Bloggen

Som nogen måske husker, har vi været i banken, Anton og jeg, og vi er derfor nu sådan nogle budgettyper. Nogle uger synes jeg faktisk, at der kan gå sport i at få enderne til at nå sammen, andre uger føler jeg mig bare som von And. Men jeg er så småt – i en alder af 34 år *suk* – ved at lære, at der kan være ret mange penge at spare, hvis man lige gider være lidt opmærksom.

Fik f.eks. relativt ondt i hovedet, da jeg på en bon kom til at se, at de plastikposer, som jeg har brugt 6-7 stykker om ugen af til affald i noget, der ligner 10 år, koster 4 kroner stykket.

Så da jeg skulle tegne forsikring på min nye bil, tænkte jeg, at det nok godt kunne betale sig at hente tilbud hjem forskellige steder fra. I forvejen har jeg mine forsikringer placeret ved to forskellige selskaber, da jeg hos det ene kan få rabat, fordi jeg er medlem af HK, og hos det andet har haft mulighed for at have 0 kroner i selvrisiko på min indbo, uden at det har kostet ekstra.

Hvilket er ret væsentligt, når alt, hvad man ejer af værdi, holder en snitpris på 5000, for vi satser trods alt ikke på, at hele lortet brænder ned. (Eller på at Nemesis læser med.)

Forsikringsselskaber er noget træls noget, synes jeg, for de har alle sammen sørget for at skrue deres produkter sammen på en måde, der gør dem fuldstændigt umulige at sammenligne. Og der er altid nogen, der har dårlige erfaringer med lige præcis det selskab, man ender med at vælge.

Personligt styrer jeg uden om Tryg, der opførte sig, som om de var væltet på cykel, og havde fået et par hudafskrabninger, da min far og hans arbejdskollega blev påkørt for mange år siden. Min far brækkede ryggen et par steder, brækkede den ene arm, slog de fleste af tænderne ud plus det løse. Hans kollega blev slået ihjel. Og Tryg forsøgte alt, hvad de kunne at slippe for at dække noget som helst. De meldte f.eks. – i ramme alvor – tilbage, at de ikke ville dække tøjet, da de mente, at det bare lige skulle en gang i maskinen, og så var det så godt som nyt.

Alle vej jo også, at blod afvaskningsmæssigt stort set er at sidestille med te.

Nå, men tilbage til bilforsikringerne.

Kunne ret hurtigt se, at de fleste selskaber ville lave den for omkring 13.000 om året, hvis jeg kun tegnede bilen, og 9.000, hvis jeg flyttede alle mine forsikringer over til dem. (Griske svin!) Hvilket er mellem 2 og 3 gange mere, end min bank har budgetteret med; formentlig fordi jeg er den eneste i bankens historie, der først får bil som 34-årig, og ingen derfor kan huske, hvad det gør ved forsikringsprisen.

Midt i alt det her, fik jeg så en mail fra Alm. Brand, der friskt tilbød at ”matche mine forsikringer og give mig et GODT tilbud!”. Ja tak til det, så jeg ringede dem op, og fik Martin i røret.

Martin fik mine oplysninger, og begyndte derefter at tale, som om han var på speed. Og SIKKE da meget, jeg fik med i den forsikring!

Til 22.000 om året.

F.eks. ville bilen være dækket, hvis jeg lånte den ud til nogen under 26, der var berusede, og den tryghed, der ligger i dét, kan man jo ikke sætte beløb på.

Fristende, men jeg endte alligevel med IF, som tegnede mig til 4800, fordi jeg er så skidegammel.

Så må jeg bare lære at sige nej, når alle mine stive konfirmandvenner kommer og spørger efter nøglerne.

Bare lige, så I ikke tror, at jeg har hængt mig i afmagt, kommer her et lille status-indlæg.

Vil gerne starte med at sige tak for mange gode kommentarer på det sidste indlæg. Synes, at det er fint, at vi kan snakke om tingene (eller… kalder vi det det?), og stadig holde en sober tone, selvom vi ikke nødvendigvis er enige.

