Man når bare aldrig i mål, vel?

I dag har jeg hørt nogle ret spændende foredrag af blandt andre Cecilie Frøkjær, Ole Henriksen, Christina Feldthaus og Lotte Heise. De forsøgte alle at give deres bud på, hvordan man lever det gode liv; hvordan man bliver gladere i hverdagen. Damerne snakkede en masse om at lære at sige nej, mens Ole forsøgte at få os til at sige meget mere ja til både livet, os selv og hinanden.

Meget naturligt kom flere af dem ind på, hvordan andres mening om os og de ting vi foretager os, påvirker mere, end vi kan lide at indrømme, og de filosoferede over, hvordan livet bliver en hel del lettere, hvis du kan lære at acceptere, at du ikke kan være elsket af alle.

Så sad jeg der og glædede mig over, at jeg efter mange års arbejde heldigvis ikke længere er typen, der går ret højt op i, hvad folk mener om mig. Jeg fylder temmelig meget, og jeg ved derfor efterhånden godt, at jeg er svær ikke at have en holdning til.

Så begyndte de kendte at snakke om, at de ikke kunne lade være med at læse anmeldelser af de ting, de selv gik og lavede, og at det betød noget for dem, hvad der stod. Lidt dobbeltmoralsk ovenpå den der med ikke at være elsket af alle, blev jeg enig med mig selv om.

Så gik jeg til pause. Og hørte af omveje, at en tidligere kollega havde udtalt sig til en nuværende kollega om en status, jeg havde skrevet på Facebook. Hun mente, at den ’lå lige på græsen’. Til det professionelle, forstås.

Og så kunne jeg lige pludselig mærke, at det var verdens fedeste løgn at sige, at jeg ikke er typen, der går op i, hvad folk mener om mig. Udsagnet trænger i hvert fald til en kraftig gradbøjning, hvis det skal passe: Jeg går ikke op i, hvad folk, jeg ikke bryder mig om, mener om mig. Jeg går heller ikke op i, hvad folk mener om mig på områder, der ikke er vigtige for mig selv. Det holder mig f.eks. ikke vågen om natten, om min nabo synes, at jeg er en doven idiot, når der kommer til trappevask.

Men jeg opfatter mig selv som meget professionel, og derfor betyder det en hel masse, hvad folk mener om mig på dét område. Åbenbart.

Jeg går op i, hvad folk, jeg respekterer fagligt, mener om min faglighed.

Jeg bliver ked af det, når folk synes, jeg er dårlig til noget, som jeg selv synes, at jeg er god til.

Jeg er ikke enig med min tidligere kollega. Der er ting i vores fag, der er klokkeklare no-no’s, og så er der gråzonerne, hvor der ikke er entydige svar, og vi derfor hver især er nødt til at sætte grænsen der, hvor vi mener, den bør gå.

Nu trænger jeg til at komme til et foredrag, hvor jeg kan lære noget om at børste kritik af mig, når jeg efter lang og grundig overvejelse når frem til, at jeg synes, at den er uberettiget.