Uncategorized

I går snakkede vi om situationer, hvori ord kan gøre ondt. Eller… Jeg snakkede. Skrev, faktisk. Anyway: Hvad vi end gjorde, gør vi det samme igen i dag, bare med modsat fortegn: Situationer, hvor fraværet af ord gør nas. I hvert fald fraværet af bestemte ord.

Når et menneske siger: ”Jeg elsker dig” eller ”du er min bedste veninde” til et andet, er der ikke ret mange andre svar end ”Jeg elsker også dig” og ”Du er også min” der duer. Jeg har i hvert fald lavet noget empirisk forskning på egen krop, der peger hen imod, at ingen andre svar helt rækker; hverken når man er den, der giver dem eller den, der modtager dem.

Men hvad nu hvis det ikke er sådan, man selv har det? Hvad gør man så? Svært at bevare den gode stemning, hvis man er nødt til at sende bolden retur over nettet med: ”Ok? Sådan har jeg det slet ikke”.

Nogen forsøger at slippe om ved problemet ved at svare: ”I lige måde”, ”Lige over” eller andre replikker hentet fra Bogen Om Passende Svar Til Folk, Der Ønsker Dig God Weekend. Og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er snyd, eller om det faktisk er den bedste måde at komme omkring dilemmaet på. (Hvis der dog bare var et sted, hvor man kunne skrive ind og spørge om den slags….). Jeg ved, at jeg selv opfatter den type svar som markant mindre forpligtende end De Store Ord, og jeg er tilbøjelig til at se dem som et forsøg på at træde vande, hvis man endnu ikke har gjort op med sig selv, om man er samme sted, eller man ikke helt er der endnu.

Hvilket vel egentligt er hovedproblemet med den slags udtalelser: De er gaver, man giver, som modtageren ikke har bedt om at få, men som ikke desto mindre kræver en tilsvarende gave retur. Ellers ender man med at stå med alting udenpå tøjet og et skævvredet forhold, der ikke bliver det samme igen foreløbigt, fordi magtbalancen er skredet i sømmene, og den ene part nu officielt vil forholdet mere end den anden.

Mand. Det skal bare ikke være nemt, vel?

but words can never hurt me. Jeg ved ikke, om vi har et tilsvarende løgnagtigt ordsprog på dansk, men de sidste par dage har jeg tænkt meget over, hvor ondt ord kan gøre, når man er i knæ.

Jeg har et par veninder, som lige nu bøvler med kærligheden, og helt efter bogen forsøger de at komme frustrationerne til livs ved at tale om dem. De er stærke piger med robuste psyker og masser af omløb i hovedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal nå frem til den – for dem – bedste løsning, men det er interessant at trække sig lidt tilbage og lytte til de typiske råd, vi kvinder giver hinanden, når vi forsøger at hjælpe.

De kan deles i 3 hovedgrupper:

1) “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre!”
Her virker det som om, den der formodes at lytte, udelukkende venter på en chance for at hi-jacke samtalen, overtage den fuldstændigt og fylde den med historier om sig selv. I nogle situationer kan det være en trøst at høre, at en anden kan sætte sig ind i, hvordan man har det, men det holder op med at være en hjælp, når man begynder at få fornemmelsen af, at vi leger bytte-bytte-købmand: Jeg lytter kun til dig, fordi jeg så efterfølgende kan kræve, at du lytter til mig. Sådan en samtale bliver bare en masse fragmenter af usammenhængende sætninger og ingenting tales i dybden, udvikler sig eller udfordrer hjernen. Og lige meget hvor slemt du har haft det, kan du være sikker på, at den glade giver af denne type råd ALTID har haft det værre. Hvis du har mistet en arm, har de mistet dem begge. Hvis du har forkølelsessår, trumfer de med miltbrand. Hvis du snublede over et trin, faldt de ned af trapperne. Alle 5 etager. Til sidst giver man simpelthen op over for den massive on-coming tsunami af elendighed. You cannot win.

2) “Du er altid så [indsæt selv dom] men du skal bare [indsæt selv instant-fix råd]”
Det er ikke meget, der er så irriterende som at få klasket en post-it i panden med din personlighed kogt ned til en linie. Hvordan skal dét hjælpe noget som helst? Og det er svært ikke at blive fornærmet, når folk serverer banaliteter forklædt som guldkorn. Hvis det var så simpelt, havde man jo for fanden nok selv regnet det ud, ikke!?