Ude IRL har vi ondt i maven på den permanente måde nu. På mandag skal jeg køre min sidste spinningtime heroppe, og jeg synes, at det er hæsligt. På en eller anden måde har centret forvandlet sig til symbolet på det, jeg forlader, og jeg kan derfor mærke, at jeg er rimelig overdramatisk omkring det. Mit eneste mål er at komme helskindet igennem timen og ud af lokalet uden at begynde at tude, fordi det objektivt set ville virke utrolig mærkeligt. For meget, på en eller anden måde, ikke?

Og så er jeg begyndt at pakke, hvilket jo altid bidrager til den hyggelige stemning af ’hjem’.

Ikke:

H.A.D.E.R! at pakke. Finder altid alt muligt, jeg slet ikke er klar til at blive konfronteret med, som f.eks. 10.000 billeder af mig selv som tynd. Hjælper nok ikke at skylle dem ned med rødvin, men det er fandme umuligt at være ordentlig depressiv i en kop the.

Er egentlig også begyndt at synes, at blå tænder klæder mig.

Midt i alt det her, er det pludselig gået op for mig, at den lille, meget sensitive dreng, jeg fødte for 7 måneder siden, har skiftet personlighed og er blevet fuldstændig frygtløs. Hit med alting LIGE nu, eller jeg river håret af dig og tæver dig med min sut! (Han skal SÅ meget have en lillebror eller -søster på et tidspunkt!) Han kan ikke kravle, men kommer alligevel på en eller anden måde meget vidt omkring, og han er ved at bide territoriet af med en indædthed, man kun kan beundre. Han har f.eks. været meget insisterende omkring at tand-tagge alle flyttekasserne. Eller gumme-tagge, for de satans pløkker gider stadig ikke komme frem.

Ligger formentlig et sted derinde og glor op i loftet sammen med hans hår.

Han kan nu også vende sig fra ryggen og om på maven. Han har bare ikke helt fundet ud af, hvad han skal stille op med den nye evne, så om natten kan jeg hele tiden høre, at det pusler temmelig højlydt ovre i hjørnet. Så bliver der stille lidt, hvorefter Den Utilfredse Lyd aktiveres. Når jeg så kigger ned i sengen, ligger der en skaldet sælhund og glor lidt uforstående ind i væggen. Vend barn, tilbage til seng, repeat circle.

Ja. Vi lever livet på kanten her. Cliffhanger-Linda, har jeg besluttet, at jeg hedder fra nu af.

Nå. Jeg vil tilbage til flyttekasserne *meget-lidt-entusiastisk-smiley*

Er I ikke glade for, at I lige svingede ind forbi til en varm cyberkrammer, fuld af latter og livsglæde her op til weekenden?

(Aj, men for helvede. Undskyld!)

Ret kort tid efter at jeg begyndte at blogge, blev jeg inviteret med i et bloggerkollektiv. Vi skulle i forbindelse med opstarten mødes i Sønderjylland, og som det praktiske menneske jeg er, fik jeg arrangeret, at Anne og jeg skulle følges derned. Anne var den første blogger, jeg mødte live, og derfor omgærdet af en vis mystik, så jeg var rimelig spændt på at møde hende.

Hun var – og er – fuldstændig fabelagtig, og hun har lært mig alt, hvad jeg ved om at blogge.

Jeg kan ret tydeligt huske, hvad jeg tænkte, da hun fortalte, hvordan halvdelen af alle bloggere kender hinanden i virkeligheden, hvordan cyberspace har intriger nok til at få Paradise Hotel til at fremstå som KFUMs årlige sommertræf, og om alle de uskrevne regler der er: Hvordan FANDEN kan dét lade sig gøre?? Altså, sådan rent praktisk? Vi sidder bag hver sin skærm, strøget ud i et jævnt lag over hele Danmark? *naiv-smiley*

I virkeligheden er det meget typisk mig. Jeg opdager ikke uskrevne regler. Come to think of it, opdager jeg faktisk ofte heller ikke de skrevne. Hvis jeg var blevet journalist, ville det helt sikkert have været mig, der havde stillet Joachim det samme spørgsmål 4 gange i streg, fordi jeg hele tiden kom til at sige ”du” til ham, og han derfor nægtede at svare. (Nar!)

Og det er muligt, at jeg nu forbryder mig mod 34 andre regler, når jeg skriver det her, men jeg synes godt at adfærden i blogland lige kunne trænge til en justering.

Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt at svine andre bloggere til, uanset om man nævner dem med navn eller laver hentydninger så massive, at ingen er i tvivl om, hvem der menes. Og her tænker jeg ikke kun på de etablerede infights, der foregår, og som er så personlige, at de MÅ handle om noget udenfor bloggen, men også de mavesure hentydninger, jeg falder over rundt omkring, som antyder, at nogle bloggere kun er populære, fordi de lefler for læserne.

Jeg får det lidt, som når smalle, eksperimenterende musikere hader på populærmusik: Hvis noget er forkasteligt, alene fordi mange kan lide det, skulle du jo i virkeligheden glæde dig over, at det eksisterer. Hvis ikke, ville det ikke være muligt for dig at udgøre kontrasten til det, og så ville det blive dig, der blev mainstream, og dermed noget lort. Åbenbart.

Og så er der hele blogroll-issuet, som jeg også er ved at få ondt i hovedet over. De blogs, jeg har på min blogroll, er dem jeg læser. Jeg tænker funktionen lidt som den ”you might also like”-service, som nogle bloggere har under deres indlæg. Det er ikke sikkert, at jeg når dem alle sammen hver dag, men jeg læser dem jævnligt. Ellers ville jeg fjerne dem.

Og jeg forventer ikke, at de sætter mig på, fordi jeg har dem på. Jeg bliver ALTID glad, når folk sætter mig på deres blogroll. HVER gang. Og selvfølgelig er det ikke fedt, hvis jeg har været på et sted, og senere opdager, at jeg er blevet pillet af igen. Det er sgu da sjovere at blive sat på, end at blive pillet af. Men det er jo for fanden fair nok! Man flytter sig i livet, man bliver mæt af skrivestilen, eller man opdager noget andet, der falder mere i smag. That’s life. Jeg mener ikke, at man har krav på at optræde på andres lister, fordi man selv har sat dem på.

At den samme blogger optræder på mange blogrolls, synes jeg heller ikke, at der er noget mystisk i. Vi er f.eks. ret mange, der linker til Maren og Stine. Fordi de er RØV-GODE. Og fordi jeg tror, at vi som læsere honorerer, at de prioriterer at bruge tid på deres respektive blogge. Jeg har aldrig forstået det der med, at hvis nogen bliver FOR gode, så skal de straffes for det. De to damer lever livet i den skriftlige overhalingsbane, så de er formentlig hævet over at lade sig gå på af stikpillerne rundt omkring, men jeg går bare hjemme på barsel, så jeg kan sagtens harcelere for dem.

Kan vi ikke nok prøve at løfte niveauet lidt? Så der er plads til alle? Og så det rent faktisk betyder noget, hvis man bliver anbefalet af andre, og ikke bare bliver pligtreklameret for?

Det gode eksempel kunne være Dines, der er rigtig god til at fremhæve blogs, som man måske ikke lige ville have fundet ellers, og det synes jeg da en supercool måde at gøre det på; at man i stedet for at rynke offentligt på næsen af det, man ikke bryder sig om, sætter spot på det, man mener, ufortjent er overset.

God dag derude.

Inden jeg fik Anton, havde jeg en nødplan begravet et sted i baghovedet, som jeg tog frem og aede på, når jeg syntes, at tingene stank; hvis det blev alt for slemt, ville jeg skride til Italien, få mig et no-brain job, bo på et værelse og så ellers bare drikke vin skrive. Og lære italiensk. I den her fantasi slentrer jeg en del, det er altid skamløst godt vejr, og selvom det lyder som det dummeste og mest urealistiske i hele verden, var det faktisk en drøm, jeg med lidt vemod vinkede farvel til, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid.

(Og bare lige for at komme den i forkøbet: Man kan naturligvis godt installere børn i italienske lejligheder. Men essensen her er, at der var noget good life på egomåden derude, hvis det blev for træls herhjemme, og det romantiske i sol, skodjobs og små værelser falmer lidt, hvis man tilsætter rasende gråd, varmefobi og modermælkserstatning. I hvert fald for mig.)

Som jeg tidligere har blogget en del om, tog det noget tid for mig at acceptere, at Anton ikke bare havde tænkt sig at lægge sig pænt til rette i det liv, jeg levede, inden han kom.

