Er der mere and?
Jeg har altid ment, at gravides cravings var noget, der sad mere i hovedet end i maven på den gravide. Det mener jeg stadig, og da jeg er meget lærenem, ved jeg allerede nu, at det at være gravid, kvalificerer mig til at udtale mig på alle gravides vegne. (Hvad!?! Alle de andre gør det da!)
Jeg vil dog medgive, at jeg i den måned, hvor jeg led af den belastende kombination madlede/ur-sult, blev så glad, når der endelig var noget, jeg kunne overskue at indtage, at min begejstring nok ville kunne forveksles med En Ægte Craving.
Talrige er de gange, hvor jeg med tårer i øjnene og en indkøbskurv så tom, at den rungede, har stået fortabt i Netto og forsøgt at forestille mig bare et eller andet, som jeg kunne overskue at putte i munden uden at dø af væmmelse. *sjofel dåselatter*
Jeg havde f.eks. en enkelt dag, hvor jeg pludselig fik lyst til æggesalat. Afsted i en fart og 4 bægre i kurven. Det var inden jeg lærte, at det, man får lyst til forvandler sig til råddent kloakslam i det sekund, man har indtaget en enkelt portion af det. Jeg måtte efter 2 dage smide 4 hele bægre ud, fordi jeg blev fysisk dårlig, hver gang jeg åbnede til mit køleskab, og de stod der og blinkede gult og kælent til mig. På karrymåden.
En anden dag var det de billige, klamme småkager, som jeg normalt hellere vil have rødglødende søm hamret i øjeæblerne end at gribes på fersk gerning i selskab med, jeg pludselig kunne udholde at indtage.
Om ikke andet er min baby allerede nu vænnet til meget varieret kost.
Men måske er det fordi, at man føler alting 20 % mere, når man er gravid, at madlyst ikke bare føles som madlyst, men som et overvældende fysisk behov, der ikke kan ignoreres.
Så cravings sidder måske nok i hovedet – men det ER sgu svært at forklare, at jeg pludselig har 20 % mere lyst til rødkål og hvidtøl, end jeg før har haft. Nogensinde.
Julebarn? Det tror jeg nok!
16. juni 2010 @ 05:44
haha nøj jeg fik griner over specielt det sidste :- ) Vi må se, om vi kan skaffe nogle brunkager mv. til dig !! : – )
– Mette
16. juni 2010 @ 06:07
Jeg tror 20 % er en underdrivelse. Min craving var maki-ruller, som min prisbevidset kæreste så selv begyndte at producere. Løber dine tænder ikke i vand ved tanken (glem ikke massive mængder soya) ;o) Anette
16. juni 2010 @ 08:20
Hehe – åh hvor må det være irriterende. Altså kombi´en. Spis du bare løs alt det klamme…
16. juni 2010 @ 13:04
Man kan jo spise vanillekranse året rundt!
16. juni 2010 @ 14:35
Jeg fik mit kommende barns fader til at cykle en halv time hver vej, for at købe mig en citronsodavand, og nogle syrlige drops. Og så blev jeg på en måde nødt til at indtage det, selvom jeg helt ærligt havde mistet lysten til det, fordi det tog så skide lang tid før han kom med det..
16. juni 2010 @ 16:57
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det er at man bare får lyst til et eller andet klamt (sagde han og tog en håndfuld ristede løg mere fra posen).
Ja alle gravide udtaler sig på hele bestandens vegne det ved alle.
16. juni 2010 @ 17:05
sønderjysk hvidkål i juli og Filur is og vandmelon i december! Oh, well!
Betyt
17. juni 2010 @ 13:00
Hvad så hvis jeg siger APPELSIN-YOGHURT. (sødmælks) 😀
3. september 2013 @ 19:42
Jeg ved slet ikke, om du set det, når det nu er så lang tid siden, men…
Under min første graviditet (julebarn i 2010, såmænd 🙂 ) fik jeg efter cirka tre måneder en vanvittig craving efter mælk. Jeg gik fra at have mælk på mine havregryn om morgenen til at drikke to liter om dagen.
Nogle måneder siden, skulle jeg have KØD. Så vi lavede culotte eller lignende en gang om ugen, jeg kunne stå op klokken tre om natten og spise et par skiver koldt kød, hvis trangen kom over mig.
Jeg valgte at give efter, for jeg tænkte, at det nok var min krops behov for kalk og protein, der slog igennem. 😉
4. september 2013 @ 18:22
Gerda: Det er faktisk lige præcis derfor, jeg har kommentarmoderation på; så får jeg besked, når folk er så søde at lægge kommentarer, også selvom det er langt tilbage:)
Det er lidt sindssygt, som kroppen bare tager over, når man er gravid. Så længe det er fornuftige ting, man har lyst til – som fx. mælk og kød – synes jeg egentlig bare, at man skal give efter. Det er en hel anden snak, hvis man kun craver chokolade og is. Eller kridt, som jeg kendte en, der gjorde. (??)
Jeg er spændt på, hvordan det bliver, hvis jeg får lov at gøre det hele igen på et tidspunkt. Om der er forskel på, hvordan min krop reagerer 1. og 2. gang.:)