Inden jeg fik Anton, havde jeg en nødplan begravet et sted i baghovedet, som jeg tog frem og aede på, når jeg syntes, at tingene stank; hvis det blev alt for slemt, ville jeg skride til Italien, få mig et no-brain job, bo på et værelse og så ellers bare drikke vin skrive. Og lære italiensk. I den her fantasi slentrer jeg en del, det er altid skamløst godt vejr, og selvom det lyder som det dummeste og mest urealistiske i hele verden, var det faktisk en drøm, jeg med lidt vemod vinkede farvel til, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid.
(Og bare lige for at komme den i forkøbet: Man kan naturligvis godt installere børn i italienske lejligheder. Men essensen her er, at der var noget good life på egomåden derude, hvis det blev for træls herhjemme, og det romantiske i sol, skodjobs og små værelser falmer lidt, hvis man tilsætter rasende gråd, varmefobi og modermælkserstatning. I hvert fald for mig.)
Som jeg tidligere har blogget en del om, tog det noget tid for mig at acceptere, at Anton ikke bare havde tænkt sig at lægge sig pænt til rette i det liv, jeg levede, inden han kom.
Bye bye biceps, brunch og biografture.
Og herfra skulle man så tro, at man zappede ubesværet over på den kanal, hvor man kører rundt i en stationcar, og synes at samtaler om blemærker og Nestlée vs. hjemmelavet mos gør det ud for ok stimulerende samtale. Men jeg kan STADIGVÆK ikke få det billede til at passe med den person, jeg synes, jeg er.
For når jeg køber bil, så er det fordi det er det mest praktiske. De Andre køber den jo, fordi de gerne vil have den. Ikke?
Og det ved jeg jo godt er løgn, så det går mere og mere op for mig, at det er normale, begavede mennesker, med masser at byde på der går rundt derude og udgør segmentet ’familier’. De er formentlig heller ikke gået ned i gear med træningen, fordi de lige pludseligt fandt det langt mere givende at ligge på gulvet i plettet tøj og lege tittebøh 24 minutter i streg. De tager sig sikkert også i det, når de pludselig opdager, at de har siddet og underholdt selskabet med historier om pincetgreb og flyverdragter, og de kigger sig garanteret også med jævne mellemrum blodskudt omkring i hjemmet og undrer sig over, hvornår det, som de SVOR skulle bevares som noget minimalistisk, pletfrit indretning pludselig eksploderede i en sky af kravlegårde, autostole og legetøj i pangfarver.
Prioriteter ændrer sig, man bliver klogere, og man har et standpunkt til man får et barn.
Og når jeg i weekenden bruger 6 timer i tog, glæder jeg mig usigeligt til at joine the dark side, og blive En Af Dem.
Men hvis min dagdrøm på noget tidspunkt kommer til at handle om et sommerhus i Lalandia, vil jeg stadig gerne skydes.
Åh – det startede lige med noget Eat, Pray, Love i indlægget. Sad lige og holdt vejret på hvor vi nu skulle hen…(Esbjerg – Italien…).
Ja. Nej. Jo. De dér familiemennesker (inkl. mig selv) vil jeg da mene har en del at byde på. På en måde kan jeg faktisk bedst li' de af mine kollegaer som har børn. Meget underligt. Men sådan er det lidt ved nærmere eftertanke. Måske vi bare begynder at ligne den samme "grå masse"? (meget eksotisk!).
Men jeg er ret glad for dine betragtninger! Kan godt genkende det 😉
Man har et standpunkt indtil man har været … i Lalandia!
Anton vil elske det – han vil få lov at udfolde ALT det, han har lært til babysvømning og du vil revne af stolthed over at se, hvor godt han svømmer, hopper og leger i vandet. Senere på dagen er han så træt, at han uden at kny nupper en lur på 3 timer – mens du slapper af, gearer ned og sågar får læst i en god bog.
