Update.
Efter 24 timer med katastrofetanker, kan jeg nu ånde relativt lettet op igen. Min far er så ok, som man kan være, når man er disponeret for blodpropper i lungerne.
Jeg har fået styr på noget af alt det praktiske, jeg har været i godt selskab, og jeg har endnu engang opdaget, at jeg har de bedste venner i verden, der – uden tøven – står der, når det gælder. Også når de bliver forelagt beslutninger, de ikke umiddelbart føler trang til at respondere på med stående applaus. Det er sgu da fantastisk, at nogle mennesker holder så meget af mig, når de stadig, når jeg er grim, træls og umulig, har røv nok i bukserne til at holde mig ansvarlig for de ting, jeg gør og planlægger.
Lars HUG var ubeskrivelig, der er folk, der griber mig, når jeg falder og livet, som jeg kender det, består.
I hvert fald lige nu.
Det skal nok gå.
29. august 2009 @ 19:03
Det skal nok gå. Og hvis det ikke går som det plejer, så klarer du også den, for du er en af de sejeste tuller, jeg kender… Jeg hepper på dig og uanset hvad der sker, så har vi et ollekolle at passe om hundrede år.
30. august 2009 @ 08:12
Godt at høre Linda!!
30. august 2009 @ 13:03
Man lader dig ude af syne i et par dage, og vupti skræmmer du livet af os allesammen. Jeg er virkelig glad for, at det ikke var den mørkerøde alarm, der gik igang denne gang. Tankekram.
30. august 2009 @ 15:35
Yep Det skal nok gå.