Uncategorized

Sidder med i det her udvalg, hvor vi er lige mange kvinder og mænd. Jeg har lavet en massiv procentdel af det indledende arbejde, fordi jeg er den, der hurtigst får nok af lal og spildtid, hvilket betyder, at meget af arbejdet bygger på mine ideer. Derfor blev jeg først forbløffet, så fornærmet og til sidst virkelig gal over at opdage, at jeg er endt som fucking sekretær.

Den endelige beslutningskompetence ligger nemlig hos en mand, og uden at jeg helt har opdaget, hvordan det er gået til, har han teamet op med de andre mænd i gruppen, så der nu er dømt herreklub, hvor pigerne bare er med som pynt-slash-arbejdsheste. Når snakken går i plenum, vægter argumenter kun, hvis de fremføres mand-til-mand med cognac&cigar-stemmen.

Beslutninger og procedurer, som vi i fællesskab har brugt timevis på at definere og nå frem til, bliver uden videre omgået. Hvis drengene er enige om, at det er det bedste, forstås. Vi bliver ikke engang orienteret, men spist af med verdens tyndeste undskyldninger, hvis vi opdager og påpeger det.

Jeg har det ligesom dengang, jeg havde indbrud: Jeg er rystet over, at det også sker for mig. Mig! Som ellers ikke er bange for at sige, hvad jeg mener, og som – det meste af tiden – har noget af have det i. Har i hvert fald lige så meget (eller lidt) at have det i som fyrene.

Som en million kvinder før mig, står jeg nu med åben mund og hele hjernen på vrangen af vantro over at opdage, at jeg er dømt ude alene pga. mit køn.

Og her gik man og troede, at indflydelse afhang af indsats og kompetence.

Kæft, hvor er det bare ikke i orden!!

Jeg misunder dig, når det øs-pis-regner, og du sidder der med lækkert hår og mascara-fri kinder og har det dejlig varmt og tørt.

Jeg hader dig en lille, bitte smule, når vi mødes på en opgave, og du stiller i små, fine sko og ukrøllet tøj, mens jeg forsøger at være trendy i svedoverskæg og Nikes.

Jeg gætter på, at du aldrig er kommet ud fra en cafe for at opdage, at en stiv idiot har ofret dit køretøj til åen.

Jeg kan SE, at du synger igennem, uden at være nervøs for, om der pludselig er andre bløde trafikanter i nærheden.

Jeg kigger mismodigt efter dig ved Netto, når jeg endnu engang skal forholde mig til, at jeg har en cykelkurv og en bagagebærer, men desværre har købt ind, som om jeg var i lastbil.

…

Men når hele Århus og opland starter på arbejde igen efter ferien, og du holder for rødt som bil nummer 271 på Ringgaden, har jeg lyst til at råbe: ”WUUUUUUUUHUUUUUUU!!!!!!” når jeg suser forbi dig på min cykel.

Som jeg kan parkere, lige hvor jeg vil.

Det er gået op for mig, at jeg er helt fejlcastet i mit arbejdsliv. Jeg skulle have valgt et af de jobs, hvor man får penge for at lægge øre til andre menneskers livshistorier. Dusinvis af taxachauffører har med deres uopfordrede beretninger om alt fra dårlig sædkvalitet til problematiske forælder/barn relationer, forsøgt at få budskabet igennem, men jeg har ikke forstået det.

Før nu.

Kom forleden hjem til seddel fra skuffet Brunatamand, som gerne ville have været ind og aflæse… hvad det nu end er, de aflæser. Han ville prøve igen i dag mellem 16.30 og 17.30, og hvis ikke jeg var hjemme, ville det koste 350 kroner at få ham ud, når jeg var. (350 kroner for 3 minutters arbejde. Måske nogle af damerne på Reden kunne være interesserede i skifte branche?)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne bruge et øjeblik på at rose Brunatamanden for 1) at begrænse the window of opportunity til en time; skærende kontrast til diverse pakketransportfirmaer og møbelforretninger, der uden at blinke sætter sig på 17 timer af dit døgn 2) at skrive et mobilnummer på sedlen, så man rent faktisk kan ringe til et levende menneske og spørge, om han kan lokkes til at gå ind, selvom jeg ikke er hjemme, hvis jeg lader døren stå ulåst og 3) at være servicemindet nok til at sige ja.

Skæbnen vil så, at han er for tidlig på den, og derfor kommer, lige som min træningstaske er ved at slæbe mig ud af døren. Og Morten er også taget til fange i det forkerte job. Et sted derude er der firma, der lever af at komprimere data, der går glip af hans frygtindgydende evner. På 3 minutter fandt jeg ud af, at Morten ved denne tid sidste år blev kørt ned, og var så uheldig at brække skulderen og et par ribben. Da han for år tilbage fik fjernet sin menisk, er fodbold desværre ikke længere en mulighed, og derfor har han på et år taget 20 kilo på. Heldigvis har han sammen med konen fundet ud af at melde sig ind i en klub, hvor de laver fedtfattig mad. Klubben tilbyder også forskellige slankeprodukter, f.eks. en proteinbar på 60 gram til kun 22 kroner, som jeg er meget velkommen til at komme og smage, for den er overraskende god. Og selvom det er utrolig træls at skulle rende op og ned af alle de trapper, fordi folk aldrig er hjemme, skal vi jo heller ikke glemme, at det også er en slags motion. Hø hø.

