(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været i WOW-park med børnene og niecen.
Jeg har, siden jeg startede de her indlæg, gjort en indsats for at vride det hele ud af de årskort, vi køber, og sidste år købte vi til WOW-park.
Modsat f.eks. Legoland gælder kortet til WOW-park et helt kalenderår og ikke kun en sæson, så det betyder, at vi lige har et par måneder tilbage på det.
Det kommer næsten til at lyde lidt nærigt; som om vi PINEDØD skal afsted, så vi ORN’lig kan få noget for vores penge, men altså. Klassikeren med årskort er, at de virker som en god idé, når man står i Zoo eller på museet og regner på, at man kun skal komme en halv gang mere, for at det er tjent ind, og derfor køber man det, inden man går – for så aldrig at få det brugt.
Derfor gør jeg mig umage for at tænke det ind i planlægningen, når vi først har købt dem, så jeg er sikker på, at vi får dem brugt. Når vi afsted bare én gang mere, inden kortene udløber, har vi været afsted 7-8 gange i alt, og så giver det mening. Og WOW-Park ER godt. Eneste minus er, at der i sommermånederne er ret meget kravl og kryb, fordi det ligger i en skov. Til gengæld er der plads, nul larm og gøgl, masser af gode legeområder, meget begrænset merchsalg (don’t get me startet…) og gedekid så søde, at vi altid er overhængende fare for, (ved et frygteligt uheld, selvfølgelig) at få ét med i lommen hjem.
2.
I forlængelse af ovenstående startet turen med at proviantere i den lokale Lidl.
Det var et tip, jeg fik herinde sidste år, og har haft i baghovedet siden. Jeg kan være lidt tilbøjelig til, at når vi skal afsted, så skal vi sgu bare afsted, og så jeg har ikke tålmodighed til, at vi først skal 2 km. i den forkerte retning, ud af bilen alle mand, og ind at handle – men pga. noget logistik ift. aflevering af niecen, havde vi denne gang en halv time i overskud, så afsted det gik.
Og jøsses, altså. Børnene fik lov at gå amok i bake-off, alle fik lov at vælge en snack og der var sodavand med skruelåg (fordi = skov = insekter) til hele banden – og jeg kom af med 200 kr. I alt. Det havde knap nok rakt til frokost til én person, hvis vi skulle have købt det deroppe.
Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at vi ikke kommer til at gøre det hver gang, både pga. tiden, og fordi man skal slæbe rundt på det, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi gør det. Og kan man gøre det bare hver anden eller tredje gang, er der rig mulighed for at spare temmelig mange penge på foråret og sommerens mange ture.
3.
Gjort Fridas håndboldsko og vinterstøvler pænt rene og sat dem væk.
Vi har efterhånden så lidt arvetøj stående, at der er frigivet plads, så hvor jeg for et par år siden hellere bare ville smide tingene til genbrug, end at have dem stående og fylde hele sommeren, så har vi plads på hylden i bryggerset nu til, at jeg kan samle lidt sammen og se, om jeg kan sælge det til efteråret.
Dejligt med de meget forskellige indlæg, du laver!
Nogle med fyldig kost for hjerne og hjerte. Og nogle, som bare er dejlig lav-praktiske.
For år tilbage holdt vi sommerferie på Fanø, og da vi begge har boet i Esbjerg, ved vi godt hvad det koster at handle på den smukke ø.
Så vi lavede pit-stop i netto Esbjerg, placerede en unge på hver side af indkøbsvognen, og bekendtgjorde, at de måtte få, lige hvad de havde lyst til.
“Af hvad”?
“Af ALTING..!!”
De væltede med af hylderne, og følte sig som konger🤴🤴😂😂
Det er stadig noget af det, de husker bedst fra den ferie🤗
Det er jeg virkelig glad for, at du synes, Lone – det er også sådan, jeg finder mest glæde ved at skrive. Let og svært i én pærevælling.
Vi var lige på Fanø i går. Ud over meget turistede priser, så kører de også rigets mest u-ratificerede lukkelov; har den slagter nogensinde åbent?? Men pænt; dét er der.
Uh, vi er også vilde med at tanke op i Lidl på vej på tur, de har bare et godt udvalg!
Ellers er vores go-to i tur-situationen (hvor vi herhjemme ikke er 100-meter mestre i planlægninger og der derfor ikke går så lang tid fra tanken opstår til vi vil afsted) at smide en pose pølsehorn fra frost (Remas er gode) i ovnen, og et par juicebrikker i tasken. Begge dele er en permanent del af lageret herhjemme til præcis den situation. Suppleret med lidt frugt eller grøntsagsstave er vi godt/hurtigt kørende.. Ikke den mest lødige kost, men bestemt brugbart i situationen, og 100 gange billigere end frokost ude!😊
Jeg tænker, at alle reglerne er tilsidesat, når der er tur på programmet:)
Jeg har som regel en pose pølsehorn og en pose pizzasnegle fra Beauvais i fryseren. De er lavet specifikt til madpakker, så de skal ikke bages først, men skal bare have et par timer eller tre til at tø op. Og så køber jeg ofte en ramme 25 cl. colaer med skruelåg, når Bilka har dem som spot. Mine børn drikker sjældent meget ad gangen, og derfor er det fedt, at de med skruelåget kan åbnes og lukkes så mange gange, som det nu er nødvendigt (og kan sidde i siden på en rygsæk uden at sjatte) – og så kan de genfyldes med vand, når de er tomme.
Mit bedste tip er tandbørste og tandpasta med, hvis man kommer hjem i nærheden af puttetid alligevel. Så får barnet børstet tænder før vi kører hjem, falder i søvn i bilen og kan bæres direkte op i seng. Men den almengyldige brugbarhed afhænger nok lidt af barn og temperament.
Det er altid fedt at opdage de små hacks, der får det hele til at glide lidt lettere:)
Godt husket med Lidl 🙂 Jeg tror det var mig der kom med anbefalingen, så jeg er glad for at den kunne bruges 🙂
😊⭐️💚