Jeg har i dag fået foræret lidt ekstra tid, hvilket man somme tider gør i mit job. Bliver en opgave aflyst (f.eks. pga. sygdom) bliver vi typisk omdirigeret til en anden opgave, men en gang i mellem er vi i den situation, at der ikke er noget udækket, og så kan vi – ganske uventet – holde fri, så længe vi bare har mobilen åben, og kan køre med det samme, hvis der kommer noget ind.
Normalt har jeg en to-do liste så langt som et ondt år, jeg kaster mig over, når den slags dage pludselig falder ned i skødet på mig, men fordi jeg har arbejdet virkelig meget de sidste par måneder, har jeg været nødt til at leve efter ‘done beats perfect’-princippet, og holde fast i at få ting gjort, selvom de kunne gøres både bedre og mere grundigt. Derfor er jeg egentlig rimelig godt med, og dagen i dag har jeg derfor brugt på at slappe af og fikse lidt småting, der var mere nice to do end need to do.
Det har været skønt, og jeg tog undervejs mig selv i at gå og nynne, og kunne pludselig mærke, at jeg faktisk er grund-glad. Jeg har så mange gode mennesker omkring mig, og jeg føler, at meget er faldet på plads i hovedet på mig over det sidste år.
Jeg elsker årstiden, og i mandags fik jeg hængt lyskæder på huset – og selvom det lyder en lille smule idiotisk, så bliver jeg simpelthen i så godt humør af at kigge på dem. De små lysprikker med himlen i alle nuancer af gråt og blåt som baggrund, solen, der hænger lavt og trækker uendeligt lange citrongule og rabarberfarvede striber, og månen, der langsomt toner frem – det er så smukt, at det river i hjertet.
I weekenden fejrede vi Anton efter alle kunstens regler. Lørdag havde vi besøg af klassen, og jeg havde forberedt en bootcamp lidt udendørsaktiviteter, som vi startede med, og vejret var perfekt. Efter en time trak vi ind og spiste og legede, inden jeg den sidste halve time hev dem med ud igen. Egentlig ville to timers festivitas have været rigeligt for Anton, men noget af det, der er lidt specielt ved at gå i en taleklasse, er, at nogle af klassekammeraterne bor meget langt væk. Et par af børnene har ca. 45 min. hver vej i bil, og den tur er for lang at køre for to timer, synes jeg. Jeg har snakket meget med ham om, at han jo også gerne må holde fødselsdag i skolen, hvis han hellere vil det, men det er vigtigt for ham, at vennerne kommer her, og så er det sådan, det må være.
Jeg øver mig i den forbindelse i at huske, at han ikke går i stykker af at være lidt overvældet.
Søndag var Den Ægte Fødselsdag – hvilket Frida syntes var helt utrolig snyd. Jeg glemmer ind i mellem, at hun tager verden ind på en ganske anden måde end Anton, og derfor er jeg somme tider lidt uforberedt på, hvad hun reagerer på, ganske enkelt fordi jeg ikke har prøvet det før. Jeg er ret stram med, at jeg gerne vil lære begge børn, at det somme tider er den ene, og somme tider er den anden, der er i centrum, og jeg gider ikke rigtigt sådan noget med, at der skal være mandelgaver til alle børn. Men da Frida på 10. minut trampede rasende rundt og meget insisterende brøle-sang: “I DAG ER DET FRIDAS FØDSELSDAG!!!” sendte jeg alligevel dem, der havde købt en lille trøsteting til hende, et vognlæs kærlige tanker. Apropos mit indlæg om voksen-principper, som børn må bære konsekvenserne af, nåede jeg frem til, at det faktisk her er det forkerte barn, der kommer til at betale prisen, hvis jeg holder fast i min overbevisning, for i vores lille 3-personers familie bliver det ikke sådan *rigtig* en hyggelig fødselsdagsmorgen for støjfølsomme Anton, når alle verdens urimeligheder rammer meget ekspressive Frida.
På fredag tager vi en tur til Egeskov Slot og ser deres aften-arrangement Luminis, som er “en sanselig oplevelse af havens rum, tilsat smukt og anderledes lys og lyd til den ellers så mørke have” i fuldmånens skær.
Summa summarum: Vi har det godt. Alene det, at jeg i morges stod under bruseren og tænkte, at jeg faktisk for en gang skyld synes, at det er Hella Joof, der har dummet sig, og at det ville være mere klædeligt at lægge sig fladt ned og sige undskyld, i stedet for at forsøge sig med ‘kan I ikke tage en joke’-approachen, er tegn på, at der er ved at være plads til andet og mere end praktik og to do-lister i hovedet.
