M2018, uge 46

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Benyttet udsigten til at få Antons klasse på besøg til at rydde op i begge børns legetøj, og mexicanske narkosmuglere har intet på mig ift. at få legetøj, der ikke længere bruges, eller som er i stykker, ud af døren, uden at nogen ser det. Det er virkelig blevet et tema i år, det her med, at de ting vi bruger, skal være synlige og tilgængelige – resten skal videre eller væk. 

2)

Besluttet, at det ikke er den éne gang om året, børnene er til fødselsdag her, de skal lære at spise grønt. De sidste to år har jeg skrællet og ternet og strimlet frugt og grøntsager til en olympisk guldmedalje, når vi har holdt fødselsdag, og jeg er endt med at smide det hele – som i: a.l.t – ud igen, i uberørt, jomfruelig forfatning. I år var jeg prol-mom, der lavede pølsevogn og chips-buffet (Kaare Sand, du ringer bare), og anmelderne gik amok. KÆMPE succes. På en hel weekend, med klassen på besøg lørdag og familien på besøg søndag, var resultatet på bundlinjen, at jeg smed én rød pølse og 1 1/2 pølsebrød ud. 

3)

Handlet hver dag. Det lyder som det modsatte af, hvad ideen med M2018 er, men når jeg skal have to hold gæster over to dage, er min logistikhjerne meget tæt på at kortslutte, og jeg ender altid med at købe alt for meget af alting, hvis jeg forsøger at købe det hele på én gang. Jeg mister overblikket, og når jeg så står i Netto, aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge piskefløde og smør til, og derfor får jeg købt alt for meget. I denne uge, hvor har været koldt nok til, at jeg har kunne lade varerne ligge i bilen i et par timer, har jeg brugt mine frokostpauser på at runde div. discountbutikker, og købe ind i overskuelige bidder. For nogle ville det være den værste løsning ever. For mig fungerer det perfekt.

4)

Dækket op med engangskrus og pølsebakker. Ja. Du læste rigtigt. Fordi: Jeg har nu i 4-5 måneder skubbet rundt på det engangsservice, jeg købte ind, da jeg ikke gjorde mig de her overvejelser, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at bruge det. Men det bliver jo dobbeltdumt, hvis jeg både har købt det, og så ender med bare at smide det ud, fordi det giver mig dårlig miljø-samvittighed,  så nu har jeg benyttet lejligheden til at få det skudt af, og det er rart, at det er væk.

Published by

9 Replies to “M2018, uge 46

  1. Gud, hvor jeg kender det der med at være ved at brænde sammen i knolden, når jeg forsøger at handle til for mange dage ad gangen! Jeg kan stå og glane apatisk ud i luften i Netto, mens jeg mentalt forsøger at splitte måltider op i ingredienser og mængder. Bliver nok aldrig typen, der kan købe ind til en uge.

    1. Jeg har forsøgt at løse problemet ved at skrive i parentes, hvad en given madvare skal bruges til, og til hverdag fungerer dét system nooooogenlunde. Til fest og fødselsdage? På ingen som helst måde🙄

  2. Min cykelkurv fungerer også glimrende som køleskab. Jeg arbejder aftenvagt og tager gerne ud og spiser brunch eller drikker kaffe hos en veninde inden – og vips, så bor madpakken altså også bare der, i et net.
    Hvis nogle er så sultne, at vil stjæle en gang chili con carne, en chokolade bar og knækbrød med ost, skal de sgu næsten have lov 😉

    A

    1. Altså, med de insta-madbilleder, du/I er ophavskvinder til, så vil jeg ikke udelukke, at jeg lægger vejen forbi den ubevogtede cykel…

  3. Jeg forstår det ikke. Ægte. Jeg har til hensigt at bage boller og kage. Der skal hvedemel, æg og gær i. Hvor meget af hver slags? Hvor meget har jeg? Hvor meget skal jeg skrive på sedlen, at jeg skal købe? Hvorfor er det svært?

    1. Det er fordi, man begynder at tro, at man kan out-smarte sit logistik-jeg. “Hvorfor har jeg skrevet gær på? Det har jeg da”. Nej. Du har ej. Du tjekkede, da du skrev sedlen. Det var derfor, du skrev den hjemme. Så du kunne tjekke. Det ENESTE, du skal nu, er at stole på din egen seddel. Suk. #YouHadOneJob

  4. Jeg skal have lavet en udførlig liste for at få det købt ind, som jeg skal bruge. Jeg behøver ikke nødvendigvis have listen med mig, det er nok, bare jeg har lavet den. Dvs. seddel eller ej, så glemmer jeg altid mindst en ting. Der er en eller anden naturlov, der siger, at det skal være sådan.

    1. Og selvsamme naturlov dikterer også, at det skal være den éne ting, man oprindeligt tog afsted efter.

      Det er meget, meget irriterende.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.