Forleden læste jeg (endnu) en artikel om, hvor problematisk det er, at der bliver flere og flere singler. Vinklen var, som så mange gange før, at kvinder ikke længere behøver mænd, og derfor er blevet mere kræsne.
Kommentarfeltet under artiklen var – også endnu engang – en forudsigelig blanding af bitterhed og slet skjult foragt over kvinder, der vil realisere sig selv, som nægter at gå på kompromis, og som – kan jeg forstå – nægter at flytte til provinsen og gifte sig med en af alle de håndværkere, der står i kø. Esbjerg blev endda flere gange nævnt specifikt.
Min udsigt, når jeg åbner døren og forsøger at få øje på de mange single-håndværkere:
Det skal retfærdigvis siges, at der også i både artikel og kommentarfelt blev skulet ondt mod mænd, der ikke gider oppe sig, og som er for sløve til at komme ud af starthullerne.
Jeg læser altid den slags artikler med samme, milde overflade-interesse, som jeg læser vejrudsigten med, for jeg føler faktisk ikke, at de rigtig har noget med mig at gøre.
Men denne gang kom jeg til at tænke på, hvorfor det forholder sig sådan, for i store træk er det jo nærmest mig, der er hovedpersonen i dem.
Jeg nåede frem til, at grunden til, at jeg ikke kan genkende mig selv i det skrevne, er, at jeg ikke føler, jeg har truffet et aktivt fravalg af en mand, og sådan kommer det i de her artikler meget til at lyde, synes jeg.
Jeg tror, at man kommer til at sætte problemstillingen forkert op, når man kigger på faldende børnetal og mistrivsel hos mændene, og konkluderer, at de problemer må udspringe af manglende parforhold, som igen er konsekvensen af kvindernes frigørelse. Jeg tror, man kommer til at lave regnestykket baglæns. For i stedet for at regne på, hvor mange der fravælger parforholdet i dag, så burde man måske kigge på, hvor mange, der tidligere valgte det til af nød.
Vi skal ikke ret langt tilbage, før det var nærmest altafgørende for en kvindes liv, at hun var gift. Alt, lige fra kost og logi til socialstatus og muligheder, stod og faldt med, at hun blev gift og fik børn.
Sådan er det ikke længere – og det tror jeg 100% påvirker statistikken. For når du piller livsnødvendigheden for kvinderne ud af den alliance, så betyder det, at forhold i dag faktisk er underlagt de samme betingelser og vilkår, som venskaber er. Og hvor jeg sætter KÆMPE pris på mine venner, så har de jo ingen praktisk betydning for mine og børnenes muligheder, eller for om jeg ender på fattiggården. Venner er aktive tilvalg, du træffer igen og igen, fordi de bidrager positivt til dit liv, og meget få ville holde fast i et venskab, hvor rollefordelingen var skæv, eller man ikke følte sig ordentligt behandlet.
Måske er det også der, vi er med parforholdet? At når man ikke pinedød har *brug* for den anden, så begynder man pludselig at forholde sig til, hvad det konkret er, man får tilbudt? Og her er det jo ikke sådan, at man sidder på sin trone, og ser utallige bejlere komme bærende med alle deres pragteksemplarer af bidrag og personligheder på silkepuder, som de knælende holder frem, og derfor er der noget ved hele fravalgs-retorikken, der for mig føles forkert.
Men hvis jeg skal tage udgangspunkt i mig selv, så har de relationer, jeg har omkring mig og har set gennem både forelskelse, ægteskab og børn, selvfølgelig påvirket mit syn på, hvad der er bag dør nummer 3. For selv de skønneste og mest betænkesomme af mine veninders mænd – og dem er der mange af – som er opdraget af bad ass kvinder, der har indpodet dem gode værdier og respekt for andre; *SELV* de falder i kønsgryden, når der f.eks. kommer børn. Fordi det er det, samfundet er designet til at understøtte. Og ligesom det ikke batter, at jeg stopper med at bruge sugerør og plastikposer, hvis Shell og Microsoft stadig må tyre kul, olie og CO2 lige i face på planeten, så gør det heller ingen forskel i det store regnskab, at det er Poul, der går til babyrytmik eller skifter hver anden ble.