På 3 minutter. En mand jeg aldrig i mit liv har set. Jeg må se enormt tillidsvækkende ud.

Eller meget, meget nysgerrig.

Efter 24 timer med katastrofetanker, kan jeg nu ånde relativt lettet op igen. Min far er så ok, som man kan være, når man er disponeret for blodpropper i lungerne.

Jeg har fået styr på noget af alt det praktiske, jeg har været i godt selskab, og jeg har endnu engang opdaget, at jeg har de bedste venner i verden, der – uden tøven – står der, når det gælder. Også når de bliver forelagt beslutninger, de ikke umiddelbart føler trang til at respondere på med stående applaus. Det er sgu da fantastisk, at nogle mennesker holder så meget af mig, når de stadig, når jeg er grim, træls og umulig, har røv nok i bukserne til at holde mig ansvarlig for de ting, jeg gør og planlægger.

Lars HUG var ubeskrivelig, der er folk, der griber mig, når jeg falder og livet, som jeg kender det, består.

I hvert fald lige nu.

Det skal nok gå.

Det er sjældent noget godt tegn, når ens mor ringer klokken tyve minutter over seks om morgenen, og dette opkald blev ikke det, der modbeviser denne opfattelse. Min far er blevet indlagt igen.

Hun sagde, at det ikke er så alvorligt som sidst, og jeg er splittet mellem mit ønske om at tro på min mor, og min erfaring, der siger, at hospitaler helst er fri for patienter. Og uanset om der er tale om nogle nye, eller om det bare er de gamle, der er forbi og hilse på igen, så er vi vel også enige om, at blodpropper i lungerne ikke er specielt ønskværdigt?

Lige nu er jeg ved at gå amok over, at min hjerne, som ellers nægter at genkalde sig, hvad jeg har i køleskabet, når jeg er på indkøb, pludselig uden problemer kan huske SAMTLIGE historier, jeg nogensinde har hørt, om mennesker, der er blevet erklæret raske uden at være det.

Er det den alder, vi har nu? Hvor vi kan forvente, at vores forældre med jævne mellemrum ryger ind, og hvor vi bare skal være glade, hvis det ikke viser sig at være livstruende? For jeg er ikke blevet spurgt, og jeg stemmer imod.

Jeg vil tage tilbage til Århus, og prøve at lægge en Lars HUG koncert på min bekymring.

Kiss & Hug (from an unhappy girl).

Ok – MEGET bedre idag. Masser af lovstof og nørkle/gruppearbejde, og mange flere etiske diskussioner. Min hjerne er blevet udfordret, og jeg er nu helt rolig og rar at være sammen med igen.

Har stadig svært ved at forstå, at det skal være nødvendigt med 3,5 times pause på en 9 timers dag, men fik tiden til at gå med på stræbervis at læse interesseret i overenskomsten.

Måske min underviser alligevel ender med at tilføje mig på FB?

(Ps: Vi befinder os i et meget naturskønt område. Tilbragte en af de mange pauser på at cykle lidt rundt, og faldt helt i svime over de søde måge- og dueunger, der flakser rundt herude – indtil det gik op for mig, at de bare har den størrelse, som deres slags formodes at have. Er vi sikre på, at mutantversionerne i Århus ikke har spist radioaktivt affald?)

Undskyld. For nu kommer jeg lige til at lyde lidt sur – men hvordan kan det her blive ved med at ske? Jeg er ved at nå frem til, at det må være mig, der er noget galt med. Det kan simpelthen ikke passe, at alle kurser, jeg deltager på, er så dårlige, for så ville de vel for fanden ikke kunne gennemføres igen og igen?

Mit eget bud er, at jeg lider af en slem defekt på tålmodighedscentret kombineret med et sygeligt behov for relevans.

Ankom til kursusstedet kl. 12.

Kl. 17.30 havde vi

1) Spist frokost.
2) Kørt præsentationsrunde. (inkl. navne på samtlige børn og børnebørn, samt disses erhverv.)
3) Drukket kaffe.
4) Hørt en times foredrag om den banebrydende og nytænkende notatteknik mind-mapping.

På 5 timer og 30 minutter. Er rød langt ned af halsen af optimeringskløe. Kl. 17.45 var jeg så desperat, at jeg kom til at afbryde med et hviske-tryglende: ”Kan vi ikke nok snart komme i gang??” Jeg tror ikke, at jeg behøver at holde vejret, mens jeg venter på, at den kvindelige underviser tilføjer mig som ven på FB.

Heldigvis sidder jeg ved siden af Mads, som også er ved at gå amok. Det hjælper lidt. Og jeg skal også skynde mig at sige, at gøgl er holdt på et minimum. Maden er ok, værelserne er fine og udsigten er så smuk, at den næsten gør ondt i øjnene. Til gengæld har vi en mandlig underviser, der hører alle spørgsmål som en indirekte kritik af HK, og som derfor defensivt råber: ”Ja, men hvem er HK? Det er jer! Jer!!” hver gang folk stiller spørgsmål.