3) “Folk som os ender altid med at blive forladte/blive usikre/skride/knalde udenom”
Nu ved jeg godt, at jeg bliver en so, ikke? Men ind imellem, når folk igen og igen træffer virkelig dårlige valg for sig selv, bliver jeg faktisk en lille smule fornærmet, når de sætter os i bås med hinanden.

Det værste er, at man jo ikke ret godt kan tillade sig at blive gal på mennesker, der forsøger at hjælpe. Samtidig kan det være utrolig svært, når man i forvejen er i knæ, at have overskuddet til at tage hensyn til andres følelser og formulere sig, så de ikke bliver sårede.

(Til de mænd, der læser med: Ville I ikke bare ønske, at I var kvinder?)

I morgen skal vi snakke om den anden side af mønten: Hvordan manglen på ord også somme tider kan gøre nas.

Jajaja. Jeg ved det. Cliffhanger af de virkelig slemme. Men I skal kun sove én gang….

Nat nat til jer derude. Hvor end I er.

Det her bliver et af de indlæg, der enten udløser øredøvende stilhed i kommentarfeltet eller får min mailboks til at brænde sammen med vrede hademails.

Inden jeg går videre, vil jeg virkelig gerne understrege, at det her handler om mig. Mig mig mig. Jeg skriver det ikke for at pege fingre, gøre nar eller udstille nogen. Jeg skriver det, fordi der både her på bloggen og på masser af andre blogs derude postes i det uendelige om, hvor svært det kan være at være single, og jeg synes, at det her er en anden, men lige så vigtig vinkel på det.

Og man må gerne gemme det her indlæg i sin mentale hævnæske, og om et år eller halvandet, når jeg kl. 3 om natten kaster op i det uendelige og selv er nødt til at slæbe mit forkvalmede, inseminerede korpus ud efter kokosis, sende en mail, hvori man skriver: ”Mener du STADIG, at det er dig, der har fat i den lange ende…?”

Men når jeg ser mig omkring lige nu, så bliver jeg i tvivl om, om jeg overhovedet er interesseret i at være nogens kæreste. Min omgangskreds består af ressourcestærke, veluddannede mennesker med karrieren på skinner, der får ønskebørn og bor i labre huse. Jeg vil tro, at de i gennemsnit har kendt hinanden ca. 10 år, så der er ikke tale om barndomskærester, der har kendt hinanden så længe, at de er kommet til at tage hinanden for givet eller bliver sammen af vane; ej heller om mennesker, der er kommet til at sætte filmen på fast forward og har giftet sig, ti minutter efter de har mødt hinanden.

Ikke desto mindre er der tillidsbrud, utroskab og grå hverdag til højre og venstre, og en sørgelig mangel på ømhed og affektion. Jeg hører dem tale til hinanden med ligegyldighed grænsende til foragt, og deres forhold virker mere som anstrengt, påtvunget gruppearbejde, end som en alliance bundet sammen af kærlighed.

Jeg VED godt, at ingenting i livet er gratis, at der er kriser i alle forhold og at der kan findes lige så mange grimme ting at sige om at være single. Jeg ved godt, at der også er gode øjeblikke, og at nogle mennesker får det til at fungere. Jeg bliver bare mere og mere overbevist om, at de tilhører undtagelsen mere end reglen.

Jeg ved i det mindste, hvad jeg har at gøre med. Jeg har ikke både arbejdsbyrden OG en skuffelse på størrelse med Alaska over, at min kæreste ter sig som en 3-årig, og forventer, at jeg står for alt det huslige. Jeg kan koncentrere mig om de ting, der skal gøres i stedet for først at være ved at gå til i frustration over, at han for helvede ikke tager noget som helst af sig selv, forsøge ved tankens kraft at få ham til at regne ud, at opvasken ikke bare fordamper, for så endelig at give op og gøre det selv, martyr-style.