Det føles godt.
Åh, det lyder som en skøn fødselsdagsweekend.
Her lader vi også principper om at det jo er den der er i centrum der skal have alle gaver vige ind imellem, når der er mindre søskende- så får de altså en lille gave også.
Vores er 14,12 og snart 7 år, og der kan de godt forstå at det er den der har fødselsdag, der fejres. Men de har gennem tiden også modtaget gaver, selv om det var den anden der havde fødselsdag. Der er ikke gået skår af fødselsaren af den grund.
Lige nu bliver vi beriget med nye fætre og kusiner, og vi har valgt at købe en lille gave til de nye babyer og en lidt større gave til den nybagte storebror og snart også en nybagt storesøster.
Hvor er det en fin tanke <3 Den er med garanti også værdsat hos forældrene til de nye små.
Den sidste nybagte forælder blev så glad, så hun begyndte at græde😂😂
Men kan huske, hvor glade vi blev når nogen havde tænkt på de to store.
Dejlig læsning, som smitter💋
Tak, fine-Line<3
Min mor praktiserede “lillegaver” gennem hele min barndom, og det var fuldstændig perfekt med tre søstre, som alle kunne blive vældigt misundelige og alle tre var meget ekspressive. Faktisk sikrede det netop at fokus blev på fødselaren og ikke hendes misundelige søstre.
I min egen familie er det lidt sværere fordi mine drenge har fødselsdag med fire dages mellemrum. I år blev de fem og syv og jeg kan godt mærke, at det var sidste gang, at vi bare kan holde “drengenes fødselsdag” og slå to fluer med ét smæk, for de var begge to lidt trætte af ikke at være i fokus. Så næste år må vi holde fødselsdag to weekender i træk. Det er jo lidt træls. Og jeg føler mig ganske midterbarnsglemt, for når vi når til MIN fødselsdag to uger senere er der i hvert fald ingen der gider mere. Og ja, jeg bliver 38 år næste gang, men jeg vil stadig gerne fejres på min fødselsdag. 🥳
Haha – jamen, det manglede sgu da også bare! Du må have stablet en tradition på benene, hvor dine mennesker inviterer dig ud at spise, så du kan blive behørigt fejret, uden at I forkvalmer jer i lagkage:)
Og så forstår jeg i øvrigt sagtens, hvad du mener. Både min far og min søster er fra februar, og jeg er fra slut-januar, så i mit barndomshjem må min mor også have været ved at grave sig ned over al den planlægning.
Jeg syntes engang, Hella Joof var et stort komisk talent. Men efter hun er blevet politisk og åbent har meldt ud, at hun mener, LA er her for at redde os, har jeg haft svært ved at høre noget som helst, hun siger uden politikerens stemme i baghovedet. Jeg synes hendes små ‘hyggelige’ livsfilosofiske bøger er politisk nudging, og jeg kan ikke abstrahere fra det livs- og menneskesyn, der ligger i det – eller fra at hun sælger så godt under dække af at være ‘livsklog’. At klummen om Britta skulle være satire er sikkert rigtig nok, men der er jo en sandhed i al satire, og jeg kan ikke læse det som andet end endnu et spark nedad.
Ville ønske, hun ville lade være med at blande komik og politik.
Jeg har elsket Hella Joof fra de gode, gamle Det Brune Punktum-dage, og ligesom Asger Åmund, har hun også fået en revival gennem Mads & Monopolet, synes jeg. Men det er, som det har taget lidt overhånd nu. Shit, hun spytter mange bøger ud. Og i takt med, at jeg læser dem, kan jeg mærke, at jeg synes, hun har for lidt på spil. Det er noget, der på mine gamle dage er begyndt at falde mig i øjnene; at mennesker, der bygger en platform op omkring altid at mene noget om andre, og gerne med en sarkastisk undertone, faktisk bliver ret usympatiske over tid, fordi de aldrig giver noget af sig selv, og aldrig blotter sig eller gør sig sårbare, men altid bare peger på andres fejl og mangler.
Jeg tror, det var Suzanne Brøgger, der engang skrev, at hvis man undskylde alt, så kan man gøre alt, og så bliver alt ligemeget. Jeg synes, det er det samme med sarkasme, som det bliver brugt og forsvaret her: At man kan skrive og mene præcis, hvad man synes, for hvis den flyver, er man samfundskritisk på en upbeat og storladen måde. Hvis ikke, er det sarkasme, og så er det læserne, der er småt skårne, hvis de ikke forstår det.