Jeg traf en bevidst beslutning, da jeg valgte at få børn selv – og det gjorde jeg da blandt andet på baggrund af, hvad jeg havde set. Så set med *de* briller, så ja. Så har jeg fravalgt mænd, fordi jeg ikke vil gå på kompromis. Jeg kan selv få børn, jeg kan få et hus, der er til at betale med én indkomst, og jeg har uddannelse nok til selv at have noget at sige ift. job, løn, segment osv. osv. Når det forholder sig sådan, så skal dét, jeg får tilbudt for min frihed, være andet og mere end én, der sætter sig med avisen, mens jeg pisker rundt og skolder flasker med en baby på armen, og som forventer klapsalver og we are the champions, fordi han støvsuger.
Men.
Ville jeg have valgt en mand til, hvis der var kommet én forbi, som havde fejet benene væk under mig? Uden tvivl. For så havde det været kærligheden, der havde været udslagsgivende faktor, og det tror jeg stadig, den både kan være og er. Men problemet er, at den traditionelt kun har stået for .. hvad..? 50%? af de ægteskaber og forhold, der er blevet indgået, og de 50% tror jeg består. Men de andre 50%, som var behovet for og nødvendigheden af den sikkerhed og tryghed, et ægteskab indebar; de er væk pga. fremskridt i teknologi, medicin og generelt forhøjet levestandart, og som de siger over there: You can’t unring the bell.
Og her tror jeg 100% at mænds slæben på fødderne kommer til at arbejde imod dem, for generelt tror jeg, at kønnenes transfervinduer ligger forskellige steder på livslinjen. Jeg tror, at kvinder i dag i langt højere grad forholder sig til, om de gerne vil have børn, og er svaret ja, så er de opmærksomme på den biologiske bagkant på en helt anden måde i dag end for 50 år siden, ganske enkelt fordi muligheden for at gøre det selv er tilstede. Hvilket betyder, at toget jo så har forladt perronen, hvis man som mand gerne ville have kernefamilien med parcelhuset, ligusterhækken og de 2,4 børn af egen avl, når man i slutningen af 30’erne begynder at føle, at man er klar.
Fordi jeg af erfaring ved, at nogle læser de her indlæg som en lovprisning af singlelivet og en hånende pegefinger af staklerne i ægteskaber, vil jeg gerne sætte en fed streg under, at jeg ikke synes, at det ene er hverken bedre, nemmere eller mere rigtigt end det andet. Fælles for alle modellerne er, at man typisk længes mod de andre, når man har det svært. Når manden/konen er en idiot, virker det som om, det ville være nemmere at være alene, og når man står overfor noget, der er hårdt og massivt, ville man som enlig ønske, at man havde én i sit ringhjørne.
Det er sjældent, når man er flyvende, at man gerne vil bytte.
Så min pointe med denne lange smøre er nok egentlig bare, at jeg tror, man er nødt til at begynde at bryde det overordnede problem ned i enkeltdele, hvis man gerne vil løse det. For vi kommer ikke tilbage til et sted, hvor kvindens eksistens og overlevelse afhænger af ægteskabelig status, så dén løsning er vi nok – til nogens store fortrydelse – nødt til at afskrive. #BlessedBeTheFruit
Hvis problemet er faldende børnetal, må vi have kigget på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at få børn alene. Hvordan vi f.eks. kan skrue et samfund sammen, hvor man som enlig forælder, uanset køn, ikke er råddent presset, når børnene er syge, eller man skal have 6 ugers ferie til at dække de ca. 13 uger, skolerne holder sommerferie, vinterferie, efterårsferie, juleferie, påskeferie og klatfri. Eller når alt fra tandlæger til sundhedsplejersker og juleklip og høstfest foregår mellem klokken 8 og 15.
Hvis det er mænds mistrivsel og kortere levetid, man gerne vil ændre på, så må man ind og kigge på, hvordan man løser dét problem. Og det er en farlig dør at åbne, for noget siger mig, at nogle af de svar, der ligger dérinde og venter, er nogle af de samme, der kan besvare spørgsmålet om, hvorfor færre kvinder tilvælger mænd.