Bye bye biceps, brunch og biografture.

Og herfra skulle man så tro, at man zappede ubesværet over på den kanal, hvor man kører rundt i en stationcar, og synes at samtaler om blemærker og Nestlée vs. hjemmelavet mos gør det ud for ok stimulerende samtale. Men jeg kan STADIGVÆK ikke få det billede til at passe med den person, jeg synes, jeg er.

For når jeg køber bil, så er det fordi det er det mest praktiske. De Andre køber den jo, fordi de gerne vil have den. Ikke?

Og det ved jeg jo godt er løgn, så det går mere og mere op for mig, at det er normale, begavede mennesker, med masser at byde på der går rundt derude og udgør segmentet ’familier’. De er formentlig heller ikke gået ned i gear med træningen, fordi de lige pludseligt fandt det langt mere givende at ligge på gulvet i plettet tøj og lege tittebøh 24 minutter i streg. De tager sig sikkert også i det, når de pludselig opdager, at de har siddet og underholdt selskabet med historier om pincetgreb og flyverdragter, og de kigger sig garanteret også med jævne mellemrum blodskudt omkring i hjemmet og undrer sig over, hvornår det, som de SVOR skulle bevares som noget minimalistisk, pletfrit indretning pludselig eksploderede i en sky af kravlegårde, autostole og legetøj i pangfarver.

Prioriteter ændrer sig, man bliver klogere, og man har et standpunkt til man får et barn.

Og når jeg i weekenden bruger 6 timer i tog, glæder jeg mig usigeligt til at joine the dark side, og blive En Af Dem.

Men hvis min dagdrøm på noget tidspunkt kommer til at handle om et sommerhus i Lalandia, vil jeg stadig gerne skydes.

Jeg var til frisør forleden, hvilket er meget tæt på at være mit yndlingstidsfordriv. Både fordi jeg har verdens bedste frisør, men også fordi alt i livet generelt bare bliver federe med alufælge nyrenoveret hår. Og så æææælsker jeg, at der er mulighed for lige at fikse sit liv, 1-2-3, mens man alligevel bare sidder med stanniol i håret og ligner noget, det er flygtet fra psyk.

I et af bladene var der således en artikel om 2 kvinder, der havde truffet ‘livsændrende beslutninger i sidste øjeblik’. Den ene kvinde havde opsagt sit job som noget super duper high tech direktør af en slags for at blive leder af et børnehjem i Indien, og den anden havde valgt at få et barn som 40-årig.(Jeg forstod aldrig helt, hvordan kvinde #2 passede til overskriften, for hun var blevet knaldet gravid ved et uheld – 2 gange – hvilket for mig lyder mere som lemfældig omgang med prævention end rendyrket beslutsomhed.)

Som altid efter den slags artikler, fulgte et interview med en psykolog, der forsøgte at svare på, hvorfor nogle mennesker kan træffe beslutninger, og andre ikke kan, men at – bare rolig – alle kan lære det, så som den store finale, fulgte opskriften på succes i punktform.

And. I. LOVE. It!

Det første og allervigtigste var, at man skulle gøre sig klart, hvad man ønskede. Skulle man være lidt i tvivl om, hvad dét var, kunne man finde ud af på følgende måde: ”Sæt dig et roligt sted, luk øjnene og træk vejret dybt […] Skab kontakt til den del af dig, som ved, hvad der er sandt for dig [..].”

Nå, dén del. Hvis jeg da bare havde vist det noget før. Og havde haft et kort, så jeg kunne finde derhen. Og altid var enig med mig selv om, hvad der var sandt for mig, i stedet for at ville noget den ene dag, og det stik modsatte den næste.

Men godt nyt for alle dem, der ikke aner, hvad de vil, men som er helt in sync med indre dele, dog.

Andet punkt var: ‘Lev som om’. Og her bliver jeg nødt til at citere teksten ordret, for at yde den retfærdighed.

”Lige tiltrækker lige, så de tanker du har om dig selv vil finde svar. Savner du f.eks. en kæreste, så begynd at føle dig, som om du har en. Føl at du er elsket, lækker, begæret og interessant.”

Den første sætning er så fin, så fin, som den står der, helt uunderbygget og uimodsagt.

