Uncategorized

….

Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.

I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.

Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.

Så langt er jeg positivt overrasket.

Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.

Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.

Ih, hvor det har været en god weekend. Har været parkeret i fitnesscenter med 9 stepinstruktører to-be, der som et eksperiment skulle trækkes igennem en 40 timers uddannelse på 14 timer.

Det gjorde de til UG med alle de gyldne krummelurer. Knoklede non-stop som små maskiner uden at kny, og for hver eneste ting, jeg væltede i ansigtet på dem, kvitterede de med at sende et nærmest fejlfrit produkt retur.

Det har været FEDT!

Må så også indrømme, at jeg er lidt træt nu.

Måske også mere end ’lidt’. Faktisk er jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, så træt, at jeg har været nødt til at sætte mit skærmzoom op til 125 % for at kunne se, hvad fanden der står på den, men jeg har taget lidt ferie i næste uge, så skal bare på job mandag og tirsdag, og så ellers bare holde efterårsferie for resten af pengene.

Hvad jeg skal onsdag aften? Hvor er jeg glad for, at du spørger…

Lady Gaga, baby! KÆFT, hvor skal vi danse!

Spændende at se, hvad Anton siger til dét.

Når jeg rammer sofaen om aftenen efter en lang dag i felten, sker det som regel med computeren i skødet og fjernsynet tændt. Mens jeg med et kvart øje ser noget amerikansk serie af en slags, har jeg samtidigt gang i jobforberedelse til den efterfølgende dag, et blogindlæg og et par samtaler på msn.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er vanvittig sej til multitasking, eller om jeg bør spanke mig selv for at sprede min opmærksomhed over så mange km2, at den formentlig aldrig kommer til at trække sig tilbage i facon igen.

Det betyder, at jeg ser uTROlig meget fragmenteret tv, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg ofte handlingerne rodet så meget sammen, at de for min skyld bare kunne lave én lang serie og kalde den Greys Criminal Private Ghost Friends.

Så var der også altid noget, man gad se, ikke?

Nå, men det jeg EGENTLIG ville frem til var, at der forleden var en scene i en af serierne, hvor en meget afholdt person var død, og alle til begravelsen holdt tårevædede taler om, hvordan manden i kisten havde været en kilde til inspiration for dem.

Efterfølgende har jeg tænkt over, at det egentlig er fjollet, at man altid gemmer den slags taler til begravelser. Jeg mener: Ville du ikke blive glad, hvis en eller anden kom og fortalte dig, at du havde inspireret vedkommende? For hvis jeg kigger på mit eget liv, er der ofte tale om personer, som jeg egentlig kun har haft perifer tilknytning til, og jeg er villig til at sætte penge på, at de ikke ANER, at de har gjort en stor forskel for mig.

Det bedste eksempel er en instruktør, som jeg mødte et par år efter, at jeg var flyttet til Århus. Jeg havde i flere år trænet meget, og kunne godt mærke, at jeg gerne ville noget mere med det, men jeg følte ikke, at jeg kunne stille mig op foran mennesker, der gik mig til navlen og vejede det halve af, hvad jeg gjorde, og være et træningsmæssigt forbillede.

Så mødte jeg Marie. Som var 10 cm. højere end mig, og havde nogenlunde samme statur. Hun var uden sammenligning den sejeste instruktør, jeg nogensinde har mødt, og hun var grunden til, at jeg til sidst tog mod til mig, uddannede mig og søgte jobs i fitnessbranchen.

Hvilket har forandret mit liv på så mange gode måder, at jeg godt kan komme til at hyle lidt, når jeg tænker over det.

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil sige det til hende, hvis jeg mødte hende; at hun har inspireret mig og dermed indirekte har været årsagen til, at jeg er blevet den, jeg er, og at jeg har de mennesker i mit liv, jeg har.

Men måske er det for fesent? Måske skulle jeg bruge de 10 minutter det tager at finde hende på FB, og skrive det til hende?

Bare i tilfælde af, at en af os træder ud foran en lastbil i morgen.

Jeg ved ikke, om det sker for andre end mig, men bliver I også somme tider venneforelskede i mennesker, I ikke kender? Jeg oplever det jævnligt, og forleden skete det igen.