In all fairness er der to ting, jeg som single savner: Regelmæssig sex med en, der kender mig og min krop, og fornemmelsen af, at det er os imod dem. Men helt ærligt: Det lyder ikke, som om de to ting kan overleve børnefødsler og mandag på mandag på mandag. Og så er jeg ved at være ude i, at hvis jeg alligevel må tage til takke med maskinparken eller gartneren, og jeg 80 % af tiden kun har mig selv at regne med, så kan jeg sgu ligeså godt betræde slagmarken alene.

Min hær tæller kun en soldat. Til gengæld ved jeg, at jeg altid kan regne med den.

Jeg har været i gang med at rydde op på min computer, og under udrensningen er jeg faldet over en del gamle mails.

De sidste mange år har flere af mine forhold for en stor dels vedkommende pga. job og bopæl bygget på elementer af langdistance – hvilket er en fin måde at forlænge et forholds levetid på, men til gengæld godt kan give bagslag rent kommunikationsmæssigt. Hvor man normalt er velsignet med en hjerne, der barmhjertigt bortredigerer billede og lyd af hysteriske anfald og anden uklædelig adfærd, giver elektronikken i disse tilfælde mulighed for at gå tilbage og læse sig selv for fuld udblæsning, helt, helt ucensureret.

Og det er sjovt!(-ish) For mange af de famøse mails kan jeg faktisk godt huske, at jeg har skrevet. Eller.. Lad mig omformulere det: Jeg kan godt huske, hvad jeg ville have skrevet. For jeg ved, at jeg satte mig til computeren og skrev en sober og rimelig mail, hvori jeg på en assertiv måde gjorde opmærksom på, at der var et par ting, som jeg synes, vi trængte til at snakke om. Men cyberkriminalitet og hacking er åbenbart det nye sort, og jeg finder det direkte uhyggeligt, at et småligt, psykisk nedsmeltet menneske, der råber mere, end hun taler, sidenhen har været inde og fucke med mine mails. Rimelighed og hensyn: Delete. Trusler, store, verbale armbevægelser og skæld ud ad libitum: Insert.

Når jeg læser svarene, kan jeg se, at jeg har kendt nogle meget tålmodige mænd. Specielt er der point til ham (med det udprægede dødsønske), der lakonisk spørger:

”Er der virkelig allerede gået en måned igen?”

Noget af det allerbedste ved at skulle på ferie er, at det irriterer alle andre. Det er lige før, at deres misundelige skulen vejer op for pakkehelvedet, bør-man-egentlig-veksle-til-noget-udenlandsk-valuta-spekulationerne (med underspørgsmålet: Præcis hvor meget til grin bliver man, hvis man går i banken og beder om lokale sedler, og feriedestinationen sidste år blev medlem af EU med dertilhørende fælles monetært fodslag, da man vendte ryggen til i 10 minutter?) og forsøg på at fordele indholdet i sine tasker, så man ikke har alle sine terrorremedier med som håndbagage.

Så langt er jeg med. Så langt er jeg enig.

Men kan vi ikke aftale, at man begrænser sin chikane til folk, man kender? Folk, der alligevel skal affinde sig med at følges med en, når man kommer hjem og er belastende solbrun, og kolleger, der ubarmhjertigt skal trækkes igennem samtlige anekdoter om fanTAstiske strande, charmerende indfødte og om hvordan alt frugt og grønt smager HELT anderledes i originalversionen?

For jeg gider altså ikke rigtigt, hvis vi udvider målgruppen til også at omfatte tæt-på-tilfældige mennesker, som f.eks. underboen.

Så kære overbo:

Når du sætter dit ur til at ringe kl. 3.15, fordi du skal op og nå dit fly, så kunne du måske undlade at placere din calypsospillende helvedesvibrator på et natbord af blik? Alternativt: Slå det fra lidt hurtigere? Om natten er tiden lavet af sirup, og 7 (7! S-Y-V!!!) minutter kan virke som længere tid, end det tog at kæmpe sig igennem folkeskolen. Måske du og din kæreste kunne opholde jer i samme rum, når I diskuterer om, om I har husket det hele? MEGET lydt i en opgang, når resten af soundtracket til verden er slukket. Og jeg VED godt, at de er rare at gå og pakke i, men kunne man forestille sig – og jeg tænker bare højt nu – at man først tog sine sømbeslåede træskostøvler på, lige inden man skulle ud af døren?