Den næste er … aj, men jeg kan jo for fanden ikke engang ironisere over det.. den er sgu da bare for dum!! Vis mig den, der har fået en kæreste på den måde. Jo! Gør! Hvis det var så enkelt, så gik der sgu da ingen frustrerede singler rundt derude!

Herudover skulle man huske at “nyde processen” *smiley-der-skærer-tænder* og ”være taknemmelig”, hvilket selvfølgelig indebar den obligatoriske øvelse med dagligt at skrive 5 ting ned, som var taknemmelig over.

F.eks. at man havde mad nok.

Mad nok!? Ajmen, er det mig, eller har de her punkter ikke engang noget med beslutningsprocessen at gøre? Er det ikke bare Selvhjælp, Greatest Hits?

Jeg begriber ikke, at man som autoriseret psykolog har lyst til at lægge ryg til den slags.

Jeg burde ikke blogge i dag.

Ikke nok med, at her sker så lidt af relevans for andre mennesker, at det nærmest er pinligt at optage skærmpladsen med det; jeg er også så presset og så træt, at det føles som om, jeg bevæger mig under vand. Lyd når mig med ca. 20 sekunders forsinkelse, mine ord, mine ord, hvorfor har I forladt mig, og tankerne skal sparke sig frem gennem klæge lag af sirup. Det er kun de mest insisterende af slagsen, der er udholdende nok til at nå frem og hamre på ”aktiver nerveimpuls” knappen.

Som f.eks. ”Kop tom. Må. Have. Mere. Kaffe.”

Det ville formentlig blive et bedre indlæg, hvis jeg bare lod hænderne falde tungt ned på tastaturet 8 gange i streg, og bad jer lave noget saml-selv af bogstaverne.

Hvorfor?

Jo, ser I.

Anton kan overhovedet ikke finde ud af varmen, og sover max. 2 x 25 minutter på en hel dag, og resten af tiden er jeg påpåpåpåpå, for han vil IKKE spise/ligge/sidde/lege/gå-tur/you-get-the-picture, og jeg har det også varmt, og min cyklus forsøger at tage livet af mig, og jeg havde glemt hvor sindssygt besværligt, det er at flytte, og jeg når INGENTING, fordi Uglen Umulius skal mandsopdækkes og er gal på hele verden.

I dag har jeg for første gang tænkt, at jeg ville ønske, vi var to.

I dag har jeg også tænkt, at jeg virkelig, virkelig glæder mig til at komme på den anden side af den her flytning, så det igen er ubetinget rart at være sammen med mine venner, fordi vi kan bruge tiden på at være glade for at se hinanden, i stedet for beklemte at sidde og stirre på Flytningen, som står lige midt på bordet og skæmmer udsigten.

Og jeg glæder mig til at få min hjerne tilbage og til at blogge om ting, der starter og nye begyndelser.

Fuck motorens tilstand. Glem hvor langt den kører på literen, og om den er til diesel eller benzin. Og pyt med småting som mærke, årgang og hestekræfter

Blogsbjerg præsenterer: Lindas tjekliste til brug ved køb af brugt bil:

1) Kan jeg holde farven ud?
Må helst ikke være sort (hvem er det, der lugter sådan af grillet gris?). Må fandme helst heller ikke være ”frisk grøn”. Orker ikke rigtigt at skulle til at udvikle personlighed, der passer til, med flettet cykelkurv, crocs og hele svineriet.

2) Er der plads til at klistre noget i bagruden?
Jeg har ikke fundet den endnu, men et sted derude ligger stickeren ”Jeg kan ikke parkere, når du kigger!” og venter på mig.

3) Ligger koblingspunkt/130 km/t-punktet så højt, at jeg får skinnebensbetændelse af det?
Lyder forrykt, at det kan være et problem, når man bruger størrelse 40 i sko (jeg er 1.80, så luk!), men det er sket flere gange, end jeg gider tælle til.

4) Hvor store er sideruderne?
Altafgørende, at familiefædre, der føler sig taget til fange i eget liv, og derfor kører, som om Audien var en angribende dræberhaj på hjul, kan se det tydeligt nok, når jeg giver dem fingeren.