Tak 🙏
Du er mere end velkommen😊💚
Fedt indlæg, Linda, og især de to rammende ‘illustrationer’. De taler virkeligt for sig selv, den første frembragte latter :), den anden bekymring på kønnets vegne.
Tusind tak, Mette – godt at høre, at det også fungerer andre steder end inde i mit eget hoved:)
Jeg tror ikke, jeg kunne være mere enig med dig her.
(Jeg har LIGE talt med en veninde om, at det er ligesom om de stereotype kønsroller føles mest anmassende når man er teenager og når man har fået et barn – og den med barnet kan godt føles ekstra bitter, når det er ens elskede mand, der er en del af problemet)
1000 procent enig. Jeg tror, de bliver tydeliggjort af skiftet i livsbillede? Man bliver delvis blind for det, man går i hver eneste dag, men når hele fundamentet bliver skiftet ud, er der nogle ting, der pludselig bliver nemmere at se.
Uden at jeg selv har prøvet det, forestiller jeg mig også, at det er virkelig, virkelig svært at se kønsstereotyper manifesteret i eget hjem – men hvordan kan det næsten være anderledes? Det får mig til at tænke på en børnehave, jeg kender, hvor lederen selv er vokset op i noget ret tungt socialklasse 5. Hun har en blød plet for ansatte, der også selv har haft det svært som børn, hvilket på alle måder er beundringsværdigt. Men jeg hører ind i mellem historier dernedefra, hvor jeg tænker, at alle nok ville være godt tjent med, at der på personalesiden var en lidt mere ligelig fordeling af mønsterbrydere og mennesker, der er vokset op i ressourcestærke hjem, for førstnævnte kommer somme tider til kort, når det hele spidser til. Så længe det kører, og solen skinner, vælger man selv en relativ stor del af sin adfærd, men når det brænder på, bliver det svært for dem, der aldrig har set deres forældre/omsorgspersoner reagere under pres. Man har simpelthen ikke en skabelon at tegne efter.
Det er nok lidt det samme, der sker, når mange mænd bliver fædre – for selvom det er en inderligt glædelig begivenhed, så er det nok også det tidspunkt, hvor man bliver sat under mest pres som menneske. Og hvis den skabelon, man der har at tegne efter, satte sig med avisen, når der skulle vaskes op, eller mest bidrog til opdragelsen ved at være den, der skulle skælde ud, når mor blev sat til vægs, så kræver det en næsten overmenneskelig indsats både at se sin egen adfærd tydeligt og have overskud til at ændre på den.
Linda! Jeg elsker helt generelt din blog. Og det her indlæg er da i særklasse godt og tankevækkendende! Tak!! Bare tak!
Jamen, kæmpe velbekomme😄🤗
Mega gode betragtninger.
Jeg er single. Og 40. Og ville virkelig gerne have børn, så prøver ihærdigt med fertilitetsbehandling.
Jeg ville da absolut hellere have barnet i et parforhold. Men barnet er vigtigere end manden. For manden kan jeg møde fra nu til jeg er 97. Løbet for barnet er desværre måske kørt.
Og nu suser jeg måske ud af en tangent… Noget af det, som rammer mig hårdest er kommentarer som ‘ej jeg ville ønske jeg kunne bytte’ når mine veninder med parforhold og børn hører, jeg fx har sovet længe en lørdag. Jeg plejer at svare, at hvis de for alvor vil bytte -resten af livet- så er jeg game. For ja. Det er sku da fedt nok at være single i en måned. Måske et halvt år. Men ikke tre år i træk. Hver lørdag. Og særligt ikke gennem to års nedlukninger, hvor man tydeligvis ikke er nogens ‘inderste cirkel’. Sku.
Så. Hvis folk i parforhold lige kunne huske, at singlelivet ikke er en jakke, man tager af og på, så ville det sku være fedt.
Det er simpelthen så sårbart at være der, hvor man gerne vil have et barn, og hvor kroppen ikke vil samarbejde – uanset årsag. Jeg havde selv 4 måneder, hvor min virkelighed var, at jeg ikke kunne få børn. Det viste sig jo så at være forkert, men i de 4 måneder blev jeg – som du beskriver – ekstra ramt af det, når parforholdsvenner lovpriste singlelivets glæder.