På den anden side: Hvis jeres oplevede kvalitet af ferien stiger proportionalt med, hvor irriterende andre mennesker synes, I er, så bliver det jeres bedste ferie EVER.

(Ps: Jeg håber, at det regner så meget, at I ruster fast.)

Kender I de undervisere, der skælder de tilstedeværende studerende ud, når auditoriet kun er halvfyldt? Selvom vi godt ved, at der kunne sidde en enkelt eller to på rækkerne, som overvejede at blive under dynen, da uret ringede, eller som måske endda var en af dem, der gjorde det sidste fredag, virker det alligevel lidt urimeligt, at man skal have verbale tæsk, når man nu ER kommet.

Samme fornemmelse af ”Hey! Sig det sgu da til DEM!” vækker den nye rygestop-kampagne i mig. Rygere er tilsyneladende ikke bange for at dø, så efter at have opgivet at skræmme nikotintrangen ud af kroppen på dem med ildevarslende budskaber på cigaretpakkerne, er Sundhedsstyrelsen nu gået skridtet videre og har lavet en kampagne, der er så klam, at man nærmest mister lysten til at leve, når man ser den. Hvilket selvfølgelig også eliminerer trangen til at ryge, men alligevel; jeg er stadig sur over, at det også skal gå ud over os, der ikke forpester vores lunger og omgivelser med ildelugtende, toksisk affald.

Da Blogsbjerg har faste læsere i 10 forskellige lande, fordelt på 3 kontinenter (JA! Jeg konsulterede et atlas. Og hvad så!?), og nogen derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, lægger jeg her som en slags ondskabsfuld læserservice linket til kampagnen:

Adforhelvede! (Klik på det lille tv foroven)

Advarsel: Klik IKKE på linket, hvis du lige har spist. Eller planlægger at spise snart. Eller nogensinde igen.

I dag da jeg skulle ind og handle, havde jeg parkeret min cykel under et stort træ. Da jeg kom ud og stod og låste cyklen op, var det ligesom om træet … nøs, faktisk. Afstødte nærmest alle sine blade på én gang.

Så nu er det vel officielt – og MEGET lokalt – blevet efterår.

Jeg har aldrig været ked af mit eget selskab. Hvis man ikke ville blive betragtet som sær for at gøre det, ville jeg bruge langt mere tid alene i det offentlige rum, og noget af det bedste ved at være med som tolk på studieture, er at man – helt lovligt – kan gå ud alene, sidde i ophøjet ensomhed med sin bog på pubs, cafeer og restauranter og uden at bekymre sig om, om folk tror, at man er en særling, der har afstødt al menneskelig kontakt, kan tillade sig at operere solo.

Jeg har aldrig lidt af udlængsel på den måde, der gør andre mennesker rastløse og ude af stand til at slå sig ned og falde til ro.

Jeg har til gengæld altid lidt af angsten for at undvære og miste dem, jeg holder af.

Derfor tror jeg ikke, at jeg vil være i stand til at rykke mit liv op med rode og forlade Danmark for good. Jeg er alt for knyttet til alt for mange mennesker, jeg er alt for vild med alle mine jobs, og mine interesser giver mig alt for meget til, at jeg kan vende det hele ryggen.

Men engang i mellem bliver jeg grebet af en næsten desperat trang til at rejse væk; til et år eller to i absolut tystnad. Det skal være et sted, man kan køre til, for jeg elsker virkelig at køre bil. Allermest om natten. Og det skal være et sted, hvor jeg kan få lov at sidde lidt på kanten af det hele; iagttage uden at deltage. Der må gerne være varmt, og man skal helst kunne gå uden sko fra februar til november. Jeg ved, at jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke kan få lov at bruge mit hoved, så jeg skal ikke plukke appelsiner eller passe børn. Jeg tænker Toscana eller en lille by i det sydlige Frankrig, hvor kaffen er stærk og vin er noget, man henter i 5 liters plastikdunke på châteauet i dalen ved siden af. Et år eller to med gyldent lys, varme farver, en duft af lavendel og god tid.

Er der ikke snart nogen, der hoster op med den bogkontrakt??