5) Er den bare nogenlunde lydtæt?
Jeg synger ikke ret godt, men jeg synger til gengæld højt.

6) Er det en Citroën Berlingo?
Meget, meget vigtigt. Ligesom overvægtige piger bør holde sig fra gamacher med huller foran, da det får deres ben til at ligne bayonneskinker, der forsøger at undfly, har min personlighed meget lidt brug for at blive understøttet af en bil, der er SÅ firkantet i udtrykket.

Og med ovenstående spørgsmål tilfredsstillende besvaret, kan jeg i dag skrive titlen ’bilejer’ på visitkortet.

Der er lidt stille herinde i disse dage, fordi jeg har travlt med at købe vaskemaskiner, skændes med DSB (don’t ask), finde ud af, om Anton hører under min forsikring (nogle mor-ting er GROTESK kedelige!!), bestille flyttebiler, tjekke op på reglerne om dagpenge under barsel (igen: *gab*), og 4.852 andre for alle andre end mig uinteressante ting.

Betragt det som en slags læserservice, at jeg skåner jer for blogindlæg om det.

I går aftes var jeg en tur i Odense, fordi nogle af pingerne i DGI har spurgt, om jeg ville være en af dem, der kom over og mente noget om DGI’s visioner for fitness og sundhed i 2025, og det kommer nok ikke som et chok for nogen, at man næsten ikke kunne se min røv for bare skosåler.

I dag har jeg været nede og træne i mit nye fitnesscenter, hvor jeg starter med at undervise om 5 uger. Må indrømme, at jeg har været lidt beklemt ved situationen; jeg er så forvænt med at kende alle og vide alt om alting, og nu er jeg selvvalgt rykket helt tilbage til start.

Og jeg kan ikke rigtigt tage mine point med mig, for jeg har valgt at skifte til en anden kæde. Den lokale afdeling af min nuværende har budt på for mange dårlige timer med instruktører, der hverken kunne tælle takter eller kunne deres programmer, medlemmer, der slentrede rundt i wifebeater og røvballeshorts, mens de talte i mobiltelefon, og personale, der ikke rigtig gad gøre noget ved det.

Og det er jeg bare blevet for gammel og for sur til at være en del af.

Så i dag var første time i den nye klasse. Jeg var der i sygeligt god tid, havde taget min pæneste vandflaske med og smilede lidt for stift til alle, jeg mødte.

Vil fandme bare så gerne falde ind. Og til.

For selvom de ikke ved det, så er de jo mit nye netværk *angst-hvad-nu-hvis-de-hader-mig-og-synes-at-sådan-en-storbysnude-ikke-skal-komme-her-og-spille-smart-smiley*

Jeg kom derfra uden hverken buksevand, sedler på ryggen eller tics over skæve takter og toner.

Måske det nok skal ende med at gå. Trods alt.

Anton er begyndt at sove mere om natten. Hvilket er, hvad jeg desperat har higet efter, siden jeg fik ham. Problemet er bare, at mit indre ur nu åbenbart er indstillet på Gammel Rytme, så jeg vågner stadig, loyalt og troligt, hver 3. time. Vågner HELT. På den måde, hvor man ikke kan slukke igen, men højest gå på pause, hvilket betyder, at man ligger og roder rundt liiiige under overfladen, og vågner ved den mindste lyd.

Som f.eks. et 68 cm. langt barn, der snorker så højt, at det er naturstridigt.

Og jeg har før skrevet om, hvordan min egen hjerne modarbejder os ved at aktivere gysercenteret på de helt, helt forkerte tidspunkter.

Klip til scene 1, soveværelse, 03.10:

Hjerne: Hvad er egentlig det ALLERmest uhyggelige du ved i gyserfilm?

Mig: Det gider jeg sgu da ikke snakke om nu! Jeg prøver faktisk at sove!

Hjerne: Splattereffekter? Høje lyde? Døde mennesker, der stikker hænderne op af jorden?

Mig: Du får en 20’er, hvis du holder kæft LIGE nu.

Hjerne: Scenen på banegården i The Sixth Sense, hvor drengen ser alle de døde hænge oppe under loftet? Eller den fra The Ring, hvor datteren opfyldt af gru siger ”You were not supposed to save her!”? Eller, heyheyhey, jeg har det! Der, hvor hende den døde kravler op af brønden?

