Silly little me.
Sidder med i det her udvalg, hvor vi er lige mange kvinder og mænd. Jeg har lavet en massiv procentdel af det indledende arbejde, fordi jeg er den, der hurtigst får nok af lal og spildtid, hvilket betyder, at meget af arbejdet bygger på mine ideer. Derfor blev jeg først forbløffet, så fornærmet og til sidst virkelig gal over at opdage, at jeg er endt som fucking sekretær.
Den endelige beslutningskompetence ligger nemlig hos en mand, og uden at jeg helt har opdaget, hvordan det er gået til, har han teamet op med de andre mænd i gruppen, så der nu er dømt herreklub, hvor pigerne bare er med som pynt-slash-arbejdsheste. Når snakken går i plenum, vægter argumenter kun, hvis de fremføres mand-til-mand med cognac&cigar-stemmen.
Beslutninger og procedurer, som vi i fællesskab har brugt timevis på at definere og nå frem til, bliver uden videre omgået. Hvis drengene er enige om, at det er det bedste, forstås. Vi bliver ikke engang orienteret, men spist af med verdens tyndeste undskyldninger, hvis vi opdager og påpeger det.
Jeg har det ligesom dengang, jeg havde indbrud: Jeg er rystet over, at det også sker for mig. Mig! Som ellers ikke er bange for at sige, hvad jeg mener, og som – det meste af tiden – har noget af have det i. Har i hvert fald lige så meget (eller lidt) at have det i som fyrene.
Som en million kvinder før mig, står jeg nu med åben mund og hele hjernen på vrangen af vantro over at opdage, at jeg er dømt ude alene pga. mit køn.
Og her gik man og troede, at indflydelse afhang af indsats og kompetence.
Kæft, hvor er det bare ikke i orden!!