Kom ud på uddannelsessted, hvor ny lærer trådte ind i klassen, og var sej med sej på. Sjov, skarp, sindssygt god med eleverne, fiks i påklædningen; i det hele taget bare sådan en, man godt gad være.

I de situationer sidder jeg altid og tænker, at jeg ville ønske, at de mennesker var mine venner, med alt hvad det indebærer af brunch, rødvin og udveksling af interessante synspunkter over kaffen.

Og coolness, der smitter af.

Der er tale om en slags idoliseret crush, for jeg tænker ikke et venskab som en reel mulighed, og jeg er i virkeligheden ikke interesseret i at skulle bygge det op fra scratch. Det er nok lidt som at gå i biografen og dagdrømme om et liv med George Clooney; Uforpligtende, glitrende og i technicolor. Noget, som ikke skal ødelægges af virkelighed og hverdag.

Ved I, hvad jeg mener?

Nej?

Nå.

Det vil jeg vædde med, at HUN ville have gjort.

I dag har bare været en førsteklasses møgdag. En af dem, hvor man godt ved, at hvis man havde VIRKELIGE problemer, så ville de småting, man har pevet over dagen igennem ikke betyde en skid, men jeg er privilegeret, rask og mine nærmeste er på den relativt rigtige side af ’ok’, så jeg har overskud til officielt at hade i dag.

Jeg har virkelig prøvet med det halvfulde glas-tilgangen, jeg har forsøgt at trøste mig selv med visheden om, at jeg har 10 arbejdsdage tilbage til barsel, jeg har strengt mindet mig selv om, at det er mig – og altså ikke resten af verden – der er træt, hormonforstyrret og .. ja, træt, jeg har købt varm kakao, og jeg har bevilliget mig selv risengrød til aftensmad.

Det hjalp ikke.

Hjalp sgu ikke engang, da venlig, onkel-agtig buschauffør i Odense kækt spurgte, hvor jeg ville have skilningen, da jeg bad ham klippe kortet, eller da sød, ældre mand bankede på ruden og halvsang: ”Farvel, unge dame og ha en dejlig dag” (ok, så han var lidt semibims, men tanken var sgu da stadig sød), da jeg steg af selvsamme bus.

Det har stadig bare været sådan en dag, hvor man i toget, ved Højlydt Annoncering # 17 om, at man skal være stille i togets hvilekupe, har lyst til at skrige: ”Hold nu SELV kæft!!”

Og så har jeg lige læst Marens indlæg om, at man smitter folk med sit dårlige humør, så nu er jeg BÅDE sur OG har dårlig samvittighed.

Jeg gør lige os alle sammen en tjeneste og skrider i seng, ikke?

Det er muligt, at man stadig sidder i toget iført hættetrøje, Ed Hardys og pink Skull Candy – men når det, man hører er Robyn, mens man strikker, og en af de første sætninger, man siger, når man lander i barndomshjemmet er: ”Jeg glæder mig godt nok til at se, hvordan den der kartoffelmoser-dims fra Tupperware virker!”, er tiden nok kommet til at indse, at man ER gået på barsel fra The Wild Side.

Så var man lige i Esbjerg for en kort bemærkning. Fødselsdag hos det mødrene ophav, og lige tid til bekymret og trist at konstatere, at oldeforældre-to-be godt nok er blevet gamle. Mest oldemor. På den angste, stille og meget fraværende måde.

Røg også en tur i Babysam. Ved en forfærdelig fejl. Eller… løgn. Meget planlagt, faktisk, fordi jeg skulle tjekke staus på barnevogne med 13 ugers leveringstid, og jeg må indrømme, at Babysam i provinsen vinder SÅ meget over lortepissebabysam i Århus, så efter at være blevet helt forvirret over kyndig og venlig vejledning, stod jeg efter 20 minutter på parkeringspladsen med ammepude, bæresele, pusletaske plus det løse.

Kan det barn snart have BRUG for mere??

Kan i den forbindelse oplyse, at Sidste Nye Graviditetsbivirkning er pludselige, kortvarige hedeture, hvor jeg bliver så rød i hovedet, at jeg nærmest bliver selvlysende.

