Kan I huske den punchline? Head & Shoulders anti-skælshampoo fra start-halvfemserne. Jeg kom til at tænke på den i dag, fordi jeg har været til workshop og arbejdede sammen med en pige, som viste sig at være helt anderledes, end hendes udseende lagde op til. Ravnsorte extensions (har andre end mig bemærket, at sort er det nye blond?), overdrevet solariebrun, piercet i det stykke hud, der sidder mellem munden og kinden, som jeg ikke aner, hvad hedder, og lange, påsatte negle dekoreret med tropeblomster. Luderkrudt for fuld udblæsning og i træningstøj, jeg formoder, hun har fundet i Lust.
Hun var pissesød og superskarp.
Én ting er at være blevet udstyret med en kantet personlighed, der gør folk forbeholdne i starten, fordi de opfatter dig som arrogant eller skrap – det tror jeg, at vi er flere, der kender til – men hvorfor man bevist vælger at være bagud på point fra starten ved at forklæde sig som spejlblank fitness dåse; det fatter jeg ikke.
Det er umuligt at undlade at (be)dømme folk, første gang, man møder dem, men hvis det er irriterende for os dødelige, må det være 1.000 gange så anstrengende for de kendte. Jeg møder jævnligt Per Fløng i byen, og hver gang jeg ser ham, bliver han forfulgt af feststemte mennesker, der vil vide, hvordan vejret bliver i morgen. Jeg beundrer ham for at orke at blive ved med at gå ud. Selvom han er sød og høflig, og svarer pænt 99 % af gangene, skal han bare have én aften, hvor han kommer til at vrisse lidt af én stiv stodder – så vil han hos en stor gruppe mennesker blive stemplet som en selvfed idiot. Fordi han har gjort et skidt indtryk på én sølle person.
8 ud af 10 af de mennesker, jeg kategoriserer som belastende, første gang jeg ser dem, viser sig at være fornuftige og venlige mennesker, når jeg tager mig tid til at snakke med dem. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at være lidt bedre til at huske.
Ikke skue den der hund på det der skind eller hva det hedder? var det bøger? arghhg.