Mig: Lalalalalalalalalalalalalalalalalalala!!!!!

Men det kan man jo glemme, ikke? Man taber hver gang.

Så her følger:

Top 5 over de mest uhyggelige elementer i gyserfilm:

1) Dørhåndtag, der bliver trykket ned. Helt, helt stille. På ‘jeg ved, du er derinde, og nu kommer jeg og tager dig’-måden.

2) Ting, der kravler ud af fjernsynet. Ja, The Ring. Jeg taler til dig. Du har for evigt punkteret min eneste redningskrans i frygtens hav: Det er bare en film. Som BLIVER INDE I FJERNSYNET!

3) Når der står nogen, hvor der ikke stod nogen før. Jeg er ikke specielt kræsen med, om det er uden for vinduet, i spejlet eller i haven. Til gengæld bliver jeg nærmest spastisk af rædsel, når de bare står der. Helt, helt stille. Og kigger. På ‘nu kommer jeg og tager dig, og jeg har al tid i hele verden’-måden.

4) En delt 4. plads går til henholdsvis 4A: Lukkede øjne, som skal være lukkede – men som pludselig er åbne. Igen skeles der ikke småligt til, om det er på lig, eller på mordere, som man troede var HELT færdige og 4B: Skove om natten. Findes der en mere uhyggelig lokation? Jeg tror det næppe. Potentielt kan hvert. eneste. træ. fungere som gemmested for mordere/ånder/spædbørn med knive (se pkt. 5).

5) Spædbørn, der pludselig kan gå. Og hænge over senge. Og håndtere knive og økser. Umiddelbart finder jeg japanske børn mest uhyggelige, men jeg kan også godt skræmme min puls op omkring 208 ved at tænke på Anton, der lige kommer spadserende ind i stuen med min køkkenkniv i hånden, og hovedet lagt tilbage i: ”MUHAHAHAHA!” (Ved vi, hvornår Freud har konsultationstid om mandagen?)

Så det er heldigt nok, at jeg ikke ammer mere, for når dagen starter 3.30, så kommer det til at kræve forholdsvis meget koffein at nå i mål.

Nå. Men jeg var i banken i går.

Det kan jeg ikke anbefale.

Ikke fordi min bankdame ikke er sød. Det er hun bestemt. Venlig og smilende, og det er ikke hendes skyld, at jeg har valgt at veksle mine samlede årsindkomster 1995-2011 til latte og Nike sko.

Men jeg kan bare bedre lide netbank. Den kan åbnes, når det er mørkt, og man har drukket halv flaske vin, og vinduet kan minimeres. I den rigtige af slagsen skinnede solen så meget, at det føltes som at sidde og se sin elendighed blæst op på en 50 tommer skærm midt på et klargjort operationsbord.

”Skal jeg lige prøve at finde dine tal, så du kan se dine saldi, og hvad du har brugt hver måned de sidste 3 år?”

Havde meget lyst til at spørge, om hun absolut måtte? Eller om hun kunne overtales til at finde nogle andre tal. Hvilke som helst andre tal. Den gennemsnitlige temperatur for maj måned i samtlige afrikanske lande i 1998, for all I care.

Men nej.

Fuck, hvor er jeg fattig, mand. Og det værste er næsten, at der ikke rigtig er nogen, jeg kan give skylden (og jeg HAR ledt!), for mine forældres mantra fra jeg var 14, har været: ”Spar op, spar op, spar op”.

Det har jeg så ikke gjort.

Jeg har til gengæld hårrejsende meget gæld, til jeg fylder 44 og en brugt bil to show for it.

Men nogen skulle absolut introducere ja-hatten forleden, så her følger:

Top 3 over fordele ved at være kirkerotte i forklædning:

1) Jeg slipper for at sætte mig ind i de skatteretlige regler, man er underlagt, når man ønsker at placere sin formue i guld, røgelse og myrra skær jord eller aktier.

2) Anton og jeg kommer aldrig til at skulle skændes om, hvor vi skal rejse hen på ferie. For det skal vi ikke.

3) Når jeg møder min næste kæreste, skal jeg ikke gå rundt og frygte, at han har taget mig for mine penge.

Så deeeet….