Men det værste.. det alleraller værste…

Vi har fået en mulepose.

En mulepose!!

Oh skam!! Den væmmeligste misskabning af alle tasker. Har forsøgt at afstøde min af flere omgange, men hver gang jeg er liiiige ved at slippe af sted med det, bliver jeg bremset af venlige medkursisters ”LINDA, DU HAR GLEMT DIN TASKE.” *suk*

Nå. Men i dag har det helt fra klokken 8 til klokken 19 til at blive bedre. Så nu går jeg til my happy place og sagde vi, at det gjorde det. Ikke?

Den optimale forskydningstid, når man tolker, siges at være 6 sekunder, dvs. fra ordene forlader talerens mund, til de er ude af mine hænder, går der – ideelt – 6 sekunder. Forskydningstid er vigtigt, fordi man er nødt til at have et budskab for at kunne tolke det, og det kræver minimum en sætning at have noget at sende afsted. Prøv eventuelt at oversætte en engelsk sang ord for ord, mens du hører den; så forstår du, hvad jeg mener.

Desværre har man en tendens til at lægge sig lige i røven på taleren, når man går i panik; noget der typisk sker, hvis han taler for hurtigt, emnet er meget svært og man i det hele taget føler, at isen er usikker. Man klamrer sig til ordene i det sekund, de forlader talerens mund, og resultatet bliver derefter. Man er helt klar over, at man maler sig selv op i et hjørne, når man gør det, men man er så presset, at man er bange for at falde helt af, hvis man giver slip.

Lige nu kører mit liv med en forskydningstid på 4 tusindedele af et sekund. Kurser, specialarrangementer, færdiggørelse af undervisningsmateriale, fremlæggelse af udvalgsarbejde, lægebesøg i plural og planlægning af 3 store forårsprojekter ramler sammen nu og de næste 14 dage, og beklageligvis sætter mit job og min undervisning ikke sig selv på stand-by imens.

Og I skal endelig ikke have ondt af mig. Vejen til dette kaotiske helvede er brolagt med mine egne idiotiske beslutninger, så det er faktisk mere på sin plads med foragt end medlidenhed.

I morgen tidlig tager jeg til Fyn til den første del af mit tillidsrepræsentantkursus. Jeg kan se på deltagerlisten, at jeg skal afsted med drengene fra Novo Nordisk, Vestas, SAS og Air Greenland, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der sker, når vi alle sammen skal svøbes i frihed, lighed og broderskab.

Jeg trænger til hotel, rødvin og ro, og hvis vi skal præsentere os ved at køre på ethjulede cykler, mens vi jonglerer med ærteposer og puster vores navne i ild, begynder jeg at græde.

Præcis hvor højt placeret i hierarkiet skal man være for at blive behandlet som pamper?

For 3 istider siden, da jorden stadig var flad, og en bjørnetjeneste var noget, man gerne ville undgå, var jeg i praktik. Dengang ville jeg gerne være journalist, men da aviser ikke var opfundet i Esbjerg på det tidspunkt, var jeg nødt til at finde på noget andet. Jeg valgte at komme i praktik hos min bedstefar, som var murerformand, og det var totalt hyl! Som den eneste pige på hele byggepladsen, blev jeg behandlet som en prinsesse, og fik lov til at lave lige, hvad jeg havde lyst til, bl.a. fik jeg meget tid til at gå med at smide syre på vinduer [fjerner mørtelrester, Red.]. (Havde kortvarig periode med vrede, autonome tilbøjeligheder, da jeg var 13.) Arbejdstilsynet var åbenbart heller ikke opfundet i 1989.

Det var ikke tilfældigt, at jeg valgte murerfaget. Jeg er vokset op i en klan af håndværkere, og den bedste af dem alle sammen er min far. Min far ved alt. Alt. Jeg overdriver ikke. Og hvis noget er i stykker, kan han fikse det. Tage, fjernsyn, el-installationer, fjernvarme, vvs – you name it. Jeg holder ham delvist ansvarlig for at have sat overliggeren så højt, at jeg ikke kan finde en mand, der lever op til det forbillede, jeg er vokset op med. Jeg er en sucker for intellekt, men lige meget hvor smuk, sjov eller klog en fyr er, så kan jeg ikke lade være med at synes, at han er en lille smule sissy, hvis han ikke kan betjene en boremaskine.

I disse dage bruger jeg igen mine frokostpauser i selskab med mænd i blåt kansas. De har kæmpestore, røde plastikmadkasser med, der indeholder tusinde rundtenom’er med leverpostej, rullepølse og skinkesalat. De drikker the og ryger pibe, og bruger deres pause på at beundre hjemmesider fra Velux og Brødrene Dahl. Deres bukser er trukket lidt for højt op, og de er alle sammen tynde i toppen og iført firkantede briller med metalstel.

Det bliver så pinligt, når jeg kommer til at kalde en af dem for far.