Bagefter kan jeg se, at jeg egentlig gjorde det samme, som jeg i mit stille sind beskyldte dem for at gøre, nemlig udelukkende at fokusere på de fede ting ved deres model. Når de sukkede efter mine dovne lørdage og min frihed til at gøre, hvad jeg ville, var det bare spejlsiden af mig, der længselsfuldt kiggede på deres søndagsture på legepladsen med to-go kaffe og lykkelige rander under øjnene.
Der, hvor der trods alt er en forskel, er, at folk med børn har fået det, man så gerne selv vil have, og dermed kommer det til at føles som om, de har muligheden for både at blæse og have mel i munden. For de kan gå deres vej, og igen få lov at sove længe om lørdagen, mens man som single ikke kan vælge børnene til på viljen alene. Det river i hjertet, uanset hvor mangelfuld logikken måtte være.
Jeg har selv tænkt på, at man, når man giver udtryk for at savne noget, man har haft, somme tider egentlig mere savner den tid og periode i ens liv, som man forbinder tilstanden med. Forstår du, hvad jeg mener? For jeg synes sgu, at der er meget, der bliver tungere, sådan hele vejen rundt, i takt med, at jeg bliver ældre. Jeg har aldrig syntes, det var let at være ung, men det var lettere. I hvert fald når jeg kigger tilbage.
Jeg håber, at du får det barn, du så inderligt ønsker dig <3
Fantastisk indlæg! Jeg synes virkelig at du beskriver alle facetter af problematikken godt, for der er jo ikke så enkelt, at det bare er kvinderne der skal komme ned fra deres piedestal eller mændene der skal ændre sig.
Jeg plejer at hive den her tegneserie frem, når snakken falder på hvorfor arbejdsfordelingen derhjemme alt for ofte er skæv med kvinden der trækker det største læs. De strukturer er grundlagt over mange år, og det er et langt sejt træk på flere fronter at ændre det.
https://amp.theguardian.com/world/2017/may/26/gender-wars-household-chores-comic
Spændende tanker, tak for det. Der er et perspektiv af det, som jeg er nysgerrig efter at høre dine tanker om.
Jeg har to mænd i mine nære og seminære omgangskreds, der brændende ønsker sig børn, men ikke har fået benene fejet væk under sig af kærligheden. Den ene er over 50 og går måske Dennis Knudsen på den. Den anden er 35 og dater i vildskab i jagten på en partner og en mor til sine børn – for han kan ikke vælge at få dem selv. Ikke i Danmark, i hvert fald, og ikke uden at skulle navigere i et ret hajfyldt farvand, er mit indtryk (uden at vide meget om forholdene). Det at kvinder kan vælge at få børn selv og mænd ikke kan, vender afhængigheden af hinanden på hovedet. Hvor kvinderne før var afhængige af mænd for tag over hovedet og alt det, så er mænd nu afhængige af kvinder for at få børn.Det er naturligvis ikke kvinders ansvar at lægge krop til de stakkels mænds ønske om at få børn – det er klart. Men det er et dilemma, synes jeg, at kvinders frigørelse og kraft til at kunne selv og ville selv efterlader nogle mænd i en ulykkelig og klemt situation.
Kan det overhovedet løses, eller må mændene simpelthen bare lære at gå mere på kompromis og tage sig lidt mere sammen for at være attraktive – ligesom kvinder måske gjorde før i tiden?
En af problemerne jeg oplever med nogle mænd, er at de langt senere end kvinder er klar til at forpligte sig. Jeg kender flere som levede det fede singleliv eller i parfohold uden at de ville tage stilling til børn eller fremtid, længe efter de 30 var passeret. En større parathed til forpligtelser tidligere i livet, ville hjælpe nogle af de mænd, der først indser at de vil have børn efter at de har passeret 40. Selvfølgelig kan man ikke skære alle over én kam, men nogle mænd skal tages sig sammen og slippe frygten for villa vove og Volvo.
Det er et SINDSSYGT spændende spørgsmål, og jeg har konverteret mit svar til et indlæg, for jeg kunne ikke fatte mig i korthed:) Det håber jeg er ok <3