Charming. Tyk OG krebsefarvet. *Suk*

Ellers sker der ikke så meget nyt. Er stadig i fuld gang med afviklingsfasen, og har i dag fået friskfyragtig sms fra én, der skal overtage et af mine arbejdsområder, og ”bare lige ville tjekke op på nogle ting”. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg hader ham altså en lille, bitte smule. Gør sgu da lidt ondt at være så undværlig, at man bare kan udskiftes just like that.

Nå, solen tæsker ned, der er strand lige uden for døren og Anton er ved at bearbejde mine mavemuskler med hammer og mejsel, så tror lige, at vi sætter gang i noget fysisk aktivitet, så ungen kan falde i søvn igen.

God lørdag til jer derude.

Så blev det første skoledag i Danmarks mest utilpassede klasse, og elevrådsformanden Lars har hele dagen fyldt samtlige sendeflader i både radio, tv og dagblade med sine ideer til projektarbejde det kommende år.

Jeg synes nok, at han kommer lidt let om ved nogle af hverdagens store spørgsmål, så i forlængelse af gårdagens indlæg, har jeg som en udvidet service hermed udarbejdet et appendiks, som du bare kan printe og bruge, Lars.

You’re welcome.

* I går læste jeg, at de alternative nobelpriser er blevet uddelt, bl.a. er der givet en pris til kinesiske og britiske forskere, der har fundet ud af, at flagermus dyrker oralsex under parring. Her må jeg sige, at jeg mener, at tiden er kommet til at få gang i den forskning, der en gang for alle beviser, hvad lægmand har vidst i årevis: At mad (og kage i særdeleshed) ikke feder, hvis man skærer det i stykker, fordi det smadrer fedtmolekylerne. Da Danmark er i bekneb for olie, guld og andet guf i undergrunden, må vi sætte vores lid til forskningen, og vi kunne godt bruge en hvid kittel eller to til at bakke os op på den her.

* I forhold til det offentlige rum vs. privatsfæren ser jeg gerne, at vi indfører forbud imod at mænd, der sætter sig overfor hormonelt forstyrrede gravide kvinder i tog, må bruge samme aftershave som eks-kærester man savner.

* Der skal slås hårdt ned på ventetøjsfabrikanter, der skriver ”benlængde 34” på noget, der ret beset er capri-bukser.

* Der skal udvises nul-tolerance overfor folk, der staver sgu med ’k’

* Til gengæld skal ’fandme’ være en del af den sproglige integrationspakke. ’Fandeme’ ser dumt ud.

* Fremover skal man, som public service oplysning, modtage en mail med besked om, HVEM det er, der har slettet en fra FB, når din vennestatus pludselig er krympet med en, så man kan hade og hævne behørigt.

* Licenspenge tilbage, hvis man uforvarende bliver udsat for klamme Sanexreklamer med nøgent menneske-myre-mylder, dårligt synkroniserede Toffifee reklamer (Seriøst: Hvor dyrt kan det lige være at skyde 20 sekunders indholdsløs film med kedelig familie, der ligger på gulvet i et dansk parcelhus og spiller ludo?) og Bilka-reklamer med indlagt hvisk. Det er underordnet at licenspengene primært finansierer de ikke-reklame-baserede kanaler. (Fordi jeg siger det!)

* Klækkelige bøder til forfattere, der skriver bøger i nutid. Stop med det. Lige nu.

* Post Danmark og DSB skal nedlægges. Life is too short.

* Dummebøder til Brøndbyfans, der ‘demonstrerer’. Mod fucking hvad!? Bolden? Det er vel for fanden ikke med vilje, at de snubler i snørrebåndene, drengene. (Og just so we’re clear: Truende og anonyme kommentarer vil a) blive slettet og b) udløse voodoo.)

* Og endelig: Forbud mod breve fra det offentlige, der indeholder spørgsmål som: ”Er du bange for, at dit barn dør under fødslen?” WTFf!? Ja, nu er jeg!

Og SÅ kan I trække i arbejdstøjet, venner.