Læsere med suicidale tilbøjeligheder bedes komme tilbage i morgen.
Bare lige, så I ikke tror, at jeg har hængt mig i afmagt, kommer her et lille status-indlæg.
Vil gerne starte med at sige tak for mange gode kommentarer på det sidste indlæg. Synes, at det er fint, at vi kan snakke om tingene (eller… kalder vi det det?), og stadig holde en sober tone, selvom vi ikke nødvendigvis er enige.
Ude IRL har vi ondt i maven på den permanente måde nu. På mandag skal jeg køre min sidste spinningtime heroppe, og jeg synes, at det er hæsligt. På en eller anden måde har centret forvandlet sig til symbolet på det, jeg forlader, og jeg kan derfor mærke, at jeg er rimelig overdramatisk omkring det. Mit eneste mål er at komme helskindet igennem timen og ud af lokalet uden at begynde at tude, fordi det objektivt set ville virke utrolig mærkeligt. For meget, på en eller anden måde, ikke?
Og så er jeg begyndt at pakke, hvilket jo altid bidrager til den hyggelige stemning af ’hjem’.
Ikke:
H.A.D.E.R! at pakke. Finder altid alt muligt, jeg slet ikke er klar til at blive konfronteret med, som f.eks. 10.000 billeder af mig selv som tynd. Hjælper nok ikke at skylle dem ned med rødvin, men det er fandme umuligt at være ordentlig depressiv i en kop the.
Er egentlig også begyndt at synes, at blå tænder klæder mig.
Midt i alt det her, er det pludselig gået op for mig, at den lille, meget sensitive dreng, jeg fødte for 7 måneder siden, har skiftet personlighed og er blevet fuldstændig frygtløs. Hit med alting LIGE nu, eller jeg river håret af dig og tæver dig med min sut! (Han skal SÅ meget have en lillebror eller -søster på et tidspunkt!) Han kan ikke kravle, men kommer alligevel på en eller anden måde meget vidt omkring, og han er ved at bide territoriet af med en indædthed, man kun kan beundre. Han har f.eks. været meget insisterende omkring at tand-tagge alle flyttekasserne. Eller gumme-tagge, for de satans pløkker gider stadig ikke komme frem.
Ligger formentlig et sted derinde og glor op i loftet sammen med hans hår.
Han kan nu også vende sig fra ryggen og om på maven. Han har bare ikke helt fundet ud af, hvad han skal stille op med den nye evne, så om natten kan jeg hele tiden høre, at det pusler temmelig højlydt ovre i hjørnet. Så bliver der stille lidt, hvorefter Den Utilfredse Lyd aktiveres. Når jeg så kigger ned i sengen, ligger der en skaldet sælhund og glor lidt uforstående ind i væggen. Vend barn, tilbage til seng, repeat circle.
Ja. Vi lever livet på kanten her. Cliffhanger-Linda, har jeg besluttet, at jeg hedder fra nu af.
Nå. Jeg vil tilbage til flyttekasserne *meget-lidt-entusiastisk-smiley*
Er I ikke glade for, at I lige svingede ind forbi til en varm cyberkrammer, fuld af latter og livsglæde her op til weekenden?
(Aj, men for helvede. Undskyld!)
17. juni 2011 @ 10:42
Altså, jeg kender dig ikke for en skid, vel? Men jeg tror nok, at jeg elsker dig en lille smule! There, I said it…
17. juni 2011 @ 10:54
Hahaha…det var en kostelig beskrivelse av Anton – især det med tennene og håret!! 🙂
17. juni 2011 @ 11:11
Go, Kasper!!! Go, go, go! 😉
17. juni 2011 @ 12:06
Åh Linda.
Kys til dig. På den uklamme måde..
Jeg hepper også.
17. juni 2011 @ 12:13
Sender dig lige den her (opmuntrings-smiley)
Og hey… så længe du ikke har brintoverilte-blonderet dit hår, er det ok med blå tænder…
~ Karina
17. juni 2011 @ 13:38
Åh, Linda, skal lige ha' tørret kinderne og komme mig over latterkrampen – en skaldet sælhund der skambider flyttekasser – fuldstændig respektløst, men morsomt 😀
17. juni 2011 @ 15:55
Well, du slipper i det mindste for at skrive navn på alle kasserne.
God weekend, labre hex
17. juni 2011 @ 17:51
Sjovt som du så ofte beskriver min hverdag uhyggeligt præcist. Det er det med syvmånederssøn og ønske om rødvin i tekoppen. Ikke det med fitness.
17. juni 2011 @ 17:54
yes grinede også godt og grundigt over Anton-beskrivelserne : – ) Skaldet sælhund der gumme-tagger kasser : – ) : – ) Åhh han kommer til at hade dig *sød-og-det-er-ikke-så-alvorlig-ment-smiley*, når han bliver i stand til at læse
: – ).. kan godt forstå din ondt i maven! det er jo et kapitel, du slutter – men der starter jo et nyt lige om lidt altså!
(ps. og man kan altid læse gode bøger igen!)
knuser
17. juni 2011 @ 19:14
Altså Linda for helvede, du skal da godt nok ikke undskylde spor, tak derimod for ugens grineanfald, skøøøøønt – du er så sej!!
Kh Line
19. juni 2011 @ 16:24
Sidste cykeltur i morgen, jeg fremmøder, kan vel altid skjule tårer bag "jeg fik sved i øjnene og det svier" 🙂
21. juni 2011 @ 07:44
Flytning kan gøre alle gak. May the Force be with you!
I øvrigt er jeg også sådan en, der megaflæber sidste dag på et arbejde. Det betyder blandt andet, at der er mange, jeg i tidens løb ikke har fået sagt farvel til, fordi jeg ikke magtede at stortude foran dem. Så du er helt normal.