bakker.

Vi havde en fantastisk tur. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi har heldigvis en let skoldning to show for it. Der var tid til at snakke, læse bøger, gå lange ture og snakke noget mere. Der var også tid til virkeligt at nærstudere de andre gæster, og til at undre sig over den 10 mand store familie, hvor kun moderen og den ældste datter talte med hinanden, mens resten af selskabet lignede nogen, der var taget til fange i en grim version af deres eget liv, og til at nåååårh!’e over ægteparret midt i 80’erne, der ankom arm i arm, og som hele weekenden bare tussede rundt og hyggede sig. (Blev på et tidspunkt så rørt over historien i mit eget hoved om deres lange liv sammen og deres stille, værdige kærlighed, at jeg kom til at tude.) (De har sikkert mødt hinanden for 14 dage siden på seniordating.)

Der var også tid til at se på sit liv og sin måde at gebærde sig i det på, og jeg er kommet hjem med intentionen om at ændre to ting fremover:

1) Jeg vil af alle kræfter prøve at lade være med at bekymre mig. Lige nu sker der ret mange ting i livet bag ved bloggen, (som jeg nok skal fortælle om på et senere tidspunkt) og jeg er ved at blive sindssyg af at bekymre mig om 1000 ting, jeg alligevel ikke har skyggen af chance for at påvirke i hverken den ene eller den anden retning. Vi ved jo inderst inde godt, at bekymringer ikke hjælper Noget. Som. Helst. Det viser sig for fanden altid, at det er det forkerte, man bekymrer sig om, og man slipper ikke lettere, fordi man har bekymret sig på forhånd. Altså: Væk med dem. *Kom-nu-Linda!-Du-kan-godt!-smiley*

2) Jeg gider ikke ofre negative hændelser mere opmærksomhed end absolut nødvendigt. Jeg er slem til at skulle snakke om ALT, hvad jeg føler. Når jeg spekulerer, og når jeg er ked af det eller i tvivl, er det super brugbart, fordi jeg for hver gang, jeg sætter ord på mine tanker, kan mærke, at jeg kommer et skridt nærmere en løsning, og bedre kan mærke, hvad der føles rigtigt at gøre. Men når det handler om trælse oplevelser og situationer, er det som om, at de får fornyet liv, hver eneste gang jeg fortæller om dem. Jeg bliver sgu gal helt forfra, og på den måde er jeg selv med til at forlænge perioden, hvor vreden og ærgrelsen får lov at dominere mit liv.

Vi er ikke ude i, at jeg fra nu af skal være en ny, aggressivt optimistisk udgave af mig selv, der insisterer på at løbe syngende rundt på engen med blomster i håret og gratis smil til alle, men jeg vil virkelig gerne blive bedre til at give de giftige, ukonstruktive tanker markant mindre plads at boltre sig på.

I virkeligheden kan det vel sammenfattes i to ord: Giv slip.