Når det er sagt, forstår jeg alt, hvad du taler om. Selvom jeg har været En Af Dem i 12 år nu – og er mor til 3 børn og i mit 2.ægteskab, så kan jeg stadig pludelig stoppe op og se mig selv udefra, mens jeg tænker: "Hvad fanden gik der galt?" Jeg, som skulle bo på Manhattan og leve af at skrive erotiske kærlighedsromaner og være en del af det fede sociale liv med masser af venner, fester og spændende kulturelle arrangementer… Men så parkerer jeg volvoen foran villaen og går ind til vovsen og resten af familien – og er faktisk skide glad for mit faste job og mit lavpraktiske småborgerligefamilieliv 🙂
Med Andre Ord: Det skal nok gå altsammen, Linda.
KH Helle
Med to børn har jeg endnu aldrig sat mine ben i Lalandia, – og det er heller ikke kommet til at virke tillokkende på nogen måde!
På den anden side er jeg heller ikke en af dem, der "bare pakker ungerne og drager ud i verden" (Italien, Østen, USA…). Logistisk og tryghed er lidt noget andet MED børn end uden.
Du og Anton indretter sig efter hindanden. I starten indretter du, senere gør han. Måske 🙂
Kh Anne F.
… LogistiK skulle der stå 🙂
Vejen til Lalandia er brolagt med gode intentioner 😀
Linda I hear you! Jeg er nu mor på 9. år. (WTF!!! det er sgu da længe…) og ind imellem har jeg stadig den drøm om, livet inden Rasmus.
Jeg har også svært ved at forholde mig til "livet som mor" nogle dage og at sætte mig i det samme segment. Men vi er ikke de eneste. Og jeg er egentligt kommet frem til, at jeg selv laver mit segment. Jeg gør de ting, jeg gerne vil, og det gjorde også da Rasmus var yngre. Også selv om jeg var alene med ham. Så hep hey! WE ROCK!
Ork! Sådan har mødre med mænd i husstanden det også. Det bliver nemmere, en dag… Mine børn er nu 3 og 5, og jeg aner mere overskud, frihed og styr på tingene forude. Arh, wth – måske bilder jeg mig det bare ind for at holde mig ovenvande. Men altså. Min mand og jeg har aftalt, at om 20 år tager vi til New York og lever det søde (dyre…) liv. Så jeg kender alt til din drøm; heldigvis er min mand så også med på den. Tale om eskapisme med dobbelt fortegn.
Hilsen Caroline
Velkommen til Esbjerg – her er bedre end rygtet siger, men det ved du vel 🙂 Hvis jeg møder dig (ved ikke lige hvordan jeg skulle kunne kende dig) skal jeg nok råbe "Davs!" som man siger herude vestpå.
Lalandia= hell on earth!
Jeg gør det aldrig igen… Og skyder dig med glæde, hvisdu overvejer det
HA HA HA – helt fantastisk godt skrevet! Paradokset ved at elske sig barn, men også opleve at blive fuldstændig indtaget/overtaget – hjem, hjerne, drømme – af hele konceptet! Jeg er mor til 3 (6,9 og 12 år) og har oplevet, det går den anden vej igen! Nogle rum kan nu se ud, som jeg gerne vil have det – uden børneting. (Andre steder er de og glæder mit øje). Og jeg har mere tid – også til det, JEG vil. Ikke kun. Og der er ikke plads til at tage helt for mig selv ½ år – it's not gonna happen! Men lidt har også ret. Skal på weekend med 11 andre damer :-D. Men… uanset: Fedt skrevet! Og kender dine tanker. Nyd det, der er at nyde nu, og vid, at det meste af det andet kommer tilbage igen!
…pincetgreb???
pretty good post. I lawful stumbled upon your blog and wanted to command that I get really enjoyed reading your blog posts. Any condition I’ ll be subscribing to your maintain and I hope you despatch again soon cheap mobile phone.